Ugen, hvor Nye Borgerlige blev sandhedens vogtere og verdens største boyband sang på engelsk for første gang

Hver uge samler vi på Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget os.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Nye Borgerlige som sandhedens vogtere

Vi har før set, hvordan politiske partier forsøger at genoplive partipressen. Vi nævner i flæng: Dansk Folkepartis nyhedssite ditoverblik.dk, Alternativets nu hedengangne altivisten.dk og Enhedslistens dækning af det seneste folketingsvalg med podcastserien Valgcast.

Nu melder Nye Borgerlige sig på banen som mediekritisk vagthund med en ny programserie på YouTube, der hedder Reflektor. Programtitlen er en åbenlys reference til DR Detektor, og selv samme DR står for skud i første afsnit, hvor politisk konsulent Rasmus Ulstrup agerer Nye Borgerliges helt egen Camilla Stampe.

Og det lykkes faktisk Reflektor at finde to fejl i en artikel om ligestilling, der nu er blevet rettet af DR. Afsnittet har fået 8.000 views i den første uge. Det kalder Rasmus Ulstrup »en relativt stor succes« i fagbladet Journalisten.

Mei Song Bechsgaard

Censureret eller bare dårlig?

I sidste uges Debatten på DR2 fortalte Peter Aalbæk om en ny form for censur i filmbranchen: Man må åbenbart ikke længere lave sjov med Greta Thunberg eller skildre karakterer med negative kvindesyn. Det konkluderede han, fordi en filmkonsulent har givet afslag til et filmprojekt, hvor manuskriptet indeholder en Thunberg-vits og en brovtende sexist. Begge dele refereres der til i afslaget, som ifølge filmmagasinet Ekko også handler om, at karakterskildringerne hverken er dybe eller engagerende. Det lyder rimeligt nok.

Hvis ethvert afslag tolkes som censur, står man tilbage med et absurd bredt censurbegreb.

Lone Nikolajsen

Kønsstereotypix i Asterix

Sidste år fyldte Asterix og Obelix 60 år, og det har dæleme kastet mange timeglasformede forførersker og sure kællinger, der slår deres ægtefæller med fisk, af sig – trust me, jeg er mor til en 7-årig. Men i det Asterix-album, der udkommer på dansk i denne uge er der for første gang en vaskeægte kvindelig heltinde i en af hovedrollerne, skriver Berlingske.

Karakteren, der optræder i dette album nummer 38 med titlen Vercingetorix’ datter hedder Adrenaline, en rødhåret, utidig teenager med høretelefoner, attitude og en krop helt og aldeles ryddet for kvindelige kropstegn. Det er, i lighed med de sidste tre album, skrevet af Jean-Yves Ferri og tegnet af Didier Conrad.

Sidstnævnte sagde om karakteren, da albummet udkom på fransk: »Vi ville ikke udvikle en karakter, der var baseret på hendes forførende sider, sådan som vi normalt gør med de kvindelige figurer i Asterix. De fleste af dem er unge attraktive kvinder, der forfører Obelix, og så er deres rolle udspillet.«

Et lille skridt for de gæve gallere og et bette gadedrengehop for den franske tegneseriebranche. For før du må kalde mig Begejstrix, vil jeg se en kønsmoden én af slagsen, der hverken ægger eller kaster med fødevarer. Ja ja, kald mig bare Cancelkulturix bag min ryg i mellemtiden.

Anna Von Sperling

Farvel, Justin Townes Earle

Den 20. august mistede alternativ country en helt særlig røst, da Justin Townes Earle døde, 38 år gammel. Den ranglede americanasanger var en skarp historiefortæller med rødder i både ragtime og punk: klog af smerte og så fuld af selvforagt, at han på sine første plader kunne have været en reinkarneret Hank Williams.

Som søn af outlawstjernen Steve Earle kom Justins musikalske flair og hang til hårde stoffer ikke fra fremmede. Senior havde insisteret på, at sønnen skulle opkaldes efter sangskriverlegenden og hans gode ven Townes Van Zandt. Men Justin Townes Earle bør huskes i eget navn for sit friske retrotag på countryrocken, sine otte albummer og deres humoristiske, desperate, til tider bluegrassede, andre gange bare helt blå numre om ensomhed, kærestesorg og forkvaklede familier.

Louise Rosengreen

Et skridt frem for den kommercielle kunstscene

Vaner kan være så indgroede, at de synes umulige at ændre, men i år sker der for alvor nyt. Også i kunstverdenen. Kunstmessen CHART, der åbner denne weekend, er et godt eksempel.

Messen åbner normalt på Kunsthal Charlottenborg, men i år er den henvist til de respektive gallerier rundt omkring i Norden, og i år vises der kun værker af kvindelige kunstnere. Hvor det første er på grund af corona, så er det andet et forsøg på et opgør med den store ulighed på det kommercielle kunstmarked, hvor kvinder står for en forsvindende lille procentdel af det samlede kunstsalg. I stedet for alle messestandene på Charlottenborg, indtager 34 kvindelige og nonbinære studerende fra Akademiet salene på Charlottenborg, og viser værker i weekenden under titlen OPGØR. Revolutionen er i gang.

Er man til fysisk og mere traditionel kunstmesse, så åbner ENTER Art Fair i år på Tunnelfabrikken i Nordhavn, og har ikke bare de upcoming gallerier med i år, eller dem, der ikke er fine nok til Chart, for i år deltager ’Chart-gallerier’ som Martin Asbæk, Nils Stærk og Nicolai Wallner også på ENTER.

Fleksibilitet fra vanetænkning er kunsten altid leveringsdygtig i, men nu er den kommercielle – og lidt mere træge del af kunstscenen – også begyndt at rykke sig. Endelig.

Maria Kjær Themsen

Verdens største boyband indtager vesten

Det sydkoreanske popband, BTS, kannibaliserer med stor succes vestlig kultur. K-pop-boy-septetten surfer med deres første engelsksprogede single »Dynamite« videre på den verserende discobølge og lyder mest som Justin Timberlake anno 2002 – uden at være lige så rytmisk eller harmonisk forfriskende.

Musikvideoen er også en vestlig buffet. Plakater med David Bowie som Ziggy Stardust, Arnold Schwarzenegger i Terminator og Beatles på Abbey Roads zebrastriber. Den slog mandag rekorden for bedste åbningsdøgn på YouTube med 101,1 millioner views.

Ralf Christensen