I en kort stund lignede det årets litterære succeshistorie. Allerede inden den amerikanske udgivelse i januar blev Jeanine Cummins’ Jordens salt mødt med roser fra anerkendte kolleger og stribevis af overskrifter i de store aviser, der kunne berette, at manuskriptet var blevet solgt for mere end én million dollar efter en hidsig budkrig mellem seksten forlag.
Don Winslow sammenlignede romanen med John Steinbecks Vredens druer, og dagen inden udgivelsen annoncerede Oprah Winfrey, at Jordens salt ville blive månedens roman i hendes bogklub. Nogenlunde samtidig sikrede Clint Eastwoods selskab sig filmrettighederne.
»Det var helt utroligt. I årevis havde jeg kæmpet med at få den her historie til at hænge sammen og give mening«, siger Jeanine Cummins i telefonen fra USA. »Jeg måtte knibe mig selv i armen for at tro på det.«
Ikke alle var dog lige begejstrede for Cummins’ skildring af en mexicansk mor og søn, der illegalt må krydse grænsen til USA på flugt fra et narkokartel. Måneden inden romanens udgivelse havde forfatter Myriam Gurba læst en anmelderkopi af Jordens salt, som hun i essayet Pendaja, You Ain’t My Steinbeck kaldte »obra de caca«, en stor lort på pænt dansk. Den mexicansk-amerikanske queerforfatter mente, at romanen udnyttede »en gringo-appetit på mexicansk lidelse«, og næsten samme pointe havde den mexicansk-amerikanske oversætter David Bowles.
I Cummins’ Non Mexican Crap skrev han den 18. januar blandt andet, at »det sæbeoperaagtige plot er en pastiche af stereotyper og melodramatiske optrin af den slags, man kunne forvente sig fra en forfatter, der ikke er vokset op i den mexicanske kultur«. I Bowles’ ører lød karakternes brug af spanske vendinger utroværdige, og han kaldte romanen en omgang »skadelig, upassende traumepornografisk appropriation«.
Kritikken, som blev delt af blandt andre The New York Times’ anmelder Parul Shergal, der mente, at »bogen i mistænkelig grad føles som en outsiders værk«, rejste flere spørgsmål, der siden har bidraget til identitetsdebatten i USA. Må en hvid amerikansk middelklassekvinde som Jeanine Cummins fortælle en historie fjernt fra sin egen privilegerede verden? Hvorfor skulle Jordens salt have så meget opmærksomhed, når andre beslægtede bøger skrevet af forfattere med latinamerikanske rødder længe er blevet ignoreret af både amerikanske forlag og toneangivende medier?
I et åbent brev opfordrede blandt andre Myriam Gurba og David Bowles Oprah Winfrey til at tage en diskussion »om den fortsatte underrepræsentation af udgivne latinoforfattere og din dybt indflydelsesrige bogklub. Vi beder dig om at åbne dit sind og dit hjerte for virkelige latinoer«.
Migranter er mennesker
Alt det har Jeanine Cummins ikke noget imod at tale om, men over telefonen pointerer hun først, at hun stadig har svært ved at forstå, hvorfor kritikken skulle være så personlig.
»Det gjorde ondt, og jeg var rystet,« siger hun. »Jo, jeg er en hvid kvinde med amerikansk pas, men jeg har puertoricanske rødder, og jeg har researchet grundigt, og jeg føler, at jeg har skrevet en bog, der netop forsøger at gøre op med det, jeg pludselig blev beskyldt for. Jeg skrev en roman, som jeg håbede ville minde læserne om, at historien om de mexicanske migranter er langt mere nuanceret, end hvad vi i USA har gjort den til. En bog, der viser, at migranter er mennesker og ikke de karikaturer, som politikerne fremstiller«.
Ideen til Jordens salt havde rumsteret længe, men formen fandt Cummins først i efteråret 2016. Inden da havde hun skrevet to manusudkast, der ikke fungerede.
»Først døde min 71-årige far ved middagsbordet, hvilket efterlod en enorm sorg, og i november ’16 blev Trump valgt som præsident, hvilket skræmte mig. Der var intet godt tilbage, og hvad kunne jeg så miste? Sådan havde jeg det. Jeg lejede en hytte i Arizona og skrev seksten timer i døgnet, indtil jeg havde et nyt romanudkast. Jeg tror, jeg befandt mig i en traumatisk tilstand, og alle i romanen er jo faderløse i en eller anden forstand,« fortæller Cummins, hvis første to fejlslagne udkast var båret af et mangfoldigt persongalleri, hvis synsvinkler tilsammen skulle afspejle alle aspekter af den mexicanske migrationshistorie.
I stedet endte Cummins med at fokusere på boghandleren Lydia og hendes otteårige søn Luca, der i åbningsscenen gemmer sig i hjemmet, mens en flok narkogangstere dræber faren – en journalist, som i sin avis har skrevet kritisk om kartellets chef. Hvad der følger, er som nævnt Lydias og Lucas flugt op gennem Mexico mod USA i håb om at nå i sikkerhed på den anden side af grænsen.
Besøgte flygtningelejre
Cummins rejste flere gange til Mexico for at besøge flygtningelejre, tale med menneskerettighedsarbejdere, præster og advokater for forældreløse børn. Hun arbejdede i et suppekøkken og mødte en flygtning, der tre dage forinden havde mistet begge ben i forsøget på at hoppe på det nordgående tog La Bestia, Bæstet, der også optræder i bogen.
»Flere episoder og meget af det, jeg beskriver, er sande historier, som jeg stødte på i Mexico og omkring grænselandet. Og næsten alt hvad jeg oplevede, hver person, jeg mødte, gjorde mig mere og mere overbevist om, at jeg måtte skrive denne bog.«
Forklaringen på, hvorfor der alligevel skulle gå nogle år, inden Cummins valgte at gøre historien til Lydias, rammer direkte ned i den diskussion, der fulgte efter romanens udgivelse.
»Jeg var – og det indrømmer jeg – tøvende over for at skulle fortælle historien fra en mexicansk migrants synspunkt. Uanset hvor meget jeg researchede, og selv om jeg har latinske rødder, følte jeg mig ikke kvalificeret til at gøre brug af en sådan stemme. Jeg har ikke oplevet det, en migrant på flugt har. Derfor brugte jeg flere år på at gribe det anderledes an. Men til sidst måtte jeg give op og erkende, at den eneste måde at fortælle denne historie på, var ved at fokusere på et enkelt menneskeligt drama, hvorfra resten kan folde sig ud. Sådan fungerer litteratur bedst. Og jeg kender Lydia og Luca; jeg forstår dem, fordi jeg kender til at miste og forstår, hvordan det er at være traumatiseret efter et tab.«
Præget af mord på kusinerne
Det er ikke kun farens død, Jeanine Cummins refererer til, når hun hér taler om tab og traumer. En forårsaften i 1991 var hun på ferie i St. Louis, hvor begge hendes forældre kommer fra. Jeanine var 16 år gammel, og hun har skrevet om hændelsen i erindringerne A Rip in Heaven (2004). Hendes storebror og to kusiner blev overfaldet af fire unge mænd, der voldtog og dræbte kusinerne, Julia og Robin.
»Min bror var den eneste, der overlevede, og Julia havde altid haft en drøm om at blive forfatter. Jeg kan godt lide ideen om, at den ild, der brændte i hende, drømmen om at blive forfatter, antændte noget i mig, da hun forlod os,« siger Cummins, der ikke lægger skjul på, at forbrydelsen også i dag præger hende som kunstner.
»Det, der skete den aften, formede mig som menneske, og det formede mig som forfatter. Jeg vil aldrig kunne skrive historier set fra gerningsmandens synspunkt, hvorimod historier om at overleve automatisk fanger min interesse. Hvad enten personerne så er ofre for en forbrydelse, undertrykte minoriteter eller outsidere, der er gjort tavse på en eller anden måde. Det er mit materiale. Motoren for mig som forfatter er at tage historien fra voldelige mænd.«
Selv over telefonen fra New York, hvor hun bor med sin mand og datter nær en skov i Hudson River Valley, skinner det igennem, at Jeanine Cummins fra begyndelsen var klar over, at hun var ude i et kontroversielt ærinde. Identitetspolitik er også et varmt emne i USA, hvor minoriteter kæmper for at blive accepteret og få lov at fortælle deres egne historier.
»Folk skal have lov at mene, hvad de vil om min roman. Men det gjorde ondt, da kritikken blev personlig, og det var virkelig deprimerende at høre, at folk ikke vil læse bogen, fordi det er en racistisk lortebog. Hvordan ved man det uden at have læst den? Det oplevede jeg flere gange.«
Uelegant lancering
Jeanine Cummins understreger samtidig, at hun sagtens kan forstå den mere overordnede pointe med kritikken, og hun indrømmer, at lanceringen af Jordens salt kunne have været afviklet mere elegant. Ved en større middag sidste år for landets boghandlere og opkøbere var bordene dækket med blomster i vaser pyntet med pigtråd af den slags, der findes langs grænsen og er afbilledet på romanens forside.
Ugen efter udgivelsen, da debatten var hårdest, undskyldte Cummins’ amerikanske forlag Macmillan blandt andet for denne bordpynt og skrev desuden, »at de ikke skulle have sagt, at Jeanines mand var blevet tilbageholdt som illegal immigrant uden at specificere, at han var fra Irland«.
Virakken skadede tilsyneladende ikke Jorden salt, der solgte mere end en million eksemplarer de første to måneder. Den vigtige debat fik ligeledes et stærkt skub, blandt andet hos Oprah Winfrey, der tog imod kritikken og i marts lod en samtale med Jeanine Cummins i The Oprah Show udvikle sig til en mere åben snak om den trængte latinolitteratur, hvor blandt andre Myriam Gurba kom til orde.
»Jeg forstår godt frustrationerne hos de forfattere med latinamerikanske rødder, der føler sig ignoreret,« siger Cummins over telefonen.
»80 procent af redaktørerne på de store amerikanske forlag er hvide. Det er en vigtig pointe, men det er jo ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Jeg kan skrive den bog, jeg tror på, og det har jeg gjort. Men – og det er vigtigt – heldigvis er mange af dem, der blandede sig i diskussionen, blevet hørt de rette steder. Flere store forlag har været hurtige til at ansætte redaktører med minoritetsbaggrund, og der synes at være en vilje til at publicere historier fra udkanten af det hvide amerikanske samfund.«
– Hvor kommer den vilje fra?
»Jeg tror, folk er trætte af at høre på Trump, og mange er vrede over ikke at blive set og hørt på lige fod med den hvide majoritet. Alt handler om race og identitet i USA lige nu, og selv de hvide indrømmer for første gang nogensinde, at racismen trives. Undertrykkelse og racisme har præget USA i flere århundreder, og uretfærdigheden har slået dybe rødder også i forlagsbranchen, hvor minoriteter ofte er blevet undertrykt. Alt det reageres der nu på. Men vi har lang vej, og det er svært at forklare en fattig hvid mand eller kvinde, at han eller hun er privilegeret, når familien intet ejer og er ved at gå fra hus og hjem. Mange hvide mennesker forstår ikke, hvad landets etniske minoriteter oplever, og nogle ønsker slet ikke at forstå. Men noget er ved at ske. Det er tydeligt.«
– Tør du skrive en bog som ’Jordens salt’ igen?
»Det håber jeg, men ikke endnu. Lige nu skriver jeg intet. Jeg skal først være klar til at pisse folk af igen, ellers giver det ingen mening.«
Jeanine Cummins: ’Jordens salt’. Oversat af Karsten Nielsen. 480 sider. 300 kr. Alpha Forlag. Udkommet 20. august
