Interview
Læsetid: 9 min.

En fiktionsinstruktør og en historiker mødes, og gode skænderier opstår

Instruktør Christina Rosendahl og historiker Bo Lidegaard deler fascinationen af den egenrådige diplomat Henrik Kauffmann, som Rosendahl skildrer i sin nye film ’Vores mand i Amerika’. Bo Lidegaard var historisk konsulent på filmen, og de viste sig at være dybt uenige om, hvordan historien om Kauffmann skal fortælles
Der er stor forskel på en historisk biografi og et fiktionsværk, er filminstruktør Christina Rosendahl og historiker Bo Lidegaard enige om. Men spørgsmålet om, hvor meget man kan man tillade sig at fortolke og fortælle fiktive historier om virkelige mennesker, har ført de to mennesker ind i intense skænderier.

Der er stor forskel på en historisk biografi og et fiktionsværk, er filminstruktør Christina Rosendahl og historiker Bo Lidegaard enige om. Men spørgsmålet om, hvor meget man kan man tillade sig at fortolke og fortælle fiktive historier om virkelige mennesker, har ført de to mennesker ind i intense skænderier.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
13. august 2020

I al den tid, Christina Rosendahl har arbejdet på sin nye film, det historiske drama Vores mand i Amerika, har hun haft en hotline til historiker Bo Lidegaard. Det har ført til en del skænderier. Og de har alle sammen været gode.  

»Jeg synes, et skænderi er godt, når man ikke forlader det i utide,« forklarer hun.

En nådig sjæl har placeret en blæser i filmselskabets mødelokale, så dagens hede kan blive holdt lidt på afstand. Rosendahl og Lidegaard ligner to ivrige cirkusheste, mere end parate til at tale om filmen og deres samarbejde i forbindelse med den. Et samarbejde, der netop har været præget af gode skænderier om, hvordan historien om diplomaten og verdensmanden Henrik Kauffmann skal fortælles.

Kauffmann var Danmarks ambassadør i USA under Anden Verdenskrig. Som sådan erklærede han sig uafhængig af den danske samarbejdsregering og gav – uden mandat hjemmefra – amerikanerne ret til at bygge militærbaser i Grønland. Ham skrev Bo Lidegaard i 1996 en doktordisputats om, og den udkom under titlen I kongens navn.

Christina Rosendahl stødte på historien om Henrik Kauffmann i forbindelse med sin sidste spillefilm, Idealisten (2015), der handler om et flystyrt ved Thulebasen i Grønland i 1968. Hun læste Lidegaards disputats, kontaktede ham for at høre mere om Kauffmanns personlige liv, og hurtigt stod det klart, at der var en film i den historie. Og den film, Vores mand i Amerika, har Bo Lidegaard så været historisk konsulent på.

»Et godt skænderi er også kendetegnet ved, at der er nogle spilleregler, begge parter overholder,« fortsætter Christina Rosendahl.

»Det har ikke noget at gøre med enighed. Det har noget at gøre med, hvordan formen er; hvordan man angriber. Det er godt, når man bliver ved med at være inde i uenigheden med hinanden. Og du har jo aldrig nogensinde forladt diskussionen.«

»Så ville jeg jo risikere, at du fik ret,« siger Bo Lidegaard.

Det var ham, der, netop som vi havde sat os, lagde ud med at kalde samarbejdet mellem de to for »konfliktuelt og inspirerende på samme tid«.

»Det drejer sig dybest set om, hvor langt vi kan gå i tolkningen af noget, som var virkeligt, men som ikke findes mere. Historien findes jo kun, når vi fortæller den. Og det gør man i et perspektiv, der både har at gøre med vores tid, og med hvem vi er fagligt og menneskeligt,« siger han.

Ikke overraskende var spillefilmsinstruktøren Christina Rosendahl villig til at gå en del længere i tolkningen af filmens personer og begivenheder end historikeren Bo Lidegaard. 

»Det medførte så et antal skænderier af varierende intensitet,« siger han.

»Mest høj intensitet,« siger Christina Rosendahl.

»Efterhånden gik det op for mig, at Christina bestemmer, da det er hendes film. Og det har jeg så forsøgt at rette op på ved selv at skrive min egen fremstilling,« siger Bo Lidegaard.

I foråret udgav han en ny version af sin biografi om Henrik Kauffmann, Uden mandat, som går længere ind i hans personlige forhold og sætter hans handlinger i et nutidigt perspektiv.

Dobbelt op på trekantsdrama

I Vores mand i Amerika spejler det storpolitiske trekantsdrama mellem USA, Danmark og Grønland sig i et romantisk trekantsdrama mellem Henrik Kauffmann, hans kone Charlotte, der er fra en rig og indflydelsesrig amerikansk familie, og hendes karismatiske lillesøster, Zilla.

De to søstres nære forhold fremgår af bevarede brevvekslinger, og det samme gør den gensidige betagelse og det ømheden mellem Henrik og Zilla. I sin seneste biografi om Kauffmann fremhæver Bo Lidegaard Zillas tilbagevendende omtale af Henrik Kauffmann i en rejsedagbog fra en ekspeditionsrejse gennem Gobiørkenen med sin mand og ham, og nogle sigende blikretninger på et fotografi. Han understreger dog i bogen, at det ikke fremgår af kildematerialet, om de to »lod gløden få luft og flamme op i udlevet passion«.

Her tager Christina Rosendahl som spillefilmsinstruktør sig en helt anden frihed til at sætte handling bag de følelser, der vitterligt fremgår af kildematerialet.

Men det, de to har været mest uenige om, er dog ikke trekantsdramaet, men hvor stor en rolle Charlotte Kauffmann skulle spille i filmens politiske drama – og hvilken rolle hun spillede i virkeligheden.

I filmen hjælper Charlotte Kauffmann sin mand med at frigøre sig fra samarbejdsregeringen og markere modstand mod nazismen. Gennem hende havde Henrik Kauffmann nemlig adgang til præsident Roosevelt, der var en ven af Charlottes familie. Bo Lidegaard minder om, at de samtidige kilder ikke siger noget om, at Charlotte Kauffmann havde nogen politisk agenda.

Spørgsmålet om, hvor forpligtet et historisk drama er på de forhåndenværende kilder, er et, han kæmper meget med, fortæller han:

»Der er to synspunkter på det, som jeg begge mener er rigtige, men som desværre ikke stemmer helt overens med hinanden. Det ene synspunkt er, at man ikke kan lægge en begrænsning på, hvor meget man må bruge historien som materiale til fortællinger. Den historiske fortælling er måske en af de allerældste episke genrer. Men samtidig synes jeg, der er noget farligt ved, at man på film– med den meget stærke evne, film har til at få ting til at fremstå autentiske – fortæller fiktive historier om virkelige mennesker.«

»Jeg synes jo ikke, der er nogen begrænsning overhovedet,« svarer Christina Rosendahl.

»Jeg tror bare, at man skal være sig sit ansvar bevidst. Film er et kraftfuldt medie. Det vigtigste er, at man er tydelig med, hvad det er for en kontrakt, man indgår med publikum.«

Manuskriptskrivningen har ikke været uden dilemmaer for Christina Rosendahl, der eksempelvis var nødt til at lægge sig fast på en fortolkning af den meget dramatiske måde, Henrik og Charlotte Kauffmanns liv endte på. I 1963, da Henrik Kauffmann lå for døden på Skodsborg Badesanatorium, skar Charlotte halsen over på ham og stak en kniv i maven på sig selv. Det drab og det selvmord har Christina Rosendahl drøftet med Bo Lidegaard, en retspsykiater og en drabsefterforsker. 

»Det er en helt uhørt viljekraft, der ligger bag både drabet på hendes mand og måden, hun begår selvmord på. Og det har jeg brugt som et grundelement i skildringen af hende,« siger hun.

Kvinderollen: passiv eller bare underfortalt

I en fiktionsfortælling må man selvfølgelig gerne lægge til, trække fra og bytte rundt, så kernen i historien træder tydeligt frem. Det er Christina Rosendahl og Bo Lidegaard enige om. Hvad kernen i historien om Charlotte Kauffmann er, er de til gengæld rygende uenige om. 

I en scene i Vores mand i Amerika sidder Charlotte Kauffmann i en have og taler med præsident Roosevelt. Først om sine hjertesorger, og så om, hvor fordelagtigt det ville være for USA at have militærbaser på Grønland. På den måde hjælper hun sin mand.

»Her er vi i et fiktivt univers,« understreger Bo Lidegaard. »Der er intet fra hendes breve de år, der tyder på, at hun har interessseret sig en tøddel for, hvad der foregik på ambassadørens kontor.«

»Ej, det er altså ikke rigtigt,« udbryder Christina Rosendahl, og så følger en diskussion om, hvorvidt de bekymringer om krigen, Charlotte Kauffmann delte i sine breve, var af privat eller politisk karakter. Bo Lidegaard finder det usandsynligt, at hun som ambassadørens ægtefælle tog del i det politiske arbejde, og Christina Rosendahl tror ikke, hun kunne undgå at kende til det storpolitiske drama, der udspillede sig i hendes eget hjem. Kort sagt mener hun, at historien om kvinders uformelle indflydelse er underfortalt. 

»Det er klart, at mit syn på Charlotte selvfølgelig har været udfordret af de her diskussioner,« siger Bo Lidegaard.

Da han vendte tilbage til kildematerialet om Kauffmann i forbindelse med den nye bog, interesserede han sig derfor mere for Charlottes psykologi og den personlige del af historien.

»Jeg fandt ting, jeg ikke kendte til før. Det tror jeg ikke, jeg havde gjort, hvis ikke vi havde haft de mange diskussioner om, hvad man kan tro og tolke sig frem til.«

»Nu er vi inde ved kernen i forskellen på vores gebeter,« siger Christina Rosendahl. »Jeg går planken fuldstændig ud i min psykologiske tolkning. Jeg er mere villig til at sige, at når en karakter gør sådan, så udspringer det af det her karaktertræk. Det bliver jeg nødt til, for ellers er der ikke noget at arbejde med for filmholdet. Den villighed skal jeg have, det er mit job.«

En historie om det amerikanske århundrede

Bo Lidegaards nye Kauffmann-biografi Uden mandat har mere fokus på hovedpersonens personlige liv end I kongens navn fra 1996. Men det er ikke den eneste forskel. I løbet af de 25 år, der er gået mellem de to bøger, har både forfatteren og den verdenshistoriske situation, der skrives fra, ændret sig. Sidstnævnte måske mest radikalt.  

»Da jeg skrev den første bog midt i halvfemserne, var vi på det amerikanske århundredes højdepunkt. Alle sejre var vundet, verden var et stabilt sted, og den verdensorden, amerikanerne havde opbygget under krigen, og som Kauffmann var med til at opbygge, virkede evig og solid,« siger Bo Lidegaard.

Ifølge ham er historien om Henrik Kauffmann også historien om begyndelsen på det amerikanske århundrede. I begyndelsen af Anden Verdenskrig gjorde han det nemmere for USA at gå i krig ved at give landet adgang til Grønland, og på grund af sin modstand mod Nazityskland fik han i begyndelsen af Den Kolde Krig adgang til den lille kreds, der tegnede verdens fremtid i form af FN-systemet og det globale handelssystem.

»I de to afgørende øjeblikke, hvor USA pludselig i to gigantiske ryk træder ind og bliver verdens mest dominerende magt, er Kauffmann til stede. Det var fuldstændig afgørende for, hvordan vi – både Danmark og Grønland – kom ind i det amerikanske århundrede.«

Nu, da han har skrevet den samme historie igen, er tiden en anden. Det samme er USA’s rolle.

»Man taler om, at det amerikanske århundrede er forbi. For første gang siden starten af Anden Verdenskrig er verden helt åben. Alle mulige helt fundamentale ændringer er ved at ske. Derfor har min opmærksomhed været skærpet omkring det volatile i historien frem for det stabile.«

Kauffmanns paradoks

Hverken Rosendahls film eller Lidegaards bøger skildrer Henrik Kauffmann som specielt idealistisk. Derimod fremstår han som et magtmenneske, der satser stort, fordi han kan se muligheder for at styrke Danmarks rolle i verden. Godt nok uden skyggen af demokratisk mandat, men til gavn for Danmarks anseelse blandt de allierede efter krigen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Christina Rosendahl ser ham som en helt, svarer hun »både og«. Ikke desto mindre vil hun gerne hylde hans enegang:

»Det, der gør ham til en værdifuld og dragende karakter, er, at han gør modstand. Selv om vi kan forsvare samarbejdspolitikken, så tror jeg, at man er nødt til at gøre modstand, når man står over for noget, der er brutalt på det niveau, nazismen var. Nu er jeg også meget aktivistisk indstillet af natur, men den situation, han står i, er jo helt ekstraordinær, fordi de spilleregler, som man har i diplomatiet …«

»... som vi har i samfundet,« retter Bo Lidegaard.

»Ja, som vi har alle vegne, dem skal vi selvfølgelig spille efter. Men det her er jo en særlig situation, hvor det er udslettelse af lande, der er på spil, og demokratiet er sat ud af kraft.«

Bo Lidegaard påpeger, at det ikke var sin egen skæbne, Henrik Kauffmann gamblede med, men den danske befolknings. Christina Rosendahl erklærer sig uenig – han risikerede at blive straffet for landsforræderi, hvis USA sendte ham hjem. Bo Lidegaard benægter, at det nogensinde ville være sket, Christina Rosendahl tvivler kraftigt på den udlægning, og uden for mødelokalet venter fotografen.

»Det bliver ved og ved‚« sukker Christina Rosendahl, mens hun og Bo Lidegaard småskændes videre. »Det er uendeligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Jeg må forsvare Bo Lidegaard her, håber han kan bruge det til noget, for han kan som historiker ikke forsvare de tolkninger, der er lavet i filmen, udfra det kildemateriale der er tilgængeligt.

jesper friborg, Per Klüver og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Filmen om Grace Kelly, var jo lidt inde i samme problematik, at der var tolket for frit på noget, man ikke havde faktuelt belæg for. Det kan jo give nogle turbulente reaktioner hos de pårørende. Som det gjorde i det tilfælde.