’Panserbasse’, 1936
»Åh, jeg er så glad i dag,« synger Ib Schønberg smilende, mens han patruljerer gaderne i rollen som den trinde og gemytlige Panserbasse i filmen af samme navn fra 1936. Schønberg er sindbilledet på den danske lokalbetjent, som vi husker ham: En trivelig og hyggelig fyr, der hellere vil løse problemerne i mindelighed end ty til magtanvendelse, og som ikke besværer sig selv og andre med noget så formelt som at skrive en rapport.
Til gengæld er han altid lige om hjørnet, når der kaldes på ham, og svarer myndigt med et: »Hør, hvad er her på færde?«
I denne uge fremlagde regeringen sit bud på et kommende politiforlig, der skal gøre op med en årelang centralisering af politiet og bringe den gode gamle panserbasse tilbage på gaden. Ressourcer skal flyttes fra Rigspolitiet til de lokale politikredse, afstanden mellem politi og befolkning skal blive mindre, og tilliden skal blive større.
Siden den seneste politireform i 2006, hvor antallet af politikredse blev skåret ned fra 54 til 12, har tilfredsheden med politiet været på retur. Inden reformen var 76 procent af danskerne tilfredse med politiets lokale arbejde. Fem år senere i 2011 var tilfredsheden faldet til 48 procent – for politiet var ikke længere lige rundt hjørnet og svarede ikke længere hurtigt, når der blev kaldt.
Forestillingen om ordensmagten som en allestedsnærværende schønbergsk krammebamse er ifølge politiforsker og filosof ved Københavns Professionshøjskole Adam Diderichsen stadig levende i mange danskeres bevidsthed og et ideal for, hvordan politiet burde være: helt tæt på.
»De billeder, vi har af politiet, er med til at legitimere politiets arbejde over for befolkningen. Og her spiller billedet af den lokale betjent fortsat en aktiv rolle,« siger han.
I realiteternes verden har billedet dog højst været virkelighed i en kort historisk periode. Blot to år efter, at Ib Schønberg i 1936 skridtede fiktionens gader af som lokalbetjent, forvandlede en stor politireform i 1938 det danske politi fra et kommunalt politi til et centraliseret statspoliti. Det skete i forsøget på bedre at kunne skærme politiet mod de nye politiske vinde, som blæste fra Tyskland i syd og fra Rusland i øst, fortæller Adam Diderichsen.
»Man ønskede at sikre sig, at politiet ikke kom under kommunistisk eller nazistisk kontrol, fordi flertallet skiftede i en eller anden kommune i landet. Det handlede om kampen mod totalitære ideologier – og det er der jo ikke meget panserbasseretorik over.«
Før reformen i 1938 var politiet i Danmark kommunalt styret, ligesom det i øvrigt stadig er i mange andre lande verden over, herunder i USA. Og det hører med, når vi taler om politiets nærhed til borgerne, mener Adam Diderichsen. For hvad vil nærhed overhovedet sige – handler det om, at politiet er tæt på, eller om at kontrollen med politiet er tæt på?
»Det betyder jo noget for nærheden, om man lokalt kan øve demokratisk indflydelse på politiets arbejde og dets prioriteringer. Det kan vi ikke i Danmark. Her træffes alle beslutninger om politiet fra en statskontrolleret og centralistisk position på Christiansborg.«
Et sindrigt plot trækker tråde mellem en amerikansk gangster med tilnavnet ’Engelske Joe’, en våbenfabrik i Mexico og en godmodig dansk gadebetjent i filmen ’Panserbasse’ fra 1936, der er skrevet og instrueret af Alice O’Fredericks og Lau Lauritzen junior og har den folkekære skuespiller Ib Schønberg i hovedrollen. Portrættet af den trinde og trivelige lokalbetjent passer perfekt til billedet af det danske nærpoliti, som vi holder af at mindes det: venligt, myndigt – og helt tæt på.
’Fem mand og Rosa’, 1964
Arven fra Ib Schønbergs joviale panserbasse fortsætter langt op i 1960’ernes danske filmproduktion. Politiet skildres i reglen som enten godmodige og venlige eller som komiske og latterlige. Det sidste gør sig gældende i lystspillet Fem mand og Rosa fra 1964 – en for tiden moderne kupfilm, hvor Carl Ottosen og Gunnar Lemvigh i rollerne som betjente skildrer ordensmagten som tilforladelige fjolser, der alt for let lader sig narre.
Ifølge lektor emeritus i filmhistorie Peter Schepelern er nedpilningen af autoriteter, herunder af politiet, et typisk træk ved danske folkekomedier i den her periode.
»Mig bekendt findes der slet ingen seriøse skildringer af politiet og politiets arbejde i dansk film i løbet af 1930’erne, 40’erne og 50’erne. En dansk noirbetjent? Glem det. I dansk folkekomedietradition er betjente enten joviale og hyggelige eller latterlige og opblæste.«
Hvorfor? Måske fordi afstanden mellem borger og stat historisk har været meget lille i Danmark, siger Adam Diderichsen.
Fra 1920’erne og frem – og især i tiden efter Anden Verdenskrig – lykkes det den danske stat at indlemme arbejderklassen som fuldgyldigt medlem af det danske samfund med det resultat, at der skabes en meget stærk identifikation mellem borger og stat. I Danmark er staten os alle sammen – sådan føler vi det i hvert fald – og det er fiktionens lokalbetjent et billede på, siger han.
»Politiet opfattes i reglen ikke som en udefrakommende magt og skildres heller ikke som en del af statens magtapparat. Politiet er bare ’en af os’. Som for eksempel i Huset på Christianshavn, hvor Karl Stegger som betjent Frederiksen sidder nede i Rottehullet og drikker øl med resten af slænget. Han er bare en del af fællesskabet,« siger Adam Diderichsen og fortsætter:
»Og det er meget sådan, vi stadig tænker om staten i Danmark: Den er ikke noget, der er adskilt fra samfundet, men en del af samfundet. Staten deler samme værdier som os. Og når politiet endelig udøver magt, er det, fordi nogen har forbrudt sig mod fællesskabet. Det er ikke nødvendigvis et rigtigt billede – men det er en stærk forestilling, som går igen i fiktionen,« siger han.
’Ka’ De li’ østers?’, 1967
Efterhånden som gadebetjenten forsvinder ud af bybilledet, forsvinder panserbassen ud af fiktionens skildringer. I stedet rykker det professionelle politiarbejde ind.
Det sker blandt andet med Leif Panduros tv-krimi Ka’ De li’ østers? fra 1967 om efterforskerne Munk og Gormsens opklaring af et dobbeltmord. Her portrætteres politiet ikke som folkelige guttermænd, der kan drikke bajere i det folkelige fællesskab, men som eftertænksomme piberygende autoriteter, der opklarer forbrydelser med rationel logik.
Og med Anders Refns Strømer fra 1977 – der ti år senere bliver til tv-serien Een gang strømer – bliver det for alvor tydeligt, at moderne politiarbejde ikke længere foregår blandt betjente på gaderne, men specialister på politigården.
En udvikling, der når en slags dramaturgisk kulmination omkring årtusindskiftet med den Emmy-belønnede DR-dramaserie om specialenheden Rejseholdet (2000), fortæller lektor emeritus Peter Schepelern.
»Med Rejseholdet bliver den lokale betjent for alvor kørt ud på et sidespor. Fokus er i stedet på de professionelle specialister, der netop rejser ud til provinsen for at opklare de forbrydelser, som de lokale panserbasser ikke kan klare,« siger han.
Kriminalbetjentene Munk og Gormsen efterforsker et dobbeltmord i Leif Panduros tv-krimi i seks afsnit fra 1967, ’Ka’ De li’ østers?’ Det piberygende, tweedjakkeklædte opdagerpar, spillet af Pouel Kern og Erik Paaske, har længe en bogholder mistænkt for mordene, men siden kommer både direktør Knudsen og bogholderens døvstumme mor i søgelyset. Serien markerer et nybrud i skildringen af dansk politi på film – fra lattervækkende lokalbetjent til eftertænksom efterforsker.
’Kvinden i buret’, 2013
Under påvirkning fra især amerikanske og svenske krimier underkastes politiet fra 00’erne og frem et kritisk blik i dansk fiktion. Politiet skildres ikke kun som en velsmurt organisation af professionelle specialenheder, men også som en til tider bureaukratisk institution, der ligefrem ofte modarbejder de selvstændigt tænkende efterforskningsgenier, som ender med at opklare forbrydelser på trods af politiledelsen og ikke på grund af den.
»Det er en genkommende figur i nyere kriminalserier, at hovedpersonen er denne ensomme ulv med rod i privatlivet, der kæmper en dobbelt kamp mod forbryderne på den ene side og mod systemets bureaukrati på den anden,« siger Peter Schepelern.
Det er eksempelvis tilfældet i filmen Kvinden i buret fra 2013, der handler om Carl Mørck, en uortodoks og desillusioneret vicekriminalkommissær med samarbejdsvanskeligheder, som er blevet stuvet af vejen i kælderen under Politigården, men som alligevel – trods beskårede budgetter og manglende opbakning – formår at gøre sit arbejde.
Vicekriminalkommissær Carl Mørck er et efterforskningsmæssigt geni, men han er besværlig at arbejde sammen med og bliver derfor sat til at katalogisere gamle uopklarede sager i kælderen under Politigården i København i Mikkel Nørgaards 2013-filmatisering af Jussi Adler-Olsens krimithriller ’Kvinden i buret’. Fortællingen om den ensomme ulv, der kæmper en dobbelt kamp mod forbryderne på den ene side og systemets bureaukrati på den anden kendetegner mange skildringer af politiet fra 00’erne og frem.
’Frygtelig lykkelig’, 2008
Bureaukrati, djøficering og en regnearksfokuseret ledelse: Fiktionen viser os, at politiarbejdet vitterligt kan komme for langt væk fra de gader og stræder, hvor forbrydelserne finder sted.
Men den viser os også, at politiarbejdet kan komme for tæt på.
Frygtelig lykkelig (2008), som er instrueret af Henrik Ruben Genz, men som baserer sig på forfatteren Erling Jepsens roman af samme navn, handler om, hvor galt det kan gå, når en landbetjents forhold til lokalområdet bliver så uformelt, at normerne begynder at skride. I et interview i Jyllands-Posten fra 2004 udlagde Erling Jepsen selv dilemmaet på denne måde:
»Selvfølgelig er det ikke let at være landbetjent hverken i Gram, Højer eller andre små steder, når man skal udstede fartbøder til den, man spiller kort med om aftenen, eller klippe nummerplader hos en, man hyggede sig med på kroen i lørdags,« sagde han.
Frygtelig lykkelig fortæller historien om en ung københavnsk politimand, Robert, som efter nogle dunkle hændelser i privatlivet forflyttes til en lille sønderjysk flække. Her bliver han gradvist opmærksom på, hvordan den tidligere landbetjent har set igennem fingre med gamle forbrydelser og dækket over dem for at sikre den gode stemning i byen.
Romanen er bygget på virkelige begivenheder fra Erling Jepsens egen familiehistorie – ikke mindst fra hans kusine Dorthe, hvilket han også fortalte om i interviewet med Jyllands-Posten:
»Dorthes far Jørgen drak og tævede sin kone Ingerlise. Han tævede hende langsomt ihjel. I hvert fald døde hun efter utallige bank, men landbetjenten på stedet mente ikke, der var grund til at overdramatisere det. Som han sagde til Dorthe: ’Hvad får vi ud af dét? Din far kommer i fængsel, og så har du hverken mor eller far’. I romanen lægger jeg et lidt større ansvar over på landbetjenten. Han er ikke interesseret i, at der bliver rodet op i papirerne, for Ingerlise har jo været hos ham og klaget over Jørgen, ligesom også byens læge og alle naboerne vidste, hvad der foregik, uden at gribe ind.«
Den pointe – at nærhed samtidig kræver professionel afstand – er måske værd at have i baghovedet, når det kommende politiforlig skal forhandles på plads.
