Feature
Læsetid: 10 min.

Med ’Pusher’-trilogien og ’Pizza King’ slap dansk film sin berøringsangst for at skildre indvandrermiljøer indefra

Op gennem 1990’erne og 00’erne skete der nærmest en eksplosion af film om og med flygtninge og andengenerationsindvandrere. Ikkehvide mennesker i Danmark var blevet kulturelt synlige, og det resulterede i historier, som tog kriminalitet, kulturkløfter og umulig kærlighed under behandling. Dette er den tredje af fire artikler om etnicitet i dansk film gennem 100 år
’Pizza King’ var et nybrud i dansk film, fordi den forsøger at skildre et indvandrermiljø indefra og har brune skuespillere i hovedrollerne, her Ali Kazim i midten og Janus Nabil Bakrawi, der også skrev med på manuskriptet, uden for bilen.

’Pizza King’ var et nybrud i dansk film, fordi den forsøger at skildre et indvandrermiljø indefra og har brune skuespillere i hovedrollerne, her Ali Kazim i midten og Janus Nabil Bakrawi, der også skrev med på manuskriptet, uden for bilen.

Ritzau

Kultur
11. august 2020

Fire venner, Junes, Bobby, Fausi og Zuzu, sidder rundt om et bord på stampizzariaet Pizza King på Nørrebro. Zuzu er ved at fortælle dem alle om, dengang han som dreng i Pakistan blev omskåret, uden at han helt forstod, hvad det var der foregik.

Bedre blev det ikke, da hans far smed den afskårne forhud ud ad vinduet: »Jeg løber hen til vinduet, ’kom tilbage til mig’, og så kigger jeg ned, og tre katte er i gang med at slås om min forhud.«

Så åbnede faren døren til altanen, og nedenfor stod hele landsbyen og jublede over drengen, der nu var blevet til en mand.

Det er en sjov historie og en af flere, som de fire venner fortæller hinanden som en slags pauser i handlingen i den nyrealistiske, håndholdte film Pizza King (1999), der har titel efter pizzariaet, hvor vennerne holder til. Ole Christian Madsens debutfilm var ikke den første til at skildre et indvandrermiljø i København, men det var den første til at se miljøet indefra og lade de brune være hovedpersonerne, og ikke mindst i scener som den ovenfor kommer man tæt på de fire venner og deres kultur.

Manuskriptet til filmen skrev instruktøren sammen med manuskriptforfatteren Lars K. Andersen og skuespilleren Janus Nabil Bakrawi, der spiller Bobby, den mest utilpassede af de fire unge, rodløse, småkriminelle mænd. Alle kæmper de for at passe ind i et land, som har svært ved at acceptere dem, og alle er de splittede mellem deres forældres traditioner og den danske virkelighed, de lever i.

Et specifikt miljø

Målet med Pizza King var at beskrive de unge på godt og ondt, uden politisk korrekthed og samtidig så fordomsfrit som muligt – alt sammen i håbet om at bidrage til en forståelse af et meget specifikt miljø. Det fortalte Ole Christian Madsen, Lars K. Andersen og Janus Nabil Bakrawi til Information, da jeg inden premieren på Pizza King interviewede dem.

»1970’er-instruktørerne ville aldrig kunne lave sådan en film‚« sagde Ole Christian Madsen.

»Det kan man jo se med for eksempel Erik Clausens Rami og Julie, hvor det hele indhylles i et uskyldsrent, etnisk jubelopråb. Indvandrerne skal altid være enormt søde og forfulgte og komme fra et fjernt, men smukt bjerglandskab, og de synger fantastisk smukt til deres fester, og alt er idyl. De film er ikke inde i karaktererne og har en tematisk dagsorden, som kommer til at præge filmen, så den bliver uærlig.«

Nybrud i dansk film

Racisme og etnisk repræsentation er et af sommerens store emner, og Information undersøger, hvad den danske filmhistorie siger om Danmarks forhold til ’det fremmede’ og ikkehvide danskere, og hvordan det forhold har forandret sig, efterhånden som Danmark er blevet et multikulturelt samfund. I de første to artikler så vi tilbage på stumfilmtiden og årene frem til 1970’erne, i denne artikel handler det om 1990’erne og det første årti i det nye århundrede.

Pizza King markerede et nybrud i dansk film, hvad angik repræsentation og etnicitet, og det var et nybrud, som havde været på vej i en del år, i takt med at Danmark også udviklede sig.

»Det var ikke, fordi dansk film af sig selv var blevet mere multikulturel,« siger Ib Bondebjerg, professor emeritus ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet og sammen med samfundsforsker Ulla Bondebjerg forfatter til en bog om dansk films udvikling fra 1970 og frem til i dag, Dansk film og kulturel globalisering.

»Vi var blevet en multikulturel nation, og der var et kreativt potentiale til stede, som manifesterede sig på mange forskellige leder og kanter. I dag har vi fået en hel generation af folk med baggrund i for eksempel Irak og Afghanistan, eller som har forældre derfra.«

Kulturelle forskelle

Det var først fra slutningen af 1980’erne og i 1990’erne, at ikkehvide skuespillere for alvor fik lov til at spille rigtige roller i danske film instrueret af instruktører, der først markerede sig i 1970’erne.

Erik Clausens Rami og Julie (1988) var en moderniseret udgave af Shakespeares store tragedie, Romeo og Julie, og handlede om kærligheden mellem palæstinensiske Rami og danske Julie. Brita Wielopolskas 17 op (1989) handlede om venskabet mellem en dansk og en tørklædeklædt, tyrkisk pige. Begge film tog livtag med de kulturelle forskelle og omgivelsernes skepsis, som stillede sig i vejen for hovedpersonernes forhold.

Det er begge meget sympatiske, velmenende film, som også er lidt gammeldags og berøringsangste i deres måde at behandle indvandrerproblematikkerne på. Og der er dog en verden til forskel på Rami og Julie og 17 op og de anderledes håndfaste, indlevede skildringer af ghettomiljøer og sammenstød mellem indvandrere og flygtninge og det danske samfund, der satte dagsordenen op gennem 1990’erne.

Globalisering ude og hjemme

En ung, fremadstormende generation af filmskabere, der talte blandt andre Per Fly, Thomas Vinterberg, Jonas Elmer, Ole Christian Madsen og Nicolas Winding Refn – og til en vis grad også de lidt ældre Susanne Bier og Lone Scherfig – var interesseret i at fortælle vedkommende historier om den tid og verden, de selv levede i.

»På den ene side bliver danske instruktører endnu mere bevidste om de globale emner,« siger Ib Bondebjerg om perioden og nævner Susanne Biers Brødre (2004), Efter brylluppet (2006) og Hævnen (2010), der alle blandt meget andet kredser om store emner som krig, flygtninge og nødhjælpsarbejde.

»De udgør jo faktisk en filmtrilogi om, hvordan den globale virkelighed hænger sammen, hvordan den påvirker os, og hvad etniske modsætninger og krige betyder.«

På den anden side, fortsætter han, »har vi Ole Christian Madsens Pizza King og Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi, som tager fat i ghettoproblematikken og krigen mellem forskellige stammer. Der er en række pæredanske instruktører, som faktisk griber fat om nælden. De har ikke selv erfaringer med eller rødder i de miljøer, de skildrer. Men de laver faktisk fremragende film, som viser, hvad globalisering betyder for Danmark både ude og hjemme«.

Buric stjæler billedet

Selvlærte Nicolas Winding Refn slog igennem med sit pågående, hårdkogte gangsterepos, Pusher (1996), der introducerede os for en af moderne dansk filmhistories mest mindeværdige skurke, narkobagmanden Milo (kroatiskfødte Zlatko Buric). Milo er egentlig kun en biperson i filmen; historien handler om hustleren Frank (Kim Bodnia), der skylder Milo penge, og hans højre hånd, Tonny (Mads Mikkelsen). Men den først vennesæle, siden frygtindgydende Buric stjæler billedet, hver gang han dukker op.

Pusher 3 (2005) blev Milo så hovedpersonen i sin egen fortælling, og selv om han indimellem ligner en karikatur på en gebrokken, sydøsteuropæisk vaneforbryder, får han også lov til at være en midaldrende mand, der forsøger at være en god familiefar.

I alle tre Pusher-film er der nogle meget voldsomme scener og også nogle ganske stille og nænsomme øjeblikke, hvor personerne bare får lov til at være til. Og selv om Refn med filmene så at sige opfinder en af dansk films troper, det kriminelle indvandrermiljø, er han interesseret i at fortælle historier om mennesker, der lever på kanten af det samfund, de egentlig gerne ville være en del af.

Udlændingehalløj

Takket være PusherPizza King og en række af tidens andre film fik Danmark også øjnene op for en række brune skuespillere – Zlatko Buric, Slavko Labovic, Dejan Cukic, Ali Kazim, Janus Nabil Bakrawi, Ellen Nyman, Farshad Kholghi – som siden kom til at sætte deres præg på dansk film, tv og teater.

»Pizza King var ikke en problemfilm. Den zoomede bare ind på et miljø, som var interessant, og den mindede om de historier, Scorsese fortalte om italienere i New York,« siger Farshad Kholghi, der spillede historiefortælleren Zuzu. Den nu 49-årige skuespiller kom til Danmark fra Iran med sine forældre, da han var 13, og han taler perfekt dansk. Men som han selv siger, så har han stadig en lille accent og en måde at lægge trykket på, som er anderledes end indfødte danskeres.

Kholghis baggrund og hudfarve spillede ikke nogen rolle, da han voksede op og gik i gymnasiet i Jylland. Derfor havde han heller ikke som ung skuespiller den store lyst til at have noget med »det udlændingehalløj at gøre,« som han formulerer det.

»Jeg ville bare leve mit eget liv og være skuespiller, historiefortæller, komiker. Jeg var en af de første, der blev professionel skuespiller og var med i teaterstykker på Edison og Teater Nova.«

Talent er farveblindt

Farshad Kholghis teatererfaring betød dog, at han var et oplagt valg til en af de centrale roller i Pizza King, og dengang tog han imod de roller, han blev tilbudt. Han kendte dog hverken storbymiljøet, filmen foregik i, eller de andre skuespillere, der skulle være med, deriblandt Ali Kazim og Janus Nabil Bakrawi.

»Da jeg fik at vide, at de var andengenerationsindvandrere, vidste jeg slet ikke, hvad det var. Jeg tror godt, at man kan se og høre, at jeg er en smule anderledes. Hele mit kropssprog, den måde, jeg er på, er en smule anderledes. Jeg tror også, at det var det, jeg blev castet på.«

For Kholghi er talent farveblindt. Historierne er det vigtigste, og de skal passe. Det nytter ikke noget, at man lader skuespillere med anden etnisk baggrund spille roller, det ikke er troværdigt, at de spiller. Næsten som en bidsk kommentar til det er der i Pizza King en morsom scene, hvor Zuzu, som gerne vil være skuespiller og skal aflægge prøve på et teater, øver sig på titelsangen til Nøddebo præstegård, mens pizzariaets ejer spiller klarinet til.

»Jeg sagde dengang, at det ville være fint med en iraner i rollen som læge, uden at gøre noget ud af, at han er iraner, men bare lade ham være et almindeligt menneske. Og det er sket. Jeg har spillet læge så mange gange, at jeg snart forventer at blive ansat af Rigshospitalet. Jeg skal spille læge igen i en tv-serie til efteråret,« siger han.

»Men der er noget, der hedder en naturlig udvikling. Dar Salim havde en stor rolle i Borgen og er nu med i samtlige danske film. Melvin Kakooza (komiker og tv-vært, red.), som er kulsort, har kæmpestor succes. Det er en naturlig udvikling. Man kan ikke forcere noget.«

Danske og arabiske rødder

Efter Pusher og Pizza King blev danske filminstruktører ved med at fortælle historier om flygtninge og andengenerationsindvandrere og med mennesker med anden hudfarve end hvid i vigtige roller. Det var ikke dem alle, der var lige gode, men de gjorde dansk film mere mangfoldig: Helle Ryslinges Halalabad Blues (2002), Anders Gustafssons Bagland (2003), Hella Joofs Oh Happy Day (2004), Henrik Ruben Genz’ Kinamand (2005), Anders Thomas Jensens Adams æbler (2005), Annette K. Olesens 1:1 (2006) og Lille Soldat (2008) og Natasha Arthys Fighter (2007).

Det var dog først i 2008, at det endelig blev en instruktør med indvandrerbaggrund, dansk-palæstinensiske Omar Shargawis, tur til at fortælle en historie fra det københavnske indvandrermiljø. Det gjorde han i Gå med fred, Jamil (2008), der i øvrigt også gav Dar Salim hans første hovedrolle.

»Det er ikke en formynderisk eller en teologisk film – den forsøger bare at vise tingene, som de er,« sagde den spillefilmdebuterende Omar Shargawi dengang til Information om sit barske hævndrama, der foregår i et ekstremt og kriminelt miljø, hvor der ikke tales meget dansk, og hvor sunni- og shiamuslimer slår hinanden ihjel på grund af oldgamle konflikter.

»De mennesker har i bund og grund en stærk tro og en tæt relation til en religion, som er baseret på fred og kærlighed og tilgivelse. Hvordan kan man forene det med et liv, som går i en helt anden retning? Jeg har selv danske og arabiske rødder, og det var den grundlæggende årsag til, at jeg havde lyst til at fortælle den her historie.«

Det kreative potentiale

Gå med fred, Jamil går meget tæt på sine personer og konflikter og sit miljø. Og hvis man skal pege på en forskel mellem en hvid og en ikkehvid instruktørs måde at fortælle om emnet på, er det netop detaljerne og indlevelsen.

»Hos Omar Shargawi bliver det voldsommere end hos for eksempel i Pizza King,« siger Ib Bondebjerg og understreger, at det kun er godt med flere stemmer i dansk film.

»Det bliver meget mere nærgående og personligt, fordi han går ind i den religiøse konflikt, og fordi det foregår mere i hans eget miljø, en irakisk enklave på Nørrebro.«

Bondebjerg mener dog også, at den grundlæggende struktur, historie og konflikt, som beskrives i Gå med fred, Jamil, er stort set den samme som i Pizza King. Og for ham er det vigtigt, at en filmskabers etnicitet ikke bliver det afgørende parameter, når der skal fortælles en historie. Det skal være muligt for alle at fortælle alle historier.

Faktum er dog, at det tog godt 90 år fra filmmediets fødsel, før de første ikkehvide mennesker begyndte at få ordentlige roller i danske film, og det tog endnu 25 år, før de også fik mulighed for selv at fortælle deres historier. Er der, som Farshad Khoilghi siger, tale om en naturlig udvikling, eller handler det også om at vokse op i Danmark uden at kunne se sig selv på lærredet og tv-skærmen og derfor ikke turde drømme om at optræde der?

Det spørgsmål forsøger fjerde og sidste afsnit af denne artikelserie at svare på.

Serie

Etnisk mangfoldighed i dansk film og tv

Ikkehvide mennesker har traditionelt set været sjældne gæster i danske film og tv-serier, og de er blevet portrætteret med lige dele eksotisme, paternalisme, naivitet og fordom. Det er blevet bedre og mere nuanceret med tiden, men det er stadig ikke godt nok. I en serie på fire artikler ser Information nærmere på diversitet og inklusion i dansk film og tv gennem 100 år.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her