I Premier League er de sure, David Nielsen har skåret så meget ned på hyggebasserne i AGF, at de har taget en medalje, og hvor er Messi? Alt og intet er som før efter en coronaforlænget fodboldsæson. Vi gør status i syv punkter.
1. Alt er som før
Hvad sker der, når en engelsk fodboldliga pludselig er tvunget til at holde en højst usædvanlig coronapause i noget, som føles som flere år? Ikke rigtigt noget. Den bliver spillet færdig, og cirka de samme fire storklubber slutter øverst. Hvad sker der i en spansk fodboldliga? Nogenlunde det samme. Hvad sker der, når Manchester City bliver taget i at bryde Financial Fair Play-reglerne (FFP) med en milliardoverdrivelse i sponsorindtægter? Ikke en fuckin’ skid.
Hvad sker der, når man sætter én korrupt FIFA-boss (Gianni Infantino) til at tage over efter en anden korrupt FIFA-boss (Sepp Blatter)? Det hjælper ikke på korruptionen.
2. Pep er sur
Først bliver Manchester City udelukket fra at spille Champions League i to år. Alle ved, at klubben virkelig gerne vil vinde Champions League. Som i VIRKELIG gerne. Det er det, de køber stort ind til (men det er ikke lykkedes endnu, og det er værd at huske på i alt det her; at det langtfra er bevist, at du kan købe dig til de største fodboldsejre bare ved at hente de dyreste stjernespillere).
Men så bliver karantænen annulleret. City må godt være med alligevel. Det er lidt uklart hvorfor. Jürgen Klopp – nyslået, fortjent vinder med Liverpool og vel i fodboldsammenhænge lidt af en anarkosocialist – er kritisk. Han går ind for FFP, det er med til at beskytte fodbolden, mener han.
Tottenham-tågehorn José Mourinho – der aldrig lader en mediesag og en lille sviner til City-træner Josep ’Pep’ Guardiola gå sin næse forbi – er med på en sund skepsis: »Jeg tror, FFP er dødt nu. Nye klubejere vil sikkert føle, at cirkusset har slået dørene op, så de bare kan gå ind og nyde det.«
Pep bliver rigtig sur og fornærmet på de to kolleger og siger, at hvis man ikke er enig i omstødelsen af dommen, skal man komme og banke på i City og sige det i stedet for at gå rundt og hviske ting bag ryggen på dem.
Men sødeste Pep, der er ingen, der er på vej bag ryggen på jer. ALLE ved, I har gjort det, og ingen er bange for at sige det. Guardiola begynder at minde mere og mere om Britta Nielsens børn i det her. ’Nej, nej, jeg ved ikke, hvor millionerne kommer fra, jeg bruger dem bare.’
3. ’Tough guy’ Lampard er også sur
Klopp har i mellemtiden også en batalje med Chelsea-træner og tough guy Frank Lampard.
Den kommer sig af en uenighed om en kendelse under afslutningsmatchen mellem deres to respektive teams.
Lampard mener, at Liverpools trænerbænk er arrogant og bryder en særlig ’kode’. Flere gange beder han assistenttræneren om at fucke off – også efter kampen er færdig. Men hvad der siges på banen, bliver på banen, siger Klopp. Han er lidt sådan ’Keep it on the field, young padawan’. Der er ting, du kan som spiller og ikke som træner.
4. Intet er som før
AGF har sgu vundet bronze. Første medaljer i 23 år, det er vidunderligt.
Kun tænker jeg en del på den identitetskrise, det må medføre for den store del af De Hviies fanbase, som ikke så meget har bekendt sig til håbet som til lidelsen. Lidelsespatologien er en tro følgesvend for alle de eksilaarhusianere, jeg kender hjemme fra Østjylland: Midtfyrrerne, ørkenstøvler, intellektuelle, måske et par gode Levis, I ved godt, hvem de er.
Engang var jeg til en pokalfinale i Parken (som AGF tabte, men hæderligt) med sådan en samling. Og nederlaget var heldigt nok, for så kunne jeg blive skolet i, hvordan modstandsdygtighed er en særlig kvalitet i en sammensat GF-identitet. Som AGF-tilhænger får du helt naturligt opbygget en sund ’robusthed’ og ’resilience’ gennem hele livet.
For de plejer aldrig at vinde noget som helst, det er det tunge kors, de bærer sæson efter sæson. Således lærer aarhuselskere på den hårdeste måde at tage nederlagene og alligevel holde fast – i den ukuelige optimisme og mindet om Peter Graulund.
Det er en velkendt morsomhed, at aarhusfans sælger skindet, før bjørnen er skudt, altså snakker om podiepladsen og Europa League, når de har spillet to gode kampe fra sæsonstart. I år er bjørnen skudt, og det kan man virkelig godt unde dem. The joke’s on us, nu vil de altid have 2020. Danish for Progress.
5. David Nielsen, Aarhus elsker dig
Hvem havde troet, at David Nielsen – Nordens svar på Diego Simeone – skulle stå her som dagens mand i aarhusskysovsen, da han for nogle år siden udgav sin ombruste selvbiografi Sorte Svin? Det er sådan nogle formidable fortællinger, fodbolden en sjælden gang byder på: Dem om enfant terribles, der i metaforisk forstand finder hjem (til Aarhus).
I Sorte Svin afslørede David Nielsen, at han var åben for matchfixing og doping, ikke altid havde betalt sin skat, havde en spillegæld på over en million og havde flækket Allan Gaarde midt over helt med vilje (in all fairness, så var det, fordi Allan Gaarde efter et ophold i Serie A blev ved med at snakke italiensk under træningen i AaB, hvilket de fleste nok ville finde irriterende fra en, der kommer fra Grindsted og bor i Aalborg).
I hvert fald er der givetvis masser af mennesker, der er som David Nielsen, har usympatiske længsler og aggressive drifter, men bare ikke vil indrømme det. Det er en af David Nielsens pointer. Han er i den forstand kompromisløs. Lige det AGF havde brug for.
En, der kom og sagde, at de ikke længere skulle sidde og spise kage og drikke kakaomælk i klubhuset. En med en plan for at dominere uden bolden. En, der kom med en effektiv taktik, der lyder nogenlunde sådan her: ’FIIIIIGHT drenge, som om der ingen FIGHTdag er i morgen. FIGHT som nogle rigtige FIGHTERE, I skal fandeme ikke ikke være nogle FIGHTERE. FIGHTERE FIGHTER, og FIGHTERE vinder kampe’.
Det virker.
6. Jakob Ellemann-Jensen, sæsonens største aarhusdisser
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er valgt i aarhuskredsen, men erklæret FCK-fan og valgte at troppe op til AGF’s fremragende udekamp i Parken i en københavnertrøje.
Aarhusianerne er blevet skidesure over det, i forvejen mener nogle røster, at Ellemann ikke løfter mange sager for byen. Han forsvarer sig med, at han gerne vil være ærlig og ægte, fordi han mener, det er den slags politikere, folk helst vil have (intet tyder bare desværre på, at det er sådan, det forholder sig, jævnfør Don Trump & Inger Støjberg). Ellemann prøver med andre ord at lave en ’David Nielsen’. Hellere brænde nogle broer end at være ’fake’ – som Nielsen ville sige det på jysk.
Som svar på FCK-trøje-gate siger Ellemann endvidere: »Jeg kan forstå, det har vakt en del furore, og det må jeg sige, at jeg er lidt overrasket over. Nu er min garderobe åbenbart blevet meget interessant, hvad enten det er en fodboldtrøje eller mine gummisko. Jeg går op i lidt vigtigere ting end det.«
Til det er der kun at sige: Det er sgu da for helvede ikke din dumme garderobe, vi interesserer os for, Jakob, det er din loyalitet, hvad der står skrevet på dit hjertes tavle, det er din sensitivitet, din arrogance.
Du må gerne gå i gummisko (selv om der ikke er nogen, der kalder dem det længere). En fodboldtrøje er ikke et fashion item. Det er en kærlighedserklæring. Vi må antage, det er derfor, du har taget den på i første omgang. Og på en og samme tid er det en antisympatierklæring – mod en klub, der er ærkerival. København vs. Aarhus. Aarhus vs. København. Kom bar do.
Venstre ved man, hvor man har. Det er i FC København.
7. Messi. Suk.
Mens Aarhus hele sæsonen netop har skruet massivt (for nu at bruge et sportsudtryk) op for kom bar do-mentaliteten, så mangler den sandt at sige længere sydpå i Barcelona. De er helt ved siden af sig selv. Mange forskellige forklaringer kan anvendes på situationen: Barca er ramt af mange skader, de har købt dårligt ind gennem flere sæsoner, de mangler en rigtig ræv på toppen, de har ikke det talentakademi, de har haft, der er rod i klubledelsen, trænertaktikken lykkes ikke med de spillere, som er til rådighed.
Men mest af alt handler det om Messi.
Messi, Messi, Messi, hvor er du? Ingen ved det. Messis krop og formidabelt lave tyngdepunkt er stadig i Barcelona, men hverken hans sjæl eller spirit er på kontrakt der lige nu, ser det ud til. Det er lidt ligesom dengang, Robbie Williams forlod Take That, og de efterladte slet ikke vidste, hvilket musikalsk ben de skulle stå på. For hvem sætter du til at synge de gode partier, når den absolut bedste sanger ikke er til stede længere? Gary Barlow. Men jeg ved ikke engang, hvem det er i Barcelona. Griezmann?
Måske er Messi lidt for gammel (han er 33). Måske har han en midtlivskrise (han er 33). Måske skal han til Italien (der er det perfekt at være 33). Spekulationerne står i kø, men mere sikkert er det nok, at Messi helt ærligt ikke aner, hvad han skal lige nu.
På fredag skal han i hvert fald spille Champions League, så meget ved vi. Here we go again.
Cathrine Lundager, mesterligt skrevet!
David Nielsen er ikke Gud! Sandsynligvis!