Befriet af alderen
Læsetid: 17 min.

Ditlev Tamm: »Den store styrke ved at blive ældre er, at der er så meget, man kan være ligeglad med«

Han er dommersøn, juraprofessor og selverklæret konservativ. Men han er også optaget af køn, queer og crossdressing. Modsætningerne mødes i den 74-årige Ditlev Tamm, der som barn fik at vide, at han ikke skulle stikke ud og først sent i livet besluttede sig for alligevel at gøre det
Indtil sit 54. år gik Ditlev Tamm klædt som enhver anden jurist: grå jakke, blåt slips, sorte sko. Den slags. I overensstemmelse med sin konservative opdragelse gjorde han ikke unødigt væsen af sig. Men i 2000 skete der noget. Et vendepunkt, der fik Ditlev Tamm til at glemme alt, hvad han havde lært hjemmefra om at opføre sig »normalt«.

Indtil sit 54. år gik Ditlev Tamm klædt som enhver anden jurist: grå jakke, blåt slips, sorte sko. Den slags. I overensstemmelse med sin konservative opdragelse gjorde han ikke unødigt væsen af sig. Men i 2000 skete der noget. Et vendepunkt, der fik Ditlev Tamm til at glemme alt, hvad han havde lært hjemmefra om at opføre sig »normalt«.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
14. august 2020

Ditlev Tamms garderobe er mere alsidig end de flestes. I den ene ende af klædeskabet i herskabslejligheden på Dantes Plads hænger det nødvendige tøj: de ensfarvede jakkesæt, skjorterne, smokingen og det noble kjolesæt, som man ikke kommer udenom som mangeårig juraprofessor ved Københavns Universitet med officielle repræsentationer i selskabslivet. I den anden ende af skabet hænger det mere festlige tøj: silkejakken fra Valentino med broderede blomster og sommerfugle og guldjakken fra D&G, som han kan finde på at kombinere med et par stramme læderbukser, et sjal og et par cyklamenfarvede støvler med hæl.

Ditlev Tamm skelner ikke mellem dametøj og herretøj. Eller rettere: Han skelner måske nok, men han kombinerer det også – gerne med hjælp fra sin kone på shoppingture til Rom eller New York. Han værdsætter sin kones æstetiske sans, og samtidig er det »rart at få afklaret med det samme, hvad hun synes«. Typisk går han mere afdæmpet klædt, når de er i byen som par, end når han er alene afsted og kan »skeje mere ud«.

»I et ægteskab gælder det jo ikke om at være den, der prøver at se ud af mest. Det handler om at finde balancen sammen og afpasse sig efter og respektere hinanden,« siger han.

Modsætningerne mødes i Ditlev Tamm, som holder af at blande tingene sammen. Fagligt har han blandet sin jura med humanistisk tænkning, og politisk har han blandet sin konservatisme med progressive dagsordener – men den blandede garderobe er først kommet sent til.

Indtil sit 54. år gik Ditlev Tamm klædt som enhver anden jurist: grå jakke, blåt slips, sorte sko. Den slags. I overensstemmelse med sin konservative opdragelse gjorde han ikke unødigt væsen af sig. Han passede ind, passede sig selv og passede sit arbejde, og det gjorde han så godt, at han ikke bare opnåede én, men hele to doktorgrader. Den seneste i 1984 for sin kortlægning af Retsopgøret efter Besættelsen, som i dag er et anerkendt standardværk for alle, der beskæftiger sig med efterkrigstidens Danmark. I offentligheden blev han snart kendt som skarp samfundsdebattør (han har blandt andet argumenteret for at nedlægge Det Konservative Folkeparti og danne et nyt), som dreven avisskribent (i en årrække var han fast satiriker i Berlingskes Groft sagt-spalte) og som flittig forfatter til flere biografier (eksempelvis én om konseilspræsident J.B.S. Estrup).

Men i 2000 skete der noget. Et vendepunkt, der fik Ditlev Tamm til – i en alder af 54 år – at glemme alt, hvad han havde lært hjemmefra om at opføre sig »normalt«.

Hvad er det for et mod, der kommer med alderen? Hvor mange omveje skal et menneske tage, før det endelig ankommer til sig selv? Og hvor langt fra sit eget ophav kan en dommersøn gå, før hammeren falder?

I Informations portrætserie Befriet af alderen taler vi med en række kulturpersoner om at blive ældre. Jeg har sat den 74-årige jurist og historiker Ditlev Tamm stævne for at forstå, hvad alderen har betydet for hans syn på sig selv – og for hans holdninger til jura, konservatisme, køn og identitetspolitik.

Kampen mod normaliteten

Ditlev Tamm (f. 1946) er opvokset i et embedsmandshjem. Hans mor var hjemmegående husmor, og hans far var – som Ditlev Tamm formulerer det – »født som højesteretsdommer, og da han fyldte 49, blev han det også.«

Barndomshjemmet var præget af efterkrigstidens mentalitet: Mådehold, nøjsomhed og beskedenhed var vigtige dyder, og det at komme fra et dommerhjem forpligtede moralsk.

»Man kunne for eksempel ikke, da jeg var barn, drømme om at gå ud at spise, det gjorde man bare ikke. Det ville være direkte pinligt, hvis en højesteretsdommer dengang blev set på en restaurant. Man skulle ikke slå til søren på den måde.«

Familien levede på farens indtægt alene, så der var nu heller ikke meget at slå til søren med. Det var ikke et velhavende hjem, Ditlev Tamm voksede op i – men det var rigt på dannelse og kultur. Begge hans forældre var litterært interesserede, og Ditlev fattede snart selv interesse for litteraturen. Bøgerne stod jo lige dér i reolen og bød sig til, og hans forældre havde som regel svar på rede hånd, hvis han havde spørgsmål til stoffet.

Mindre generøse var de, når det kom til den materielle verdens goder. Til jul og fødselsdage var der kun »små gaver« og »ingen særlige overraskelser«, og i det hele taget var der ikke meget, der var »rigtig sjovt.«

Ditlev Tamm ser eftertænksomt frem for sig.

»Det har været en af mine kampe her i livet – at overvinde, at tingene altid skulle være så beskedne, og at man altid skulle holde sig inden for rammerne af det normale.«

– Du skulle helst ikke stikke for meget ud?

»Nej, det gav helt sig selv. Man skulle som barn tie stille. Når der var gæster, skulle man besvare eventuelle spørgsmål, men kort og høfligt og ellers ikke sige noget og ikke have nogen kommentarer – og slet ikke kritiske«.

Hans jævnaldrende kammerater var i reglen opdraget på samme måde. Det var 1950’ernes doktrin:

»Børn var noget, man havde. De skulle helst klare sig godt, og så var det i orden. Og hvis de ikke gjorde, så talte man ikke om det.«

Dengang vidste Ditlev Tamm ikke, at tingene kunne være anderledes. At verden kunne være mere spændende og livet mere sprælsk.

»Jeg gik på Krebs’ privatskole på Østerbro, så mange af de mennesker, jeg mødte, lignede jo mig selv. Det var først i gymnasiet, at jeg begyndte at møde mennesker fra mere forskellige – herunder kunstneriske – miljøer, som levede mere bohemeagtigt. Den slags livsformer var ikke noget, vi talte meget om derhjemme. Måske fordi der lurede en vis vildskab på bunden, som betød, at det kunne blive farligt, hvis man først kom ud af de vante rammer.«

Egentlig kan det siges meget kort: Ditlev Tamm hadede at være barn. Det lyder hårdt, når det står på skrift. Og det var da heller ikke, fordi hans barndom var decideret dårlig, det ville være en uretfærdig dom over hans forældre, siger han. Den var bare ufri. Usjov. Uinspirerende. Et venteværelse til voksenalderen. Og Ditlev Tamm kom til at vente længe på at blive lukket ud.

Anders Rye Skjoldjensen

Krav om at blive til noget

Hans forældre havde en uudtalt forventning om, at han skulle læse videre på universitetet. Og det havde han vel i grunden også selv. Til gengæld var det ikke et krav, at det lige netop skulle være jura. Det var bare en selvfølge, en slags skjult disciplinering: Hans oldefar havde været jurist, hans farfar og morfar var jurister, hans egen far var jurist, og hans mors bror var jurist. Så i 1964 begyndte Ditlev Tamm også på jurastudiet i København.

»Hvis man skal forstå den tid og den form for hjem, jeg er opvokset i, må man samtidig forstå den helt afgørende forventning om at ’blive til noget’,« forklarer han. »Det har ligget på min rygrad hele livet igennem. At det ikke kan nytte at lave noget, som ikke bliver en succes. Noget, som ikke kan bære. Så ville man være den fortabte søn.«

Med studietiden fulgte nye udfordringer, men ikke mere frihed. I modsætning til i dag, hvor de fleste flytter hjemmefra, når de begynder at studere, blev mange unge dengang boende hjemme. For det første var der det etiske aspekt: Man skulle ikke tage en kollegieplads fra nogen, der kom udefra og havde mere brug for den end en selv – og slet ikke hvis man var dommersøn. For det andet var der et bekvemmelighedsaspekt: Der var endnu ikke noget, der hed SU, og ved at bo hjemme kunne man spare både kost og logi og bruge sine penge på noget andet.

»Men det betød jo så også, at jeg blev inden for hjemmets fire vægge, indtil jeg var 24 år,« siger han og smiler lidt forlegent.

– Det må have lagt noget af en dæmper på ungdomslivet med druk og damer?

»Det har jeg også tænkt meget på senere. Men det gjorde jeg ikke dengang. Det var kun naturligt, at hvis man ikke ligefrem var uvenner med sine forældre eller boede under meget små kår, så blev man boende hjemme.«

Til gengæld var Ditlev Tamm begejstret for jurastudiet. Faget var »spændende«, studiemiljøet var »morsomt«, og socialt set havde han det »ret sjovt«. Men den sult efter litteraturen og sproget, som var blevet vakt ved barndommens bogreoler, fik han ikke stillet af paragraffer og lovtekster.

»Så jeg gjorde det, at jeg også tog til græsk-, spansk- og italienskforelæsninger. Det hele lå jo omkring Vor Frue Plads, så jeg kunne bare blive siddende i undervisningslokalet og vente på, at der kom et andet fag ind ad døren,« siger han.

»Og det er jo siden blevet min måde at anskue hele tilværelsen på: denne kombination af en juridisk og en humanistisk tilgang.«

En krise kommer sjældent alene

På jurastudiet dengang i 1960’ernes København gik man »pænt klædt«, som Ditlev Tamm formulerer det. En typisk jurastuderende gik i pressede, som regel grå, bukser, ensfarvet skjorte, blazer og slips. Og blandt de kvindelige studerende, der dengang udgjorde mindre end en tredjedel af de studerende, var dresscoden typisk enten kjole eller slacks. Men ingen jeans, ingen kondisko, ingen outrerede fashion statements.

»Det var en del af selvforståelsen dengang – og det tror jeg måske stadig er tilfældet for mange jurister – at man klæder sig som den succesadvokat, mange håber at blive. Og jeg gik i det samme tøj som alle andre. Jeg tror slet ikke, jeg tænkte, at tøj var noget, man kunne bruge til at udtrykke sig med.«

Sådan marcherede 20’erne, 30’erne og 40’erne forbi: Pænt, nydeligt og ordentligt. Ditlev Tamm blev gift, fik børn, skrev bøger og arbejdede hårdt. Han fik succes. Han blev til noget.

Så ramte 40-årskrisen.

Ditlev Tamm blev skilt. Men det løste ikke hans problemer, for de handlede lige så meget om ham selv. Og omkring år 2000 dukkede en ny eksistentiel krise op. Denne gang med eftertryk.

Anders Rye Skjoldjensen

»Det var en kombination af forskellige begivenheder på det personlige plan. Jeg følte, at jeg var kørt fast i mit liv, og jeg var vel i en form for depression i den periode. Men så slog tanken mig pludselig: Måske skulle jeg begynde at gøre noget helt andet, end jeg hidtil havde gjort.«

– Hvad gjorde du så?

»Jeg gik ud og købte et par støvler med en højere hæl. Jeg købte også et par stramme læderbukser. Og så begyndte jeg at købe jakker, der var lidt mere spændende og farverige,« siger han.

Men hvorfor skulle der gå så mange år? Var det, fordi modet ikke var der? Fordi trangen ikke var der?

»Altså egentlig faldt det mig slet ikke ind før,« siger han. »Jeg vil ikke udelukke, at det afspejler noget, jeg gerne har villet tidligere. Men jeg havde slet ikke fantasien til at tænke, at man kunne. I 1970’erne og 1980’erne var det ikke en mulighed. Det var tiden, som gjorde det muligt.«

Den røde jakke

Men måske var der også en anden grund til, at Ditlev Tamm først kastede sig over den mere farverige garderobe i 2000. Det år døde hans far. En far, som i årene forinden ikke havde lagt skjul på, hvad han mente om alternativ påklædning. Det var ikke den måde, man skulle udmærke sig på. En enkelt gang tilbage i slutningen af 1990’erne, da Ditlev Tamm havde rundet de 50, var han troppet op hos sin far i en – »i øvrigt ret flot« – rød jakke. Hvilket blot affødte en lakonisk bemærkning fra faren om, at han da ellers ikke var af den forståelse, at hans søn havde fundet ansættelse i postvæsenet.

»Hans bemærkning var formentlig bare ment som en anerkendende spøg, men den kunne jo alligevel godt ødelægge noget af glæden over den fornyede garderobe,« som han formulerer det.

Ikke desto mindre fortsatte Ditlev Tamm med at gå i sin nye jakke – men han undlod at gøre den til genstand for en større diskussion.

»Min far var jo lidt en fjern skikkelse i min opvækst – men nu havde vi det så godt sammen dér i de sidste år af hans liv, så jeg syntes ikke, at der var grund til at tage provokatoriske spørgsmål op,« forklarer han.

– Den røde jakke var så langt, du følte, du kunne gå?

»Ja, jeg er ikke opdraget i et hjem, hvor indgående personlige endsige politiske diskussioner var kutyme. Man diskuterede ikke psykologiske og psykiske detaljer fra sit liv. Medmindre man havde det meget slemt, holdt man den slags for sig selv og ulejligede ikke andre mennesker med det.«

– Din kone og børn, hvordan har de reageret på, at du af og til går mere feminint klædt?

»Jeg har to døtre, som begge er psykologer, så der er ret højt til loftet hos dem begge med hensyn til, hvordan man kan indrette sig personligt. Så de har kun reageret positivt. Min nuværende hustru har jeg været gift med i ti år. Og hun har en fornem æstetisk sans, så det er heller ikke et issue i vores forhold.«

Anders Rye Skjoldjensen

De konstruerede køn

De senere år er køn og identitet blevet et stadigt mere presserende spørgsmål i offentligheden. Det klassiske skel mellem mand og kvinde er blevet taget op til revision og udsat for kritisk granskning, og det er en udvikling, som Ditlev Tamm har fulgt med stor interesse. Personligt såvel som fagligt.

»Jeg er en stor tilhænger af, at man ikke har stereotype ideer om kønsroller. Jeg mener, at mange af os som personer er født stærkt overlappende med træk af både det maskuline og det feminine, og at vi har forskelligt behov for at give udtryk for indre spændinger. Biologisk er der ydre typer af det ene og det andet køn. Men psykologisk befinder jeg mig bedst – som formentlig en del andre, der går mere stille med det – ved at opgive en streng opdeling og acceptere, at jeg befinder mig i en form for mellemkategori. Og jeg kan udmærket forestille mig, i hvert fald når det handler om tøj, at trække på begge dele.«

Dametøjs- og herretøjsafdelinger er udelukkende resultatet af en historisk og ret vilkårlig skelnen, mener han. Intet tilsiger, at højhælede støvler skal være forbeholdt damer eller jakkesæt forbeholdt herrer. Og alligevel er Ditlev Tamm ikke principielt modstander af at opretholde de dybest set vilkårlige kategorier. For selv om det på den ene side er vigtigt at nedbryde barrierer og fordomme om køn, er det på den anden side også en del af spillet, at man kan kombinere hen over grænserne af kønnene og opnå et pikanteri ved dét.

Kønnene er mere konstruerede, end vi vil vide af, men der er ingen grund til helt at opløse dem, mener han. For det er ikke kønnene, der er problemet, det er normaliteten.

»Igennem hele min opvækst var ’normalitet’ det styrende begreb: ’Jamen, det er jo ikke normalt!’ Eller: ’Sådan gør en normal mand ikke!’ Men det er jo dræbende uinteressant, hvad der er normalt. For min skyld kan vi godt fortsætte med at leve som mænd og kvinder, og det vil vi nok også gøre – hvis bare der ikke forventes noget bestemt af rollerne. Begreber som queer og crossdressing baserer sig jo også netop på, at der er en forskel, men at vi samtidig bestræber os på at reducere forskellene til der, hvor de er relevante«.

– Er queer og crossdressing begreber, du kan se dig selv i?

»Ja, det at kombinere og bruge elementer fra det ene i det andet og overskride grænser, synes jeg er meget relevant. På stort set alle områder, faktisk.«

Også fagligt. Foruden en bog om Dante og en om dansk middelalderlovgivning, som Ditlev Tamm netop har færdiggjort, arbejder han for tiden på to bøger, der begge kombinerer hans interesser for køn, jura og historie: Den ene handler om en fransk crossdresser fra Ludvig 14.s hof; den anden har arbejdstitlen ’Kønnets grænser’ og undersøger de lovgivningsmæssige problemstillinger, som knytter sig til en ny virkelighed med flydende kønsidentiteter. Det er en vigtig diskussion, mener han. For jura skal ikke bruges til at stille forhindringer op for folk – jura skal bruges til at gøre det muligt for folk at leve de liv, de gerne vil.

»Det handler om ens grundlæggende tilgang: Skal juraen være streng og forbydende, eller skal den være hjælpende? Og for mig er der ingen tvivl om, at den skal det sidste. Juraen skal få samfundet til at fungere på en god måde og ikke bruges til at slå andre ned med. Det kan være nødvendigt med skrappe regler om nogle ting, som det er nødvendigt at forhindre i et civiliseret samfund – men ofte er det ikke nødvendigt.«

Et af de emner inden for juraen, som Ditlev Tamm for tiden er meget optaget af, er den gradvise tilpasning af lovgivningen til et bredere kønsmønster. Det gælder for eksempel muligheden for at opnå juridisk kønsskifte gennem ændring af sit personnummer.

»Det er en samtale, som er i gang over hele verden, og mange lande når frem til vidt forskellige løsninger. Man kunne også sige, at de befinder sig på forskellige civilisationstrin. Jeg hører i hvert fald til dem, der mener, at jo mere imødekommende et samfund er over for minoriteter eller adfærd, der adskiller sig fra ’normaliteten’, jo mere civiliseret er det også.«

Ikke rigtigt konservativ

– Hvad ville din gamle dommerfar tænke, hvis han vidste, at du brugte tid på den slags spørgsmål?

»I hans sidste år havde vi jo lidt en diskussion om, hvad det vil sige at være konservativ. Jeg tror ikke, han anså mig for at være rigtig konservativ. Hvad jeg jo heller ikke er. Han var selv i 1960’erne optaget af debatten om pornografi, som han ikke var glad for at få frigivet, og den holdning kunne jo nok hos mig fremkalde det modsatte standpunkt. Men han var nu også en meget klog mand, der forstod, at hans søn levede i en anden tid og ikke skulle være en kloning af sin far eller hans holdninger.«

– Er du ikke konservativ?

»Jo, i en vis forstand, men jeg er bestemt ikke partikonservativ. Grundlæggende er jeg historisk orienteret med respekt for traditioner og gradvis udvikling. Jeg mener i reglen ikke, at revolutioner tjener noget godt, og jeg kan lide den gode konservatisme, der accepterer og respekterer livets mangfoldighed og ikke søger at ensrette. Enhver udvikling må foregå gradvist og på en fornuftig måde. Men jeg er bestemt ikke konservativ i den forstand, at jeg mener, at tingene skal forblive, som de er, og jeg bakker ikke uden videre op om etablerede rettigheder eller uretfærdigheder. Tværtimod.«

For Ditlev Tamm handler konservatisme grundlæggende om ordentlighed. Om at skabe rammerne for det gode liv og det tolerante samfund og om at være med til at sikre, at tingene udvikler sig i den rigtige retning. En konservativs opgave er at følge med tiden. Grundlæggende opfatter han sig som en slags venstreorienteret konservativ, hvilket er tæt på en gammeldags højreorienteret socialdemokrat, men med én væsentlig forskel:

»For socialdemokrater er jo ofte langt mere konservative end konservative. De vil beholde, beskytte og passe på det, der er. Dér mener jeg jo, at der ofte ligger en større vildskab i konservatismen, der giver mere råderum for den enkelte. En individualitet, som ikke ligger i socialismen på samme måde. Og det er den, jeg prøver at udtrykke.«

Identitetspolitikkens fremskridt

– Hvordan ser du som konservativ på den såkaldte identitetspolitiske strømning, som præger mange vestlige samfund i de her år?

»Egentlig ser jeg grundlæggende positivt på den. Hvis jeg tænker på, hvad der i min levetid har været af indbyggede fordomme om farvede – og om forholdet mellem mænd og kvinder – så har det været rigtigt at få gjort op med. Og for den, der hverken føler sig som mand eller kvinde, er det jo ubehageligt at blive tiltalt som enten det ene eller det andet og at blive mødt med et forlangende om, at man hører hjemme i enten den ene eller den anden kategori, og det kan man jo godt respektere og imødekomme.«

– Netop diskussionen om køn og personlige pronominer deler vandene. Hvordan stiller du dig i den debat?

»Jeg har stor forståelse for lige netop dén debat. Jeg synes til gengæld, det er helt idiotisk, at man ikke må gå med mexicanerhat til kostumefest på universitetet. Jeg har været i Mexico mange gange, og hvis der er noget, mexicanere er ligeglad med, så er det da vist en dansk stereotyp om, hvordan de i hvert fald ikke er. Men diskussionen om, hvordan man vil tiltales, og hvordan man føler sin egen identitet, er helt anderledes seriøs.«

Et af problemerne med den identitetspolitiske debat er ikke så meget dens indhold som formidlingen af det, mener han. Det hele bliver hurtigt »meget akademisk«.

»Jeg har altid syntes, at et af de mest lærerige teaterstykker, når det gælder akademikeres måde at være på, er Holbergs Erasmus Montanus. Man skal gøre sig klart, at bare fordi man er blevet – eller selv tror, at man er blevet – frygtelig klog, så skal man ikke nødvendigvis gå ud og slå andre mennesker i hovedet med sin viden, men tværtimod være ydmyg«.

Omvendt er det ikke bare hysteri og akademisk tågesnak, når identitetspolitiske dagsordener om køn og race dukker op igen og igen, mener han.

»Identitetspolitikken har været et stærkt incitament til at få taget nogle nødvendige opgør. Det er simpelthen et reelt civilisatorisk fremskridt, at vi nu er klar over, at verden er mere nuanceret, end vi troede, den var. Og det må vi selvfølgelig også forsøge at indrette vores sprog og væremåde efter«.

Med alderen følger et større råderum, mener Ditlev Tamm. Som årene går, bliver man stadig mere immun over for, hvad omgivelserne mener om, hvem man er. Og om hvem man burde være. Og deri ligger en stor frisættelse.

»Shakespeare har et citat, der siger det i tre ord: ’Ripeness is all’. Modenhed er alt. Det synes jeg er meget rigtigt.« 

Han holder en lille pause, inden han fortsætter:

»Den store styrke ved at blive ældre er, at der er så meget, man kan være ligeglad med. Der er så meget, man ikke længere er afhængig af. Man kan i højere grad tillade sig at se bort fra, hvad der er normalt, eller hvad andre tænker. Ens behov forandrer sig også. Især hvis man allerede har opnået, hvad man gerne vil. Det synes jeg, at jeg sådan nogenlunde har. Jeg har oplevet meget og kan ikke forlange mere. Så hvorfor ikke bare gøre det, man har lyst til?«

Serie

Befriet af alderen

Med alderen kommer skavankerne og trætheden – men følger der også et større mod til at være sig selv? I denne portrætserie taler vi med en række kulturpersoner om at ankomme langsomt til den, man er. Om alderens betydning for at træde endeligt i karakter. Og om den befrielse, der følger med

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Hvis Ditlev Tamm er konservativ, er jeg konservativ. Lidt, i hvert fald.

Jan Nielsen, Jens Illum, Jimmy Hansen, Troels Ken Pedersen, Thomas Tanghus, Jan Fritsbøger, Ervin Lazar, Katrine Damm og Minna Rasmussen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

tjah jeg finder det overordentligt påfaldende at man skal gå i uniform i mange brancher, vel at mærke en uniform som klart signalerer borgerlighed, og hvis man så tager tesen at "klæder skaber folk" alvorligt, så kan det vel forklare hvorfor mange er borgerlige på trods af bedre vidende,
( måske derfor er udtrykket politisk korrekthed opstået )
en anden forklaring er at der propaganderes for ideen om at empati og uha! socialisme er decideret forkert, dumt, naivt og skadeligt, ( for væksten især )
og det får i hvert fald samfundet til at se mere borgerligt ud end det er, når mange går i borgerlig uniform uden faktisk at være det.
(kan ikke læse artiklen)

Jan Fritsbøger

det vidste vi godt steffen ;o)

Jan Nielsen, Jens Illum, Thomas Tanghus, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg læste for mange år siden hans doktordisputats, Retsopgørelsen efter besættelsen, og den gav indblik i en sympatisk og meget omhyggelig person. Jeg kan anbefale alle at læse bogen, som ikke er tør jura.

Af en eller anden grund overraskede det mig at se hen omfavne queer og kønsoverskridende udtryk, men velkommen i klubben! Personligt er jeg ikke konservativ, men jeg holder af ordentlige mennesker, og jeg tror på, at Ditlev Tamm er et ordentligt menneske.

Hans Larsen, Jens Illum, Troels Ken Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

DT fremstår som det sædvanlige Konservative, modsætningsfyldte menneske. De konservative hævder selv at stå for en vis ordentlighed, men som ved nærmere eftersyn mildest talt er u-ordentligt.
De er samfundsbærende nationalister, men ikke mht at være bæredygtige, så de næste generationer har en fremtid.
De er kristeligt nationale. Kirkeordningen skal bestå af hensyn til befolkningens sammenhold. De er ikke religiøse i den dybe, filosofiske betydning - der er de ret overfladiske.
De går ind for atomvåben. Danmark har ikke underskrevet FN-erklæringen endnu.
Kongehuset skal bevares. Demokratiet skal ikke føres i bund, det har folket nemlig ikke godt af.
Kapitalen skal have fred, så alle dens usynlige hænder kan virke og ødelægge verden.
Ditlev Tamm vil i virkeligheden bare have lov til at være Ditlev Tamm med høje hæle og uden hæmninger. Han er bare dybt reaktionær. Et dobbeltmenneske svær at følge om ikke umuligt.

Søren Cramer Nielsen, Jan Nielsen, Jan Fritsbøger, christen thomsen, Pietro Cini, Kurt Nielsen, Trond Meiring og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Helt enig i beskrivelsen af uordentlige Ditlev Tamm fra Niels-Simon Larsen. Og åhh - alle disse spændende utraditionelle typer i festlig dødedans. Vi skal underholdes her mod afslutningen på den antropocæne tidsalder.

Hanne Ribens, Arne Albatros Olsen, Trond Meiring, Jan Fritsbøger, Erik Winberg, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Kære Ditlev Tamm, synd at du helt missede ungdomsoprøret, der i den grad bragede løs på KU i slutningen af '60'erne. Hvor var du mon henne?

Hans Larsen, Marianne Jespersen, Trond Meiring, Jeppe Lindholm og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg undrer mig over at det er alderen, der påstås i fokus.
DT er ligeglad med omverdenen mening og er i stand til at være det, i kraft af sin sociale og økonomiske status og sguikke udelukkende i kraft af sin alder.
Det er en svært ukritisk omgang mikrofonholderi, denne artikel.

Erik Fuglsang, Karen Thastum, Hans Larsen, Hanne Ribens, Ole Bach, Søren Cramer Nielsen, Lena Gottlieb, jørgen djørup, Christel Gruner-Olesen, Steen Obel, Ellen Jeppesen, Michael Waterstradt, Henning Kjær, Marianne Jespersen, Pia Nielsen, Jan Fritsbøger, Erik Winberg, christen thomsen, Kurt Nielsen, Jeppe Lindholm, Arne Lund, jens christian jacobsen, Niels-Simon Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg kan kun gentage min opfordring til at læse hans gamle bog, hvor han blandt andet kommer med et meget overbevisende argument mod dødsstraf.

Ros til Information for at turde tage et så 'borgerligt' emne op. Jeg venter spændt på at se samtlige redaktører for landets aviser revolutionere journalistikken ved at afskaffe den puritanske dresscode,
der får dem til at minde om medlemmerne af et klassisk symfoniorkester.

Bo Frederiksen

Gerne et nyt begreb som alternativ til "ham" og "hende".
Jeg kløjs dog i det, når direkte oversættelse fra engelsk fører til udtryk, der udtalemæssigt til forveksling ligner hendøende ærbødighedsformer som "De" og "Dem".

En dokumentarist lavede en gang en film om det savnede fyrtårn Villy Sørensen hjemme i privaten. På et tidspunkt syntes Sørensen vistnok, at nu var dokumentaristen ved at komme lidt for tæt på intimsfæren, og spurgte (med et glimt i øjet), om han også ville se hans køleskab.
Ideen er hermed videregivet til Inf's kulturredaktion, der .åbenbart er løbet tør for ideer, og som kun holder sig til det sjove og pitoreske.
Ikke ét ord om, at når vi kommer op i årene (jeg er 77), så er vi nogle vakkelvorne gyngestole, der nok kan holde balancen, men hvor der i dag heller ikke skal ret meget til før vi dejser omkuld.
Imponerende, at Inf. kan bruge 4 sider uden at komme ind på slige emner,

Ole Bach, Randi Christiansen, jørgen djørup, Ellen Jeppesen, Carsten Bjerre, Marianne Jespersen, Niels-Simon Larsen, jens christian jacobsen, Trond Meiring og christen thomsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Hvis man er ligeglad, så må man acceptere at blive opfattet som ligegyldig. Og hvad sjov skal der så lige være i det? Gammel eller ej. Andet end man gør sig selv til en klovn, altså. Man starter som et barn og man slutter som barnlig.

Henning Kjær, jens christian jacobsen, Trond Meiring og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Når mænd ikke har så meget magt som de har haft før, så præsenterer de gerne en 'privat' side af sig selv. Den forhenværende højesteretsdommer (?) og konservative partimand i højhælede sko? Fantastisk. Næste indsklag kunne være: Susanne Bjerrehus i smoking med langt cigaretrør og monokel.

René Arestrup

Det er utroligt, at man kan have opnået en hvis alder (...) og stadig opererer med et umodent begrebsapparat, der inddeler mennesker i stereotyperne gode henholdsvis onde.

Det er bekvemt, javel. Men livet har tilsyneladende ikke bibragt megen indsigt.

Maj-Britt Kent Hansen

Uniavisen bragte i 2019 et interview med DT, som kom længere omkring familiebaggrund, karriere, alder - og bevares også påklædningen. Meget af det, DT er citeret for i Informations interview, var også at finde i Uniavisen.

Normalitet, modenhed, alderdom. Det er lidt af et virvar hos DT her i Informations artikel.

Og det at være ligeglad, som det fremgår af DT's afslutningsreplik, kan altså munde ud i bevidst selviscenesættelse via påklædning.

Ete Forchhammer , Lena Gottlieb, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg fandt det stimulerende og interessant.

Freddie Vindberg

Ditlev Tamm er en hyggelig gammel fætter.

Flemming Olsen

Jeg husker ham fra juraforelæsningerne, hvor han i begyndelsen af semesteret optrådte i et dødssygt gammel jakkesæt og lignede en udtrådt småslidt embedsmand. Men langsomt i løbet af semesteret skete forvandlingen som en sommerfuglelarve der kravlede ud af sin puppe, eller en Filur forvandlingsis. Til det gamle jakkesæt gavde han pludselig en dag lilla sutter. Som så senere blev udskiftet med tigertøfler. Så kom der pludselig stramme læderbukser på programmet istedet for de gamle med hængerøv. Så en stærkt åbenstående silkeskjorte hvortil han vistnok havde lånt konens spraglede silketørklæde. Og endnu senere scooterstøvler og læderjakke. Det var ovenikøbet et engelsksproget kursus i "Law and Legal Traditions" og jeg sad og krøllede tæer, hvad ville de udenlandske studerende mon tænke om Danmark og danskerne? En af de unge studiner kiggede forundret på tigertøflerne, men ellers havde de nok oplevet større originaler i deres stormfulde hjemlande som Rusland og USA.

Bortset herfra, så var Tamms grænseoverskridelser vist mest af kosmetisk art, det virkede lidt som form uden indhold, en sådan påklædning forpligter også fagligt! Og her var det altså mere på det jævne, selvom han da virkede som en sympatisk og vidende mand. Navnlig om andre ting end den tørre jura.

Helene Thorup Hayes, Erik Fuglsang, Marianne Jespersen, Tommy Christensen, Jan Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Legen med form og farve er en visuel kunstart. Og det er sjovt at lege med tøj - det er også sjovt, at en tør juraprofessor med hængerøv forvandler sig til et mindre modeshow.

Jan Fritsbøger

jens christian jah jeg kan da godt se at det er en stråmand at kalde højrefløjspolitikere for kristne, for det er jo bare facade, men ellers.

Marianne Jespersen

Jeg savner redaktionens storslåede idé med at bringe et sådant kæmpeinterview med Ditlev Tam. Hvis nu vi skulle tage serien og især redaktionen bare lidt mere alvorligt end Alt for damerne niveauet. Nedvurderer Information virkelig os læsere så meget, at de tror vi finder det væsentligt eller interessant at de fylder så mange sider (17min.) med en juraprofessors stærkt forsinkede teenageoprør mod sin småborgerlige dommerfar, især når det tilsyneladende alene har udfoldet sig som lettere pikant flirten med dresskode.
Jeg ville da gerne have hørt ham blive spurgt om hvilke refleksioner hans juridiske og politiske arbejde havde givet anledning til, nu han var fri til at se tilbage og reflektere. F.eks. spørge ham om hvordan man kan være imod individuel dødsstraf uden at have problemer med massedrab af juridisk uskyldige - f.eks. civile under danske krigshandlinger i Afghanistan, Irak mv. Eller noget andet relevant, der berettiger til at I lige vælger at interviewe den "kendte juraprofessor"

Karen Thastum, Flemming Olsen, jørgen djørup, Randi Christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Marianne, det er nok fordi, at det er ihvertfald marginalt interessant, når en juraprofessor bevæger sig over i eksperimentel visuel kunst med sig selv som offentligt objekt.

Allan Nørgaard Andersen

Jeg blev først i dag gjort opmærksom på at jeg burde læse dette befriende interview med Ditlev Tamm. Mindre befriende var det at læse de fleste indlæg i kommentarsporet, faktisk kvælende. Denne Marie Krarupske eller Sørine Gotfredsenske holdning, hvor alle der ikke er i 100 % kongruens med egne synspunkter, straks skal jordes som urene.
Jeg bemærker at ikke en eneste i kommentarsporet kommer ind på egne erfaringer med at overskride kønsgrænser i påklædningen! Faktisk forstår jeg det sådan at når mændene ikke går delvis i dametøj, så skyldes noget med Anders Fogh Rasmussen..eller hvordan skal det forstås at man affærdiger Tamms forsvar for fx transkønnedes ret til juridisk kønsskifte med at han har ment noget viderværdigt om Fogh?
Tag de falske øjenvipper på d´herrer og tør mascaren af d´damer - og kom ind i kampen - lad være at gøre socialisme til identitetspolitik, vi skulle jo gerne have overbevist de borgerlige. Men de er åbenbart fortabte - næsten i Sørine Gotfredsensk forstand.

Leonore Lee Krarup Belling, Anne Leonora Blaakilde, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Et par pip om "uniformer":
1) Kunne/kan man egentlig ikke spotte en "68’er" på lang afstand pga. påklædningen, sandalerne og håret?
2) En vist populær skuespiller skulle introducere noget musik til et par koncerter... han er vist så populær at han ikke behøver klæ’ om før han går på scenen. Suk... En underlig form for respekt at vise både publikum og hele arrangementet at ophæve forskellen på hjemme og ude.
Der ligger faktisk en nyttig psykisk forberedelse i at klæde sig om inden en bestemt sammenhæng. Men selvfølgelig, hvis ens ego hindrer en i at indgå i en sammenhæng, kan andet end ens egen fremtoning vel være ligegyldig.
Til skuespillerens "forsvar" må siges at også mange publikummer kommer ind til en forestilling eller en koncert "lige fra gaden", om jeg så må sige... det skal jo ikke være noget særligt, man er til, ikke noget at investere lidt ulejlighed i...
Et spørgsmål om balance og signaler! Som selvfølgelig kan drives til det absurde og til noget i sig selv, hvor det blot burde være noget der bare var, og var praktisk... Vel derfor pendulet nu er svunget over i den modsatte side, mere eller mindre? Også der...

Jan Fritsbøger

Ete næh mange 68ere gik jo i deres helt egen version af alternativ påklædning, så du kan ikke kalde en populær stil for en uniform, og det signal man sender har man jo selv valgt da ingen forlangte at man skulle gå i sandaler eller noget andet man valgte det selv,
og så er det efter min mening også ligegyldigt om man "klæder om" til visse begivenheder, faktisk ser jeg også det som en borgerlig norm man vil påtvinge andre,
og den tvang der er i visse branchers dresscode skabe stadig et falsk indtryk af borgerlighed uanset bærerens faktiske politiske ståsted.

Jeg synes ikke det er en styrke ved alderdommen at man kan være ligeglad med mange ting. jeg synes det er en sorg og en tristhed i, i min spæde alderdom (65år) at være vidne til hvordan samfundet har udviklet sig og hvordan netop vor generation har drevet rovdrift på naturen. Det er en stor sorg for mig og jeg kvier mig ved at efterlade denne verden til mine børnebørn. der er stadig mange kampe at kæmpe netop mod kapitalen og rovdriften på naturen.
at jeg så synes at jeg med alderen bliver mere blød og smidig, bl.a. i mit syn på konservative værdier men ikke på Konservative partiet, det er en anden sag