Jeg har set alle Barnabys 369 absurde mord flere gange, og intet er så afslappende

Vi begynder med en scene, måske kan du genkende den:

En kvinde bliver stukket ihjel med en lille paletkniv under en akvarel-undervisningstime i en lille britisk by. En af de andre kursister genkender hende som en ældre kvinde fra byen, men da en tør, omend elskelig, kriminalkommissær efterforsker sagen, viser det sig, at den ældre kvinde slet ikke var en ældre kvinde, men en ung, kvindelig spion, forklædt i paryk og sminke. Herfra går det stærkt, efterretningstjenesten bliver på mystisk vis blandet ind i sagen, og det ender med at vise sig, at det er chefen for selvsamme efterretningstjeneste, der har begået mordet.

Jeg elsker krimier, både på skærm og på skrift. Det er ikke noget, jeg råber så højt op om, for krimiens ry er temmelig blakket i de kulturjournalistiske kredse, jeg færdes i som en del af mit arbejde. Hvad værre er, er jeg ikke engang særlig kræsen, og især har jeg en forkærlighed for Kriminalkommissær Barnaby, som ovenstående naturligvis scene er taget ud af. Serien, som originalt hedder Midsumer Murders, sendes jævnligt på DR1. Enkelte afsnit kan også ses på DRTV.

Den ultrabritiske serie er mit komfort-tv. Det er den slags fjernsyn, som man ikke skal have noget særligt ud af andet end en god og rolig følelse i kroppen. Og næsten alle, virker det til, har sådan et sted, de kan gå hen, når verden bliver lidt for meget.

Jeg har set alle afsnit af serien flere gange. Der er 126 af dem, og i dem er der blevet begået i alt 369 mord. Undervejs i de 21 sæsoner er den originale Barnaby, Tom, som bliver spillet af John Nettles, blevet erstattet af sin fætter, John, som bliver spillet af Neil Dudgeon. På belejlig vis deler de to detektivfætre både efternavn og titel.

Død ved tung ost

Serien udspiller sig i det fiktive, britiske område Midsomer, der består af en række små landsbyer, der alle er hyggelige, blomsterpyntede og alle har mindst én pub. Seriens hovedperson er en let gnaven, men dog elskelig kriminalkommissær, der akkompagneres af skiftende kriminalassistenter, som oftest ikke har taget jobbet på landet frivilligt.

I mit barndomshjem var Kriminalkommissær Barnaby en af de ting, jeg så med mine forældre. Vi havde en aftale; man måtte ikke højlydt gætte på, hvem morderen var, den slags spekulationer skulle man holde for sig selv.

Mine forældre faldt næsten altid i søvn og vågnede op et mord eller to senere.

Egentlig havde det nok været lige meget, hvis vi havde gættet med, for plottene er så uendeligt indviklede, at det er så godt som umuligt at regne ud, hvem der har slået hvem ihjel.

Også mordene er befriende fantasifulde. Der er ingen, der dør på almindelige måder eller af almindelige, hverdagstragiske årsager. Karaktererne dør af at blive kvast under en stor, tung ost, ved at blive forgiftet og indkapslet i bivoks eller ved at blive overdænget med trøffelolie og bundet til et træ, så vildsvin spiser karakteren ihjel. Ingen dør af misbrug, af grundløs vold eller fordi de er udstødte af samfundet. Ingen dør af sult, luftforurening eller af en virus.

369 mord er det blevet til i de 21 sæsoner af ’Kommissær Barnaby’. Rekorden for et enkelt afsnit er 17, og et enkelt var helt uden – hvilket medførte øjeblikkelige seerprotester

Plottene i Kriminalkommissær Barnaby handler om mord og også af og til om incest, selvmord og alkoholisme. Men alligevel iværksætter det en øjeblikkelig virkelighedsflugt, når den karakteristiske kendingsmelodi, spillet på det mystiske, elektroniske instrument thereminen, lyder. De melankolske, hypnotiserende toner gør, at jeg straks glemmer alt, der hedder dårlig samvittighed over at spise for meget kød, flyskam og ikke at besøge mine bedsteforældre ofte nok samt den evige følelse af, at jorden er ved at gå under.

Der ligger et skær af noget nostalgisk, romantisk og sovende over uhyrlighederne, og mordene afbryder ofte en eller anden hyggelig og ultrabritisk begivenhed; en lanceringsfest for et mikrobryggeris forårsøl, en udstilling for racekaniner eller en konkurrence om, hvem der har den smukkeste rose i sin have. Den outrerede hverdagsstemning i serien gør, at den aldrig er ægte uhyggelig.

Tidslommens svøbe

For nogen er Kriminalkommissær Barnaby blevet symbol på det, der er galt med Danmarks Radio: for mange genudsendelser i bedste sendetid og for meget udenlandsk produceret indhold. Tiden er løbet fra tuttenuttede mord på stribe i tuttenuttede byer. Vi tv-seere fortjener veludtænkte plot med indbygget samfundskritik, lyder det.

Men jeg er altså ikke alene med min kærlighed til serien. I februar og marts, før coronakrisen overtog sendefladen og tv-seerne, så i omegnen af en halv million danskere med, når DR genudsendte et afsnit lørdag aften klokken 21.

Tidslommeeffekten er Kriminalkommissær Barnabys styrke, men seriens kategoriske afvisning af at forholde sig til den virkelige verden og dens ægte grusomheder har samtidig vist sig at være seriens største svaghed. I 2011 blev seriens producer, Brian True-May, fyret, fordi han nægtede at rette op på den iøjenfaldende manglende repræsentation af andre end hvide mennesker.

»Vi har bare ikke etniske minoriteter med. Det ville ikke fungere, for det ville ikke være den traditionelle engelske landsby med dem,« sagde han inden fyringen. Siden har serien bragt både sorte og brune skuespillere ind.

Tiltaget blev taget godt imod blandt seerne, som dog ikke er klar på alt for meget fornyelse. I 18. sæson er der for første gang i seriens årelange historie et afsnit, hvor der ikke er nogen, der bliver slået ihjel. Det handler i stedet om et lig, der forsvinder. Da afsnittet blev sendt på britisk tv modtog tv-stationen en bunke seerklager, og Gwilym Lee, der spiller Kriminalkommissær Barnabys assistent, undskyldte for de manglende mord på Twitter.

Læser man anmeldelser af de enkelte afsnit på IMDb, er der et tydeligt mønster. Jo flere mord, des højere karakter. Og jeg forstår det godt. Fordi for hvert eneste langt ude mord, der bliver begået på skærmen, synker jeg lige lidt længere ned i sofaens bekymringsfri dyb. Og så er 17 (ja, det er rekorden for et enkelt afsnit) bare bedre end ingen.

Noget tyder på, at det ikke kun er mig og en halv million andre sofadanskere, der holder af landsbydetektiven, kærligheden går også den anden vej. I hvert fald er det eneste afsnit af serien, der ikke er optaget i Storbritannien, optaget i København. Afsnittet er nummer 100 i serien, og det indledende mord blev begået på den måske mest britiske måde, man kan forestille sig på et hotel på Rådhuspladsen: Død ved gift gemt i en småkagedåse.