Grønlandsk stjerneforfatter: Jeg vil minde selvstyret om, at vi ikke er færdige endnu. Jeg er her stadig

I nærheden af Østgrønlands største by Tasiilaq ligger en dal ved navn Blomsterdalen. Den er omkranset af de spidse fjelde, som er karakteristiske for den østgrønlandske kyst, har en elv, et vandfald og søer, og om sommeren er dalen fuld af farverige, arktiske blomster.

Niviaq Korneliussen, der selv kommer fra Nanortalik i Sydgrønland, kom til Blomsterdalen for første gang, da hun for nogle år siden begyndte at undervise unge i skrivning i Tasiilaq. Hun beskriver dalen som »et af de smukkeste steder, jeg har set i mit liv«, men også som et sted med »enorme kontraster«.

For midt i Blomsterdalens storslåede natur finder man en gammel forfalden kirkegård, hvis grave er overstrøet med plasticblomster, som grønlænderne har for vane at lægge på de dødes grave.

Blomsterdalen er både natur og plastic, idyl og forfald, liv og død.

Blomsterdalen er også titlen på Niviaq Korneliussens anden roman, som for en uge siden udkom på grønlandsk og i dag udkommer på dansk. Niviaq Korneliussen, der mestrer begge sprog, skrev først bogen på dansk, for at hendes danske redaktører skulle kunne læse den. Siden oversatte hun den selv til grønlandsk.

I romanen bliver den unavngivne hovedperson kærester med kvinden Maliina, som kommer fra Tasiilaq. Da Maliinas kusine begår selvmord, rejser de to dertil. Mødet med Blomsterdalen markerer et skift for romanens hovedperson, forklarer Niviaq Korneliussen:

»Det er i Blomsterdalen, at hun for første gang erkender, at hun gerne vil begraves på et tidspunkt; det er dér, hun begynder at tænke på sin egen død. Det er i Blomsterdalen, at hun begynder at se døden som en mulighed.«

Jeg møder Niviaq Korneliussen på hendes danske forlag, Gyldendal, nogle dage før udgivelsen. I anledning af sensommerheden drikker vi iskaffe på et køligt kontor. Den 30-årige forfatter ser tjekket ud: Med sin sorte blazerjakke og det korte, mørke hår redt tilbage ligner hun ikke så meget en følsom forfatter som en kvinde med en mission.

Og missionen bliver hurtigt præsenteret; jeg når knap nok at spørge ind til romanens tematisering af selvmord, før hun begynder at fortælle om det, hun kalder Grønlands »selvmordskultur«, som er et særligt stort problem blandt unge i landet:

»Vi er vokset op med det. Det er jo foregået i flere generationer, så det går i ring. Så godt som alle grønlændere kender nogen, der har begået selvmord, og nogen, der er tæt på at gøre det: en skolekammerat, en ven, en far, en søn. Det er blevet normaliseret, det er en del af livet. Hvis vi ser på Facebook, at en ung person er død, så regner vi med, at hun har begået selvmord, og bliver overraskede, hvis det viser sig at være en ulykke. Det mest sandsynlige er selvmord.«

En nedtælling af selvmord

Blomsterdalen skildrer en frustreret, ung kvinde, der prøver at finde en mening med livet. Men først og fremmest handler romanen om selvmord. Som mange vil vide, er den dødsårsag et stort problem i Grønland, som har verdens højeste selvmordsrate; i år 2019 var der – ud af en befolkning på lige under 60.000 – 45 mennesker, der begik selvmord.

Dette tal, 45, har Niviaq Korneliussen brugt til at strukturere sin roman: I Blomsterdalen tælles der løbende ned, fra 45 til 1, og ud for hvert tal finder man en beskrivelse af den døde. Ved det første tal, nr. 45, står der blot nøgternt: »Kvinde. 38 år. Hængning.« Men som romanen skrider frem, udvikler også beskrivelserne sig. Anderledes hjerteskærende lyder eksempelvis nr. 29, som er henvendt til den døde:

»29. Din lillesøster tog nogle af dine T-shirts fra dit værelse og brugte dem som pudebetræk, hun duftede til din sved og deodorant, indtil det lugtede af hendes shampoo. Hun tændte for musikanlægget på dit værelse, når hun var alene i huset, lukkede døren og lod som om, du var på dit værelse.«

Samme bevægelse tager fortællingen: Den falder i tre dele »De«, »Du« og »Jeg«, og snævrer sig således langsomt ind om jegfortælleren.

Emilie Lærke Henriksen

Blomsterdalen er både fortællingen om en kvinde i et samfund, hvor selvmord opfattes som noget, der kan ske for enhver, og et vidnesbyrd om de 45 mennesker, der sidste år var ofre for selvmordskulturen.

Blandt de 45 var en af de døde Niviaq Korneliussens ven Lars, som hun har dedikeret Blomsterdalen til. Bogen er dermed dybt personlig, men selvmordsproblematikken er noget, Niviaq Korneliussen har forholdt sig til i mange år. Hun påpeger, hvordan der konstant er nedskæringer på det sociale område i Grønland, og at der ikke findes en selvmordslinje, der er bemandet 24 timer i døgnet. Resultatet af den mangelfulde indsats er, at de mange selvmord er blevet et folketraume, som aldrig bliver bearbejdet. Som hun siger:

»Det er jo ikke, fordi der ikke er sorg og traume – det er netop, fordi der er så meget af det, at man ikke kan finde ud af at tale om det. Så må man bare komme videre i livet, fordi hvad fanden kan man gøre? Man kan jo ikke fikse det. Man føler sig så magteløs over for det. Der er meget berøringsangst.« 

Denne berøringsangst skildrer Niviaq Korneliussen også tydeligt i sin bog. Da hovedpersonen og kæresten Maliina rejser til Tasiilaq for at sørge over Maliinas kusine, ønsker ingen fra familien at tale om selvmordet eller prøve at forstå, hvad der er sket. Og det på trods af at det er en meget kærlig familie.

Det var nemlig vigtigt for Niviaq Korneliussen, at portrættet af den selvmordsramte, østgrønlandske familie ikke skulle involvere overgreb, alkoholisme eller anden udsathed. Både fordi der er enormt mange fordomme over for østgrønlændere i Grønland, men mest af alt fordi denne forståelse af selvmord som styret af konkrete årsager gør det sværere at modarbejde problemet:

»I Grønland siger man ofte: Han begik selvmord, fordi han drak. Han begik selvmord, fordi hans kæreste gik fra ham. Men det er jo ikke årsagerne til, at man begår selvmord. Det er noget, der bygger sig op gennem lang tid. Det er noget, der sidder meget dybt inde, og til sidst kan man ikke klare mere, og så tager man det sidste skridt, eller man bliver skubbet på en eller anden måde, for eksempel fordi at man er fuld. Det var meget vigtigt for mig, at der ikke var en konkret-konkret årsag til, at hun skulle begå selvmord.«

Aktivistisk arbejde

Niviaq Korneliussen ved en del om selvmord, for hun har arbejdet aktivistisk med det i årevis. Gennem de sidste år har hun arrangeret en lang række demonstrationer rettet mod det grønlandske selvstyres manglende indsats mod selvmordsproblemet.

Men demonstrationerne bar ikke frugt, mener Niviaq Korneliussen, for selvstyret reagerede ikke, og selv om hun havde viet sit liv til det aktivistiske arbejde, begyndte hun at miste modet. I stedet for at tro på sin aktivisme som en løsning, begyndte hun at føle det, som om hun forstærkede et problem, som hun alligevel ikke kunne løse. Demonstrationerne vækkede traumatiske følelser i de mange mennesker, der har mistet nogen til selvmord, men der stod ikke noget system klar til at hjælpe dem.

I stedet begyndte hun at skrive om det. Hun var på det tidspunkt halvvejs med Blomsterdalen, som endnu ikke havde en titel, og som hun oprindelig havde planlagt skulle været henvendt til danskere og give hende »en trilliard danske læsere«.

Derfor havde hun skrevet en fortælling om en ung, grønlandsk kvinde, der rejser fra Nuuk til Aarhus for at studere antropologi, en historie ikke ulig hendes egen. I årene efter sin debut i 2014 studerede Niviaq Korneliussen psykologi i Aarhus, inden hun droppede studierne og rejste tilbage til Grønland for at blive fuldtidsforfatter.

Historien om den unge grønlandske studerendes problemer i Danmark virkede »overfladisk og intetsigende«, fortæller Niviaq Korneliussen: »Det er altid den samme historie, i hvert fald fra grønlændernes side – vi har hørt den tusind gange før.«

Hun bevarede dog de dele, der foregår på Aarhus Universitet, men besluttede, at romanen skulle være »en bog om selvmord«.

Hvor hun under udarbejdelsen af den første halvdel havde arbejdet langsomt og holdt årelange pauser, følte hun nu pludselig et drive, en vrede, der drev hende fremad.

Som hun selv udtrykker det: »Jeg arbejder rigtig godt på provokation.«

Hun skrev den midterste del af bogen om hovedpersonens møde med Blomsterdalen, ændrede titlen og indføjede nedtællingen fra 45. Hun begyndte at se sin bog som en viderearbejdning af det aktivistiske arbejde, som et værk, der kunne »prikke til regeringen«.

Niviaq Korneliussen tøver ikke med at kalde Blomsterdalen en »politisk roman«, men da jeg spørger, om hun tror, litteraturen kan ændre verden, er svaret nej.

»Ikke ændre. Der skal meget mere til end en roman. Selvmordsproblematikken er noget, vi konstant skal arbejde med i flere år, før den kan løses. Men jeg håber selvfølgelig, at min roman kan være med til at skabe debat, så vi ikke er så berøringsangste længere. For nu har vi noget konkret at tage udgangspunkt i. Vi kan tage udgangspunkt i min bog og snakke om selvmord, uden at det skal være helt vildt direkte – »Jeg har mistet min ven« og den slags. Så på den måde er den … Hvad er et andet ord for udgangspunkt?«

Jeg foreslår »katalysator«, og hun griner: »Ja, det er sådan nogle fancy ord, jeg ikke kan. Det største håb, jeg har – og det er også derfor, jeg laver så meget dansk presse – det er at lægge pres på selvstyret, så det kommer lidt op på dupperne igen.«

– Lægger du pres på selvstyret ved at være i dansk presse?

»Ja, det er sådan, man får omtale; det er sådan, jeg bedst får mit budskab ud. Vi følger jo rigtig meget med i de danske medier i Grønland.«

– Så der er stadig en strategi?

»Det er der altid. Det, jeg håber allermest, er, at jeg kan minde dem om: ’Vi er ikke færdige endnu. Jeg er her stadig, og I er pisseligeglade, og det skal I ikke være.’«

Som med Yahya Hassan

Da Niviaq Korneliussen i 2014 debuterede med sin første roman HOMO Sapienne, fik hun meget opmærksomhed: Bogen blev af Grønland nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og oversat til 12 sprog. HOMO Sapienne er en temperamentsfuld, moderne ungdomsroman, der via fem hovedpersoner beskæftiger sig med spørgsmål som homoseksualitet, kærlighed og køn.

I pressen var der dog særligt ét udsagn fra bogen, der blev lagt vægt på, nemlig sætningen »Enough of that post-colonial piece of shit«, som en af de fem hovedpersoner udtrykker det på engelsk. HOMO Sapienne blev fremstillet som et opgør med tidligere generationers fokus på dekolonisering og national identitet i Grønland.

Niviaq Korneliussen holder fast i sin kritik af landets evindelige fokus på identitet og grønlandsk nationalisme. Samtidig bliver hun irriteret, når hun tænker på, hvordan det blev kørt op i modtagelsen af hendes debut:

»I min første bog fyldte det måske to sider. Resten handlede om alt muligt andet. Men dansk presse fandt selvfølgelig noget, den kunne køre på, og så blev jeg gjort til den der unge, grønlandske, meget vrede stemme. Det er jo nemt fra mediernes side at fremstille det, som om jeg repræsenterer et rigsfællesskab og er totalt for Danmark. Det blev sat op, som om jeg var imod mine egne – lidt på samme måde som med Yahya Hassan.«

Emilie Lærke Henriksen

For Niviaq Korneliussen er det klart, at man kan være kritisk over for det, hun kalder »Grønlands identitetsfase« uden samtidig at skulle repræsentere et opgør med postkolonial kritik.

Hun eksemplificerer det, hun kalder identitetsfasen med, at man for eksempel ikke kan se abstrakt kunst i Grønland, at alt er gamle traditioner, sæler og nationaldragter:

»Personligt er jeg bare meget mere interesseret i individet, hvordan menneskets behov er, dets følelser og mørke. Der kan forekomme en ensartethed i Grønlands kulturmiljø, som man særligt som kunstner eller forfatter kan blive rigtig træt af, når man har brug for nye input,« forklarer hun.

Derudover mener hun, at selvstændighedsdebatten – en debat, der i den grad handler om det nationale fællesskab i Grønland – ofte kommer til at skygge for mere presserende problemer. Som selvmord eller børn i mistrivsel:

»Til vores sidste valgkamp snakkede partilederne for eksempel om selvstændighedsdebatten i to dage i træk, mens man kun havde sat meget lidt tid af til børneområdet med nogle ukendte partimedlemmer. Det provokerer mig, at man bruger så mange kræfter og penge på at arbejde mod noget, som er totalt urealistisk i den nærmeste fremtid. Der er nogle helt konkrete problemer lige foran os, som vi skal løse. Men folk går jo helt oprigtigt rundt og tror, at alt bliver bedre, når vi bliver selvstændige. Det tror jeg ikke på.«

–Hvorfor ikke?

»Jeg kan ikke se, hvordan det skulle løse noget. Selvfølgelig er der rigtig mange ting i systemet, som skal forbedres og grønlandificeres, om man så må sige. Men den der overfladiske ide om, at hvis vi ikke har noget med danskerne at gøre længere, hvis vi har magten over vores udenrigspolitik og vores egen økonomi og råstoffer, at så har vi pludselig en hel masse penge, og så kan vi løse alle problemerne. Det synes jeg er meget lav tænkning.«

Diskrimination og eskimo-is i Danmark

I Blomsterdalen foretager hovedpersonen to rejser til Aarhus for at studere antropologi. Begge er katastrofale, den første, fordi mødet med de arrogante og uvidende danske studerende gør hende ensom – den anden rejse vil det være synd at spoile for fremtidige læsere af Blomsterdalen.

Mange af beskrivelserne af hovedpersonens oplevelser i Danmark er baseret på virkelige historier, som Niviaq Korneliussen har læst om på Facebook og har fået lov til at låne til sin bog – blandt andet historien om en situation, hvor hovedpersonen bliver nægtet adgang til en bar, fordi »nogle grønlændere lavede ballade i sidste uge«.

Niviaq Korneliussen vil egentlig helst tale om selvmordsproblematikken og om grønlandsk kultur, men da jeg igen spørger ind til Danmarks betydning for bogen, svarer hun:

»Det er tydeligt, at grønlændere stadig i høj grad bliver diskrimineret i Danmark, selv af de veluddannede unge på universitetet, der ved alt om verden, men ikke aner en skid om Grønland. Og det er ikke for at angribe de individer, der ikke har viden om Grønland – nærmere det danske system, der ikke går op i at undervise om Grønland, selv om vi er i et rigsfællesskab. Og så føler de sig samtidig angrebet, når vi for eksempel siger, at vi gerne vil fjerne Hans Egede-statuen, eller at vi gerne vil have, at eskimo-isen bliver kaldt noget andet.«

– Hvad tænker du om sommerens eskimo-is-debat?

»Undskyld mig, men den er så overfladisk. Det er noget, vores folk går op i – at vi ikke vil kaldes for eskimoer – kan man så ikke bare kalde den noget andet? Det er da ikke så svært? Det er bare en is, for helvede.«

Hun tager en dyb indånding: »Jeg har ikke fulgt nøje med i debatten, det kunne jeg ikke, det var som en flok aber, der talte sammen. Det giver ingen mening at snakke om det med den tone, der er. Jeg er mere interesseret i at snakke om nogle andre ting på en mere fornuftig måde,« siger hun og griner.

Fra plasticblomster til ukrudt

Niviaq Korneliussen forklarer, at Blomsterdalen primært er henvendt til unge mennesker i Grønland, og at det er fra de samme mennesker, hun henter inspiration. Alligevel har hun gruet for modtagelsen af sin bog i Grønland og fortæller, at hun har haft svært ved at sove om natten op til udgivelsen af den grønlandske version af Blomsterdalen.

Da jeg spørger hvorfor, sammenligner hun med HOMO Sapienne, hendes første bog, som handlede meget om homoseksualitet. Niviaq Korneliussen er lesbisk og forklarer, at homoseksualitet er nemmere at snakke om end selvmord:

»Det handler jo bare om seksualitet, om identitet og rettigheder og den slags. Det her handler om at miste, det handler om sorg. Det er noget helt andet. At skulle tage et så tabuiseret emne op og være den, der begynder at tale højlydt om det, det er grænseoverskridende. Men forhåbentlig kan folk se virkeligheden i det.«

Både på grønlandsk og på dansk er Blomsterdalens omslag prydet af roser i psykedeliske farver. Niviaq Korneliussen forklarer, at blomsterne, ligesom de plasticblomster, hendes hovedperson betragter i Blomsterdalen, repræsenterer en overfladiskhed i måden at tale om selvmord på. En falskhed.

I en symbolladet scene i romanen fjerner hovedpersonens elskede bedstemor, hendes aanaa, plasticblomsterne fra sine afdøde venners grave og erstatter dem med ukrudt fra sin have.

Der er mange grave og kirkegårde i Niviaq Korneliussens roman, ikke bare dem i Blomsterdalen. Og selv om hun finder det nødvendigt at tvinge en samtale om selvmord i gang, mener hun generelt, at grønlændere er bedre til at tale om døden end folk fra vestlige kulturer. I Grønland må man for eksempel gerne påpege, at en eller andens død er uretfærdig, eller at en eller anden er blevet »taget af naturen«. Døden får lov til at tage plads. Kan det være en god ting? spørger jeg.

»Altså selvfølgelig ikke selvmord,« skynder Niviaq Korneliussen sig at sige, »det må vi aldrig se som en naturlig død, sådan som vi har tendens til at gøre nogle gange. Men at man har et sprog for døden, det synes jeg er smukt, for folk får lov til at udtrykke deres sorg og skal ikke bare bære rundt på den alene.«