Essay
Læsetid: 11 min.

Dansk stjerneforfatter fylder 80: Der er et før og et efter, man har læst Dorrit Willumsen

Forfatter Dorrit Willumsen, der mandag fylder 80 år, kan være alle længselsfulde mennesker – i skriften. Hun er Marie, hun er Theodora, hun er Elisabeth, hun er Bang, hun er Michael, Bjarne og Wendy. Det er ikke til at fatte, at ét menneske kan det
Dorrit Willumsens måde at elske materiel skønhed på er dybt original, for hun kan elske de smukke genstande uden at elske pengene, der fører til dem.

Dorrit Willumsens måde at elske materiel skønhed på er dybt original, for hun kan elske de smukke genstande uden at elske pengene, der fører til dem.

Peter Hove Olesen

Kultur
28. august 2020

Dorrit Willumsens forfatterskab er berusende og boblende, det er drømme og glimt af lykke, altid med et mørke bagved. Emil Aarestrups bobler i bækken, som »om lidt« forsvinder ligesom menneskeliv, bidrager fint til karakteristikken. Blot med den forskel, at Willumsens bobler ikke befinder sig i en bæk, men i den champagne, hendes personer drikker og skåler i. Bobler forsvinder, og hos Willumsen gør de glas, champagnen var i, også.

I en af utallige, sitrende scener i Bang fra 1996 drikker Herman Bang champagne med en 18-årig talentfuld, østrigsk violinistinde, hvis koncert han har anmeldt begejstret i Ferslews Nationaltidende og nu ser det som sin opgave at hjælpe frem i verden. Arma Senkrah, som det unge talent hedder, kan blive berømt. Det forsikrer Bang hende om, og de snyder sig til en lykkelig aften alene sammen, hvor de skåler i champagne og får røde kinder, og »i kådhed« knuser de glassene, så de ligger »som diamantstøv om deres hæle«.

De to har nok fundet sammen i glæden over skønhed og i den berusende følelse, en optræden kan føre til. Hvis publikum kan lide én. Det kan minde om kærlighed. Stemningen hos de to er så let og bruser af deres fælles forventning om berømmelse, og de udbryder samtidigt: »La vie est bien triste, laissons rire« (Livet er meget trist, lad os le.), og læseren må le med, men kun meget kort, for efter et par linjer står der: »Så blev hun gift og fik børn og gav ikke mere koncerter. En dag læste han i avisen, at hun havde skudt sig.«

»Liv, død, liv, død,« sådan rumler det tog af sted, som Bang sidder i på vej væk fra New York i romanens begyndelse og tænker tilbage på sit »tabte paradis«, barndommen og ungdommen, og en aften, »hvor tante Fanny, søde tante Fanny, marcherede op ad kollegiets trappe og bruger en hel aften på at forklare ham, at han er en slapsvans og en dagdrømmer. Og han vil gå direkte i hundene, hvis ikke han omgående tager sig sammen og får gjort noget ved den statsvidenskab«.

Søde tante Fanny har jo ret. Herman Bang er en slapsvans og en dagdrømmer – præcis den slags mennesker, som Willumsens romaner og noveller siden debuten i 1965 alle er et forsvar for – og Bang går i hundene, altid må han tigge hos sine venner og redaktører, men lige den aften med den østrigske violinistinde har han et forskud i lommen, og drømmene kan gestalte sig i skønhed og champagne. I det næste tog er Bang »elendigheden i pels«, der »kører på tredje klasse til Berlin«.

»Liv, død, liv, død« er også den ene dag at få hård kritik i Smålandsposten for sit foredrag, den næste at modtage et larmende bifald i Helsingfors, for så på næste stop at være en skandale i Bergen. Rollen er den samme, nemlig Ibsens Osvald fra Gengangerne (1881), »sit publikum må han ikke skuffe«, skriver Willumsen om Bang i Helsingfors, og da Bang hører publikums hyssen i Holbergbegejstrede Bergen, da han ved monologens slutning er faldet om som Osvald og ligger bag scenetæppet, må han forsvare sig: »Men de elskede mig i Helsingfors.«

Der er så meget Bang i den sætning. Det er Bang i rollen som danserinden Irene Holm, det er Bangs sentimentalitet, og det er Willumsens.

»Den næste dag var han syg,« står der så. Ja, det er da klart, tænker man og læser den næste sætning i fuld sympati med den melankolske forfatter: »Han lagde sig syg, sagde de.«

Mellem fylde og tomhed

Bang er en af Dorrit Willumsens exofiktive romaner. Inden Bang havde hun skrevet Marie (1983) om Marie Tussaud, senere skrev hun Klædt i purpur (1990) om Kejserinde Theodora i det sjette århundrede og senere endnu Bruden fra Gent (2003) om prinsesse Elisabeth, der i 1514 som trettenårig bliver gift med Christian II pr. stedfortræder.

Dorrit Willumsen er dem alle sammen, i skriften. Hun er Marie, hun er Theodora, hun er Elisabeth, hun er Bang – det er ikke til at fatte, at ét menneske kan det. Der er så mange tekstiler omkring de historiske personer. Bang er oveni indhyllet i parfume, blomster og silkebånd – og forfængelighed. Men forfængelighed er godt, husk det, for forfængelighed fører til skønhed og til en uhyre opmærksomhed, som for eksempel her, hvor Willumsen ser Bang se Max Eisfeld:

»Max er smukkere end noget andet væsen, der sætter fødderne på Berlins brosten. Max har et søgende blik og en rank ryg, og når han tænder en cigaret, er det som om han plukker en blomst.«

Bang er allerede blevet udvist fra Københavns Universitet, fordi han har deltaget i en fest, hvor en herre var klædt i en lyserød kjole (og er der én, der kan forstå nødvendigheden af en lyserød kjole, er det Willumsen!), og selv om Berlin er forbundet med frisind, skal Herman Bang og Max passe på, så Bang må nøjes med at skrive om Max (uden at nævne hans navn) og dagdrømme om ham. Men fordi det er Willumsen, og fordi det er Bang, kan drømmen et øjeblik gøre ham »så lykkelig, at det eneste han ønskede sig var penge«.

Penge er det evige problem, det kender man, men Willumsens måde at elske materiel skønhed på er dybt original, for hun kan elske de smukke genstande uden at elske pengene, der fører til dem.

Læs nu de to sætninger, der kommer lige efter beskrivelsen af Bangs lykkefølelse og deraf følgende pengeønske:

»Et øjeblik var han så lykkelig, at det eneste han ønskede sig var penge. Han måtte forære Max en gave til jul. Den juleaften tilbragte han alene på hotellet.«

Hele tiden disse skift mellem fylde og tomhed, der er bobler, og væk er de.

I de umulige kærlighedsrelationer er der ting imellem mennesker. Ting dér, hvor der kunne have været kærlighed, men husk nu igen, at det er Dorrit Willumsen, der skriver (og bestemmer), så der er ingen moralsk dom at spore, tingene er ikke en ringe erstatning for ægte følelser. Den glæde, de smukke genstande giver, er ægte nok. Læserne er ikke dumme, de ved godt, hvad der er godt og ægte for dem; det spændende er at få lov at begære og sanse især tøj og ting og tøj igen. Og inden i tøjet kan der være mennesker, men det er materialiteten, der vækker begæret – og den seksuelle lyst.

Et illustrativt eksempel på Willumsens fetichisme og heldigvis manglende moraliseren er en scene i Bruden fra Gent, selve bryllupsceremonien, som man med sine nutidsøjne og gode moral naturligvis må tage afstand fra: En trettenårig skal giftes med en gammel, fremmed konge, der ikke engang selv er til stede ved brylluppet. I hans sted er Mogens Gøye. Fortællervinklen er barnebrudens, hun har fået ringen på sin finger, de har spist 30 fine retter, danset, og nu kommer det øjeblik, hun både har »set hen til og frygtet«:

»Mogens Gøye og jeg gik hen mod brudesengen. Vinen havde gjort hans ånde sød som skoldhed frugtsuppe, og han måtte have hjælp for at komme af støvlerne. Men jeg trådte selv ud af mine sko, og vi besteg sengen fra hver sin side, mens herrerne råbte opmuntrende til os og skålede.

Jeg vidste, at han skulle blotte sit ene knæ. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være mindst fem gange så stort som mit. Der groede hår på det, og der var også et lille lyserødt ar, stort som en kattepote. Jeg havde lyst til at røre ved det og kunne ikke få øjnene fra det.«

To særlige romaner

Det er så skønt og pirrende at slippe for moralen. Den forbudte følelse får man også lov til at svømme hen i i Dorrit Willumsens to seneste romaner, Nær og fjern (2015) og Løg trækker tårer (2019), hvor tingene sammen med maden, vinen og snapsen optager al den plads, kærligheden kunne have haft.

De to romaner er helt suveræne – som om de øvrige ikke også var det! Men de har alligevel en særlig plads i forfatterskabet som den slags mesterværker, kun en ældre forfatter med en lang række bøger bag sig kan skrive. Kærlighedshunger og ingen penge på lommen er Dorrit Willumsens evige temaer, og jo længere hun selv har levet, desto flere nuancer og raffinementer kan hun tilføre de to temaer – og desto mere forstår man, at det er hos de kærlighedssøgende hustlere, der er bedst at være.

Michael og Lou i Nær og fjern er gift, men fremmede for hinanden. Michael er den, der elsker og længes mest, lider mest, så relationen er for Willumsen helt naturligt skildret fra hans perspektiv. Problemet er ikke, at Michael ikke er i stand til at mærke sit begær. Det kunne han allerede som trettenårig, da han en dag fik øje på en bil »lidt længere henne ad gaden, flottere end alle andre biler. Hvid som en svane og med sort soltag. Den nærmest trak ham hen ad gaden, og han standsede ved baghjulet og rørte med fingerspidserne ved det rillede gummi. Hans hånd lagde sig på bagskærmen og drak nydende den blanke, hvide flade som kølig mælk«.

Denne erindring dukker op hos Michael, mens han er på ferie med Lou i Harzen, men karakteristisk nok er han alene på vandrestien i bjergene, hvor naturen er lige så kunstig som i byen, da han også kommer i tanke om »bilens ejerinde, langbenet og spinkel og i en dragt af snehvidt skind«. Hun er ligesom Lou absolut utilnærmelig. Alligevel eller netop derfor får Michael den tanke »at sammen med hende måtte det være dejligt at være mand«.

Michael opdager senere, at han elsker store maskiner, og at han er god til at arbejde. Han bliver rig og kan give Lou alt, også »to thailandske keramikelefanter med sørgmodigt sænkede snabler, som Lou ikke kunne undvære«. Nu står de ved deres pool, hvor også Michael senere i romanen står. De er avanceret fra charterrejse til poolparty. Det er blevet sent, Michael observerer en kvinde, der »leder efter udgangen eller sin mand«. Selv ser han efter Lou, men det eneste, han kan høre i mørket er disse to replikker fra først en bevæget mand og så Lou, hvis stemme han genkender:

»Det er så smukt. Du har gjort mig så lykkelig. Kan du lide det? Sig du kan lide det.«

»Hvis det havde været isafkølet og med citron.«

Lou har dyre vaner, hun kender smagen af østers. Michael reagerer ikke på sin hustrus blowjob til en anden mand, men i et efterfølgende kapitel, »Lous dag«, har Michael sin Lou igen, »de kunne klare alt, de to. Lou og Michael. Michael og Lou. De var uovervindelige«.

»Lous dag« begynder i øvrigt sådan her, med champagne:

»I morges stillede hun en halv flaske champagne på kanten af badekarret og sprang morgenmaden over. Champagnen er hurtig og let og kan umuligt fede ret meget. Først ryger en tredjedel ud over gulvet, når den åbnes, og alle de små bobler må vel strengt taget også trækkes fra.«

’Tingenes esperanto’

Romanen er ligesom Dorrit Willumsens øvrige værker ikke den store reklame for ægteskabet. Men alligevel søger personerne kærlighed og det, der ligner. I Løg trækker tårer har en kvinde og en mand levet sammen i et ægteskabslignende forhold. Han er hendes arbejdsgiver, hun forlader jobbet på sin 74-årsfødselsdag efter at have hakket løg til aftensmaden og bliver en hjemløs fe i en ulvepels, der flytter ind i en skunk i en lejlighed i København, der er ved at blive renoveret.

Her er perspektivet kvindens, Wendy kalder hun sig, og det er Wendy, der længes. Det interessante er ikke, at Willumsen er i stand til at skrive både troværdige kvinde- og mandeportrætter, det interessante er den længselsfuldes længsel. Af alle Willumsens længselsfulde er Wendy måske den, der er bedst til at længes. Engang havde hun en elsker, der fotograferede sine spor i sneen, når han stod på ski:

»Wendy husker alle sin elskers spor, for hans billeder var klare og skarpe. Hun savner ham ikke. Men efter bruddet fik hun mærkelige symptomer. Somme tider sov hendes læber og blev blege. Somme tider svulmede de. Måske var det af mangel på kys. Hun opfandt et gymnastikprogram for læber. Hun spidsede munden og sagde ’O’ med munden formet til et tørt smertefuldt kys, og bagefter sagde hun ’X’, lige til mundvigene sprak.«

Wendy forelsker sig i ejeren af den lejlighed, hun hemmeligt opholder sig i, men først forelsker hun sig i hans slips. Måske kun i hans slips? De er af silke, og hun synger for dem. Igen er begæret vendt mod ting. Wendy elsker smukke ting og har en pels ligesom Bang, og hun er en eminent hustler ligesom Bjarne fra Nær og fjern, der også er i stand til at flytte ind i en fremmeds hjem og opføre sig, som om han altid har boet der. Et af hans hofnumre er at lave sovs af sovsepulver med otte æggeblommer i. Wendy glæder sig over plastikgaflerne i de færdige salater, hun køber, indimellem sniger hun sig ud af skunken og finder mad i lejligheden:

»Wendys morgenmad bestod af to kopper hvidvin og tre vaniljekranse, hun fandt på bunden af en kagedåse. De smagte lidt af jul, men fejlede ellers ikke noget.«

Wendy er ukuelig, hun har det med at falde, helt bogstaveligt falde, men også det overlever hun. Hun ligefrem samler på storbyer i »sit knæs landkort«. Fald hører måske mest barndommen og alderdommen til. Det er Willumsens to foretrukne aldre. Wendy er både lille pige og gammel kone. Og hun er en spændende udvikling i et forfatterskab, der altid har interesseret sig for en forfængelig kvindekrops forandringer gennem livet. Nu er det liv lykkeligvis et langt liv. 

Der er et før og et efter, man har læst Dorrit Willumsen. Et før og et efter, verden blev magisk og grænseløs, helt uden sproglige barrierer. Et før og et efter at en overfladisk omgang med verden er noget positivt, fordi det betyder, at man nyder smukke genstande – også dem, der ikke er ens egne – at man føler efter på tingenes overflade: Er de ru, glatte, varme, kolde, bløde eller hårde? At man kan glæde sig over plastikgafler og ønske trapper, der ikke fører nedad. At man ville ønske, man kunne køre hustlerstilen helt ud.

Der er et før og et efter, man blev klar over, at »kvinder, der snart skal dø, køber smukke natkjoler og elsker fiskefileter med remoulade«. At man kunne se de badende gæster i DGI-byens såkaldte Vandkulturhus ved Hovedbanegården som »fortryllede væsener«, der svæver »gennem luften i lange, dristige spring« og »unge havfruer«, der pisker »klorvandet til skum«. Et før og et efter, man opdagede, at nogle mennesker faktisk svæver ti centimeter over jorden og lærte læbernes alfabet samt det sprog, Willumsen kalder »en slags tingenes esperanto«. Et før og et efter, man måske blev »begavet med skønhedssans«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

"Jeg husker" at jeg har været meget fascineret af Dorrit Willumsen, uden, at vide hvorfor, det er jeg blevet lidt klogere på nu, (måske). Nu er jeg blevet bragt tilbage til mine egne første erotiske fantasier og hvad der affødte dem.
Og jeg kan desværre heller ikke sige mig fri for, at kunne mærke suset stadigvæk, også suset ved, at gå ind i en anden person og se verden derfra
Og evt. skitse videre på personen fra det perspektiv.
Om det taktile.
Her er hun jo også mester.
Jeg kan husker, at jeg har set et billede af en hud-overflade, der var skalleret kraftigt op. Jeg kan huske, at det havde en yderst dragende og erotisk virkning.