Første gang Louis Armstrong var med i en dansk film, blev han kaldt en brøleabe. Anden gang gav han kærlighedsråd

»Det er tropenat i junglen,
og den sorte brøleabe med de store hvide tænder
og de stærke gribehænder
kravler rundt i skovens kroner,
brølende i stygge toner,
styrter med et hyl fra grenen:
Louis Armstrong er på scenen.«

Med ovenstående lille ’digt’ byder radiospeakeren Ludvig Brandstrup Louis Armstrong og hans Hot Harlem Band velkommen på scenen i en stor midnatskabaret, der udgør hovedparten af den ubehjælpelige danske komedie København – Kalundborg og – ? fra 1934.

Hvis nu Louis Armstrong havde kunnet forstå Brandstrup, der også har instrueret filmen – sammen med Holger-Madsen – og så at sige spiller sig selv, er det ikke sikkert, at den sorte, amerikanske jazzmusiker overhovedet ville have optrådt.

Heller ikke, hvis han havde set, hvad der videre skete i filmen: Brandstrups ven, Ib (Ib Schønberg), går nemlig på scenen iført blackface-makeup – sod fra en kakkelovn – og forsøger sig med en parodi på Armstrong, mens han synger en sang på danglish: »I am black nigger boy, black i face og black på tøj, sko og slips og vest og frak, hele møget black.«

Uskyldsfuld gemytlighed

Ludvig Brandstrups digt og Ib Schønbergs optræden kan virke chokerende i dag, men som Eva Jørholt, filmhistoriker og lektor på Københavns Universitet, skriver om filmen i en artikel i filmtidsskriftet Kosmorama: »I 1930’ernes Danmark var en sort mand et så iøjnespringende særsyn, at Armstrongs hudfarve simpelthen ikke kunne passere ubemærket.«

Siden blev Louis Armstrong en endnu større stjerne, og der var stor forskel på den nedladende, parodiske tone i København – Kalundborg og – ? og så den næsten ærbødige facon, han blev skildret på 25 år senere i Bent Christensens til sammenligning temmelig progressive Kærlighedens melodi (1959).

I den spiller en af datidens populære sangduoer, Nina & Frederik, et par unge, musikglade elskende, som får mulighed for at optræde med Louis Armstrong. Ja, musikeren giver endda dem begge gode råd om den svære kærlighed.

25 år efter filmen ’København – Kalundborg og – ?’ blev Louis Armstrong skildret meget anderledes i Bent Christensens ’Kærlighedens melodi’ fra 1959, hvor datidens populære sangduo Nina & Frederik fik mulighed for at optræde med musikeren.

DFI

Nationalromantisk bølge

Racisme og etnisk repræsentation er et af sommerens store emner, og Information har undersøgt, hvad den danske filmhistorie siger om Danmarks forhold til ’det fremmede’ og ikkehvide danskere, og hvordan det forhold har forandret sig, efterhånden som Danmark er blevet et multikulturelt samfund.

»Skildringer af race og etnicitet i den danske spillefilmsproduktion fra tonefilmens gennembrud og op igennem 1940’erne og 1950’erne er først og fremmest forsvindende få,« siger filmhistoriker Jannie Dahl Astrup.

»Og dem vi endelig støder på, afspejler et samfund, hvor Danmark stort set altid er verdens lille navle. Filmene er gennemsyret af sådan en hyggelig smørklat-mentalitet, der får den joviale, ofte syngende folkekomedie til at drive af nationalromantik. Nu talte filmene jo også pludselig dansk, skal man huske. Så det ’andet’ og fremmede, der af og til bankede på ude fra den store verden, blev skildret og behandlet som netop det.«

På en lysegrøn ø

I Lau Lauritzens Barken Margrete af Danmark, der også er fra 1934, skiftevis besynges det danske og udstilles alt det eksotiske, fremmede og potentielt farlige langt fra Danmarks kyster. Men de to elementer har ikke rigtig nogen betydning for hinanden i historien. Det samme gælder i en anden søfartskomedie, Annelise Reenbergs Styrmand Karlsen, der er lavet i 1958, men er baseret på et teaterstykke, et såkaldt sydhavnseventyr, fra 1928.

Johannes Meyer spiller i filmen den aldrende kaptajn Hammer, som sejler ud med en besætning af raske unge sømænd, blandt andre titlens Karlsen (Frits Helmuth). Og Hammer når både at kalde indere for »kanelfarvede gavtyve« og afrikanere for »sorte avekatte«, inden skibet når til den afrikanske ø Perleøen, hvor de skal hente et kostbart grundstof med hjem til Danmark.

På denne lille, lysegrønne ø har to af Hammers tidligere besætningsmedlemmer (spillet af Clara Østø og Helge Kjærulff-Schmidt) slået sig ned som dronning og konge, og her optræder Karl Stegger ikke bare iført blackface, men ’blackbody’ i rollen som kannibalistisk, indfødt høvding. Sigende er det, at da Hammer og hans besætning inviteres til gallamiddag med kongen og dronningen, så er Steggers høvding den eneste ’ikkehvide’ ved bordet.

Den hvide mands byrde

Efterhånden kom der flere nuancer i de danske film, der beskæftigede sig med ’det fremmede’. Astrid Henning-Jensens Paw (1959) handler om en lille dreng fra Dansk Vestindien, som sendes til Danmark, da hans danske far dør. Men hvem skal tage sig af drengen, som mobbes i skolen og ses skævt til af det øvrige samfund?

»Kun en krybskytte, der ligesom Paw står udenfor ’det gode selskab’ (han er tilmed svensk!), og en liberal godsejer, der er hævet over samme, tager sig af ham. Godsejeren har end ikke tænkt på, at Paw er ’farvet’: ’Det er da ikke noget problem her i landet,’ hvortil krybskytte-Anders nøgternt bemærker: ’Ikke før man får det ind ad døren,’« skriver Eva Jørholt i Kosmorama og konkluderer, at Paw er en smuk og vigtig film, »der udstiller hulheden i danskernes angivelige ikke-racisme«.

Jannie Dahl Astrup supplerer: »Den vilde natur og dens børn kan lære os et og andet – det er moralen i Paw, der dyrker naturbarns-tanken, så det skurrer i en nutidig optik. Men ikke desto mindre er det stadig virkningsfuldt og meme-værdigt, når godsejerens datter beder faderen om at holde hendes solbriller, og hun derefter stikker en påfaldende lyshåret knægt én på skrinet, da han har kaldt Paw en abeunge (og dét, der er værre).«

Den hvide gud

Den samme overbærende, bedrevidende og nedladende – kolonialistiske og paternalistiske – tankegang præger de fleste af de danske film, der er lavet om Grønland, koloni-Danmarks store dårlige samvittighed, som stadig debatteres. Kenneth Sorentos kritikerroste dokumentarfilm Kampen om Grønland er lige nu midtpunkt i en diskussion om, hvem der har ret til at fortælle grønlændernes historie: Er det kun grønlænderne selv, eller må også danskere som Sorento?

Den slags nuancer var der ikke plads til i tonefilmens tidlige dage. Lektor i filmvidenskab på Københavns Universitet Casper Tybjerg nævner Eskimo fra 1930 som et eksempel på en film, der fortæller en markant kolonialistisk historie. Det er egentlig en norsk-tysk produktion, men filmen er instrueret af danske George Schnéevoigt og til dels optaget på Nordisk Films studier i København.

»Paul Richter strander på en fangerboplads i Grønland, og Mona Mårtenson som den mildest talt ikke særligt grønlandsk udseende eskimoprinsesse falder pladask for ham. På tysk hedder den Der Weisse Gott (Den hvide gud), hvilket siger lidt om, hvad det er for en type historie. Den er ret skrap på den måde,« siger Casper Tybjerg.

’Qivitoq’ fra 1956 lider under den form for eksotisme, som også prægede datidens amerikanske film, der foregik i Afrika. Det handler ikke om de indfødte eller deres måde at leve på. Det er blot et kulørt bagtæppe for de hvide menneskers konflikter og følelsesmæssige kvaler.

Nordisk Film

Den gode koloniherre

Grønland kom for alvor på dagsordenen i 1950’erne, hvor Danmark ville vise amerikanerne, der havde en base i Grønland, hvor dansk landet egentlig var. Det resulterede i 1956 i den ene af Nordisk Films to 50-års-jubilæumsfilm, Erik Ballings delvist statsfinansierede Qivitoq, der mest af alt er et dansk melodrama omplantet til eksotiske omgivelser.

»Sammen med Kispus er Qivitoq den første farvefilm, og den bærer klart et præg af, at man gerne har villet have noget, der var spændende at farvefotografere,« siger Casper Tybjerg.

»Det skal måske også ses i lyset af, at Astrid og Bjarne Henning-Jensen året før havde fået en pris i Venedig for Når bjergene sejler, der er en farvedokumentarfilm fra Grønland og en superpaternalistisk sag om meget energiske unge danskere med fuldskæg og hvide anorakker, som er taget op til det høje nord for at hjælpe urbefolkningen fra det her barnlige stade, den ifølge filmen befinder sig på.«

Når bjergene sejler er, fortsætter Tybjerg, »virkelig, virkelig tåkrummende, netop fordi den rummer den der selvgode ros af det danske kolonistyre som et rent altruistisk foretagende, som begunstiger de arme grønlændere med alle de ting, de ikke kan finde ud af selv. Det er en historie om den gode måde at være koloniherre på, hvor alle de andre kolonimagter går og udnytter og døjer med oprør.«

Forkert billede af Grønland

Qivitoq er umiddelbart ikke lige så kolonialistisk som Når bjergene sejler, men filmen lider stadig under den form for eksotisme, som også prægede datidens amerikanske film, der foregik i Afrika, for eksempel John Fords Mogambo (1953) og John Hustons Afrikas Dronning (1951). Det handler ikke om de indfødte eller deres måde at leve på. Det er blot et kulørt bagtæppe for de hvide menneskers konflikter og følelsesmæssige kvaler.

Grønlandskender og lektor ved Københavns Universitet Kirsten Thisted skriver i en tekst i bogen Indvandreren i dansk film og litteratur fra 2013, at Qivitoq på alle måder understreger diskursen »om dansk kolonialisme, som sidenhen er kommet til at gå under betegnelsen ’dansk exceptionalisme’: Danmark var egentlig aldrig nogen ’rigtig’ kolonimagt, men påtog sig ansvaret for at føre grønlænderne ud af fortiden mod fremskridt og selvstændighed.«

Kirsten Thisted fortsætter med at skrive om, hvordan danskerne i Qivitoq »med faderlig myndighed og omsorg leder grønlænderne fremad mod nye tider, hvor fangst skal skiftes ud med fiskeri. På den måde er filmen således stadig dybt kolonial.«

Det grønlandske landsrådsmedlem Jørgen Olsen Holsteinsborg skrev ved filmens premiere et læserbrev til Atuagagdliutit-Grønlandsposten: »Efter min mening passer Qivitoq slet ikke til grønlændernes tankegang og viser et helt forkert billede af danskernes liv og opførsel heroppe. Billederne i filmen er pragtfulde, men handlingen er lig nul og virker fremmed på os. Mon manuskriptforfatteren nogensinde har set en grønlænder?«

Formentlig ikke, og der skulle gå mange år, før grønlænderne selv fik mulighed for at fortælle deres egne historier på film.

Modig film

Der var dog forandring på vej, både ude i verden og hjemme i Danmark med spirende ungdomsoprør og ligestillingskamp, og de danske filminstruktører, der fulgte med i udviklingen, lavede også film om alt det, der skete.

I begyndelsen af 1960’erne rejste Henning Carlsen til det raceopdelte Sydafrika og optog i hemmelighed Dilemma (1962), der var baseret på en forbudt bog af den sydafrikanske forfatter Nadine Gordimer. Den både betimelige og modige film handler om en hvid, britisk mand, der rejser til Sydafrika og føler sig splittet mellem den hvide apartheidkultur, han på grund af sin hudfarve naturligt er en del af, og så sine nye, sorte venners verden, som han tiltrækkes af.

Sidst i 1960’erne fik Danmark også en ny, brun barnestjerne, Lille Winnie – Winnie Mortensen – hvis mor kom fra Myanmar. Hun medvirkede i fire film, blandt andre Carl Ottosens Dyrlægens plejebarn (1968) og Sjov i gaden (1969), begge med Dirch Passer, og det mest bemærkelsesværdige ved filmene, der ikke har meget at byde på, er, at Winnies hudfarve aldrig bliver diskuteret. Hun er ’blot’ en lille pige, som blandes ind i de forskellige forviklinger.

Xenofobiens fremgang

Enkelte film fra 1970’erne – Voja Miladinovics Gæstearbejdere (1974), Bjarne Henning-Jensens Skipper & Co. (1974) og Anders Refns Strømer (1976) – beskæftigede sig mere eller mindre direkte med den indvandrerdiskussion, der opstod i kølvandet på, at de første gæstearbejdere, især fra Jugoslavien og Tyrkiet, i 1960’ere var kommet til Danmark for at tage det arbejde, danskerne ikke gad.

»Vi oplever en eksplosion i indvandringen og migrationen til Danmark, og pludselig får vi en befolkning, som er meget mere sammensat af mennesker fra forskellige dele af verden, og som repræsenterer forskellige etniske identiteter og religioner,« siger Ib Bondebjerg, professor emeritus ved Institut for Medier, Erkendelse og formidling på Københavns Universitet.

Og det kan ses i de film, der blev lavet: »Det, der før var et globalt problem, er nu noget, der også findes i vores egen baghave.«

1970’ernes oliekrise, økonomiske nedgang og medfølgende arbejdsløshed resulterede dog også i en stigende xenofobi – nu var der nogle fremmede at rette frygt og vrede imod – blandt andre i skikkelse af populisten Mogens Glistrup, der snakkede om »muhammedanerne« og førte Fremskridtspartiet frem til et jordskredsvalg i 1973. Banen var således kridtet op til de efterfølgende årtier, hvor diskussionen om indvandrere og flygtninge kun blev mere ophedet i takt med, at erkendelsen af, at Danmark var et multikulturelt land, ramte danskerne.

Som I vil kunne læse i tredje del af denne artikelserie, kunne denne diskussion og bevidsthed ses afspejlet i film og tv-serier, der havde helt andre ærinder og foregik i en anden samfundsmæssig og politisk kontekst end i et hvidt Danmark, hvor man eksotisk og uden blusel sammenlignede en sort musiker med en brøleabe fra junglen.