Essay
Læsetid: 8 min.

To våde kusser giver et undertrykkende USA tørt på

Den hyperseksuelle rapsang og -video »WAP« har vakt væmmelse og begejstring i USA. Den er en hyldest til den våde kusse, men den er også en uddrivelse af nogle af de spøgelser, der har kategoriseret den afroamerikanske kvinde som seksuelt umætteligt og promiskuøs
De to afroamerikanske rappere Cardi B og Megan Thee Stallions hyperseksuelle rap-sang og -video WAP har sat sindene i kog i USA.

De to afroamerikanske rappere Cardi B og Megan Thee Stallions hyperseksuelle rap-sang og -video WAP har sat sindene i kog i USA.

Planet Photos

Kultur
22. august 2020

Tiderne skifter, men den amerikanske seksualforskrækkelse forbliver den samme. Det har den sidste uges vrede og væmmelse over de to afroamerikanske rappere Cardi B og Megan Thee Stallions duet »WAP« dokumenteret.

Titlen er en forkortelse for wet-ass pussy, altså en røvvåd kusse, altså en hyldest til kvindelig potens. Og hverken musik eller medfølgende video er for kyske sjæle. »Make it cream, make me scream,« rappes der. »Bring a bucket and a mop for this wet-ass pussy,« og her er det altså ikke kvinden, der gør rent med spanden og moppen, det er hende, der griser gulvet til. Og der er ikke nogen, der skal slut-shame hende for det.

På billedsiden gør de to amerikanske rappere det også klart, at de ikke har noget at skamme sig over, som de ligger på gulvet og kærtegner hinanden, mens slanger vrider sig omkring dem. Med i videoen er også den catalanske flamenco/r&b-stjerne Rosalía og modellen og SoMe-kendissen Kylie Jenner samt mere eller mindre kendte kvindelige rappere som Normani, Mulatto, Rubi Rose og Sukihanna.

Og det har vakt opmærksomhed. »WAP« er gået direkte ind på førstepladsen på den amerikanske hitliste og har med sine 93 millioner streaminger slået ugerekord i USA.

Vievand i ørerne

Ikke uventet er den blevet en yndlingsaversion på højre side i det politiske spektrum. Den konservative politiske kommentator Ben Shapiro var ikke begejstret på Twitter og hev sin lægehustru ind i diskussionen. Hun mente angiveligt, at de to rappere kunne have fået skedesvamp. Og naturligvis blev der snart gjort nar af, at Shapiros hustru mente, at en våd kusse var et problem. Og på kultursitet Vulture hev man sågar en gynækolog ind, der sagde det modsatte.

Den republikanske kandidat til Repræsentanternes Hus James P. Bradley tweetede, at »WAP« var hvad der skete, når man opfostres uden en bibel og en stærk faderfigur, og at sangen gav ham lyst til at hælde »vievand i ørerne«. Mens en anden republikaner DeAnna Lorraine tweetede, at deres »ulækre og modbydelige« sang havde »sat hele kvindekønnet 100 år tilbage.«

Men der har også været bemærkelsesværdige støtter såsom den hvide popstjerne Christina Aguilera. Sammen med blandt andre den sexfikserede rapper Lil’ Kim var hun med til at synge en 2001-coverversion af 1974-hittet »Lady Marmalade«, der handler om en prostitueret og også – omend metaforisk – berører kusseslikning. I en Instagram-update fra en swimmingpool iført en våd T-shirt skrev hun: »#WAP got me feelin some type of way.«

Det kvindelige blik hersker

Den ligestillede duet (der er ikke én, der er gæst på den andens sang) mellem de to rappere er uanset hvad et uventet søsterskab, der går imod den selvhævdende trend og traditionen for interne fjendskaber mellem medsøstre.

Cardi B fik et kæmpehit med »Bodak Yellow« i 2017 og var den første kvindelige rapper, der vandt en Grammy for bedste rapalbum i 2019. Hun blev berømt med sin drævende rapstil inden for den unge trap-hiphop med sine repeterende fraseringer over en enkelt udstanset rytmik.

Megan Thee Stallion er en langt mere klassisk håndværker udi rapkunsten med en mere kompleks rytmik og en hård artikulation. Hun fik sit første nummer 1-hit med remix-versionen af »Savage« i maj måned, godt hjulpet på vej af Beyoncé som gæsterapper.

Traditionelt set ville man opfatte de to kvinder som konkurrenter. Det er velkendt, at man i hiphopkulturen og medierne har set kvinderappere som indbyrdes fjender, ja, at man også har søgt at spille kvindelige rappere ud mod hinanden. Men ikke Cardi B og Megan Thee Stallion. De har slået kontra, inden rænkesmedene overhovedet er begyndt.

Det er et raffineret feministisk træk, ligesom også det kvindelige blik, der hersker i videoen, er det. Der er ikke en mand i sigte i »WAP«-videoen, og det er Cardi B og Megan Thee Stallion, der overbeglor de andre horer i huset.

Pikrap rekontekstualiseret

Den mandlige ækvivalent til en WAP, den hårde pik, er utrolig populær og til stede i vores kultur. Ikke kun i arkitektur eller diverse former for våbendesign, men også i amerikansk rap.

Utallige mandlige rappere har besunget den, ja, også en del kvindelige kolleger. Og danske Suspekt har sågar rappet om den slappe variant i brugsanvisningsrappen »Sut den op fra slap«. Danskere kan i det hele taget ikke blive forargede over »WAP«-videoen, hvis de har set videoen til Nikolines »Gourmet,« hvor flere parter har decideret sex. Og herhjemme har også Emil Stabil besunget den våde kusse på sangen »Swimmingpool«: »Pige så våd, jeg ka’ svømme i hende / Hun la’ sin fisse røre jorden, vasker gulvet med den«. Bemærk rengøringsreferencen, som man også finder i »WAP«.

At kvinder rapper så direkte om deres ædlere dele i amerikansk mainstream, har været en sjælden disciplin. Men rapdronningen Nicki Minaj gjorde det i høj grad på 2014-hittet »Anaconda«. Her samples der også fra Sir Mix-a-Lots »Baby Got Back« fra 1992, og den pikcentriske rap rekontekstualieres i en sang fokuseret på kvinden og hendes ædlere deles nydelse.

Jezebel-spøgelset uddrevet

Det sker også i »WAP.« Her udøves semiotisk judo på ordet ’whores’, skøger, ved at sample fra Frank Skis 1993-track »Whores in this house«. Skøgen er ikke negativ i Cardi B og Megan Thee Stallions univers.

Duoen vender også noget andet på hovedet; den omfortolker Jezebel-stereotypien til sin egen fordel. Den kan spores tilbage til europæernes første møder med halvnøgne kvinder og polygami i Afrika, og den levede videre i slavetiden, hvor Jezebel-stereotypien blev brugt til at kategorisere den afroamerikanske kvinde som seksuelt umætteligt og promiskuøs. Det blev blandt andet brugt til at retfærdiggøre hvide slaveejeres voldtægt af sorte kvinder.

Og det er en stereotypi, der heroppe i nutiden spøger og er blevet brugt til at undertrykke og udskamme sorte kvinders drifter med. Men ikke Cardi B og Megan Thee Stallion.

Den hvide, konservative reaktion på »WAP« er et klart udtryk for angsten for, væmmelsen ved og fascinationen af den sorte kvindes seksualitet. Som har været undertrykt gennem århundreder i en grum cocktail af USA’s tre store unoder: racisme, sexisme og puritanisme.

Det er ikke første gang, at offentligheden har dømt afroamerikanske kvinder for deres krop og seksualitet. Og det bliver ikke den sidste. Men »WAP« er et stort, provokerende, grovkornet, men også raffineret skridt i den rigtige retning.

Tre sorte kvinders sex-ikoniske øjeblikke

Josephine Bakers dans

En amerikaner, der forårsagede et europæisk kulturchok. Det var i 1925, at Josephine Baker i La Revue Nègre tog Paris med storm. Hun var en del af et kollektivt lettelsens suk, som afroamerikanere drog, da den ankom til Paris, i et Frankrig, hvor der ikke var raceopdeling, ja, hvor det var ulovligt. I stedet kunne de her indtrykke sig frit som gæster og udtrykke sig lige så frit som dansere i det parisiske natteliv.

Den amerikanskfødte, senere fransk-amerikanske danser havde sparsom top og bund og en ring af bananer om hofterne. Det var et hidtil uset seksuelt udtryk, der blev modtaget med åbne arme og rødmende kinder. Men hendes dans blev også udsat for en række mere eller mindre stereotypt, racistiske beskrivelser såsom primitiv, bestialsk og eksotisk.

Også da hun under stor bevågenhed kom til København i 1928 for at opføre forestillingen Wien Wien Oh Josephine.

Jyllands-Posten holdt sig ikke tilbage i anmeldelsen af showet: »En Præstation, hvis vigtigste Virkemiddel er en forbløffende Mangel på Blufærdighed, en for Skjønhed kemisk fri, med barokke Paafund, abeagtige Løjer, negerdrastiske Stillinger og Bevægelser, ensformigt spækket Akrobatik.«

Men også i Poul Henningsens positive anmeldelse er der anstrøg af stereotypier. »Hendes Sinds Repertoire synes uudtømmeligt. Hvis vi beundrer en Gren, et Daadyr, en Sø, hedder det Naturglæde. Hvorfor skal skal det da være et Udtryk for Tidens Perversitet, at vi opløftes ved Mødet med et dybt naturligt Menneske?« skrev han i Politiken.

Kilder: JSTOR Daily, Dagbladet Information. Karen C.C. Dalton og Henry Louis Gates Jr.: ’Josephine Baker and Paul Colin: African American Dance Seen Through Parisian Eyes’ (The University of Chicago Journals)

Lil’ Kims lystlyrik

Med 1996-debutalbummet Hardcore satte amerikanske Lil’ Kim en ny standard for kvindelig seksualitet i populærmusik. Her trådte hun frem som den seksuelt aktive, ikke som ellers traditionelt set i hiphop passive, part. »I used to be scared of the dick / now I throw lips to the shit, handle it like a real bitch,« rappede hun. Men der var også en sexpositiv feminisme på spil, der lagde vægt på den kvindelige del af seksualaktens nydelser.

På »Not Tonight« rapper hun om at få orgasme, men også om en doven elsker: »Somethin’ I wanted, but I never was pushy / The motherfucker never ate my pussy.« Og hun rapper om at have flere elskere: » Suck him to sleep, I took the keys to the Jeep / Tell him, ’I’ll be back’, go fuck with some other cats.« Ja, hvorfor ikke, når det nu samme polygame tilgang var og er et adelsmærke hos mandlige rappere?

Fordi hun er kvinde, lød svaret i samtiden. Hun blev berømt med støtte fra en af tidens største rappere The Notorious B.I.G. og led under antagelsen, at han skrev hendes rim. Som hans elsker blev hun slutshamet for at have stjålet ham fra hustruen Faith Evans.

Men hun slap alligevel afsted med noget, som Janet Jackson nogle år senere blev udskammet for. Ved MTV Video Music Awards i 1999 gik hun på den røde løber i en alternativ jumpsuit, der blottede hendes ene bryst – med brystvorten dækket.

Lil’ Kim har banet vejen for en generation af sexpositive kvindelige rappere og sangere som Miley Cyrus, Peaches, Nicki Minaj, CupcakKe, Cardi B, og Megan Thee Stallion.

Kilder: The Vulture, Genius.com, Pitchfork, Complex, i-D.

Janet Jacksons Nipplegate

PIERRE DUCHARME
Janet Jackson var hovednavnet og havde fået besøg af Justin Timberlake under pauseunderholdningen i USA’s mest sete tv-begivenhed, Super Bowl-finalen, 1. februar 2004.

Over 140 millioner amerikanere så med, da han kom til at rive et læderdække fra hendes bryst, hvorved det blottedes og afslørede, at brystvorten var dækket af et smykke. Timberlake kaldte det efterfølgende en »wardrobe malfunction«. Rasende kommentatorer så det som et udtryk for sædernes forfald, og skytset blev primært rettet mod Jackson.

Viacom, der ejede CBS, som sendte Super Bowl det år, men også MTV og en række radiostationer blacklistede Janet Jacksons musik i flere år, mens Timberlake gik fri.

Konsekvenserne var mærkbare. Hendes nye album Damita Jo udkom to måneder senere og blev det første, der ikke nåede førstepladsen trods positive anmeldelser.

Federal Communications Commission modtog over 500.000 klager, og den idømte CBS en bøde på 550.000 dollar, en dom, der senere blev annulleret ved en domstol. Siden har FCC’s daværende direktør Michel Powell fortrudt reaktionen og beklaget, at det var Jackson, der var den primære skydeskive. To år senere sagde Timberlake til MTV, at det var et uheld, de var lige gode om, men at han kun havde fået 10 procent af skylden. »Og det siger noget om samfundet. Jeg mener, at USA er hårdere mod kvinder. Jeg mener, at USA er uretfærdigt hårdere mod etniske folk.«

I 2009 gav Shannon L. Holland fra Clemson University i videnskabsjournalen Women’s Studies in Communication en analyse af 200 nyhedsartikler om begivenheden. To tredjedele af artiklerne pegede på Nipplegate som et pr-stunt fra Jacksons side, mens meget få artikler spekulerede over Timberlakes motiver. Holland mente, at Jackson blev straffet i overensstemmelse med Jezebel-figuren, der typecaster den afroamerikanske kvinde som hyperseksualiseret og overkåd.

Kilder: The Atlantic, KQED, MTV, NYPost.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Østergaard

Så når nu de asexuelle i LGBTQA+ udgiver et DAP album i protest mod et undertrykkende USA's tvangsseksualisering af dem, i sagens natur gennem stereotyper perpetueret af hvide, midaldrende, heteroseksuelle mænd, så skal vi altså ikke beskylde dem for at se spøgelser?

Malou Lauridsen

Jeg må altså lige påpege som jeg gjorde den anden dag der også var en meget naiv semi-feministisk analyse af sangen at den er produceret af mænd og teksten er ligeledes primært forfattet af mænd. Sex sælger og det er derfor den sang eksisterer. Det er ikke et frigørelseprojekt de er ude i. De prøver at tjene penge på laveste fællesnævner. Omkvædet “Theres some whores in this house” er ikke direkte slut shaming men er vel så et udtryk og en mærkat de er komfortable med.

At Ben Shapiro og andre reagere på den er jo bare et udtryk for at de bruger den politisk fordi den kan bruges. At venstrefløjen i sin iver over en højrefløjsreaktion slet ikke kan få armene ned gør ikke sangen politisk eller på nogen måde feministisk.

Enhver der har været i USA ved at landet ikke er sexforskrækket på nogen måde. Tværtimod er landet oversået med stripklubber og lignende og halvdelen af landets unge bruger vel efterhånden onlyfans.

De to damer synes i øvrigt godt om den anden version, safaree’s refix
https://www.youtube.com/watch?v=2lQhF_n4-wQ

Morten Pedersen, Mette Poulsen og Søren Cramer Nielsen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Ifølge Thomas Pikettys Kapital og Ideologi, er der flere veluddannede der stemmer på venstrefløjspartier end tidligere. Det kunne jo være interessant at se hvor de fordeler sig, (stemmerne), på uddannelser. For hvis det skulle vise sig, at der er en høj koncentration af venstrefløjs stemmer på de humanistiske fag,, kan det jo være årsagen til den stigende mistænkeliggørelse, af dette område.

Morten Balling

Mkay, så Koda og Youtube slås om hvor mange penge musikerne skal have (eller hvor mange penge Koda skal have), og derfor har Youtube spærret så danskerne ikke længere kan streame dansk musik på Youtube. Så langt så godt, men hvad er argumentet for at spærre for Cardi B, Pharrell mfl.?

Ralf Christensen

Hej Malou,

Tak for din kommentar. Som jeg – ikke overraskende – er uenig med på flere punkter. Og jeg synes det er en lidt skødesløs brug af ordet naiv.

At sex sælger udelukker ikke, at man kan lave en sang, der er seksuelt frigørende. Jeg savner et argument for hvorfor sangen ikke udfordrer undertrykkelsen af den afroamerikanske kvindelige seksualitet. Især Janet Jacksons Nipplegate viser at denne kan ramme selv de største stjerner.

Jeg bruger ikke Shapiro etc. som argument for at sangen er feministisk. Jeg bruger teksten, det kvindelige blik, der vises helt eksplicit i videoen, deres udfordringer af undertrykkende skældsord og deres ligeværdige samarbejde som argumenter.

Cardi B og Megan Thee Stallion er medforfattere på lige fod med mændene på sangen, og det er en helt normal praksis i moderne, amerikansk pop. Jeg savner argumentation for, hvorfor det frarøver sangen validitet. Man kunne vel lige så vel sige at B og Stallion havde udnyttet disse mænd til deres eget formål. Men sandheden er sandsynligvis bare, at B og Stallion, som det er sædvane nu om dage har hyret nogle medforfattere for at opnå maksimal effekt/kvalitet. Og alle har en god oplevelse ud af dette.

Jeg kan ikke se, hvordan stripklubber og medlemskab af onlyfans er dokumentation for, at der ikke er seksualforskrækkelse i – dele af – USA. Især førstnævnte er da netop et udtryk for at man skal besøge gerne lurvede og uglesete reservater for at få tilfredsstillet sine lyster. Og onlyfans eller PornHub for den sags skyld er da også netop steder, hvor man med fuld anonymitet kan dyrke sine tilbøjeligheder.

Torsten Jacobsen

Jeg synes, at Russell Brand i det mindste stiller et effektivt spørgsmålstegn ved påstanden om, at 'WAP' entydigt kan forstås som et 'feministisk frigørelsesprojekt':

The 'money shot':

"[..] But I am saying that, in a sense, it’s still the same metric — it’s still the same aesthetic, it’s still the same values, it’s still the same ideals. It’s still ultimately a sort of capitalist objectification and commodification of, in this case, the female.”

Hele argumentet her:

WAP with Cardi B & Megan Thee Stallion: Feminist Masterpiece Or Porn?
https://www.youtube.com/watch?v=EdP9H60N2l8

Mette Poulsen

@ Ralf, kritikken af sangen er ikke et udtryk for undertrykkelse af afroamerikanske kvinders sexualitet. Alle kvindelige sangere, som er seksuelt eksplicitte i deres udtryk (Madonna, Christina Aguilera, Miley Cyrus, Britney Spears etc) bliver kritiseret mere end mænd, som udtrykker noget tilsvarende.
Årsagen til kritik af JJ var, at hun viste sit bryst frem midt i,hvad der ses som et familieshow i bedste sendetid.

Malou Lauridsen

“Man kunne vel lige så vel sige at B og Stallion havde udnyttet disse mænd til deres eget formål. Men sandheden er sandsynligvis bare, at B og Stallion, som det er sædvane nu om dage har hyret nogle medforfattere for at opnå maksimal effekt/kvalitet.”

Det har du afgjort ret til at spekulere i men sandsynligheden er meget større for at producerne har valgt kunstnere og at lyrikken derefter er forfattet dertil. De to skriver ikke deres musik selv som nogle andre kvindelige kunstnere gør. De er lyrikkere. Producerne er dag ofte R&D, udvikling og produktion hvortil en performer vælges. Performeren kan så takke ja eller nej. Som da Kylie Minoque afviste Toxic og den blev givet Spears i stedet eller da Jamelia ikke gad Superstar men blev fortalt af pladeselskabet at det skulle hun. Dr. Dre har blandt andet tjent markant flere penge som producer end som rapper.

At sangen på nogen måde er politisk motiveret kan du og jeg kun gisne om men at den får opmærksomhed pga. højrefløjsreaktioner er der ingen tvivl om. Det gør dog ikke nødvendigvis det tillagte budskab relevant da den yderste højrefløj på ingen måde dikterer pop-kulturs eller moderne forståelse for kvinders seksualitet. Det er efter min mening en opfundet præmis.

Lyrikken og temaet er i øvrigt ikke nyt overhovedet. Lil’ Kim, Khia, Missy Elliot m.fl. var der for snart tyve år siden. Videoerne var måske kun seksualiserede fra Lil’ Kims side men teksten og indholdet det samme. Af de tre er kun Missy Elliott rent faktisk producer. De andre skriver kun tekst til allerede produceret musik.

Dermed ikke sagt at feminisme og seksuel frigørelse ikke er fine budskaber hvis nu man insisterer på at læse politik ind i Ayo N Keyz produkt.

Spændende om næste sang ikke handler om ekstern stimulans.

steen ingvard nielsen

Nå, handler det om Sex?

Torsten Jacobsen

Nej, Steen Nielsen. Det handler ikke om 'sex'. Det handler om retten til at definere, hvad der er - og i særdeleshed hvad der ikke er - lødig tale, her i begyndelsen af dette forvirrede århundrede.

En absurd kamp, bevares, men ikke desto mindre den, der påtvinges os.. Så vi ikke behøver at bekymre os om noget af videre betydning...

Her er et billede af Nordpolen, taget her i august, i det herrens år 2020. Hvordan skal man beskrive et sådant billede? Hvilken titel skal vi påhæfte det?

Jeg tøver ikke med at lave limonade ud af citroner..en ironisk gestus..:

Lad os dog blot kalde det: WET ASS PUSSY (WAP)!

https://thebarentsobserver.com/sites/default/files/mosaicl_liannanixon.jpg

(kilde: https://thebarentsobserver.com/en/2020/08/mosaic-climate-expedition-shar...)

steen ingvard nielsen

Jacob Haugaards bror kendte en, som engang sandsynligvis, havde læst en bog helt færdig. Jeg har læst 675 sider i Kapital og Ideologi.
Her stiller Piketty sig i tvivl om hvorfor, akademikere i stigende grad stemmer på venstrefløjen. I hvert fald i væsentligt højere grad end tidligere.
I Danmark kunne det jo være fordi, at mange flere arbejderbørn får sig en uddannelse, end tidligere og dermed får adgang til alle privilegierne, men stadig stemmer som deres ophav.

Kan der være nogen der er opmærksomme på dette fænomen og synes det er en uheldig udvikling som må stoppes?
Det er svært at sige, dog har historien tidligere vist, at de mest privilegerede har søgt at beskytte deres privilegier.
Gør de stadig det?
Er det derfor, at uligheden har været støt stigende siden 80`erne? (Nej, det er den uregulerede økonomi). Han konkluderer også, at når uligheden stiger, så falder de underprivilegerede klassers interesse for, at stemme.
Har vi set det herhjemme? ikke siden Helle Thorning måtte ud og stemme dørklokker for, at få folk til at stemme.

steen ingvard nielsen

Vi får at vide at progressiv beskatning skader konkurrenceevnen og væksten, det er der heller ikke noget bevis for tvært imod. Det er jo det regnedrengene fra finansministeriet hidtil har sagt, men der er ikke noget bevis for det, tvært imod kan vi se at periode med progressiv beskatning, har haft en højere vækst end vi kan konstatere i andre perioder uden.
Om hans statistikker holder vand, det kan man jo prøve efter.

steen ingvard nielsen

Det eneste der stiger, med mindre progressiv beskatning er chef lønningerne (er det sket?), fordi at jo mindre progressiv beskatning, jo mere kan virksomhederne sætte lønnen op til cheferne uden, at det bliver ædt op af af retfærdig beskatning. Så nu kan en chef måske kun tjene 50 gange mere end han kan nå at bruge i sin levetid, i stedet for meget mere ect.

steen ingvard nielsen

Kan nogen hjælpe mig her? Han (Piketty), opererer med en grov opdeling af de højtuddannede, i to hovedgrupper, den Brahmanske Venstrefløj og den Business mindede. svarer det til opdelingen mellem Humaniora og Naturvidenskab i Danmark?, eller er det mere nuanceret? Er der tale om . en Helge Sander Faktura Forsknings Fløj og en og en kultur og Miljø fløj, på den anden side? og er det det samme med vore to TV stationer? som man, (lidt groft), kan inddele i disse to fløje eller er det mere nuanceret?
Det kunne være rart, at finde ud af, hvor meget nedskærings politik, der er politisk positionering og hvor meget, der bare er statsslankekur.

steen ingvard nielsen

En skrivefjer bliver til 5 Leopardkampvogne, på den anden side af frontlinjen.

steen ingvard nielsen

Kan du ikke finde ud af disse simple mekanismer! så kan det være, at du skal skrive børnebøger i stedet for, de kan jo også være meget politiske, men dog ofte mere harmløse i deres udtryk.

Tak for det råd!

I det gl. DDR blev flg. vittighed fortalt igen og igen:
"Hvorfor koster Prada kun 10 pfennig, når partibladet Neues Deutschland koster 15 pfennig."
Svar: "De ekstra 5 pfennig er for oversættelsen."
Omsat til danske forhold:
"Hvorfor koster New York Times kun 30 kr., når Information koster 40 kr."
Svar: "De 10 kr er for oversættelsen."

Mette Poulsen, Thomas Østergaard og Trond Meiring anbefalede denne kommentar