Interview
Læsetid: 17 min.

Olga Ravn: Hvor er Wittgensteins bog om at føde? Hvor er de filosofiske værker om det?

Olga Ravn vil i sin nye roman, ’Mit Arbejde’, sætte ord på alle de tabuer, der stadig er forbundet med fødselsdepression og moderskab. Selv skrev hun sig gennem den skam og den krise, hun oplevede, da hun fødte sit første barn
Da Olga Ravn i 2016 blev mor for første gang, blev hun ramt af en voldsom fødselsdepression. I flere år arbejdede hun sig igennem mørket ved at skrive.

Da Olga Ravn i 2016 blev mor for første gang, blev hun ramt af en voldsom fødselsdepression. I flere år arbejdede hun sig igennem mørket ved at skrive.

Kultur
28. august 2020

Olga Ravn undskylder for den parfumerede sæbe, jeg vasker mine hænder i, så snart jeg kommer ind ad døren. Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, men det vil give mening senere. Ved siden af vasken i køkkenet står en rødmønstret tallerken med resterne af noget babygrød.

Første gang vi mødes, åbner hun døren til sin lejlighed med sit yngste barn hængende over skulderen. Den 33-årige forfatter er på barsel med sit andet barn.

Da Olga Ravn i 2016 blev mor for første gang, blev hun ramt af en voldsom fødselsdepression. I flere år arbejdede hun sig igennem mørket ved at skrive, og resultatet er romanen Mit Arbejde, der udkommer på fredag. Bogen består af journaler, digte, prosa, breve, essay, dagbogsnotater og dramatik og er udsprunget af et stort materiale, på et tidspunkt over 800 sider.

Det er smertefulde, men også ømme erfaringer. For Olga Ravn har bogen vist vejen ud af den krise, som en fødselsdepression er. Men den er også et svar på et behov, hun selv har haft for at kende til erfaringerne med graviditet og fødsel og med de svære og skamfulde følelser, som moderskabet rummer. Et behov, jeg genkender, og som egentlig er grunden til, at jeg laver dette interview.

Nyheden om bogen ramte mig, fordi jeg selv har kæmpet med at føle mig revet over på midten i forsøget på at være en ok mor og ambitiøs med mit arbejde samtidig. Den erfaring er jeg ikke alene om, og derfor har jeg undersøgt problemet i mit speciale om, hvordan journalister tager deres moderskab med på arbejde.

En utilstrækkelig mor

Olga Ravns bog behandler netop det skisma. Nemlig spørgsmålet om, hvordan man holder fast i sig selv og sit arbejde uden at det får en til at føle sig som en utilstrækkelig mor. Den tog fem år at skrive, og da hun afsluttede den, var hun højgravid med sit andet barn.

»Jeg mødte den holdning, at det er synd for børnene, hvis du giver en del af dig selv til kunsten. De har åbenbart krav på alle dele af mig. Derfor jeg blev kastet ud i en kæmpe krise som kunstner, da jeg blev mor, hvilket bogen også handler om,« siger Olga Ravn.

I sin research til bogen fandt hun ret hurtigt ud af, at det er en kæmpe løgn, at man som kvinde må vælge mellem baby og bog. Der er masser af eksempler på fantastiske kvindelige forfattere gennem de seneste tusind år, som har fået masser af børn og skrevet bøger imens. Og hun higede efter at læse om andres erfaringer med graviditeter og fødsler, fordi hun selv var så utrolig uforberedt på, hvad der ramte hende. Jeg forstår hende. Et barn er en bombe.

»Den Hellige Birgitta, der anses for at være den første kvindelige forfatter i nordisk litteraturhistorie, fik otte børn,« siger Olga Ravn.

Kaffen begynder at give lyd fra sig på komfuret.

»Og vi ved stadig, hvem hun er.«

Olga Ravn skulle screenes for fødselsdepression ved at udfylde et skema, hvor der blandt andet spørges til, om man har haft tanker om at skade sit barn, eller om man har haft tanker om selvmord. En jordemoder fortalte hende, at der havde været ét bestemt år, hvor der var kommet mange gravide ind, som havde fortalt, at de var bange for at stikke deres maver eller deres mænd eller børn med knive.

Olga Ravn skulle screenes for fødselsdepression ved at udfylde et skema, hvor der blandt andet spørges til, om man har haft tanker om at skade sit barn, eller om man har haft tanker om selvmord. En jordemoder fortalte hende, at der havde været ét bestemt år, hvor der var kommet mange gravide ind, som havde fortalt, at de var bange for at stikke deres maver eller deres mænd eller børn med knive.

Dit kød

Jeg spørger hende: »Hvordan er det at være mor til to børn?«

»Ret fedt, faktisk. Men altså jeg fik jo en fødselsdepression med mit første barn. Det klingede først af, da han var omkring to år, selvom jeg fik behandling for det.«

I Mit arbejde er det uudholdeligt for bogens hovedperson, Anna, at være væk fra sit spædbarn, og  samtidig er amningen smertefuld og svær. Aksels ønske om at hjælpe hende og tage barnet væk fra hende og give ham flaske, føles som et overgreb.

Olga Ravn kunne heller ikke selv holde ud at være uden sin søn, før han var omkring et år. Følelserne var komplekse og modsatrettede: Hun savnede ham og kunne ikke undvære ham. Men hun kunne heller ikke blive sig selv igen, før der var nogen, der tog barnet væk fra hende.

»Lige dér befandt jeg mig hele tiden. Det tror jeg er en supergrundlæggende moderskabserfaring. Eller forældreskabserfaring. Men nok ekstra stærk, hvis du er den, der har båret barnet. For lige før var det der kød, dit kød,« siger hun og ser ned på sin søn.

»Det er jo ikke engang en metafor. Det er konkret. Og det er så sindssygt.«

Knivåret

Da Olga Ravn blev gravid med sit andet barn, var hun enormt bange for at få en fødselsdepression igen.

»Jeg havde det bare så dårligt. Og jeg var så bange for, at jeg også skulle få det dårligt, når jeg fødte ham,« siger hun og nikker mod sin sovende søn.

Hun fik hjælp og støtte i det team for sårbare gravide, som hun var tilknyttet. Her var der to jordemødre ansat til at holde øje med, at kvinderne ikke fik det dårligt, i dagene efter de havde født.

Olga Ravn skulle screenes for fødselsdepression ved at udfylde et skema, hvor der blandt andet spørges til, om man har haft tanker om at skade sit barn, eller om man har haft tanker om selvmord. En jordemoder fortalte hende, at der havde været ét bestemt år, hvor der simpelthen var kommet så mange gravide ind, som havde fortalt, at de var så bange for at stikke deres maver eller deres mænd eller børn med knive.

Olga Ravns bog bryder tabuer omkring fødsel og moderskab og lægger erfaringer frem, så vi kan endevende dem og prøve at forstå, hvorfor presset ved at være mor kan være så voldsomt, at man bliver syg af det.

I romanen vender Anna tilbage til en skuffe, som hun og hendes mand har i deres lejlighed i en forstad til Stockholm. I skuffen ligger alle de skarpe knive. Hvis Anna er alene, går hun nogle gange ud og lægger hænderne på knivene. Uden der går hul på huden. Hun finder en slags trøst i bare at tænke på skuffen med knivene.

Olga Ravns mand var til stede på barselsstuen, da jordemoderen fortalte om de gravide og knivene, og fik øjenkontakt med Olga. For på det tidspunkt havde han lige læst manuskriptet til bogen.

»’Men der var selvfølgelig ingen af dem, der gjorde det,’ sagde jordemoderen, ’og det er helt normalt! Vi kaldte det knivåret’. Og jeg havde bare sådan lyst til at kramme hende,« siger Olga Ravn.

»For det er bare tanker. Dem skal man have, fordi man jo skal være ekstra opmærksom på, om noget kan skade det lille barn. Men hvis man er en person som mig, der har det med at tillægge tanker lidt for meget værdi, så kan man blive nervøs og tro, at truslen kommer inde fra en selv. Sådan havde jeg det meget med det første barn.«

Det er lidt som med håndsæben. Den gule, parfumerede håndsæbe, der står ude i køkkenet og repræsenterer alt det, Olga Ravn er bange for, fordi den med sin parfume og kemikalier potentielt kan skade barnet, mens man prøver at vaske dets hænder. Men det er bare tanker. Og det er bare sæbe.

I’m sorry, honey

På mange måder er Mit Arbejde en lang lidelseshistorie. Det hovedpersonen, Anna, gennemlever, er grufuldt. Og de følelser, som opstår i relationen til barnet, er så komplekse og skamfulde, at de kan være svære at forstå, hvis man ikke selv har mærket dem. Olga Ravns bog lægger erfaringerne frem, så vi kan endevende dem og prøve at forstå, hvorfor presset ved at være mor kan være så voldsomt, at man bliver syg af det.

»YES!« råber hun og tager to croissanter ud af den brune pose, jeg har lagt på bordet. Når man ammer, skal man have snacks. Olga Ravn er tydeligvis enig.

Et af bogens gennemgående temaer er den kløft, der opstår mellem hovedpersonen Anna og kæresten Aksel. Rollerne i parforholdet ændrer sig, når der kommer et barn. Det samme gør idealerne. Det måtte Olga Ravn og hendes mand også sande, da hun blev gravid.

»Vi er i et ligestillet parforhold, og vores værdier er ret meget in tune med hinanden. Men så kommer der et barn, og så er det bare sådan: I’m sorry, honey, jeg bliver andenbølgefeminist nu,« siger hun med henvisning til den kamp for at gøre det private politisk, som feminismens anden bølge i 1960’erne og 70’erne handlede om.

»Det var svært for mig at sluge,« fortsætter Olga Ravn. »Men det er sådan, det er: Den, der er gravid bærer i bogstaveligt forstand en tungere vægt i det her. Og samtidig er fødsels- og graviditetserfaringer så tabuiserede, at det kan gøre den vægt næsten ubærlig.«

Gik næsten i knæ

Et ligestillet parforhold er ikke, at man deles fifty-fifty om det huslige, mener hun. Det handler om at forstå, at ens forudsætninger er forskellige og derfra finde ud af, hvordan man kan løfte sammen.

»På et tidspunkt forstod jeg, at noget af det, der var både vidunderligt og meget tungt at bære, var kvindernes historie. Det var en stor opgave at forholde mig til alle de mange tusindvis, nej, millionvis af kvinder, der havde taget sig af børn før mig. Jeg gik næsten i knæ under det. Så jeg forstod også, at det ikke kun er vores kroppe, der er forskellige fra mænds, men også vores historie,« siger hun.

Kvinder går voldsomt ned i løn, når de får deres første barn, og de opnår aldrig samme niveau som før fødslen. Mens faderens løn bare stiger uændret. Det viser et studie fra Københavns Universitet fra 2018. Det er, fordi kvinderne går på deltid. Og det gør de, fordi der er nogen, der er nødt til at gøre det reproduktive arbejde, som Olga Ravn ser det. Og det ser altså ud, som om hun har en pointe.

Hun går ud i gangen og finder en bog i den store væghængte reol, der er litteratur fra gulv til loft. Hun bladrer lidt, finder det citat, hun leder efter og læser op: »There is no boredom like that of an intelligent young woman who spends all day with a very small child

Citatet stammer fra Doris Lessings dagbog. Hun skrev ordene i 1949, og det fik hendes samtid til at gå amok. Senere blev Lessing en vigtig stemme i kvindebevægelsen i 1960’erne og 70’erne. Hendes roman The Golden Notebook (1962) var en af Olga Ravns største inspirationskilder til hendes egen roman.

Ideen om, at kvinder grundlæggende har en trang til at tage sig af deres små børn, som mænd ikke har – moderinstinktet – voksede frem i 1950’erne.

»Vi er ikke kommet dertil, hvor vi kan se kvinder være i de to positioner på en gang: i Arbejdet. I Moderskabet. Flettet sammen. Nok har vi har fået præventionsmidler og børnehaver, men ikke et arbejdsmarked, som er indrettet til, at man har børn,« siger Olga Ravn.

»Hvis man nu som New Zealands premiereminister ammer i parlamentet, er det sejt. Men hvis man kommer til at græde, når mælken løber til, så er det pinligt.«

Det her er ikke en erindringsroman

I romanen får hovedpersonen Anna en fødselsdepression, ligesom Olga Ravn selv gjorde. På mange måder vender bogen tilbage til de allerførste dage efter fødslen. Fordi de dage var så svære for forfatteren selv. Ret hurtigt efter fødslen begyndte hun at skrive. De allerførste digte begyndte hun at skrive på hospitalet. At skrive holdt hende fast til virkeligheden.

Selvom Olga Ravn vidste, at hun var nødt til at skrive om fødslens og moderskabets erfaringer, var det i lang tid umuligt for hende at få adgang til stoffet. Og det, hun skrev, strittede i alle retninger. Det var umuligt at presse ned i en kendt form, i en stringent, genrebestemt kasse med de konventioner, der hører til den.

I romanen står der under »SYVENDE BEGYNDELSE«:

»Dato: 2 år og 5 måneder efter fødslen

Dette uendelige manuskript, der overvælder mig. Jeg går i knæ under det. Jeg vil ikke have det, denne ødelæggelse. Tag det fra mig. Jeg skriver fra et hjernedødt sted. Uden mål. Uden forbindelse. Uden anerkendelse. Der er galskab her og blottet kød. Det er derfor, ingen har villet læse mødres bøger. Ingen ønsker at kende hende. At se hende blive virkelig. Men uden dette syn lever vi halve, afstumpede liv, hver enkelt isoleret i sin ensomhed, skamfulde trækker de barnevognene langs boulevarderne og villavejene, mellem boligblokkene og på kirkegårdene blandt de døde.«

Derfor opstod Anna. Og hurtigt fik hun sit eget liv, som romankarakterer har det med at gøre. Hun er opkaldt efter hovedpersonen i førnævnte The Golden Notebook af Doris Lessing, der er vævet sammen af fire dagbøger, der repræsenterer aspekter af hovedpersonen Annas liv.

»Bogen chokerede mig og raserede i mig. Den viste, at en bog kan være noget helt andet, end jeg troede. Hvor bogen som rum kommer før den enkelte skrevne side. Det er også en håbløs bog, hvor hovedpersonen rummer så mange verdner, at man mister overblikket på den mest vidunderlige måde. Og samtidig mærker man en forfatter, der har styr på alt,« siger Olga Ravn.

Mødet med The Golden Notebook forandrede hendes syn på, hvordan hun kunne skabe form om den skrift, der voksede i så mange retninger.

’Den naturlige bog’

Hendes forrige roman, De Ansatte, fra 2018, udspiller sig i det 22. århundrede. Og det var nemmere for Olga Ravn at skrive science fiction. For hun kan godt lide, når genrekonventioner er tydelige. Det gør det lettere at lege med dem. Hvis man skriver science fiction, så ved alle, at her er en bog med rumskibe og aliens – alle genrekonventionerne er kendte, mener Olga Ravn. Også for læserne.

»Men den realistiske roman bliver fremstillet, som om der slet ikke er nogen genrekonventioner. Det er ’den naturlige bog’. Men denne her forestilling om, at man kan sige sandheden om tingene, den tror jeg bare ikke på.«

»Det betyder, at når man som forfatter går derind, så skal man bruge ret lang tid på at finde ud af, hvad de her genrekonventioner er, og hvad man kan bruge dem til«

– Men hvorfor har du ikke ’bare’ skrevet en erindringsroman?

»Hvis jeg bare havde skrevet en erindringsroman, så tror jeg ikke, at jeg personligt havde kunnet få adgang til de erfaringer, jeg ønskede at skrive om. Derfor jeg har været nødt til at skabe en tredje person, altså Anna, som kan gå derind for mig.«

Anna er ekstremt optaget af det, hun kalder ’den normale bog’. Hun spekulerer over, om det er, efter hun blev mor, at hun bliver besat af det gennemsnitlige. At barnet skal have en gennemsnitlig vægtkurve osv. Men Anna er en sær mor, og hun skriver sære ting.

»Jeg ville skrive et portræt af en kvinde, der bliver mor i den sene kapitalismes tid, og skrive om hvor hård en dressering hun udsættes for. Derfor måtte formen også kæmpe imod, den kunne ikke være friseret, dresseret, en klassisk realistisk roman. Man skal ikke lang tilbage i historien før alle romaner er helt fucked up. Tænk på de gamle russere, Stendhal eller Brontë-søstrene. Den realistiske roman, der påstår, at virkeligheden ser ud på én måde, er ret ny. Jeg ser det, som om der ligger et værdisæt dér om, at man kun kan være menneske på én måde. At man skal være et såkaldt ’helt menneske’, måske ligefrem et ’sundt menneske’. Det er det værste jeg ved.«

Olga Ravn holder en pause.

»Hvis man læser bogen, tænker jeg, at man får indtryk af, at mange af erfaringerne og genrerne modsiger hinanden. Men det er jo, fordi det er sådan, det er. Det ville have været umuligt for mig at have skrevet en almindelig erindringsroman. Det ville ikke have været gået. Hvad med hende i mig, der skriver digte, hvor skal hun så være? Skulle jeg så bare lade, som om hun ikke var med?«

Det var en fuldstændig livsforandrende oplevelse for Olga Ravn at føde, at hele hendes skrift forandrede sig. Nærmest fra det ene øjeblik til det andet.

Det var en fuldstændig livsforandrende oplevelse for Olga Ravn at føde, at hele hendes skrift forandrede sig. Nærmest fra det ene øjeblik til det andet.

At hacke tiden

Anden gang, jeg møder Olga Ravn, er det på en café på Frederiksberg. Der er gået to måneder, og sommeren og hedebølgen er på sit højeste. Olga Ravn bestiller rabarbersodavand. Hendes lange kjole er sortternet og limegrøn, hun har kantede, koralfarvede solbriller på. Guldsmykker, der glimter.

Der er to uger, til Mit arbejde udkommer. Romanen er kommet fra tryk, den er som en lille taske, rød og lyserød. Smuk og markant i sit udtryk.

»Som et makeupspejl i plast, man finder i en drugstore i Berlin. 20 procent bad taste. Alt, jeg laver, skal være 20 procent bad taste,« siger Olga Ravn og griner.

Det er ikke et tilfældigt billede, det med tasken. Mange romaner tager sin læser meget stærkt ved hånden og viser vejen, men sådan er Mit Arbejde ikke. Den har 13 begyndelser, 28 fortsættelser og ni slutninger. En form, der tog tid at finde.

»Hver gang jeg prøver at presse skriften ind i en eksisterende form, så bliver det bare sygt dårligt. Og det gider jeg ikke. Så må man begynde forfra. Og efter noget tid begynder man at forstå, okay, det har faktisk også noget at gøre med den form, jeg vælger,« siger Olga Ravn.

Hun tror på en mere rummelig fortælleform og peger på Ursula K. Le Guins bæreposeteori. Den handler kort fortalt om, at vi længe har vi troet, at det første redskab, mennesker opfandt, var våbnet. Det har afspejlet sig i måden, vi har fortalt historier på: Vores historie er historien om våbnet, hvor en helt er én, der finder et våben og overvinder en drage. Om krigen, om kolonialiseringen, om besejringen.

Det skriver forfatteren Ursula K. Le Guin om i det lille essay Bæreposeteori om fiktion fra 1986.

Le Guin forklarer, at den nyere antropologi peger på, at det første redskab måske slet ikke var et våben, som vi ellers har troet. Det var en bærepose. Et redskab til at bære korn, vand eller børn i.

»Det bruger hun til at argumentere for en skrift eller en fiktion, som i ringere grad er lang og spids og slutter med en sejr, men mere er som en pose – et rum, hvor stort og småt kan eksistere sammen,« fortæller Olga Ravn.

Hun sniger et stykke pizza op af tasken. Ammesulten kræver sit, og arbejdsdagen er pakket tæt.

»Der er jo intet i vejen med den klassiske roman som form. Med begyndelse, slutning og midte. Men jeg er optaget af bogen som et rum og ikke som en tidslinje. Jeg tænker også på den her roman som en taske. Det har noget at gøre med, hvordan et værk møder eller rummer sin læser,« siger hun.

»Men jeg er meget mere interesseret i en roman, hvor – ikke at der ikke er nogen tidslighed, for så er man jo helt lost – men hvor man ikke bliver ført på samme måde. Hvis jeg skal skrive om at reproducere, hvordan det er at blive mor, hvordan det er at stå for det reproduktionelle arbejde, hvilken historie kommer der så, hvis jeg siger: Der er et problem, og det bliver løst? Fordi det jo er et evigt arbejde. Der er altid mere vasketøj.«

– Nu fortæller du om Ursula K. Le Guin. Og det første, du gjorde, da du tog din egen roman op af din taske, var at sige, at den er lidt som en taske – en clutch!

»En purse,« foreslår Olga Ravn, nu igen med munden fuld af pizza. »Det er jo det, jeg er gået efter.«

– Når du laver alle de her mange forskellige begyndelser i bogen, ligger der så et opgør med de konventionelle former eller måder at skrive romaner på?

»Det er helt rigtigt. De konventionelle former, der var tilgængelige for mig, er fulde af værdisæt, der former livet på en særlig måde og fremskriver mennesket på en særlig måde, sprogligt.«

Der er et narrativ i Mit Arbejde. Det er ikke bare en række flyveblade, man selv kan sætte sammen. Mødet mellem traditionen og så det, Olga Ravn skrev, skabte en spænding, hvor noget nyt kunne opstå, fortæller hun.

»Det er en måde at hacke tidsligheden i en roman på. For der er jo en begyndelse, der kommer før en anden begyndelse – det kan jeg jo ikke lave om på – man læser det jo i den rækkefølge. Men ved at sige, at de her to starter faktisk samtidig, så kan jeg lave noget, hvor vi måske inde i vores hoveder godt kan rumme, at der faktisk er to tidsligheder på spil,« siger hun og uddyber:

»Der er læse-tiden, og så er der den, hvor jeg siger, at vi kunne være startet her, vi kunne have fortsat her, vi kunne have sluttet her, men vi kunne også have gjort det på en anden måde. I virkeligheden er det en helt enkel måde at finde ud af det her: Hvordan forholder jeg mig til, at tiden går i en bog?«

Det var en fuldstændig livsforandrende oplevelse for Olga Ravn at føde, at hele hendes skrift forandrede sig. Nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Alt i hende forandrede sig. Derfor blev fødslen det sted, hvor det gav mening for hende at begynde arbejdet med at finde ud af, hvad forandringen gik ud på. Hendes forhold til materialitet, til tingene i verden – til vasketøjet – forandrede sig.

»Jeg tror simpelthen, at det handler om, at jeg har oplevet, at mit eget kød har løsrevet sig fra min krop og set tilbage på mig,« siger hun.

»For mig var det superradikalt. Og jeg har det bare sådan: Hvor er Wittgensteins bog om det? Hvor er de filosofiske værker om det? Jeg har brug for, at der er nogen, der tænker med mig. Jeg kan ikke bare sidde alene og ævle om det en eller anden aften i sofaen efter TV-avisen med min kæreste.«

»Der opdager man, at der er en forbundethed med en materiel verden, som gør, at man ikke har lyst til at gå ud og besejre den med et våben. Og så putte den ned i sin clutch,« siger Olga Ravn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Dilemmaet omkring barsel, fødsel og forældrerollen er smertefuldt at erkende, at når du fortæller sandheden, om hvordan det virkeligt er så slår sprog ikke til. De ting er ofte det første du oplever som er egentligt fremmedbedstemt, som du ikke selv har kontrol over. Det næste bliver svagheden, sygdommen, døden.

Ib Jørgensen

Olga Ravn siger: »Jeg tror simpelthen, at det handler om, at jeg har oplevet, at mit eget kød har løsrevet sig fra min krop og set tilbage på mig,« »For mig var det superradikalt. Og jeg har det bare sådan: Hvor er Wittgensteins bog om det? Hvor er de filosofiske værker om det?"
Merleau-Ponty har brugt kødet som basis for vor erkendelse - et citat:
If Merleau-Ponty is right in his characterization of nature, all science including mathematics, physics, chemistry and biology, must be judged according to whether it is consistent with the reality of humans as flesh, historically situated beings-to-the-world participating in an englobing nature.

Ib Jørgensen

Videre: nogle palæoantropologer mener at vi blev mennesker i og ved at skabe et 'rum' isoleret fra den øvrige natur. Her spillede kvinden og fødslen en afgørende rolle. Mennesket trækker sig ud af naturen og etablerer en ”social livmoder” i form af isolationsrummet - kvinden trækker barnet ud af sin krop og etablerer i en tids-rumligt integreret (biologisk nødvendig) yngelpleje¬situation det beskyttede rum som gruppen nu yderligere forstærker i form af det mere omfattende isolationsrum. Min pessimistiske konklusion: I takt med at kapitalismen opløser rummene omkring os, formår vi ikke at erkende og respektere moderskabet. Måske lidt for langt ude, men så alligevel...

Olga Ravn: Tak for en glimrende analyse af romanens natur og din egen nytænkning af samme. Jeg får helt lyst til at læse din bog, selv om den ikke nødvendigvis er skrevet til sådan en som mig (gift og far til to børn og bedstefar til fire).

Malou Lauridsen

Måske Wittgenstein havde andre ting at give sig til? Janni Ammitzbøl rækker vel også. Hun har for nylig skrevet en praktisk bog on dette emne. Filosofi indeholder den ikke, men råd til at komme igennem fødselsdepressionen.

Bjarne Toft Sørensen

Vi har en generation af ikke længere unge, men snart midaldrende forfattere med forfatterskole - baggrund, som har, eller har haft, en tilbøjelighed til at udlevere deres psykiske problemer og diagnoser i medierne.

Særlig komplekst bliver det, når det samtidig skal forbindes med udlevering af erfaringer med det at få et barn. At den slags erfaringer er, eller snarere har været, underbelyst i samtidslitteraturen, kan der være noget om, selv om det vel nødig skulle udvikle sig til en norm, at alle forfattere, der har født et barn, også skal skrive et værk med bearbejdning af erfaringer på den baggrund.

Jeg savner værker, hvor perspektivet ligger hos den anden part i forholdet, den ikke - fødende. Hvordan det opleves at være partner til f.eks. en forfatter, der har født, og som efterfølgende har psykiske problemer og svært ved at finde en ny balance i tilværelsen.

Det må da være en interessant litterær udfordring for en forfatter, der har født, at skrive et værk, der tager udgangspunkt i en partners oplevelse af hele situationen. Altså, det modsatte af det altid i en vis forstand at skrive om sig selv.

Desværre er der nok ikke så meget salg i litteratur, set fra det perspektiv.

I øvrigt synes jeg ikke, at valget af billeder til artiklen er velvalgt. Der er alt for meget følsomhed, sårbarhed og selvmedlidenhed i de ansigtsudtryk. Sådan går en forfatter, der har født, vel ikke rundt og ser ud hele tiden?

Jeg savner f.eks. lidt gnistrende furie i bare et af de viste ansigtsudtryk. Det ville også passe bedre til det at være med til at drive en hekseskole.
https://politiken.dk/podcast/bogfolk/art6183080/Heksen-er-tilbage-og-hun...

Espen Bøgh, Flemming Olsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Wittgenstein var mand og tilmed homoseksuel, så fødende kvinder udgjorde måske ikke så stor en del af hans livsverden. Men så har han skrevet om så mange andre spændende ting. Newton udgav jo ikke kogebøger og Beethoven publicerede heller ikke strikkeopskrifter, men derfor har vi stadig megen glæde af de to herrer i dag, så det skal være dem tilgivet.

Trond Meiring, Espen Bøgh og Jane Doe anbefalede denne kommentar

Ærlig talt er jeg lidt dødtræt af alle disse forpinte kvinder med deres omsorgstang i deres indadsøgende sjæleliv, - der så skal eksponeres ud i smertende lidelse som ofre vi andre skal tage stilling til, og indrette vores liv efter.

- Søger man ikke blot eksponeringen for eksponeringens egen skyld i en slet skjult omsorgstrand der skal mættes, og som vi andre skal bøje os i støvet for, man får lyst til at udbryde; "Så tag da for helved en tudekiks"!

Skriver forfatterskolens elever kun litteratur, der virker som selvterapi?