Bangkok ligner ikke sig selv. De seneste uger har gaderne i den thailandske hovedstad været fulde af unge demonstranter, som kræver demokratiske forandringer i det diktatoriske kongedømme, hvor enhver kritik af kongen og militærregeringen er forbudt ved lov. Demonstranterne ønsker forfatningen ændret, parlamentet opløst og censuren stoppet – og de opsummerer deres krav i en trefingret hilsen, der ikke alene er blevet et symbol på deres fælles frihedskamp, men også et bevis på, at populærkulturen kan bruges til mere end underholdning.
De tre fingre er en direkte reference til filmserien The Hunger Games, den verdensomspændende sci-fi-franchise, der baserer sig på Suzanne Collins dystopiske ungdomsromaner om et autoritært samfund, hvor en undertrykt befolkning sætter sig til modværge.
Fra filmen ’The Mockingjay’ i filmserien ’The Hunger Games’
Det er ikke tilfældigt, at det lige netop er i young adult-genren, at demonstranterne henter deres symbolkraft. Protesterne er især båret frem af unge, der samler inspiration til deres frihedskamp fra populærkulturens globale fortællinger, der er kendt af de fleste og nemme at afkode.
Til eksempel klædte flere demonstranter sig tidligere på måneden ud i Harry Potter-kostumer og skildrede den thailandske konge som Lord Voldemort eller ’ham, hvis navn vi ikke må nævne’. Og den japanske tegneseriehamster, Hamtaro, er blevet adopteret som bevægelsens logo i et kreativt forsøg på at opnå yderligere støtte fra unge mennesker rundt omkring i landet.
Men det er ikke alle, der er lige begejstrerede for populærkulturens indtog i frihedskampen. Allerede kort efter militærkuppet i 2014, da den trefingrede hilsen første gang blev observeret blandt unge demonstrerende i Thailand, våndede The Guardians kunstkritiker Jonathan Jones sig over protestbevægelsens udtryksform.
»Det lader til, at film og tegneserier snarere end konventionelle politiske ideologier udgør den moderne radikalismes billedsprog,« skrev han og efterlyste mindre Hollywood og mere Marx hos den revolterende ungdom: »Hunger Games er masseunderholdning, ikke en vejledning til at forandre verden,« skrev Jones.
Og hvad svarer man så en britisk kunstkritiker, der på god afstand af begivenhedernes gang ærgrer sig over, at revolutionens udtryk er en populærkulturel hilsen og ikke en marxistisk knyttet næve? Måske man bare citerer fra Bob Dylans Ballad of a Thin Man: »Something is happening, but you don’t know what it is, do you mr. Jones?«
Enhver generation må finde sine egne symboler at udtrykke sig med. Og for den thailandske ungdom er det populærkulturens fiktioner, der leverer symbolsk skyts til virkelighedens frihedskampe.
