Elisabeth Møller Jensen: »Jeg har været på den her bane i 50 år. Nu skal jeg videre«

Udmattet efter næsten 50 års konstant debat i kønskampens uforsonlige konfliktzone gik Elisabeth Møller Jensen i 2014 på pension. Eller rettere: Hun gik i seng. Efter et langt arbejdsliv som blandt andet direktør for KVINFO kunne hun endelig slappe af – og hendes krop reagerede med at gå i en form for akut dvale.

»Jeg lagde alt presset fra mig, alt ansvaret. Jeg sov i 12 timer hver nat i tre måneder. Jeg gik i hi. Det var skørt. Jeg er altid stået op klokken halv seks, har læst aviserne og lavet morgenmad, mens min mand lå og sov. Pludselig var det mig, der lå og boblede,« siger hun.

Hvad er det for et liv, der tager så hårdt på sin bærer? Hvad er det for et menneske, der skal nå udmattelsens tilstand, før hun endelig giver sig selv en velfortjent pause?

I Informations portrætserie Befriet af alderen taler vi med en række kulturpersoner om at blive ældre. Jeg har sat debattøren, forfatteren, ligestillingsforkæmperen og først og fremmest kvinden Elisabeth Møller Jensen stævne for at tale om, hvordan det føles at trække sig tilbage fra den offentlige debat efter et helt liv i konfliktens centrum. Er det muligt at give slip på en sag, der har præget og formet én siden ungdommen? At give sagen videre til næste generation? At sige, at det var så langt, jeg nåede? Og føles det som et svigt eller en befrielse?

Anders Rye Skjoldjensen

Mellem selvtillid og ensomhed

Knap tre måneder skulle der gå, før Elisabeth Møller Jensen igen stod op af sengen og forlod sin dvaleagtige tilstand. Det var ikke mindst en gammel drøm om at skrive og bruge litteraturen som et frirum, der fik hende tilbage i omdrejninger. Og allerede året efter – i 2015 – udkom hun med sin selvbiografi Dengang i Lemvig. 

Her fortæller hun om sin egen klasserejse fra arbejderkår i Lemvig i Vestjylland forankret i en socialdemokratisk familie til de bonede gulve i kulturlivet. Men også en kønsrejse, der begynder med hendes hjemmegående mor, går over rødstrømpebevægelsen i 1970’erne og fuldendes i KVINFO, hvor hun er direktør i 24 år.

Så selv om jeg har sat Elisabeth Møller Jensen i stævne for at tale om, om man bliver klogere med alderen, så er den samtale ikke mulig uden at forstå hendes og dele af kvindebevægelsens historie.

Derfor spoler vi tiden tilbage til 1950’ernes og 60’ernes Lemvig.

I Dansk kvindebiografisk leksikon kan man finde følgende beskrivelse af Elisabeth Møller Jensen: »To ting tog Elisabeth Møller Jensen med sig fra barndomshjemmet i 1950’ernes provins: En enestående selvtillid og en markant oplevelse af, at hun i sidste ende stod alene.«

Elisabeth Møller Jensens barndom var præget af familiens dybe forankring i det danske socialdemokrati og af to forældre, der var åbne for tidens strømninger, hvor uddannelse var for alle, og klassekampen et fælles samfundsansvar:

»Min bedstefar var formand for Socialdemokratiet i Lemvig, og min bedstemor var formand for partiets kvindeudvalg. Det var vigtigt for dem, at alle fik del i de kulturelle og økonomiske fordele, som overklassen havde. Det var vigtigt for dem, at vi fik det fordelt jævnt. Jeg er vokset op med ideen om, at jeg har ret til det hele, at vi alle har ret til det hele.«

Elisabeth Møller Jensen sidder i sin udestue i sit hus i Valby. En stor klatrende plante dækker hele bagvæggen, og hun er iklædt en slags silkerobe i en lyserød tone. Hun vil ikke kunne lide, at jeg skriver, at der findes en kontrast mellem hendes liv som hårdtslående debattør og hendes elegante påklædning. Det er netop den slags, hun har kæmpet imod hele sit liv. At der skulle findes en modsætning mellem det feminine og det beslutsomme.

I udestuen drikker hun kaffe og taler hurtigt, og hun bevæger sig fermt fra den ene anekdote til den næste. Men hun bliver stille, da vi kommer ind på forholdet mellem hendes selvtillid og hendes ensomhed.

Hun tænker sig om et øjeblik og forklarer, at ensomheden nok er kommet fra den bevægelse, hun har foretaget sig gennem sit liv: »Som en kvinde fra arbejderklassen, der endte på universitetet og som en del af en slags kulturel elite, så har jeg altid bevæget mig i fremmede miljøer. For hvert skridt jeg har taget, har der altid været færre som mig. Flere mænd og færre med arbejderbaggrund.«

Selvtilliden er hun ikke i tvivl om.

Den kom af at være et elsket barn og et ønsket barn i en familie, hvor der var store forventninger til hende. Elisabeth Møller Jensens forældre var begge meget intelligente, men i deres familier havde midlerne været for få til, at de kunne tage en uddannelse. Derfor projicerede de deres visioner over på deres fire børn:

»Jeg skulle bære nogle drømme, som mine forældre ikke havde haft mulighed for at indfri selv. Det kunne jeg gøre, fordi samfundet faktisk havde ændret sig. Jeg skulle bare være god i skolen, og det faldt mig let. Den røde løber var på en måde rullet ud for mig.«

Men selv om den røde løber var rullet ud, var hendes barndom ikke let.

Moren blev alvorligt psykisk syg, da Elisabeth Møller Jensen var fire år gammel, og det hænger sammen med hendes egen følelse af alenehed:

»I min barndom blev jeg nødt til at vælge mig selv frem for min mor. Det var skelsættende. Hun brød sammen for øjnene af mig, og det var et meget tidligt tidspunkt at blive voksen på. Jeg har tænkt efterfølgende, når jeg har oplevet noget svært, at jeg allerede har oplevet det værste. Det er en styrke, men også en ensomhed. En hårdhed, og jeg har til tider været meget hård. Jeg kender rigtig mange mennesker, men det er de færreste, jeg lukker helt ind i mit liv, og det er en skade fra barndommen. Det er ikke sundt.«

Elisabeth Møller Jensens forhold til moren var uden tvivl kompliceret, men hendes forældre var også med til at underbygge hendes frisind og behov for frihed.

Hendes far lod sit hår vokse langt i 1970’erne på trods af, at han var 50 år gammel, arbejdede på kemifabrikken Cheminova og dermed på ingen måde var et barn af tiden. Da Elisabeth Møller Jensen fik sin første kæreste, fik hun også en bog om kvinders orgasme af sin mor.

»Det tror jeg ikke, at der var mange, der fik i 1960’erne i Vestjylland.«

Elisabeth Møller Jensen bærer rundt på et sår fra barndommen. Det indrømmer hun gerne. Ensomheden og selvtilliden er to piller, som hun hviler på og reagerer fra. Ensomheden har sammen med selvtilliden givet hende evnen til at stå alene, selv når mediestormen blæser kraftigst.

Det har den gjort mange gange i Elisabeth Møller Jensens liv, men første gang hun blev involveret i den offentlige debat var på Københavns Universitet, hvor studiemiljøet var en smule anderledes end i dag.

Psykisk vold på KUA

Den 8. april 1970 gik rødstrømperne ned ad Strøget, og den dag blev Elisabeth Møller Jensen feminist. Hun beskriver det som et bevidsthedsskred, der stemte overens med de oplevelser, hun havde på universitetet.

Da hun i 1971 var i færd med sine danskstudier på Københavns Universitet, blev hun opmærksom på et interview med professor Aage Henriksen og den unge adjunkt Erik A. Nielsen om det store kvindelige frafald på universitetet:

»En kvinde under og efter den første graviditet er ret hæmmet,« sagde Erik A. Nielsen i interviewet.

»Der opstår en slags forbindelse mellem hendes kropslige tilstand og hendes intellektuelle ydeevne. En masse af hendes væsen trækkes ned i de rent kropslige funktioner, og det bliver vanskeligt at overkomme intellektuelle problemer.«

Erik A. Nielsen var ikke alene med sit synspunkt. Det var det gængse kvindesyn på danskstudiet i begyndelsen af 1970’erne, fortæller Elisabeth Møller Jensen.

Der var kun to kvindelige undervisere på Institut for Nordisk Filologi, og det var Pil Dahlerup og Jette Lundbo Levy. De blev ifølge Elisabeth Møller Jensen konstant chikaneret af de mandlige ansatte, der var stærkt utilfredse med deres ansættelse, og som helt tydeligt mente, at de ikke burde have været ansat.

Elisabeth Møller Jensen beskriver det som et kvindefjendsk miljø, og hun følte sig alene:

»Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive et problem at være kvinde. Jeg vidste, at jeg havde et godt hoved, og jeg havde aldrig oplevet mit køn spærre for det, men på universitetet var det alle de mandlige studerende, der kørte med klatten. Det var jeg ikke forberedt på.«

Erik A. Nielsens udtalelse gjorde hende rasende. Tidsskriftet Kritik stillede 35 sider til rådighed for de studerende og Pil Dahlerup og Jette Lundbo Levy til et angreb på mandschauvinismen på Københavns Universitet.

Desværre var der et problem.

Pil Dahlerup havde ikke lyst til at fortsætte diskussionen med de mandlige undervisere, efter at tidsskriftet var udgivet. Hun havde lavet en underhåndsaftale, der gik på, at hvis hun og de kvindelige studerende stoppede med kritikken, så ville professoren Aage Henriksen og Erik A. Nielsen stoppe med at sige offentligt, at Pil Dahlerup aldrig skulle have været ansat.

»Jeg var rasende over, at Pil ikke ville fortsætte kampen dengang,« siger Elisabeth Møller Jensen. »Men jeg forstår det godt i dag. De var jo kun to kvinder, og de var udsat for psykisk vold i et mandsdomineret miljø. De sagde alle sammen, at de ikke skulle ansættes, og det var, fordi de var kvinder.«

Anders Rye Skjoldjensen

Årets pikhoved

I 1990 blev Elisabeth Møller Jensen direktør for KVINFO, og fire år senere kom hun i sin første mediestorm. 

Den 8. marts 1994 uddelte Kvindeligt Selskab prisen Årets Pikhoved. Den blev uddelt med et glimt i øjet til den konservative økonom Frank Dahlgaard, der havde lavet en analyse, som konkluderede, at kvinder primært var en udgift for samfundet. Det var kun mænd, der kunne tjene sig selv ind.

»Frank Dahlgaard var efter min mening et pikhoved,« siger Elisabeth Møller Jensen.

»Den enkle version af patriarkatet er, at mænd er mere værd end kvinder. Det var en up to date-version af det. Hvor var kvindernes bidrag til verden? Det var spørgsmålet. Det er jo et absurd spørgsmål.«

Det kan lyde rimeligt, at Kvindeligt Selskab – KVINFO’s støtteforening – uddelte prisen til en mand, der ville prøve at bevise, at kvinder økonomisk set var mindre værd end mænd, men prisen udløste stor ballade.

I Dagbladet Information konsulterede journalist Lasse Ellegaard en jurist. Han ville have undersøgt, om det var strafbart at uddele den lidet flatterende pris. I artiklen lyder det med Lasse Ellegaards ord, at Frank Dahlgaard blev »Sigtet, anklaget og dømt uden rettergang.« Senere blev Elisabeth Møller Jensen udråbt til en »betonkusse« i Ekstra Bladet.

Årets Pikhoved blev aldrig uddelt igen, men derfor er jeg alligevel nysgerrig. Hvem anser Elisabeth Møller Nielsen, som en værdig modtager af prisen i dag?

»Søren Espersen kan jeg roligt sige er et kæmpe pikhoved. Jeg husker tydeligt, dengang han sagde, at han ville se de muslimske kvinders flotte bryster. Det er for klamt. Han er en mand med magt! Pikhoved til ham.«

Elisabeth Møller Jensen henviser til en episode i 2008, hvor Dansk Folkeparti-politikeren i debatprogrammet Deadline sagde, at han vil have lov til at se muslimske kvinders flotte bryster, hvilket fik vært Jes Stein og SF’eren Özlem Cekic til at fremstå forlegne, måske endda lidt chokerede. Men de grinede også, som om Espersen havde leveret en god joke.

For Elisabeth Møller Jensen er det et godt billede på forskellen mellem kvinder og mænds frihed:

»Søren Espersen kan sidde i bedste sendetid og tale om kvinders bryster, mens vi ikke måtte uddele en pris til en mand, der tydeligvis havde noget imod kvinder. Kvinder må ikke være vulgære, vi må ikke være bramfrie.«

Mit interview med Elisabeth Møller Jensen bliver afbrudt en halv times tid af fotografen, der tager billeder af hende i den lille gårdhave, der hører til hendes hus ved Carlsbergbyen. I haven blomstrer roserne, og diverse planter suger til sig af sommerens sol.

Tilbage i sin stol reflekterer Elisabeth Møller Jensen over sit forhold til konflikter: »Jeg opsøger dem ikke, men hvis jeg er i en slåskamp, kan jeg godt nyde den. Jeg har den erfaring, at jeg som reel vinder. Konflikt skaber også opmærksomhed. Dem, der ikke går ud og brænder fingrene, de ændrer heller ikke noget. Sådan er det jo. Man kommer galt afsted, men der kommer noget vanvittigt godt ud af det.«

Det bliver aldrig glemt

Elisabeth Møller Jensen er ikke i tvivl om, at pensionen har befriet hende. Uden den ville hun ikke være i stand til at skrive, og skriften har en helt speciel status i hendes liv.

»Som ung udgav jeg et par bøger på Gyldendal. Blandt andet mit speciale om Thit Jensen. Det skrev jeg på tre måneder, da jeg rejste hjem til min far i Vestjylland med min otte måneder gamle baby på armen. Den tilstand, som skriften giver, blev jeg totalt afhængig af, men det var ikke muligt dengang at leve af at skrive. Det gjorde man bare ikke.«

Derfor vidste Elisabeth Møller Jensen, at det var det, hun skulle opsøge, efter hun var blevet pensioneret: »Det var drømmen at få ti gode år, hvor jeg kunne skrive. Det var lykken, en slags paradisisk tilstand. Jeg tror, at jeg i højere grad er blevet befriet af skriften end af alderen.«

Efter sin pension lovede hun sig selv ikke at deltage i debatten. Men den 20. marts 2017 ændrede tingene sig.

Daværende kulturminister Mette Bock besluttede at lægge KVINFO’s forskningsbibliotek ind under Det Kongelige Bibliotek – en klar svækkelse af organisationen, da store dele af statsstøtten ville forsvinde.

Beslutningen trak Elisabeth Møller Jensen ud af borgfreden: »Jeg havde holdt min kæft i tre år. Jeg havde lovet, at jeg ikke ville blande mig, men jeg kunne se, at der ikke var nogen der tog lederskabet. Jeg fandt ud, at jeg jo er et frit menneske, og derfor blandede jeg mig i debatten på et tidspunkt, hvor KVINFO ikke havde nogen leder.«

Men selv om Elisabeth Møller Jensen deltog ivrigt i debatten, kunne hun ikke forhindre, at KVINFO’s bibliotek blev flyttet til Det Kongelige Bibliotek uden den nødvendige økonomiske støtte til at opretholde dets funktion som forskningsbibliotek. Elisabeth Møller Jensen beskriver det som det værste, der er sket i hendes professionelle liv.

Jeg spørger hende, hvad hun ville sige, hvis Mette Bock sad sammen med os her i stuen: »Jeg ville sige, at det aldrig bliver glemt. Den beslutning skal ikke respekteres, og den skal ikke glemmes. Derfor er min seneste bog også en skamstøtte over Mette Bock.«

Patriarkatet er en aske

I 2019 udgav Elisabeth Møller Jensen bogen At se med egne øjne på forlaget Gladiator. Den handler om KVINFO’s historie og især om udflytningen af KVINFO’s forskningsbibliotek. 

At se med egne øjne blev i første omgang Elisabeth Møller Jensens sorgarbejde over, at KVINFO havde tabt til Mette Bock. Det blev en måde at bære skuffelsen på og komme videre, men hun oplevede noget mærkeligt: Hun havde fået sin fulde ytringsfrihed tilbage. Det er noget af det, pensionen har givet hende. Hun er blevet en fri og uafhængig borger, der kan sige, hvad hun vil uden at tænke over konsekvenserne.

Og dog. Måske fik det følger for hendes kommende bog.

Oprindeligt skulle den have været udgivet på forlaget Gyldendal, men den blev droppet, fordi forlaget – ifølge Elisabeth Møller Jensen – fandt den for vred.

»Det er da interessant. Kritikken lød på, at jeg ikke havde respekt for mine modstandere. Det undrer mig meget, at de ikke ville udgive den. Det er jo ikke diskvalificerende at være vred. Den vrede unge mand er en helt litterær genre. Det er en forherliget kategori i litteraturhistorien, men det siger man jo ikke om kvinder. Hele min pointe var jo ikke, at min vrede skulle frem. Det var læseren, der skulle blive vred. Det håber jeg er lykkedes. Hverken Mette Bock eller Inger Støjberg (V), der sammen med Dansk Folkeparti bærer hovedansvaret for overgrebet mod KVINFO fortjener min respekt. Og det står jeg ved.«

I dag er hun mere optaget af at skrive på sin kommende bog end af at kæmpe i offentligheden for eksempelvis mere barsel til mænd. Kampen for en bedre verden må føres af yngre generationer:

»Det er ikke, fordi jeg er blevet gammel, men jeg har været på den her bane i 50 år, og nu skal jeg videre. Hele mit arbejdsliv har været drevet af lyst og engagement. Det er det stadig, men nu tillader jeg mig at gøre noget for mig selv. At sætte mig ved skrivebordet og få styr på mine helt egne tanker.«

Mod slutningen af vores samtale er det begyndt at regne. Elisabeth Møller Jensens sidste sætning får hende til at tænke over, hvad hun vil give videre, og hun lander på historieforståelsen:

»Hvis man ikke forstår historien, så forstår man ikke relationen mellem mænd og kvinder. Patriarkatet er en aske, der evigt gløder. Der vil altid skyde flammer op, som vil skabe problemer. Der vil altid være mænd, der mener, at de har ret til kvinders kroppe. Ikke alle mænd, men nogle mænd. Der vil også altid være kvinder, der ikke har lært, at mænd ikke har ret til deres kroppe. Der er ingen, der har adgang til kroppen, medmindre man giver dem lov. Men man skal lære de grænser at kende.«

I 50 år har hun stået på barrikaderne, og nu har hun trukket sig fra kampen for at give plads til skriften, til bøgerne, til at leve i sit lille paradis, hvor hjernen sætter liv til hænderne og lader den skabe en verden på computerskærmen.

»Jeg tænker ikke, at ligestillingen er i mål, men det er bare ikke mig, der skal ud på barrikaderne længere,« siger Elisabeth Møller Jensen i sin lyserøde silkerobe, der på ingen måde er en kontrast til et liv levet mellem engagement og konfrontation.

Anders Rye Skjoldjensen