Interview
Læsetid: 6 min.

Kvinden bag den interaktive tegneserie ’Stilstand’ udfordrer ideen om, hvad et spil er

Ida Hartmann debuterer som spiludvikler med den interaktive tegneserie ’Stilstand’. Med fortællingen om en ung kvindes eksistentielle krise vil hun udfordre den almindelige forestilling om, hvad et spil er
Alle scenerne i 'Stilstand' er først håndtegnet af Ida Hartmann og siden efterbehandlet digitalt. Spillet er opbygget som et lineært forløb, hvor man følger hovedpersonen Pigen og med Ida Hartmanns ord er »låst fast« sammen med karakteren i hendes destruktive valg. »Hun smadrede rundt, og man er bare nødt til at gennemleve krisen sammen med hende. Pointen er jo, at der ikke er nogen udenfra, der kan redde hende,« siger Ida Hartmann.

Alle scenerne i 'Stilstand' er først håndtegnet af Ida Hartmann og siden efterbehandlet digitalt. Spillet er opbygget som et lineært forløb, hvor man følger hovedpersonen Pigen og med Ida Hartmanns ord er »låst fast« sammen med karakteren i hendes destruktive valg. »Hun smadrede rundt, og man er bare nødt til at gennemleve krisen sammen med hende. Pointen er jo, at der ikke er nogen udenfra, der kan redde hende,« siger Ida Hartmann.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
29. august 2020

Fra en halvtom lejlighed observerer en ung kvinde livet i Københavns Nordvestkvarter. ’Pigen’ bliver hun kaldt. For det meste ligger hun i sin seng, ryger cigaretter og forestiller sig, hvad livet kunne være. Et mystisk væsen, hvis form placerer det et sted mellem et fabeldyr og en menneskeskikkelse, dukker op i hendes lejlighed og forstyrrer hendes dvælende tilgang til tilværelsen.

Med klik på skærmen skaber jeg fremdriften i en fortælling; der viser sig én tegneserierude ad gangen. Jeg swiper gennem kvindens datingapp, Splinter, fører øl op til hendes mund, mens hun drikker sig selv under bordet, og leder hendes krop igennem et mørkt havlandskab, som hun i drømme dumper ned i – et symbolsk hav af bekymringer om eksistens og verdens tilstand. 

Ellers foregår det meste af handlingsforløbet i en sort-hvid og håndtegnet version af den virkelige verden. I hvide tekstfelter får jeg indblik i Pigens tanker, og det føles som at være sammen med hende i et realistisk parallelunivers, som for det meste er farvet af melankoli og ængstelighed. Finurlige indslag og spilelementer giver en slags afbræk i den alvorlige fortælling.

Med Stilstand tegner spiludvikler Ida Hartmann sig ind i en voksende underskov af indiespil, som er spil skabt af uafhængige spilfirmaer. Ofte er de eksperimenterende i deres udtryk og fortællinger. 

En eksistentiel krise

Information møder hende i en baggård på Vesterbrogade, hvor indiespilfirmaet Niila Games holder til. Det er det, der udgiver den nye interaktive tegneserie og har været med til at udvikle den. 

Ida Hartmann beskriver den som en hybrid mellem et spil og en tegneserie. Og så er den en undersøgelse af spildesign, og hvilke fortællinger det kan bære, forklarer hun. Med sin debut som spiludvikler vil hun udfordre den gængse forestilling om, hvad et spil skal være.

I ’Stilstand’ følger man hovedpersonen, Pigen, og er med Ida Hartmanns ord »låst fast« og nødt til at følge hende i hendes destruktive valg. ’Pointen er jo, at der ikke er nogen udefra, der kan redde hende,’ siger Ida Hartmann.

I ’Stilstand’ følger man hovedpersonen, Pigen, og er med Ida Hartmanns ord »låst fast« og nødt til at følge hende i hendes destruktive valg. ’Pointen er jo, at der ikke er nogen udefra, der kan redde hende,’ siger Ida Hartmann.

Ida Hartmann

Niila Games’ kontorlokaler er spartansk indrettede, og mange af væggene er nøgne, men Ida Hartmanns kontorhjørne er dækket med tegninger fra Stilstand-universet. Det er et univers, der udspringer af tanker og følelser fra Ida Hartmanns egen ungdom, som hun har samlet i en koncentreret form. Hun vil skildre »20’er-krisen,« forklarer hun. 

»Der var ikke nogen, der havde fortalt mig, hvor skrækkelige 20’erne kan være. Jeg var helt klar på fest og farver. Men da jeg ramte den alder, gik det op for mig, at jeg for alvor skulle finde ud af, hvor jeg var på vej hen med mit liv. Jeg opdagede, at grundfølelsen af tvivl og rodløshed ikke var forsvundet med teenageårene, som jeg ellers havde troet.«

Ida Hartmann vil med Stilstand formidle alle nuancerne i ungdommens eksistentielle krise i en fortælling, der rummer både humor og alvor, og hvor følelsen af angst er gennemgående som en slags bagtæppe til fortællingen.

Skubber grænserne for spil

Tematikker som selvværd, meningsløshed og angst kan føles ubehagelige at gå ind i. Det er Ida Hartmann bevidst om, og hun forklarer, at det også er ret usædvanligt at behandle den slags emner i et spilformat. 

»Skal spil ikke bare være underholdende?« spørger hun retorisk.

Et af hendes egne favoritspil er det anmelderroste What Remains of Edith Finch, hvor man går ind i rollen som spillets hovedperson Edith Finch, der er den sidste overlevende i en forbandet familie. Set fra hendes synspunkt bevæger man sig rundt i familiens forladte hjem og dykker ned i historierne bag alle slægtningenes død. Et spil, der på en gang er både brutalt og smukt, fortæller Ida Hartmann.

»Man har kun skrabet overfladen af, hvad spil egentlig kan rumme. Der er masser af plads til at eksperimentere med brugeroplevelser, som ikke kun skal være underholdende eller behagelige, men i stedet tør går dybere og i kødet på noget, som føles tæt på og intimt,« siger Ida Hartmann.

Indiespil dyrker ofte personlige erfaringer. Et andet dansk eksempel er Cosmic Top Secret fra 2018. Den kvindelige hovedperson, T, undersøger sine forældres rolle i den danske efterretningstjeneste under Den Kolde Krig. Fortællingen er hentet fra spilinstruktørens eget liv og udfoldes i et klippe-klistret collageunivers, hvor man som spiller leder efter spor, som kan afsløre forældrenes hemmeligheder. Her er det grafiske udtryk analogt ligesom i Stilstand.

Ida Hartmann blev sidste år kåret som et upcoming spiltalent ved Spilprisen 2019, der er spilbranchens egen prisuddeling. I begrundelsen står der blandt andet, at hun er »en frontløber for brugen af nye instrumenter og udtryk i en digital kontekst« og at hun hyldes for sit mod til at skubbe til grænser.

Fra det ydre rum til København

Da hun begyndte på projektet, var hun helt ny i spilverdenen. Hun kom fra universitetet og er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling. Derfor gik hun i spil-oplæring hos »drengene på kontoret« og afprøvede spil i alle mulige afskygninger. 

»Videospil var for mig lig med aliens, alternative virkeligheder og det ydre rum,« siger Ida Hartmann og peger på en blyantstegning af en fjern galakse.

Tegningen er en del af storyboardet til hendes første idé til et spil. Øverst står indledningen til det plot, hun havde forestillet sig:

»Virkeligheden er ikke nice. Gid der fandtes en anden. Men vent, det gør der jo. Et solsystem bestående af andre jorde, alternative jorde og eksistenser, men hvordan kommer man derhen?«

»Jeg var gået i gang med at tegne aliens og rumskibe, men så spurgte jeg mig selv: Hvad er det egentlig, det hele handler om?«

Hun læser indledningens første sætning op igen:

»Virkeligheden er ikke nice.«

Ida Hartmann skulle konfrontere sig selv med en frygt for at fortælle fra et ærligt sted, før hun droppede rumekspeditionen og besluttede sig for at lade Stilstands plot udspille sig midt i sin egen virkelighed i København.

Låst fast i krisen

I Niila Games’ kontorlokaler har hun fundet syv ringbind frem, der indeholder samtlige Stilstands tegninger ordnet i kronologisk rækkefølge. Alle figurer, scener og handlingsforløb er begyndt som tegninger fra hendes hånd. Derefter er de scannet ind og efterbehandlet digitalt.

»Jeg har haft mange vilde ideer til, hvordan den her historie skulle fortælles. I starten tænkte jeg, at det skulle være point of view, hvor man ser hele fortællingen igennem Pigens øjne. Og der skulle være branching, hvor forskellige valgmuligheder ændrer forløbet. Jeg tænkte, at det bare skulle være det helt store projekt. Men så gik det op for mig, hvor lang tid hver en detalje i produktionen tager.«

Stilstand er nu endt som et lineært forløb, hvor man modsat branching følger Pigen i alle de handlinger, der er mulige. Ida Hartmann beskriver det som at være »låst fast« sammen med karakteren, så man er nødt til følge Pigen i hendes destruktive valg, uden at man har mulighed for at redde hende.

Man kan ikke klikke sig tilbage i fortællingen. Man kan heller ikke fortsætte den uden at udføre alle de handlinger, der præsenteres undervejs. Om så det er at zappe igennem de samme tv-programmer om og om igen eller vælge alle de forkerte replikker på en date. 

»Hun smadrer rundt, og man er bare nødt til at gennemleve krisen sammen med hende. Pointen er jo, at der ikke er nogen udefra, der kan redde hende.«

De interaktive elementer giver mulighed for større indlevelse, end hvis fortællingen havde været traditionel, forklarer Ida Hartmann.

»Der er en masse ekstra elementer, som giver en full experience. Jeg har for eksempel brugt mange timer sammen med lyddesigneren på at finde fortællingens stemning og lyd, så man bliver draget ind i fortællingen.«

Det muliges kunst

Stilstand er skabt af et lille hold, som ud over Ida Hartmann i starten talte en programmør og en lyddesigner. Siden er flere blevet koblet på projektet – blandt andet en animator og flere programmører. Men det er fortsat en lille produktion, og den interaktive tegneserie er formet af sine begrænsninger.

»Ideerne startede helt herude.«

Ida Hartmann slår ud med armene.

»Og så var det bare at skrue ind, skrue ind og skrue ind. Til det nærmest minimale,« siger hun, mens hun med sin ene hånd skruer på en imaginær volumenknap.

Budgettet og produktionsapparatet har ikke kunnet måle sig med alverdens store spilvirksomheders, men Ida Hartmann lægger vægt på, at begrænsninger og benspænd har givet den interaktive tegneserie et mere autentisk og kunstnerisk udtryk.

»Jeg tror på, at der opstår noget smukt i begrænsningerne, og jeg ser egentlig det, Stilstand er blevet til, som et kunstværk, der roder rundt mellem litteratur, film og spil. Som et ligeværdigt kulturprodukt, der fortæller en historie.«

Historien slutter, hvor den begyndte. I den halvtomme lejlighed kigger Pigen stadig ud over byen. Måske mere håbefuld end før. Måske ikke. 

’Stilstand’ er netop udkommet og er tilgængelig på App Store, Google Play og Steam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her