»Rådne tænder er jo forfærdelige, men jeg ved ikke, om det ligefrem er grimt«

I et værksted ud til kanalerne i Københavns sydhavn bliver der lavet ansigter.

På væggene hænger gipsafstøbninger og modelleringer af forskellige ansigter, både menneskeansigter, men også zombie- og troldeansigter har fået en plads på væggen. I en kasse i hjørnet ligger en bunke lyserøde ører ved siden af en brødrister, og i en dehydreringsmaskine, man normalt bruger til at tørre frugt i, ligger 30 papirstynde stykker silikone, der skal fungere som poser under øjnene, til tørre.

Ved bordet midt i det tætpakkede rum sidder Thomas Foldberg under en skriggul arkitektlampe og arbejder. Under bordet står store sække og bøtter fyldt med gips, silikone og resin. I hånden har han et pandeparti i ler, og med et skalpellignende redskab ridser han i øjenbrynet, så ultratynde hudlinjer træder frem.

Anders Rye Skjoldjensen

Thomas Foldberg er selvstændig maskør. Han sminker ikke ansigter, han modellerer dem. Det vil sige, at han former kinder, hager, næser, poser, folder, ar, rynker og sår i silikone, der klistres på skuespilleres ansigter. Det er Thomas Foldberg, der har fået hovedpersonerne i Mænd og Høns fra 2015 til at se bondske ud, og det er også ham, der har lavet Mikkel Boe Følsgaards kvindekrop i filmen En helt almindelig familie fra i år.

Han er ekspert i, hvilke træk og accentueringer der får ansigter til at se trætte, gamle, unge, enfoldige eller aggressive ud. Derfor er jeg taget på besøg i hans værksted for at tale med ham om, hvad der gør et ansigt mere eller mindre grimt eller smukt. Alt sammen som led i serien Grimme mennesker, hvor vi tidligere på sommeren skrev om, hvordan grimhed er blevet tænkt kulturhistorisk, og hvordan det er blevet fremstillet på film og tv gennem tiderne.

Kampen mod karikaturen

Når en instruktør har ambitioner om at ændre en skuespillers udseende for at tilpasse det bedre til rollen, foregår det enten med sminke eller med proteser. Proteser er ikke bare en kunstig kropsdel, man sætter der, hvor den originale mangler, det er også betegnelsen for ekstra hud og krop, der tilføjes uden på den eksisterende.

Hvis sminke ikke er nok, ender opgaven ofte på Thomas Foldbergs bord. Han starter med at tage et aftryk af skuespillerens hoved og arbejder derudfra. Der står afstøbninger af kendte mennesker med lukkede øjne, afslappede miner og tilbagestrøget hår på reoler overalt i værkstedet, men af produktionsfortrolige årsager må vi hverken fotografere eller skrive, hvem der har en plads på hylderne.

Det er sjældent, instruktøren er helt fast besluttet på nøjagtigt, hvad Thomas Foldberg skal sætte på skuespillerens ansigt. Ofte handler det om at indkapsle en stemning eller en række karaktertræk i ekstra hud.

»Instruktører kommer med en vision om en karakter, der skal være på en bestemt måde. Men hvis det er for karikeret, prøver jeg altid at trække i den anden retning,« siger han og skubber et par farverige briller op i panden.

Der er nogle ansigtstræk, mange af os instinktivt forbinder med forskellige karaktertræk, det har vi blandt andet lært af at se film og fjernsyn, mener Thomas Foldberg. Kvinden med opstoppernæsen er snobbet, manden med det tunge pandeben er opfarende eller slåskampsklar.

»Sådan noget som bøjle og briller til en nørdet karakter ville jeg godt nok være ked af at gå med på. Jeg synes, det er at tale ned til publikum at antage, at de ikke kan tolke eller aflæse andet end de her stereotype og forsimplede former for udseende,« siger han.

Aldrig grim

Det er aldrig et ønske fra instruktøren – og sådan set heller aldrig et formål for Thomas Foldberg – at lave skuespillere grimme, fortæller han.

Anders Rye Skjoldjensen

»Ordet ’grim’ er aldrig rigtig en del af processen. Jeg har prøvet at blive bedt om alt muligt andet; at fremhæve træk, der kan få folk til at se enfoldige eller grove ud. For eksempel da jeg var med til at lave Grænse.«

Thomas Foldberg var med til at skabe den mandlige hovedperson i svenske Ali Abbasis film fra 2018, som handler om en kvinde, der opdager, at hun i virkeligheden er en trold, da hun for første gang i sit liv møder en anden trold.

»Jeg lavede ansigtsproteserne til skuespilleren Eero Milonoff, og i hele den proces blev ordet ’grim’ ikke brugt en eneste gang, selv om det jo i hvert fald ikke var meningen, at han skulle være traditionelt smuk. Der blev brugt andre ord som ’grov’ og ’ikkemenneskelig’, så jeg gjorde ham lidt udglattet i trækkene og gav ham et lidt for stort pandeben.«

Almindelighedens aftryk

For Thomas Foldberg står det altså klart, at hverken skønhed eller grimhed kan reduceres til et spørgsmål om ansigtstræk. I endnu højere grad har han observeret gennem sit arbejde med skuespillere, at udseende handler mindst lige så meget om mimik, humør og selvsikkerhed. Kort sagt handler det om udstråling.

Thomas Foldberg rejser sig op og går hen til sin samling af gipsbuster.

»For nylig lavede jeg et aftryk af en kvindelig skuespiller, der er enormt smuk i virkeligheden, men på aftrykket ligner hun lidt hvem som helst. Man tænker ’er det den samme’? Hun plejer at smile stort, men i gipsafstøbningen er der jo pludselig hverken noget smil eller noget spil i øjnene, ingen sjæl,« siger han.

Han lægger hånden på hovedet af en buste, der er støbt efter en mandlig skuespiller i 40’erne.

»Det samme gælder for ham her, faktisk,« siger han med blidt klap på skuespillerens isse.

»Han er i virkeligheden en utrolig charmerende mand, men når man ser ham sådan her, så er han jo enormt almindelig at se på.«

På væggen har Thomas Foldberg hængt fotografier af nogle af skuespillerne fra Anders Thomas Jensens sorte komedie Mænd og høns.

Nikolaj Lie Kaas kigger ind i kameraet med en forstørret næse og et hareskår klistret i ansigtet, og nedenunder smiler Nicolas Bro med ekstra kinder og endnu et hareskår. Det er ingen underdrivelse at sige, at karaktererne ikke ser superintelligente ud, men ifølge Thomas Foldberg skyldes det ikke kun de ekstra træk, han har givet dem med silikone.

»Vi lavede så mange optagelser, og skuespillerne eksperimenterede med at spille deres roller på forskellige måder. Og hvis de spillede det enfoldigt, så blev de enfoldige, men når de spillede mere poweragtigt, fik karaktererne straks mere status,« siger han.

Rådne tænder

Halvvejs ude i køkkenet, hvor Thomas Foldberg er ved at brygge kaffe, ligger der en kasse med et stykke kunstigt hud i, brudt af et sår. Det er ikke til at se, hvor på kroppen såret hører til, men huden er flænset op og står og gaber. Såret ser ud til at være vådt og klistret af blod, men er i virkeligheden helt tørt.

Kønt er det måske ikke, men egentlig heller ikke grimt, synes Thomas Foldberg.

For ham er det for endimensionelt at tale om, at nogle bestemte træk er grimme. Når han står og modellerer et ar, et blomkålsøre, en større næse eller en rynket hud til en skuespiller, der er bred enighed om, er smuk, kan han godt se, at han bryder en åbenlys skønhed. Men det er i bruddene, at det interessante opstår, mener han.

Anders Rye Skjoldjensen

»Se bare på din vennekreds,« opfordrer han. »Der er garanteret nogen, du med lukkede øjne er helt sikre på, hvordan ser ud. Og så er der dem, du nok har sværere ved at beskrive. Hvis de blev efterlyst, og man skulle beskrive dem, ville man tænke ’puha, hvordan er det nu lige’. Der er nogen ansigter, der er meget neutrale, og tit er det dem, vi kalder pæne, tror jeg.«

Hvis et menneskeansigt er dækket af smilerynker, er det nok, fordi de har smilet et helt liv. Eller hvis det har et stort ar, er det nok, fordi personen har levet et liv, der er værd at fortælle om, mener Thomas Foldberg. Og det er netop en fornemmelse af, at der ligger et levet liv i ansigtet, han prøver at formidle til publikum, når han skaber en karakter.

»Rådne tænder er jo også forfærdelige, men jeg ved ikke, om det ligefrem er grimt. Det fortæller, at personen har noget med i bagagen,« siger han og smiler. 

Bag Thomas Foldberg er hans 3D-printer næsten ved at have printet en armstump i plastik færdig. Den skal bruges til at lave en form, hvori han kan støbe en armstump i silikone. Den kommer til at ligne ægte hud på en prik. Men grim bliver den ikke.