Baggrund
Læsetid: 5 min.

Grønlandsk producer: ’Al historiefortælling i mit hjemland er indtil for nylig lavet af folk udefra‘

Det er en grov fordrejning, når filminstruktøren Kenneth Sorento mener, at hans dokumentar ’Kampen om Grønland’ afvises af filmfestivaler på grund af hans hudfarve, mener grønlandsk producer
’Kampen om Grønland’ skildrer fire unge grønlændere, deres ønsker for Grønlands fremtid og deres arbejde for at præge den. Dokumentarfilmen var åbningsfilm på CPH:DOX, men er siden blevet fravalgt til en række internationale toneangivende filmfestivaler.

’Kampen om Grønland’ skildrer fire unge grønlændere, deres ønsker for Grønlands fremtid og deres arbejde for at præge den. Dokumentarfilmen var åbningsfilm på CPH:DOX, men er siden blevet fravalgt til en række internationale toneangivende filmfestivaler.

Pressefoto

Kultur
8. august 2020

Filminstruktøren Kenneth Sorento ærgrer sig. Hans dokumentarfilm Kampen om Grønland er blevet fravalgt til en række toneangivende filmfestivaler, hvor han havde håbet, den skulle vises. Filmen skildrer fire unge grønlændere, deres ønsker for Grønlands fremtid og deres arbejde for at præge den i den retning, de går ind for.

Ni år har den været undervejs, og det var både svært at få den finansieret og at finde de medvirkende. Herhjemme er Kampen om Grønland blevet vel modtaget; udvalgt som åbningsfilm på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som i år dog foregik online, godt anmeldt og vist på DR, hvor man stadig kan finde den på dr.dk.

Når Kampen om Grønland ikke bliver vist på festivalerne Hot Docs i Toronto, Tribeca Film Festival i New York, Sheffield Doc/Fest og Docaviv i Tel Aviv, mener Kenneth Sorento derfor ikke, at det handler om filmens kvalitet, men derimod om hans egen etnicitet. Kenneth Sorento er en hvid dansker, der skildrer repræsentanter for et oprindeligt folk, og det er der ifølge ham og andre en tendens til at problematisere i dokumentarfilmbranchen i disse år.

»Jeg tror ikke på, at afslaget handler om, at filmen ikke er god nok. Når den har fået så gode anmeldelser og været åbningsfilm på CPH:DOX, så er det sgu mærkeligt, at den har fået nej,« siger Kenneth Sorento til Information.

– Hvad bygger du det på?

»Der er mange eksempler på historier om afslag, når en hvid mand har lavet noget om et oprindeligt folk. Særligt i Nordamerika og Australien. Man vil sjældent begrunde det direkte, men det er en generel tendens.«

Kenneth Sorento nævner sin danske instruktørkollega Jannik Splidsboel, der sidste år havde svært ved at få sin dokumentar Drømme fra ødemarken om tre generationer af aboriginere afsat til australske og nordamerikanske festivaler. Og så nævner han, at man inde på Det Danske Filminstitut (DFI) har forberedt ham på, at det forholdt sig sådan.

I en støttevideo siger en af de medvirkende, Paninnguaq Heilmann, at filmen bliver diskrimineret, fordi instruktøren er hvid, og opfordrer til at vise den. »Jeg mener, vores stemmer fortjener at blive hørt, og at vores historier fortjener at blive fortalt.«

Afslagene fra de ovenstående festivaler har dog ikke været begrundede. Til Information har en repræsentant for Hot Docs afvist at kommentere deres afslag, mens de andre ikke er vendt tilbage. En enkelt filmfestival ved navn ImagineNATIVE, som finder sted i Toronto, afviste Kampen om Grønland, fordi festivalens erklærede princip er at vise film af filmskabere fra oprindelige folk. Kenneth Sorentos film blev dog sendt ind alligevel: 

»Den er jo skabt i tæt samarbejde med grønlandske filmfolk og de medvirkende selv. Det er superærgerligt, at man er så firkantet, at man ikke vil have filmen, bare fordi instruktøren ikke er fra et oprindeligt folk,« siger han.

Jo flere historier, jo bedre

På DFI afviser chef for dokumentarafdelingen Ane Mandrup at svare på, om hun tror, at Kampen om Grønland er blevet afvist fra festivaler, fordi Kenneth Sorento ikke er grønlandsk, da hun ingen begrundelse har fået. Til gengæld kan hun bekræfte, at der i festivalverdenen er stigende fokus på, at oprindelige folk fortæller deres egen historie:

»Man arbejder på at gøre op med blinde vinkler og ubevidst bias og retter opmærksomheden mod en bredere mangfoldighed af stemmer. Også fordi det kan give en bredere mangfoldighed af kunstneriske udtryk.«

Mangfoldighedsindsatsen betyder dog ikke, at man på festivalerne på forhånd udelukker visse fortællinger på grund af instruktørens etnicitet, vurderer Ane Mandrup. Hun nævner, at der sidste år på den allermest toneangivende dokumentarfestival, IDFA i Amsterdam, hvis kunstneriske chef, Orwa Nyrabia, er bannerfører for tendensen, fortsat var film fortalt af europæere, som foregår i mindre ressourcemæssigt privilegerede steder end Europa.

»Alle kan principielt fortælle historier om alle. Der er jo heller ikke kun én historie om Grønland. Så jo flere historier, jo flere blikke på verden jo bedre. Det styrker filmkunsten og den samtale, vi har med hinanden om verden, vi lever i, og hvordan det er at være menneske i den.«

’Grov fordrejning‘

Den udlægning, at Kenneth Sorentos film afvises fra flere internationale filmfestivaler på grund af hans hudfarve, mener den herboende grønlandske filmproducer Emile Hertling Péronard er »en grov fordrejning af sagen«. Han genkender tendensen til, at man især i Nordamerika og Australien prioriterer film lavet af oprindelige folk. Men det er ifølge Emile Hertling Péronard »ubetinget en god ting«:

»Kampen om Grønland er en vellavet, vigtig film, men måske er der alligevel noget, der er mere relevant lige nu. Al historiefortælling i mit hjemland er indtil for nylig fortalt af folk udefra. Vi har ikke vores egne billeder eller vores egne skrevne historier, og siden begyndelsen af filmhistorien er man kommet til Grønland og har lavet film uden at benytte sig af lokalbefolkningen til andet end at stå foran kameraet. Derfor er vi nødt til at være kritiske, når det kommer til, hvem der fortæller hvilke historier,« siger han.

– Men hvis man fravælger film om oprindelige folk skabt af vestlige instruktører, som formidler oprindelige folks tanker og budskaber – risikerer man så ikke at spænde ben for det, det hele handler om, nemlig at lade oprindelige folk komme til orde?

»Jo, det kan man sige. Men jeg tror, der er tale om en overgangsfase, hvor både filmfestivaler og filmskabere skal finde nye ben at gå på. Som programlægger på en filmfestival har man meget lidt indsigt i, hvordan filmen er blevet skabt, og i hvor høj grad den er et samarbejde. Hvis man ønsker at ændre noget, er der ikke meget at pejle efter. Her er instruktøren simpelthen det vigtigste parameter, fordi det er den bærende kreative kraft på en film.«

– Er der nogen mangfoldighedstiltag, du opfatter som uhensigtsmæssige?

»Nej. Jeg ved jo godt, at de medvirkende i Kampen om Grønland gerne vil have filmen ud til så mange som muligt, men jeg har svært ved at se, hvordan festivaler, der gerne vil gøre en indsats på området, skal gøre det anderledes.«

– Udelukker de ting hinanden? Kan man ikke både give plads til instruktører fra oprindelige folk og vestlige, der laver film om oprindelige folk?

»Nej, det gør de ikke. Men det er lidt sjovt, at vi har kæmpet i årevis for bare at få en lille bitte smule af pladsen i filmverdenen, og nu begynder danske og europæiske instruktører så at tale om, at balancen er tippet, og at de er blevet forfordelt. Jeg kan ikke se Kampen om Grønland som andet end en kæmpe succeshistorie. Den er allerede nået ud til flere folk, end nogen grønlandsk film nogensinde har gjort.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Schwander

Det har i årevis undret mig, at alle film om Grønland laves af ‘danskere’. Det er faktisk en skandale. Hvorfor kan/vil grønlænderne ikke selv skabe film om deres eget land ..? Er det den danske kolonialistiske undertrykkelse, der afholder dem fra det? Vi taler om mennesker, der vil være en selvstændig nation.

@Ole Schwander

Hvad er kriterierne for en rigtig grønlænder anno 2020?

Alle grønlændere er også danske statsborgere, hvorfor skal vi adskille i dem og os, hvorfor kan vi ikke dyrke fællesskabet, men hele tiden hige efter at nogle partout skal være ofre så vi i stedet kan skamdyrke dette?

Hvem er egentligt også tjent med i hele tiden at blive udstillet som offer, det synes jeg også lige man skal tænke på!

Jannick Sørensen, Frederik Groth Nordstrøm, Peder Bahne, Karsten Aaen, Peter Beck-Lauritzen og Tomas Hoch anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Rundsavene på albuerne har altid været en del af at arbejde i filmbranchen. Alle kneb gælder.

Ole Schwander

Peter Hansen - Ja, du har ret, men jeg synes nu grønlænderne/inuitterne/dansk-grønlænderne - eller en del af dem - har travlt med at distancere sig fra ‘danskerne’.

Morten Balling - Du har også ret i det med albuerne, men jeg tror nu, det ville regne med guld fra Filminstituttet, hvis nogle grønlændere/inuitter/dansk-grønlændere søgte om midler til filmproduktion.

Peter Beck-Lauritzen

Grønlænderne kan selv, men trenden for tiden, at overmale statuer og kritisere den danske "koloni-tid", vil givet vis, resultere i en uinteressant synsvinkel i sådan en grønlandsk egenproduktion.
Danmark forberedte grønlænderne på den fremtidige kommercialisering, efter krigen og det har grønlænderne idag glæde af. Metoderne til denne forberedelse, kan med nutidens øjne, diskuteres. Jeg hører derfor gerne, fra grønlænderne, hvordan de selv ville have løst opgaven, i bagklogskabens klare lys!

Peter Hansen, Ole Schwander og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Et afsnit i artiklen lyder:

"På DFI afviser chef for dokumentarafdelingen Ane Mandrup at svare på, om hun tror, at Kampen om Grønland er blevet afvist fra festivaler, fordi Kenneth Sorento ikke er grønlandsk, da hun ingen begrundelse har fået. Til gengæld kan hun bekræfte, at der i festivalverdenen er stigende fokus på, at oprindelige folk fortæller deres egen historie: »Man arbejder på at gøre op med blinde vinkler og ubevidst bias og retter opmærksomheden mod en bredere mangfoldighed af stemmer. Også fordi det kan give en bredere mangfoldighed af kunstneriske udtryk.«"

Er vi her næsten ikke tilbage til 1700-tallets 'ædle vilde' om naturfolk i pagt med naturen? som bl.a. Rousseau mente ? Jeg tror det, og det gør jeg, netop fordi man tillægger oprindelige folk en mytisk (hvis ikke ligefrem mystisk? dimension?) som gør, at de bedre er i stand til at fortælle deres historier om sig selv - netop fordi de er i pagt med naturen, lever et mere oprindeligt liv (end det liv vi lever her i Vesten nu) mm. og mv. - og vi er måske også ude i, at nogle af de folk mener, at de her oprindelige folk ligefrem skal beskyttes! mod de fæle (amerikanske og danske!) imperialister - som om de var
'halvt Djævle og halvt Børn' som R. Kipling skrev (i Johannes V. Jensens oversættelse).

Hvor mange grønlandske filmskabere er der? Hvor mange aboriginals (i Australien) filmskabere der?, som kan fortælle historien på en sober og god måde, så man får alt med, det gode, det dårlige, det smukke, det grimme mm. og mv. ! Fordi, når man skal beskrive et folk, og en debat, som den, der foregår i Grønland - lige nu - om selvstændighed - er det vigtigt at beskrive 1) alle vinkler 2) hører alle stemmer c) få alt med - både det med smukke fjorde - og det med de sociale problemer og det med med, hvordan livet er til hverdag i Grønland også...

Ift. selve filmen, vi taler om her, Kampen om Grønland, så er det sådan, som jeg har forstået det, at
K. Sorrento brugte lang tid på at finde de fire medvirkende i hans film, lang tid på at tale med dem om netop hans film, og hvorfor han ville lave den, så derfor er en udtalelse som denne helt hen i vejret, mener jeg:

"»Kampen om Grønland er en vellavet, vigtig film, men måske er der alligevel noget, der er mere relevant lige nu. Al historiefortælling i mit hjemland er indtil for nylig fortalt af folk udefra. Vi har ikke vores egne billeder eller vores egne skrevne historier, og siden begyndelsen af filmhistorien er man kommet til Grønland og har lavet film uden at benytte sig af lokalbefolkningen til andet end at stå foran kameraet. Derfor er vi nødt til at være kritiske, når det kommer til, hvem der fortæller hvilke historier,« siger han."

K. Sorrentos film er jo netop, som jeg ser det, et opgør med det som Emilie H.P. peger på, nemlig at i alt for mange år er folk kommet til Grønland, har optaget folk, og rejst hjem igen - uden at høre, hvad grønlænderne selv mener om et emne, f.eks. selvstændighed.... - det mener jeg, at K. Sorrentos film jo netop gør - ved at lade grønlænderne selv komme til orde - uden forudfattede danske meninger om x,y eller z, men netop lade de fire grønlændere i filmen tale for sig selv :)

Jørgen Larsen, Frank Hansen og Ole Schwander anbefalede denne kommentar

Man bli'r sgu lidt beklemt over den spirende nyracisme, hvor mindretal af enhver slags absolut igen skal skilles ud og forskelsbehandles, omend med modsat fortegn. Mon ikke mindretallene selv ønsker og er bedst tjent med inklusion og fuld ligestilling i stedet for ?

Peter Beck-Lauritzen, Torben Bruhn Andersen, Peter Hansen og Frank Hansen anbefalede denne kommentar
Lone Nikolajsen

@Ole Schwander: Grønlændere kan ikke søge om filmstøtte hos Det Danske Filminstitut (med mindre de har en dansk coproducer). I stedet kan de søge en filmstøttepulje under selvstyret. Den er på ca. tre mio. kr. om året. Sidste år på Finansloven blev der også fundet 8 mio. kr. til at støtte filmprojekter om rigsfællesskabet, som alle herfra kan søge.

Mette Poulsen

Når en filmfestival - ImagineNATIVE, hvis erklærede princip netop er at vise film af filmskabere fra oprindelige folk - afviser ens ansøgning, fordi man ikke opfylder kriterierne, så synes jeg, det er noget klynkeri at italesætte situationen som diskrimination.
At filmen ikke vises andre steder kan så diskuteres. Gerne med de involverede.

Iøvrigt er hele adoptionen af "hvid mand" sådan lidt kikset. Det er et tilbageskridt at begynde at identificere sig ud fra farve og et skråplan importeret fra USA. Uklædeligt af Information at det slet ikke udfordres.

Ole Schwander

Lone Nikolajsen - Tak for info. Så vil jeg håbe, at et ‘dansk’ producer vil være med. Ved du, hvorvidt de 8 mill. er gået til grønlændere og/eller ‘danskere’?

jens peter hansen

Se her.
Norddok redaktionen, der består af Kuupik Kleist (Grønland), Peter Olsen (Grønland), Tina Wagner Sørensen (Færøerne), Jóhan Martin Christiansen (Færøerne) og Anita Reher (Danmark), har nu indstillet udviklingsstøtte til seks projekter:

'Rák' af Teitur Árnason, der produceres af Fannir Film & Forlag, Færøerne.
'Selvstændighedens vej' af Adrian Redmond & Peter Jensen, der produceres af Channel 6 Television, Danmark – i koproduktion med Inuk Media, Grønland.
'Silvurdrungur' af Cecilie Debell & Maria Guldbrandsø Tórgarð, der produceres af Made in Copenhagen 2, Danmark – i koproduktion med Kykmyndir, Færøerne.
'Siunissaq - det sidste menneske' af Ivalo Frank, der produceres af Kran Film Collective, Danmark – i koproduktion med Ujâvaaq Pictures, Grønland.
'Tað Hjartað Sær, Gloymist Ei' af Beinta á Torkilsheyggi, Marianna Mørkøre & Rógvi Rasmussen, der produceres af Rógviper, Færøerne.
'Whistlebloweren, der fløjtede efter nordlyset' af Inuk Silis Høeg, der produceres af Ánorâk Film, Grønland.

Daniel Joelsen

Jeg ville glædes ved at kunne se og forstå den grønlandske kultur med grønlandske øjne. På samme måde, som islandske film ofte er en stor nydelse.
Når der er dansk lokal fjernsyn og regionale filmprojekter, så er det vel på tide, at det store nord også kan udfolde sig uden støttepædagoger fra København - som vel sagtens alligevel an byde ind med teknik og logistik.