Med ’Pusher’-trilogien og ’Pizza King’ slap dansk film sin berøringsangst for at skildre indvandrermiljøer indefra

Fire venner, Junes, Bobby, Fausi og Zuzu, sidder rundt om et bord på stampizzariaet Pizza King på Nørrebro. Zuzu er ved at fortælle dem alle om, dengang han som dreng i Pakistan blev omskåret, uden at han helt forstod, hvad det var der foregik.

Bedre blev det ikke, da hans far smed den afskårne forhud ud ad vinduet: »Jeg løber hen til vinduet, ’kom tilbage til mig’, og så kigger jeg ned, og tre katte er i gang med at slås om min forhud.«

Så åbnede faren døren til altanen, og nedenfor stod hele landsbyen og jublede over drengen, der nu var blevet til en mand.

Det er en sjov historie og en af flere, som de fire venner fortæller hinanden som en slags pauser i handlingen i den nyrealistiske, håndholdte film Pizza King (1999), der har titel efter pizzariaet, hvor vennerne holder til. Ole Christian Madsens debutfilm var ikke den første til at skildre et indvandrermiljø i København, men det var den første til at se miljøet indefra og lade de brune være hovedpersonerne, og ikke mindst i scener som den ovenfor kommer man tæt på de fire venner og deres kultur.