Essay
Læsetid: 8 min.

På vej hen over Portlandmosen, fyldes jeg af mægtigheden under mig og den omkring mig

Danmarks største fredede område, Lille Vildmose i Himmerland, bliver solgt på sine ørne og udsatte elge, så det næsten skygger for de egentlige hovedpersoner: Tørvemosserne, som har bygget dette landskab, og som nu efter århundreders rovdrift er under genopretning
I 1945 udvandt over tusind tørvearbejdere hele 100.000 tons tørv til Aalborgs elværk og cementfabrikker vest for den nuværende Portlandmose, fortæller plancherne i Lille Vildmose.

I 1945 udvandt over tusind tørvearbejdere hele 100.000 tons tørv til Aalborgs elværk og cementfabrikker vest for den nuværende Portlandmose, fortæller plancherne i Lille Vildmose.

C.Y. Frostholm

Kultur
4. august 2020

Det hele starter som en søndagstur. Vi kører fra Aalborg en halv time østpå parallelt med Limfjorden og sydover fra Mou. Alle, jeg har fortalt om udflugten, har lydt lidt forundrede: Lille Vildmose? Den med kartoflerne? Kun en af mine aalborgensiske ledsagere, bestående af tre mennesker og en hund, har været i området før. Straks vi er kørt over færisten ved en port med udskårne ørnesilhuetter, ser vi de første levende rovfugle over trætoppene.

Vi parkerer og begiver os ad en sti forbi spinkle krogede træer og med skov på den anden side af hegnet. Stien ender som planker ud i et sumpet område med totter af kæruld i græsset med en femkantet platform til sidst: kaffepletten. Vi er landet for enden af mosens bredeste gravbane, hvor brændselstørven engang blev udgravet til Portlandfabrikken, og som nu er fyldt med vand. Bassinet skærer fem kilometer nord-syd som en lineal. Langs bredden står der knækkede birkestammer. Vi spejder efter vandfugle.

Bagefter kører vi ned ad den lige så snorlige vej til et udsigtstårn, hvorfra man kan se ud over en flade af lyng, græs, siv og lave træer med aflange vandflader imellem – de gamle, udgravede fenner. På bageste parket ligger en række høje. Til den anden side, længere inde i landet, tegner sig en lysende hvid klint. Så langt øjet rækker, er det Vildmosen, man ser, som i vore dage er større end den Store, nordenfjords (med kartoflerne). Danmarks største fredede areal.

C.Y. Frostholm

Selv gruppens ældste kommer til tops. Hun husker udmærket tørven fra krigen. Både røgen og stanken, som er svær at beskrive, men ikke at huske. Hendes far hentede briketterne i en trillebør. Som barn har jeg selv hørt mine forældre snakke om at »grave tørv«, men så vel mest en slags græsplæne for mig. Som kunne brænde? I vejkanten står et udslidt køretøj a la tipvognene fra min barndoms elektriske tog. Det, vi kigger ud over, er et kombineret industri- og naturmonument. I 1945 udvandt over tusind tørvearbejdere hele 100.000 tons tørv til Aalborgs elværk og cementfabrikker vest for den nuværende Portlandmose, fortæller plancherne.

Vi kører i retning af klinten, som på kortet hedder Kællingbjerg, men helt tæt på forvandler sig til et kalkbrud. Vi vender om og gør holdt ved Birkesø, der endnu ikke figurerer på samme kort. Efter 250 års tørlægning er den genopstået for blot et par år siden, takket være et storstilet EU-projekt. Det ligner allerede umiskendeligt en sø. Skrigene fra måger og vadefugle på øen i midten er gennemtrængende. Ved picnicbordene sidder der fuglekiggere, en kvinde udpeger en canadagås og en fiskehejre (ikke en trane).

Dronevideoer overstråler oplevelsen

Naboen Lillesø genopstod i 1927, kun Møllesø kommer næppe igen, på dens bund ligger Vildmosegård og det moderne Lille Vildmose-center. I haven omgivet af et tæppe af gule ranunkler står en bøg og en ask fra 1768, da højmosen var både ’øde’ og ’unyttig’ og måtte tørlægges og opdyrkes. Først senere kom tørveindustrien til, værst under verdenskrigenes energikriser. Centret introducerer til områdets dyre- og planteliv og områdets geologiske og menneskelige historie.

Overvældende dronevideoer og fjernstyrede kameraer giver det fugleperspektiv og den nærhed, som man trods udkigstårnene og pitstop med bilen har svært ved at opnå. De overstråler også lidt ens egen oplevelse. I Det Vilde, som udendørsdelen hedder, spankulerer vildsvin rundt i græsset, deres gryntende unger ser jeg kun i glimt. De er netop blevet fodret, men lever ellers vildt i Tofte Skov. Fra Dødens Tårn kan man med mellemrum se udkastede kadavere blive fortæret – for at belyse liv-død-kredsløbet og få rovfuglene inden for synsvidde. En lille labyrint fortæller om dyrelivet og vores egne muligheder for at »booste biodiversiteten« via alt fra kvasbunker til skovrejsningsprojekter. Som oftest er det faunaen, der får spotlyset, med de største som elg og havørn i centrum: »Nordens giraf«, »Den flyvende dør« ...

Jeg springer veterantørvetoget over (det kørte stadig med tørveklyner i 1980’erne) og går alene ud til udkigsposten ved søbredden, hvor en svale har bygget rede bag info-tv’et. Turen går videre igennem rønnevildnisset med et flimrende dække af kæruldprikker som i en Yayoi Kusama-installation. Det er en af årets varmeste junidage og godt at gå i underskoven. På tavlen ved udkigshuset ved Tofte Sø lyder de nyeste observationer: »Store regnspove 2, mudderklire, vildsvin 2, kongeørn 1, knarand 1 (hun), krondyr 2+1«. Jeg selv ser en mosegris langs et vandløb og er egentlig godt tilfreds.

Med kikkert og lup

Både Tofte Sø og Skov kan kun besøges med guide, men et enkelt sted er der anlagt sti ud på Toftemosen, som i modsætning til området nordpå er helt uberørt på overfladen. En trappe fører over vildthegnet til plankestien. I cirklen for enden står en gruppe andre midaldrende med kikkerter. Inden længe ligger vi alle på knæ og ser på rundbladet soldug. Ligesom første gang, jeg så dem, må nogen udpege de mikroskopiske blade for mig, før jeg kan finde mine egne. Næst efter dyrene i fascinationshierarkiet kommer de kødædende planter.

C. Y. Frostholm

Mosefladen ser tør ud, men er en kølig svamp at stikke hånden i. Det er en af de rød-grønne tørvemossers hemmeligheder. Sammen med lyset er regnvandet deres eneste rigtige næring, grundvandet skyr de. De er hypernøjsomme og på sin vis udødelige. Det er dem, der er de egentlige helte. År efter år gror de oven på sig selv og løfter et helt plantesamfund med sig af lyng, revling og kæruld op over det omkringliggende landskab. På dette sted har de groet uafbrudt i 1200 år. De er måske fem meter i mægtighed, som det hedder. Men også her har dræningen fået strukturen til at synke sammen. Langs moseranden forsøger man at indskyde barrierer og fjerne træer, så vandstanden igen kan hæves, og mosen langsomt komme på fode.

For et par hundrede år siden var en femtedel af landet højmose, nu er det kun en procent.

Et ungt par runder pynten i trav. Bagefter sidder jeg alene i lyngduften og betragter tranebærrene og klokkelyngen, som blomstrer, og trækronerne på den anden side med deres tydelige græsningslinje, som om de svæver. Så ringer mobilen, det er tid at gå mod P-pladsen.

Jeg finder tilbage næste formiddag med bus til Hals, hvor jeg lejer en cykel hos John, der også bestyrer byens cykelmuseum og egentlig har lukket om mandagen. På færgen over fjorden møder jeg en solbrændt cyklist, som realiserer en gammel drøm om at cykle Danmark rundt. Efter dagens første 40 km håber han på morgenkaffe på campingpladsen i Egense.

Inden jeg når ned til Dokkedal, drejer jeg ad grusvejen ned til Stejlgabet, det gamle fiskerleje. Det er ebbe, og den lange badebro fører bare ud til mere strand med store områder med blåmuslingeskaller. Yderst på stranden sidder en kvinde i en strandstol og telefonerer.

C. Y. Frostholm

Vandet er akkurat dybt nok til at dække et overophedet legeme. Set herfra er det ikke svært at forestille sig de afrundede Mulbjerges morænekant som den ø, det var, før området bagved forsumpede. Da højmosen var hav. På den ene bakke er der egeskov, på den anden spiser jeg min madpakke imellem nikkende kobjælder og højt græs, imens jeg nyder den ubetalelige stilhed og udsigten over hav, kyst, marker og mose. Der står en stor brun sky op efter en traktor et sted derinde. Måske fra de store muldbjerge (!), jeg lidt efter passerer, tilhørende Pindstrup Mosebrug. Sphagnum er latin for tørvemos. I dag henter firmaet, som i fjor havde et overskud på 100 millioner kroner, det meste af sin tørv i Estland. Hvilket nok ikke er meget bedre for CO2-balancen og biodiversiteten.

Når man først har fået overblikket, er cyklen det optimale transportmiddel. Jeg stopper ved Lillesø og går ud på gangbroen, hvor jeg forstyrrer en gul vipstjert og en rørspurv imellem rørene. Platformen er mærket Aage V. Jensens Naturfond, en anden helt, som siden slutfirserne har opkøbt og drevet naturarealer, herunder Lille Vildmose. »En statslig beskyttelse er«, hedder det skræmmende nok på deres hjemmeside, »ikke altid en permanent ordning, har vi erfaret.«

I Mellemområdet, hvor de græssende elge og krondyr er udsat, laver man forsøg med at transplantere tørvemosarter på de afskrællede områder og med mossernes egen evne til genopretning. Det forklarende skilt forsvinder næsten i græsset. Mens jeg begiver mig ud på den svagt gyngende gangbro i en stor bugtet cirkel tværs hen over Portlandmosen, fyldes jeg af mægtigheden under mig og den omkring mig. De skamferede felters overraskende frodighed.

Alene i vildmarken

Der er flere birke, end der var på Tofte Mose. En stor birk illustrerer, hvordan træer effektivt dræner og konsoliderer. I en fuldt fungerende højmose er træerne forvist til kanterne. I vandet i gravbanen ved siden af, hvor gangbroen ender i en platform, kan man spotte oddere, hvis man er tålmodig nok, som der står. På tilbagevejen får jeg øje på multebærrenes runde blade som lysegrønne klatter på paletten: en plante på grænsen af sit udbredelsesområde, som her til lands udelukkende vokser på de nordjyske højmoser og kun sjældent bærer frugt, indtil klimaforandringerne nok fordriver den helt.

C. Y. Frostholm

Jeg cykler op til Kaffepletten igen og følger stien mellem træerne langs Mellemområdet hen til Rovfugletårnet, hvorfra der er udblik over Høstemark Skov. Længe har jeg en stor mørk fugl med brede vinger i kikkerten. Den skiftevis svæver og slår med vingerne, alt for langt borte, men nærværende nok til, at det giver et sug, når den dykker. Jeg kunne let bilde mig ind, det var en havørn. Der vokser kødfarvet gøgeurt langs stien (tak, fugleognatur.dk). Da jeg glider af sted på asfalten forbi en knopsvanefamilie i sivene, imens jeg følger to rovfugles sammenstød i luften, føler jeg mig alene i vildmarken. Men nede på tværvejen holder indtil flere biler parkeret, og der står folk med teleobjektiver. Jeg stopper op og venter sammen med dem. I krattet imellem gravbanerne får et træ en ordentlig rusketur. Til sidst træder dyret ud i vandet og bagefter op på bredden. Der er ingen tvivl om, at det er en elg. En af dem fra sidste år, uden gps. Den ser spørgende tilbage på os.

Serie

Naturen anmeldt

I århundreder har vi distanceret os fra naturen. Den er blevet noget, der ligger uden for os selv, og som vi enten udnytter som en ressource eller nyder som et kunstværk. I denne serie har vi bedt to forfattere, C.Y. Frostholm og Christina Hesselholdt, om at anmelde naturen for at undersøge, hvordan vi kan nærme os den på ny.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her