Baggrund
Læsetid: 5 min.

Der er grund til at mindes Alan Parker og hans vigtige, musikalske og underholdende film

Umiddelbart er Alan Parkers film – ’Bugsy Malone’, ’Fame’, ’Midnight Express’, ’Birdy’, ’The Commitments’, ’Evita’ – meget forskellige. Men der løber en rød tråd af visuel flair og humanisme igennem dem alle. Nu er den britiske filmskaber død, 76 år gammel
Selv om Alan Parkers film var meget forskellige, løb der en flot rød og indimellem musikalsk tråd gennem alle hans film.

Selv om Alan Parkers film var meget forskellige, løb der en flot rød og indimellem musikalsk tråd gennem alle hans film.

Piero Oliosi

Kultur
3. august 2020

Bugsy Malone, Midnight Express, Fame, Pink Floyd: The Wall, Birdy, Angel Heart, Mississippi Burning, The Commitments, Evita, Angela’s Ashes. I betragtning af, hvor mange vigtige, underholdende, kritikerroste og succesfulde film Alan Parker nåede at lave i sin karriere, er det mærkeligt, at den britiske filmskaber ikke blev lige så kendt og dyrket som sine jævnaldrende kolleger: Ridley Scott, Mike Leigh, Ken Loach, Stephen Frears.

Måske skyldes det, at Alan Parker ikke selv søgte rampelyset, men var tilfreds med at lave sine film i fred og ro. Måske skyldes det, at filmene var så forskellige i udtryk og genre, at man så at sige ’glemte’, at det var ham, der stod bag – selv om de alle havde hans visuelle flair og store humanisme tilfælles. Måske skyldes det, at han kun lavede meget få film, der handlede om eller foregik i Storbritannien, og at han mest var fascineret af amerikanske historier.

Tidligt lagde han afstand til den etablerede britiske filmbranche, fordi han mente, at filmene, den producerede, var stivnet i en form for publikumsfjendtlig selvtilfredshed. Nu er han død, Sir Alan Parker, 76 år gammel, og der er god grund til at mindes en blændende dygtig billedmager og historiefortæller, som elskede musicals og skæbnefortællinger om mennesker, underhunde, der kæmpede for det, de troede på, for deres drømme og for deres liv.

En del af et hold

Alan Parker blev født i London i 1944 og arbejdede som tekstforfatter i reklamebranchen, før han fik lov til at instruere de reklamefilm, der blev hans filmskole. Det var her, at han udviklede sit præcise og samtidig dynamiske filmsprog og lærte at kommunikere direkte med et publikum og holde dets opmærksomhed fanget. Det var noget, som virkelig kom ham til gode, da han begyndte at lave spillefilm.

Det var også i den periode, at han ifølge The New York Times fik afsmag for den såkaldte auteurteori, der argumenterer for, at en film er signeret af én person, nemlig instruktøren: »En film er aldrig min film, fordi jeg er en del af et talentfuldt hold af mennesker.«

I begyndelsen af 1970’erne skrev Alan Parker manuskripter, inden han fik mulighed for at instruere sin første spillefilm. Og det var tydeligt, at han vidste præcis, hvad han ville fortælle, og hvordan han ville fortælle det, da han lavede musicalen Bugsy Malone (1976). Filmen, der har børn i alle rollerne, blandt andre en ung Jodie Foster, er en traditionel gangsterfortælling, hvor to rivaliserende gangsterbosser, en italiensk og en irsk, forsøger at presse hinanden ud af Chicago. Det lyder måske voldsomt, men er det på ingen måder: Våbnene, der bruges, er flødeskumsgeværer og tærter, og alle bilerne er pedaldrevne. Det giver filmen uskyld, charme og en god portion humor, og så bliver der samtidig sunget og danset til tonerne af Paul Williams’ fine musik.

Skiftede ofte gear

Bugsy Malone blev en succes, og Alan Parker skiftede – som han så ofte kom til at gøre det i løbet af sin karriere – gear med den næste film, dramaet Midnight Express (1978), der havde manuskript af Oliver Stone. Filmen handler om en ung, amerikansk studerende Bill Hayes (Brad Davis), der forsøger at smugle hash ud af Tyrkiet, men bliver taget og ender i et tyrkisk fængsel, et veritabelt helvede på jord. John Hurt og Randy Quaid medvirker også i Midnight Express, der fokuserer på et menneskes desperate kamp for at overleve og således peger på det ene spor gennem Alan Parkers film.

Det andet spor begyndte sådan set med Bugsy Malone og en sidehistorie om titelfiguren, en småsvindler spillet af Scott Baio, der forsøger at tjene penge nok til, at han kan rejse til Hollywood sammen med sin udkårne, der har skuespillerdrømme. Drømmen om at blive til noget ved musikken har hovedpersonerne i instruktørens næste film nemlig også.

Fame (1980) foregår på High School of Performing Arts i New York og byder ligesom Bugsy Malone på en sjældent mangfoldig flok skuespillere – hvad angår både køn og etnicitet – der synger, spiller og danser sig vej ind i publikums hjerter. Fame blev en stor succes og fulgt op af en tv-serie, som tryllebandt unge tv-seere verden over op gennem 1980’erne, også i Danmark.

Flot rød tråd

I resten af sin karriere vekslede Alan Parker mellem intense dramaer og musikalske udstyrsstykker: Den rørende Birdy (1984) handler om to væsensforskellige ungdomsvenner, udadvendte Al (Nicolas Cage) og særlingen Birdy (Matthew Modine), der drømmer om at blive en fugl, så han frit kan flyve væk fra det hele, ikke mindst krigen i Vietnam. Angel Heart (1987) er en erotisk, overnaturlig thriller med Robert De Niro, Lisa Bonet og Mickey Rourke i hovedrollerne. Og i den voldsomt oprørende Mississippi Burning (1988) møder Gene Hackman og Willem Dafoes FBI-agenter racisme, had og mord i 1960’ernes Mississippi. Når man genser filmen, bliver man slået af, hvor evigt aktuel historien desværre er, både i 1964, i 1988 og i dag.

Den socialt engagerede The Commitments (1991) fortæller humørfyldt om et fiktivt soulbands storhed og fald i 1990’ernes Dublin. Som bandets ophavsmand og manager på et tidspunkt siger til de kridhvide musikere og sangere for at motivere dem: »Say it once and say it loud. I’m black and I’m proud.« Og Evita (1996) er en storslået og mestendels velformet filmudgave af Andrew Lloyd Webber og Tim Rices populære musical – med Madonna i titelrollen flankeret af Antonio Banderas og Jonathan Pryce.

Med årene blev der længere og længere mellem Alan Parkers film, og da han døde efter lang tids sygdom, var det næsten 20 år siden, at han lavede sin sidste film. The Life of David Gale (2003) handler om en universitetsprofessor (Kevin Spacey), der kæmper imod dødsstraf, men selv bliver dømt til døden for mord. Det er ikke nogen ubetinget vellykket film, men den føjer sig fint til instruktørens samlede værk som endnu et eksempel på den humanisme, det engagement og den interesse for andre mennesker, der tydeligvis drev ham som kunstner.

Det kan godt være, at Alan Parker ikke var auteur i traditionel forstand, men ingen tvivl om, at der løb en flot rød og indimellem musikalsk tråd gennem alle hans film.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor springes der over The Wall i stort set samtlige mindeord om Parker? Her nævnes den, men den indgår ikke i enkeltværksrepræsentationerne.

Martin Sørensen, Jane Doe, Anja Lønholm, erik pedersen og Sven Elming anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Jeg genså 'Mississippi Burning' forleden - med en af mine favoritskuespillere Gene Hackman.
Og Bugsy Malone så jeg vist omkring 10 gange, da den kom ud.

En vidunderlig filmskaber

/O

Daniel Joelsen, Martin Sørensen, Peter Mikkelsen, erik pedersen og Pietro Cini anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

det gjorde ondt da jeg hørte at allan parker var død. han har om nogen sat lyd og kulisse til min ungdom og voksentid,

ja vi må ikke glemme. The Wall, men bestemt heller ikke hverken Fame eller the comitmens, og Mississippi Burning

og efterlader kommentaren i am black and iam proud med kliggende irsk accent,

https://www.youtube.com/watch?v=_e9WDfg2idk