Essay
Læsetid: 10 min.

Niels Barfoed i Hviderusland: Sidste sæt med diktatoren

Aleksandr Lukasjenko har formået at forskanse sig og sit folk i en tidslomme. Nu er den bristet, og alting står åbent. Hvor i alverden fører det hen?
Unge europæere vil blive vidne til den uforglemmelige, livgivende oplevelse det er at se et folk, der omsider befrier sig selv, skriver Niels Barfoed i dette essay.

Unge europæere vil blive vidne til den uforglemmelige, livgivende oplevelse det er at se et folk, der omsider befrier sig selv, skriver Niels Barfoed i dette essay.

Kacper Pempel

Kultur
21. august 2020

Så er de tider forbi, hvor man kan forvente at se Caroline Wozniacki spille fjolletennis med præsident Aleksandr Lukasjenko i Minsk. Det gjorde hun faktisk engang – i 2010, under et arrangement i Hvideruslands hovedstad, hvor propaganda og humanitære formål gik op i en højere enhed af den slags, diktaturer altid har været gode til.

I dette tilfælde var det yderligere et formål at vise Lukasjenko som den store sportsmand, han gerne – lidt a la Putin – ville fremstå som. Så Caroline havde fået besked på ikke at give den hele armen. Præsidenten skulle jo gerne vinde!

Den tid er forbi. Og selv om alting er usikkert i skrivende stund – det er NU, de afgørende faser ruller frem – så har Lukasjenko tabt spillet, det store spil –­ om magten. Hans dage er talte. Og for hver time fylder stoltheden det slunkne bryst, hviderusseren længe og ydmyget har måttet leve med.

Han forregnede sig den nat for nylig, efter det såkaldte præsidentvalg, hvor han svindlede sig til 80 procent af stemmerne – hvilket i sig selv er et tegn på, at han længe har levet i en mental bunker uden adgang til virkeligheden.

Da han trådte frem blandt dem, han anså for kernevælgerne i sin ’valgsejr’, arbejderne på en stor fabrik, mødte de ham med det ene hånske tilråb efter det andet. Det var som at se Rumæniens Ceausescu igen, da han på sin balkon blev mødt med en stigende murren fra den udkommanderede menneskemængde i Bukarest. Det var i december 1989. Kort efter lå han gennemhullet i en baggård.

Den lille Stalin

Lukasjenko er ingen Ceausescu, men en lille Stalin, der har formået at forskanse sig og sit folk i en tidslomme. Nu er den bristet, og alting står åbent. Hvor i alverden fører det hen?

Hvad enten han, som nogen mener, gjorde brug af indforskrevne russiske specialenheder til at tage sig kærligt af de fredeligt protesterende i landets gader eller ikke, var præsidentens satsning at besvare utilfredsheden blandt borgerne efter præsidentvalget med uhørt, uindskrænket vold en fatal fejltagelse.

Hvordan kunne han tro, at han ville komme afsted med det?

Svaret er enkelt. Fordi det er lykkedes ham før. I 2010 – efter præsidentvalget dengang – blev gader og pladser ryddet hurtigt og effektivt og med vanlig voldelighed, og det til trods for, at menneskemængden kunne tælles i flere tusinder, hvorefter landet gik i coma. Han havde sejret ved stemmeurnerne; han sejrede med kniplerne.

Lukasjenkos største udfordrer dengang var ikke en ung engelsklærerinde, men en diplomat, Andrej Sannikov, der havde været ambassadør i Schweiz og viceudenrigsminister ganske kortvarigt (i 1995). Sannikov forlod sit embede fra den ene dag til den anden efter et opgør med præsidenten – og i 2010 stillede han op som rival til magten som statsoverhoved. Det kom han ikke langt med.

Andrej Sannikov og hans kone blev fanget på åben gade og kom på hovedet i spjældet. Ægtemanden blev idømt en fængselsstraf (halvandet år) for ’urostiftelse’. Det første, han fik at vide, da han kom til sig selv efter gennembankningen, var i øvrigt, at parrets syvårige søn ville blive anbragt på et børnehjem. Tortur har mange ansigter!

Efter løsladelsen var der kun tilbage at flygte til Warszawa, hvor jeg mødte ham, og hvorfra Sannikov i snart en halv snes år har ledet en borgerrettighedsorganisation, der ikke for ingenting hedder Charter 97 (fordi den som forbillede havde – og har – Vaclav Havels Charta 77 fra den kolde krigs tid). Initiativets hovedmål var og er Hvideruslands selvstændiggørelse og demokratisering.

Organisationens hjemmeside, der udgår fra hovedkontoret i Warszawa, er ikke tilgængelig i Hviderusland. Den blev for få år siden blokeret af Lukasjenko – som »landsskadelig«. Det var et bedøvende slag for Charter 97-folkene, som de ikke har forvundet. Nu kan de kun henvende sig til de få, der har teknisk snilde til at omgå blokeringen.

Den modstand, Sannikov og hans meningsfæller byder, baserer sig på vestligt europæiske værdier, deres forhåbninger er knyttet til EU, men de har på intet tidspunkt formået at få ånden af flasken, og organisationen led tydeligt under manglende resultater, når man talte med dem i Warszawa.

Den ånd, de ikke fik sluppet ud af flasken, er det til gengæld nu lykkedes den nye triumferende oppositionsfrontfigur Svetlana Tikhanovskaja og hendes kampfæller at slippe løs – og det i en grad, så de protesterende i Minsks og andre storbyers gader ikke længere tælles i tusinder eller titusinder, men i hundredtusinder.

Kvindernes initiativ, deres frimodighed og begejstring var af hidtil uset elementær og overbevisende symbolkraft.

De udsteder ikke nødråb til EU, de havde ingen store samfundsomvæltende planer, og de er ikke styret af NATO, som Lukasjenko med endnu en brøler har beskyldt dem for. De havde og har ikke gang i vidtløftige forestillinger om national identitet. De lægger ikke op til et majdan a la Kijev. Det eneste, de forlanger, er løsladelse af politiske fanger (og man mangler stadig at se 70-100 anholdte, hvis skæbne ingen kender) og så: uafhængige valg – ikke i fremtiden, men nu! Med andre ord: Omvalg! De er trætte af løgn, de er trætte af tvang – og endeløs stagnation! Ligesom arbejderne på den statsejede traktorfabrik er det.

Og da det ikke kunne lade sig gøre, gik oppositionens leder, den unge engelsklærerinde Svetlana Tikhanovskaja, dagen efter valget til valgkommissionen for at indgive en anmeldelse om valgsvindel.

Som forventeligt i et diktatur indrettede kommissionen en fælde. Svetlana blev skilt fra sine ledsagere, da hun ankom. Hun blev nægtet kontakt med sin advokat, som det snart gik op for hende, at hun ville få brug for. Hun blev mod sin vilje isoleret og bænket sammen med to repræsentanter for kommissionen. Der blev slæbt grej til videooptagelser, som hun ikke havde bedt om, til lokalet, hvor hun blev fastholdt i mindst tre timer for til sidst at blive ført bort ad en bagudgang, kørt til lufthavnen i Minsk og sendt til Litauen.

Alt sammen velkendt KGB-style. (Faktisk hedder det hemmelige politi i Hviderusland stadigvæk KGB!).

Næste dag talte hun fra Vilnius på en lettere kryptisk videohilsen til sine landsmænd, tydeligt rystet og fortvivlet, blandt andet om et stort valg, hun havde truffet. Hun talte om, at mange af hendes landsmænd sikkert ville hade hende.

Man kan kun gætte på valgets karakter; at det har noget med hendes anholdte mand at gøre, siger dog sig selv. Men at hun overhovedet blev stillet over for et valg, havde hun ikke bedt om. Hun var kommet for at aflevere et papir med en indsigelse imod valgfusk og ikke for at føre kammeratlige samtaler bag lukkede døre.

Igen en bommert fra Lukasjenkos side, der ikke vil give ham en tøddel af den kredit tilbage, han allerede på det tidspunkt har sat til. Tværtimod.

Lukasjenko nåede for nylig, før valghandlingen, at udtale, at nationen ikke er moden til en kvindelig leder. I sin bevægede erklæring fra Litauen sagde den nedbrudte Svetlana, at hun havde overvurderet sine kræfter – som den »svage« kvinde, hun måske var (citeret efter hukommelsen). De to udsagn er ellers utænkelige i europæisk politisk sammenhæng i dag. De havde en klang af old school patriarkalsk ydmygelse. Eller hørte jeg galt?

I al fald: De hviderussiske kvinder, der har taget sagen i egen hånd, er allerede godt i gang med den nødvendige koordinering, så de kan spille den overgangsrolle, som historien har tildelt dem.

Putins ’soft power’

I bagklogskabens lys er det nemt at se, at Sannikov og andre oppositionelle fik for meget tid til at gå med at klandre Vesten for passivitet. Selv om det var velbegrundet. Hviderusland har i den grad været et terra incognita i det øvrige Europas bevidsthed, en hvid plet på det europæiske kort, i de seneste år yderligere i skyggen af nabolandet Ukraines kritiske situation. I dansk udenrigspolitik har Hviderusland længe knap nok været en fodnote.

Putin har været alene om at fastholde interessen.

Før man lander i Minsk, skal man udfylde diverse blanketter. Det første, der slår én, er, at dette tavse lavland, der som nation stammer fra Sovjetunionens opløsning i 1991, allerede befinder sig i en union, en art konføderation med Rusland. Militært er de to lande flettet sammen – i en grad så for eksempel deres flyvevåben nærmest er fælles.

At Putin i grunden betragter landet som russisk, fremgår af en stille, men intens aktivitet, som navnlig polske østeuropaforskere har studeret og kalder Putins »soft power« i Hviderusland.

Hvad går det ud på? Russiske sportsorganisationer har i alle regioner knyttet nære forbindelser til tilsvarende organisationer i Hviderusland. De træner sammen og konkurrerer sammen, sommetider dybt inde i Rusland. Ortodokse kirkemenigheder udvikler på tværs af grænsen stærke venskabsforbindelser – på russisk initiativ. Jorden skal gødes. Så man ikke behøver de berømte ’grønne mænd’, Putin slap ind over Krim. Kulturelt er der over en årrække foregået en stadig stærkere forbrødring eller ’sammensvejsning’. Den slags studerer man på Institut for Øststudier ved Warszawa Universitet.

Dengang – en martssøndag i 2018 – vi besøgte forfatteren og nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj i hendes hjemby Minsk, var noget af det første, hun sagde: »Husk, Hviderusland har aldrig været frit. Lukasjenko er kun en brosten på vejen. Problemerne stikker langt dybere. I omkring 200 år hørte vi under Polen, i over 100 år var vi en del af Sovjetrusland; vi har aldrig følt os som herrer i eget hus. Først for ganske nylig er vi begyndt mentalt at løsrive os fra Rusland. Putins politik over for os er blevet ekstremt truende, og vi forstår som det bondefolk, vi er, at det ikke er sådan, det bør være. Selv Lukasjenko har set truslen.«

Sådan sagde forfatteren – altså for halvandet år siden – over sin kaffekop og kiggede længe mismodig til siden. Hun – så lidt som vi – kunne vide, hvor nær det endelige opgør med Lukasjenko var. Og hvilke kræfter det ville formå at mobilisere, da det først fik fat.

Hun fortalte, at hun engang havde talt i Europa-Parlamentet og bagefter blev spurgt, hvad der burde gøres i forhold til Hviderusland, og hun havde svaret: »Hvorfor støtter I kun den gamle opposition?« De svarede hende: »Dem kender vi, men dem, som De henviser til, kender vi ikke.«

Men hvad er det for et svar? fortsatte Svetlana Aleksijevitj og så spørgende på os. Det er da den slags, man skal finde ud af og kan finde ud af. Det er for nemt altid bare at støtte dem, man kender. Hvis EU var virkelig interesseret, så ledte man efter store og små måder, hvorpå den europæiske ungdom kan mødes og lære hinanden at kende. Det ville have gjort en forskel, mente hun.

I det Hviderusland, hvor medierne er underkastet systematisk kontrol, og ytringsfriheden er mere begrænset end i Rusland, er Svetlana Aleksijevitj beskyttet af sin internationale berømmelse. Der vil ikke blive krummet et hår på hendes hoved. Til gengæld er hendes navn fortiet i alle de statskontrollerede medier. Og der er ikke andre. Så hvem erfarede ikke, at hun fik Nobelprisen i 2015? Hviderusserne, hendes egne landsmænd. Det var ikke noget at gøre videre væsen ud af.

Hviderusland har haft en særlig kikkert rettet mod sig fra FN, der i årevis fulgte udviklingen i landet med sine dertil indrettede organer, ikke mindst den såkaldte special rapporteur, der indtil for nylig var ingen ringere end den ungarske politiker og forfatter fra dissidentens glade dage i det senkommunistiske Østeuropa, Miklós Haraszti.

Han indledte en af sine rapporter (fra 2017) med ordene: »Man plejer at sige, at Hviderusland er det sidste diktatur i Europa. Det er mere relevant at sige, at Hviderusland er det første diktatur, der opstod efter Sovjetunionens opløsning i 1991.«

Og han tilføjede: »Regeringsledelsen kender kun én motivation: diktatoren Lukasjenkos personlige magtbegær, intet andet. Regimet opretholdes på bekostning af civilsamfundet og gennem forskellige former for intimidering. Det er det eneste land i Europa med dødsstraf. Private tv-kanaler findes ikke. Det er det eneste land i Europa, hvor 70 procent af økonomien tilhører staten. Og hvor der ikke er nogen opposition i parlamentet.«

Det er klare præcise ord, der har haft gyldighed indtil for et par uger siden. Og Vesten bør ikke være i tvivl. Selvfølgelig skal de fordømme de forfalskede valgresultater. Og kræve overvågede nyvalg, selv om Putin siger: Bland jer udenom! Selvfølgelig skal et europæisk land, der fastholder dødsstraffen, formenes adgang til det gode selskab.

Men man bør mærke sig, at der i protestmarcherne ikke har været et eneste antirussisk slogan at finde. Ikke et eneste ’Ned med Putin’. Hviderusserne er russere selv, og de ved, Rusland i en eller anden grad er en hovedpartner. Så tilbageholdenheden skyldes ikke selvcensur, så lidt som svulmende broderkærlighed. Mig bekendt har der heller ikke været et banner at se med ordene: ’EU! Hjælp os!’

Oppositionen ønsker ikke at lege med i en stor regional slåskamp. De ønsker bare et bedre liv.

Putin tæller på knapperne, og så længe han holder sig til dem, kan udviklingen få lov til at gå sin egen gang. Det samme gælder EU. Markere, hvem vi er? Ja da! Forlange nye kontrollerede valg. Gerne! Men sid ellers på hænderne, europæiske politikere! Som pludselig er vågnet op og har opdaget et ukendt land. Lad hviderusserne drive deres modstand og opposition på egen hånd, så længe det holder, nu da det har fået mod og kræfter. Måske kommer det, før vi aner det, til et af de ’runde borde’, der frydede vores øjne i Polen og DDR, dengang Muren faldt.

Og unge europæere vil blive vidne til den uforglemmelige, livgivende oplevelse det er at se et folk, der omsider befrier sig selv.

30 år efter udgivelsen af sin bog 'Hotel Donau' fra 1988 om det sovjetdominerede Europa rejste Niels Barfoed i 2018 til Hviderusland for at lære Europas sidste diktatur at kende. Med ham var historikeren og journalisten Christoffer Emil Bruun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her