To løver bliver parteret, og en sort mand agerer slave i film fra 1907. Kan du gætte, hvad der vakte debat?

På mange måder er Nordisk Film og Viggo Larsens berømte og berygtede storvildtsjægerfilm, Løvejagten (1907), symptomatisk for den måde, som danske stumfilm tacklede racespørgsmål på: Lige dele eksotisme, paternalisme, naivitet og fordom.

Og det er træk, som går igen op gennem den danske film- og tv-historie, hvor mennesker med en anden hudfarve end hvid traditionelt har været sjældne gæster. Det er ved at ændre sig, og fremstillingerne er blevet mere nuancerede, men hurtig går udviklingen ikke ligefrem. I en serie på fire artikler, hvoraf dette er den første, ser Information nærmere på den udvikling, fra stumfilmtiden og frem.

Løvejagten handler om to storvildtsjægere (Viggo Larsen selv og Knud Lumbye), der er på løvejagt i junglen. Med sig har de en sort tjener (William Thomsen), som nok får en cigaret, da nedlæggelsen af to løver skal fejres, men som må bede om den og tænde selv, efter at jægerne har tændt for hinanden. Og da de to jægere til sidst stiller sig an til fotografering med løvehoveder og -skind sat op på et par pæle, sidder tjeneren på knæ imellem dem, tydeligvis ikke på deres niveau.

Det var dog ikke denne problematiske scene, der fik offentligheden op at køre i 1907. Det gjorde derimod mishandlingen af løverne. Den sensationalistiske film blev til en politisk varm kartoffel, fordi to rigtige løver – indkøbt i en zoologisk have i Tyskland – blev skudt og flået for rullende kameraer, og dyreværnsfolk fik justitsminister P.A. Alberti til at blande sig og først forbyde filmens optagelse og siden dens distribution i Danmark. 

Optaget blev Løvejagten dog – i zoologisk have, i et krat i Nordsjælland og på øen Elleore i Roskilde Fjord – for Nordisk Films grundlægger og direktør, Ole Olsen, var en entreprenant herre med en fortid som gøgler. Han fik filmen solgt til udlandet, ikke mindst Sverige, hvortil danskere valfartede for at se den, inden de i slutningen af 1908 kunne få lov til at se den herhjemme.

Intet kolonialistisk projekt

Det var ikke så mærkeligt, at det var løverne, som løb med sympatien, fortæller Casper Tybjerg, filmhistoriker, lektor på Københavns Universitet og stumfilmekspert. Det nedladende portræt af sorte mennesker hørte den tid til.

»Det ser for så vidt ikke anderledes ud i Løvejagten end i de film, der bliver lavet efterfølgende af selskaber som franske Pathé, hvor man ser faktiske storvildtjægere, der er i det rigtige Afrika og skyder vilddyr der. Det er meget det samme, bortset fra, at de typisk har flere sorte underlings til deres rådighed end storvildtsjægerne i Løvejagten.«

Der er kun bevaret cirka 20 procent af den samlede mængde stumfilm, som Danmark – og verden – producerede fra filmens fødsel i 1896 og frem til tonefilmens indtog i slutningen af 1920’erne, men generelt fyldte mennesker med en anden hudfarve end hvid ikke meget i dansk film dengang, ligesom de ikke fyldte ret meget i det danske samfund, og kun få af filmene foregik under fjerne himmelstrøg.

»Det hænger sammen med, at der ikke var et dansk kolonialistisk projekt, der skulle retfærdiggøres. Eller en stor lokal minoritet, hvis undertrykkelse man havde brug for at retfærdiggøre,« siger Casper Tybjerg.

Det havde man derimod i USA, hvor den sorte del af befolkningen måtte finde sig i at blive skildret mildest talt stereotypt og racistisk i datidens film.

»De bliver fremstillet som dumme og dovne og terningspillende og kyllinge- og vandmelongnavende og upålidelige og let skræmt af spøgelser,« siger Casper Tybjerg:

»Dem er der en del af, og det har en klar forbindelse til de raceadskillelsespolitikker, som amerikanerne praktiserede.«

Hvidt overherredømme

Casper Tybjerg nævner D.W. Griffiths dybt racistiske Birth of a Nation (1915), der den dag i dag er lidt af en skamstøtte i den tidligste amerikanske filmproduktion. Den understreger samtidig, at filmen er i en liga for sig selv, hvad angår sin fordomsfulde og dybt ubehagelig skildring af sorte mennesker som uciviliserede vilde.

Ritzau Scanpix

»Birth of a Nation er en mere eksplicit og uskrømtet retfærdiggørelse af det hvide overherredømme og undertrykkelsen af de sorte. Der er ikke rigtig noget andet, der ligner i amerikansk sammenhæng. Der behøvede så at sige også kun at være én film af den slags. Birth of a Nation går meget langt, og racismen er til at tage at føle på.«

Danmark havde kolonier i både Afrika og på De Dansk Vestindiske Øer, men det var ikke noget, man beskæftigede sig med på film, og det var først senere, især i 1950’erne, at Grønland for alvor begyndte at optræde på lærredet.

»Den mest klart racistisk-stereotype fremstilling af sorte, som jeg har set i en dansk stumfilm, er en glemt film, der hedder Smil og tårer fra 1923,« siger Casper Tybjerg.

»Den blev lavet af et lille produktionsselskab, som hed Tumling Film, der kun lavede to film. Den er instrueret af Johannes Meyer, og Alice O’Fredericks har en birolle i den og var tilsyneladende også involveret i produktionen af filmen. Det er sådan en kærlighedshistorie, hvor der er en intrige med nogle, som opholder sig i et hus, hvor de ikke må være. En lille sort dreng bliver involveret i historien, uden at der er nogen klar grund til det, andet end at han så kan blive rædselsslagen, da der kommer en person med et lagen over hovedet. Det er en ret klar brug af en sort person som ren comic relief på grundlag af racistiske vitser. Men der er ikke mange mennesker, som har set den.«

Eksotismeudstillinger i Tivoli

Casper Tybjerg fortsætter med at fortælle om en film, Hallo, Afrika forude fra 1929, der har komikerparret Fyrtårnet og Bivognen i hovedrollerne, og som er præget af en børnebogseksotisme og en fordomsfuld forestilling om, hvordan der ser ud i ’de varme lande’.

»Den er ikke baseret på nogen for så vidt klar social realitet. Man trækker på det, der i andre lande kommer ud af kolonialistiske eventyrbøger,« siger han og nævner som et andet eksempel filmen Flugten fra Seraillet fra 1907, også instrueret af Viggo Larsen, hvor en gæv hvid mand i tropehjelm hjælper en ung kvinde med at flygte fra et tyrkisk harem.

»Kulisserne er hentet fra en af de der eksotismeudstillinger, som de havde i Tivoli hvert år i starten af århundredet, de såkaldte karavaner. De involverede for manges vedkommende opførelsen af en slags kulissebyer. I 1907, tror jeg, det var, byggede man en maurisk by, som så blev brugt som dekoration i Flugten fra Seralillet. Der blev på den tid også lavet en del film i Frankrig, hvor kolonierne var skueplads for nogle helteaktiviteter af den ene eller den anden art. Kolonierne blev set som et sted, hvor man kunne tage hen, hvis man ville udføre heltemodige ting. Og hvor man kunne afvaske forskellige synder. Det er den dramaturgiske funktion, de ofte havde.«

Forestillingen om, at kolonierne var noget, som raske, unge mænd besøgte for at opleve eventyr, var udbredt. Selv den senere så store filmkunstner Carl Th. Dreyer blev ansat hos Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, der var en betydelig international virksomhed, med en drøm om at rejse ud, men, siger Casper Tybjerg, »så fik han et kontorjob i stedet for, og det var ikke så fedt«.

Broget billede

Mere problematisk end de naive, eksotismedyrkende eventyrfilm er en lille serie på tre film, som foregår i Indien, Maharadjaens Yndlingshustru. Den første film fra 1917 er instrueret af Robert Dinesen og handler om en officersdatter, Elly, der forelsker sig i en indisk maharaja og stikker af for at gifte sig med ham. Nordisk Films tyske publicist var ifølge Casper Tybjerg med til at skrive manuskriptet – ellers attribueret til Svend Gade – der var baseret på en ariertænkning, det vil sige ideen om, at hvide mennesker er højerestående væsener end ikkehvide.

»De fine, rige højkasteindere tæller som hvide mennesker, og derfor er det faktisk helt i orden, at vor kvindelige hovedperson stiller sig tilfreds med at blive gift med en maharaja. Det er legitimt,« siger filmhistorikeren.

»Det er en lidt anden sag end i Sheiken (amerikansk romantisk drama fra 1921, red.) med Rudolf Valentino, hvor de er nødt til at finde på en absurd historie om, at han i virkeligheden ikke er arabisk, men britisk og spansk, fordi det går ligesom ikke ellers, at der er sådan sex på tværs af racerne. Det er et absolut no-no. Men de fine indere er okay i Danmark.«

I Troen, der frelser fra 1917, en film, der er gået tabt, spiller danske Clara Pontoppidan en japansk kvinde, der er gift med en englænder, og den romantiske forbindelse er også i orden, siger Casper Tybjerg.

»Der er et par film, som er gået tabt, og hvor der indgår nogle japanske motiver, men det er okay, at man har erotiske forbindelser dér. Selv om det typisk ender tragisk, er det ikke helt uspiseligt. Det giver et, havde jeg nær sagt, broget billede.«

Præget af uvidenhed

Forskningsleder ved Det Danske Filminstitut, Lars-Martin Sørensen, fortæller, at der var blackface, skurke med påfaldende mørk hud og betænkelige, jødiske stereotyper at finde i de danske stumfilm.

»I den berømte kærlighedsfilm Den sorte drøm med Asta Nielsen og Valdemar Psilander, drager Asta til til Tyskland og falder i kløerne på den lede juveler Hirsch, spillet af Gunnar Helsengreen. Han har kroget næse i filmen og kartoffeltud på filmdatabasens portrætbillede, så det er et bevidst sminkørvalg,« siger han.

Fotorama / Filmarkivet / Nordisk Film Kompagni

»I øvrigt optræder juvelerfirmaet Meyer og Bernstein i filmen – Bernstein har også ’jødenæse’, så der er ikke meget at tage fejl af. Og så er der jo Dreyers Elsker hverandre, som er et udfald imod antisemitisme fra 1922, og hvorfor i grunden lave en film om det, hvis ikke jødehad er på dagsordenen?«

Ellers stillede de danske stumfilm, der havde ’fremmede’ i hovedrollerne, eller som foregik i fremmede lande, ikke spørgsmål ved det kolonialistiske projekt eller forestillingen om den europæiske overlegenhed, der dengang var en udbredt antagelse. Casper Tybjerg mener dog omvendt ikke, at filmene gør sig umage for at formidle racistiske budskaber.

»De er præget af uvidenhed og stereotyper og ikke nødvendigvis til at anbefale,« siger han.

»Men man kan sige, at Maharadjaens Yndlingshustru-filmene komplicerer billedet. Selv om de er baseret på en ret ondartet racetænkning, er det ikke noget, der bliver ekspliciteret på nogen måde i filmene, hvor man trods alt har en repræsentant for en ikkevestlig kultur, der bliver fremstillet med heroiske træk og som en acceptabel kærlighedspartner for en hvid heltinde. Det er jo da i hvert fald noget.«

’Løvejagten’ kan ses på stumfilm.dk