Vi begynder med en scene, måske kan du genkende den:
En kvinde bliver stukket ihjel med en lille paletkniv under en akvarel-undervisningstime i en lille britisk by. En af de andre kursister genkender hende som en ældre kvinde fra byen, men da en tør, omend elskelig, kriminalkommissær efterforsker sagen, viser det sig, at den ældre kvinde slet ikke var en ældre kvinde, men en ung, kvindelig spion, forklædt i paryk og sminke. Herfra går det stærkt, efterretningstjenesten bliver på mystisk vis blandet ind i sagen, og det ender med at vise sig, at det er chefen for selvsamme efterretningstjeneste, der har begået mordet.
Jeg elsker krimier, både på skærm og på skrift. Det er ikke noget, jeg råber så højt op om, for krimiens ry er temmelig blakket i de kulturjournalistiske kredse, jeg færdes i som en del af mit arbejde. Hvad værre er, er jeg ikke engang særlig kræsen, og især har jeg en forkærlighed for Kriminalkommissær Barnaby, som ovenstående naturligvis scene er taget ud af. Serien, som originalt hedder Midsumer Murders, sendes jævnligt på DR1. Enkelte afsnit kan også ses på DRTV.
Den ultrabritiske serie er mit komfort-tv. Det er den slags fjernsyn, som man ikke skal have noget særligt ud af andet end en god og rolig følelse i kroppen. Og næsten alle, virker det til, har sådan et sted, de kan gå hen, når verden bliver lidt for meget.
Jeg har set alle afsnit af serien flere gange. Der er 126 af dem, og i dem er der blevet begået i alt 369 mord. Undervejs i de 21 sæsoner er den originale Barnaby, Tom, som bliver spillet af John Nettles, blevet erstattet af sin fætter, John, som bliver spillet af Neil Dudgeon. På belejlig vis deler de to detektivfætre både efternavn og titel.
Død ved tung ost
Serien udspiller sig i det fiktive, britiske område Midsomer, der består af en række små landsbyer, der alle er hyggelige, blomsterpyntede og alle har mindst én pub. Seriens hovedperson er en let gnaven, men dog elskelig kriminalkommissær, der akkompagneres af skiftende kriminalassistenter, som oftest ikke har taget jobbet på landet frivilligt.
I mit barndomshjem var Kriminalkommissær Barnaby en af de ting, jeg så med mine forældre. Vi havde en aftale; man måtte ikke højlydt gætte på, hvem morderen var, den slags spekulationer skulle man holde for sig selv.
Mine forældre faldt næsten altid i søvn og vågnede op et mord eller to senere.
Egentlig havde det nok været lige meget, hvis vi havde gættet med, for plottene er så uendeligt indviklede, at det er så godt som umuligt at regne ud, hvem der har slået hvem ihjel.
Også mordene er befriende fantasifulde. Der er ingen, der dør på almindelige måder eller af almindelige, hverdagstragiske årsager. Karaktererne dør af at blive kvast under en stor, tung ost, ved at blive forgiftet og indkapslet i bivoks eller ved at blive overdænget med trøffelolie og bundet til et træ, så vildsvin spiser karakteren ihjel. Ingen dør af misbrug, af grundløs vold eller fordi de er udstødte af samfundet. Ingen dør af sult, luftforurening eller af en virus.

369 mord er det blevet til i de 21 sæsoner af ’Kommissær Barnaby’. Rekorden for et enkelt afsnit er 17, og et enkelt var helt uden – hvilket medførte øjeblikkelige seerprotester
Plottene i Kriminalkommissær Barnaby handler om mord og også af og til om incest, selvmord og alkoholisme. Men alligevel iværksætter det en øjeblikkelig virkelighedsflugt, når den karakteristiske kendingsmelodi, spillet på det mystiske, elektroniske instrument thereminen, lyder. De melankolske, hypnotiserende toner gør, at jeg straks glemmer alt, der hedder dårlig samvittighed over at spise for meget kød, flyskam og ikke at besøge mine bedsteforældre ofte nok samt den evige følelse af, at jorden er ved at gå under.
Der ligger et skær af noget nostalgisk, romantisk og sovende over uhyrlighederne, og mordene afbryder ofte en eller anden hyggelig og ultrabritisk begivenhed; en lanceringsfest for et mikrobryggeris forårsøl, en udstilling for racekaniner eller en konkurrence om, hvem der har den smukkeste rose i sin have. Den outrerede hverdagsstemning i serien gør, at den aldrig er ægte uhyggelig.
Tidslommens svøbe
For nogen er Kriminalkommissær Barnaby blevet symbol på det, der er galt med Danmarks Radio: for mange genudsendelser i bedste sendetid og for meget udenlandsk produceret indhold. Tiden er løbet fra tuttenuttede mord på stribe i tuttenuttede byer. Vi tv-seere fortjener veludtænkte plot med indbygget samfundskritik, lyder det.
Men jeg er altså ikke alene med min kærlighed til serien. I februar og marts, før coronakrisen overtog sendefladen og tv-seerne, så i omegnen af en halv million danskere med, når DR genudsendte et afsnit lørdag aften klokken 21.
Tidslommeeffekten er Kriminalkommissær Barnabys styrke, men seriens kategoriske afvisning af at forholde sig til den virkelige verden og dens ægte grusomheder har samtidig vist sig at være seriens største svaghed. I 2011 blev seriens producer, Brian True-May, fyret, fordi han nægtede at rette op på den iøjenfaldende manglende repræsentation af andre end hvide mennesker.
»Vi har bare ikke etniske minoriteter med. Det ville ikke fungere, for det ville ikke være den traditionelle engelske landsby med dem,« sagde han inden fyringen. Siden har serien bragt både sorte og brune skuespillere ind.
Tiltaget blev taget godt imod blandt seerne, som dog ikke er klar på alt for meget fornyelse. I 18. sæson er der for første gang i seriens årelange historie et afsnit, hvor der ikke er nogen, der bliver slået ihjel. Det handler i stedet om et lig, der forsvinder. Da afsnittet blev sendt på britisk tv modtog tv-stationen en bunke seerklager, og Gwilym Lee, der spiller Kriminalkommissær Barnabys assistent, undskyldte for de manglende mord på Twitter.
Læser man anmeldelser af de enkelte afsnit på IMDb, er der et tydeligt mønster. Jo flere mord, des højere karakter. Og jeg forstår det godt. Fordi for hvert eneste langt ude mord, der bliver begået på skærmen, synker jeg lige lidt længere ned i sofaens bekymringsfri dyb. Og så er 17 (ja, det er rekorden for et enkelt afsnit) bare bedre end ingen.
Noget tyder på, at det ikke kun er mig og en halv million andre sofadanskere, der holder af landsbydetektiven, kærligheden går også den anden vej. I hvert fald er det eneste afsnit af serien, der ikke er optaget i Storbritannien, optaget i København. Afsnittet er nummer 100 i serien, og det indledende mord blev begået på den måske mest britiske måde, man kan forestille sig på et hotel på Rådhuspladsen: Død ved gift gemt i en småkagedåse.
Tryghedstv i mange afsnit
Mange søger mod en særlig tv-serie eller et særligt tv-program, når de har behov for at slappe af eller blive beroliget. Det kan snildt være gensyn med tv af ældre dato, ofte strakt over virkeligt mange afsnit og sæsoner. Vi har fået avisens journalister til at forklare deres foretrukne tv-eskapismer.
Seneste artikler
I ’Chef’s Table’ bør grøntsager være lige så lykkelige som mennesker, og jeg æder det hele råt
21. september 2020I Netflix’ ’Chef’s Table’ præsenteres den nære og den eksotiske natur, mesterkokkenes bevingede ord og verdens bedste mad i knivskarp slowmotion. Intet kunne være mere beroligende, skriver kulturjournalist Magnus Sabroe Bjernemose i vores serie om trygheds-tv til uoverskuelige tiderI ’Sommer med Ernst’ er naturen billedskøn og sommeren uden ende
8. september 2020Det svenske slow-tv-program ’Sommer med Ernst’ er som én lang fløjlsblød kornmark. Man skal ikke tænke, men blot læne sig tilbage og flyde med. Det har journalist Daniel Hovalt gjort i 12 sæsoner nuVerden virker lidt mere tilforladelig efter et par afsnit af TV Midtvests ’Fotovognen’
31. august 2020To reportere stikker en kæmpe mikrofon op i ansigtet på tilfældige vestjyder og spørger ind til såvel deres haver, ringbind som sorger. Det er konceptet i lokal-tv-programmet ’Fotovognen’, der til trods for alle de menneskelige tragedier er Lone Nikolajsens foretrukne tryghedsfjernsyn
Jeps, er også tilskuer af alle kunstfærdige mord. Min søster og jeg undrer en gang imellem om den uendelige tilgang af offer i Midsumer, byen som næsten burde være udryddet nu?
Tænk, jeg synes de britiske (med flere) detektivkrimier, der fylder tv, er noget af det mest kedsommelige. Af samme grund ser jeg ingen af dem. Har dog set et enkelt afsnit af Barnaby. Og det rakte rigeligt.
Næh, må jeg bede om nogle gode franske eller amerikanske gangsterfilm. F.eks. Samuraien, Den røde cirkel, Godfather, French Connection for nu at blive i det nostalgiske hjørne. Og af nyere dato The Irishman.
For en mere realistisk engelsk TV krimi serie prøv "Happy Valley" som kan findes på Netflix og måske andre stedder.
Fin BBC serie om det mere virkelige liv.
Jeg holder meget af at se Unge Morse, men Barnaby er jeg færdig med for længst.
Allerede i tredje sæson er der altså et afsnit uden mord. Dødsfald på et plejehjem, javist, men de viser sig at være naturlige.
@Peter Andersen, der er ingen tvivl om, at dødsraten på plejehjem er over normalen for samfundet generelt, hvilket bør vække mistanke hos enhver årvågen detektiv, men jeg kan altså forstå, at der ikke var noget at komme efter her. De gamle døde af naturlige årsager.
Det lyder som en møgspændende krimi. Next up: Hospice. De dør konstant I DEN BYGNING!
Godt jeg ikke bor i Midsommer. Det er et farligt sted.
Mordene i Barnaby er absurde, men endnu bedre er morderne og deres ekstremt absurde motiver - fornærmelser for en menneskealder siden, konkurrence om hvis kanin kan vinde præmie. Genudsendelser også fine, for jeg falder ofte beroliget og afstresset i søvn inden afsløring af morderen, så er det godt 2 år efter at kunne få svaret.
Idyllen er i øvrigt markedsført som souvenir og turist trækplaster for Sydengland bl.a. på linje med Oxford med Lewis, Narnia, Alice i eventyrland og Ringenes Herre - så Barnaby er i fint selskab!
På trods af de ekstremt mange mord er Barnaby jo i høj grad antidrama, ikke som normalt en eksemplarisk anvendelse af Hollywood modellen.
Barnaby er konceptuel derhen, som Colombo i sin tid, at historien udfolder sig indenfor et tema, den belyser.
- og så har de sidste mange afsnit drejet sig om LGBT+ temaer, hvor minoriteterne IKKE har været skurkene
Barnaby er i virkeligheden en led karl, en slesk og fordrukken sut der bruger næsten al sin arbejdstid på at drikke te med de fine damer på solbeskinnede græsplæner mens han hundser med sin forvirrede assistent.
Jeg glæder mig til at han får en sort, overvægtig kvindelig assistent som han kan håne og chikanere for fuld udblæsning indtil han går omkuld med massivt organsvigt. På film naturligvis. Men de skal skynde dig, han ser allerede noget svampet ud
Nå, nogen må jo krybe til korset:
Jeg ælsker Barnaby, jeg kan ikke gøre for det, men det gør jeg altså.
- Det er helt sikkert ganske både bizarre og spektakulære mord, der bliver begået i det meget 'idylleriske' Midsommer...
Men hvis man kigger efter så er Barnaby en ret fed fyr, der ikke stikker op for bollemælk og ej heller lader sig intimidere, fx hvis adelen prøver at komme igennem med, at der ingen grund er til at de behøves at blive efterforsket og ej heller løber Barnaby med på en folkestemning, om at det sgu nok er de rejsende (romaerne), der er er gerningspersonerne, nix, Barnaby er nemlig retskaffen!
Og nye Barnaby kan jo altså ikke gøre for, at han ikke er John Nettles, som jo selvsagt og selvklart ér den rigtige Barnaby;-)
- Og bare lige: for en søvnudfordret er Barnaby guld, og ganske ofte finder jeg slet ikke ud af, hvem morderen er, and so what, jeg får søvn i de trætte øjne, og så finder jeg måske ud af det ved næste genudsendelse... - så stop aldrig med Barnaby DR ;-)
Barn betyder jo lade på engelsk og jeg tror Barnaby er et hint om at seerne måske er en flok bønder der ikke behøver den store underholdning, fordi de alligevel falder i søvn foran skærmen. Jeg gør i hvert fald og er i øvrigt på mange områder lidt af en bondrøv. Måske er det også derfor jeg ikke ser Barnaby. Ikke at der er noget i vejen med bønder, men hvis man skal se fjernsyn kan man jo lige så godt vælge noget man ikke falder i søvn til - så hurtigt.
Når der nu ved hver episode af Barnaby bliver myrdet adskillige personer i Midsummer, og der er lavet så mange episoder, så er det altså utroligt, at der stadigvæk er mennesker i Midsummer??
For øvrigt, så er Barnaby en super serie. Men jeg gider kun at se afsnitttene med John Nettles. Han er den ægte Barnay. John Sturgeon er en "WannaBarneby", og de afsnit har bare ikke den samme charme...