Interview
Læsetid: 9 min.

Bente Scavenius: »Nu optager kunstverdenen mig fuldt og helt«

Hun har været kunstkritiker siden 1972 og lavet tv siden 1985. I dag er Bente Scavenius 75 og mere aktiv end nogensinde – for med alderen har hun kunnet give slip og hellige sig kunsten
I snart en menneskealder har Bente Scavenius fældet smagsdomme for danskerne, og de fleste kender hende som skarp tunge i DR’s Kunstquiz.

I snart en menneskealder har Bente Scavenius fældet smagsdomme for danskerne, og de fleste kender hende som skarp tunge i DR’s Kunstquiz.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
19. september 2020

På slaget 11 dukker Bente Scavenius op i Informations reception.

Det er et rent held, bedyrer hun, for den 75-årige kunstkritiker er altid sent på den – hun har halset efter deadlines døgnet rundt siden 1972, hvor hun fik sin første kritikertjans på Frederiksborg Amtsavis. Senere var det universitetslivet og forskningen, der trak i hende, og de senere år er hun blevet fast inventar i flere tv-programmer om kunst. Siden hun fandt en retning i livet, har fællesnævneren været formidling. 

Vi har aftalt at mødes her på avisen, for hendes hjem, der ligger i Lille Strandstræde få hundrede meter væk, roder, og »min mand og vores hund går rundt uden tøj på, så der er jeg ikke fri for fortidens bånd«.

Der er et slægtskab mellem Bente Scavenius og den hvide bygning i Sankt Annæs Passage, som huser den gamle modstandsavis. Hun er født kort inden krigens afslutning, og hendes far, Carl Christian Brønnum Scavenius, var aktiv i modstandsbevægelsen. Herfra kendte han Informations første chefredaktør, Børge Outze, som under Besættelsen stiftede det illegale blad, der senere rykkede ind i passagens lokaler.

I den gamle træelevator på vej op til avisens nyrenoverede fjerdesal fortæller hun levende om relationen og om sin opvækst. Vi sætter os i et stort mødelokale. Væggene er gabende tomme, hvilket jeg beklager over for kunstkritikeren, men hun sætter pris på at være fri for dekoration, siger hun.

På vej ind er vi gået forbi et iøjnefaldende tapetværk, som er et kæmpestort fotografi af lokalerne under den nylige ombygning. Der er delte meninger om værket blandt medarbejderne, bemærker jeg, og for mange bringer det formentlig mindelser om 1990’erne frem.

»Eller om Egmont-kollegiet,« konstaterer hun tørt.

I snart en menneskealder har Bente Scavenius fældet smagsdomme for danskerne. Siden hun fik sit første job som kunstkritiker på Frederiksborg Amtsavis i 1972, har vi kunnet læse hendes vurderinger i blandt andet Det Fri Aktuelt, Politiken og ikke mindst Børsen, hvor hun har virket som anmelder de seneste 20 år. De fleste kender hende som skarp tunge i DR’s Kunstquiz, men i dag har jeg sat hende stævne for at høre om, hvordan hun har kunnet mærke alderen befri hende. Og om konflikten mellem moderskabet og kunsten. Og om omsider at kunne hellige sig den uden dårlig samvittighed over at mangle andre steder. 

Emilie Lærke Henriksen

Ungdommen forsvandt

Bente Scavenius blev født i 1944 i Stockholm. Faren havde måttet flygte over hals og hoved, fordi han som frihedskæmper var eftersøgt af Gestapo, og han og den gravide hustru, Birte Sehestedt Juul, var altså endt i den svenske hovedstad. Herfra tog han til England og blev som faldskærmsjæger smidt ned over Lüneburger Heide få dage inden krigens afslutning. Med englænderne rejste han til Berlin og videre op til Danmark, hvor han blev genforenet med den spæde Bente Scavenius og moren, der var kommet til Danmark den 5. maj.

»Så jeg er i virkeligheden flygtningebarn,« siger hun tænksomt.

Bente Scavenius taler, som hun ser ud: dannet. Smykkerne er hverken for meget eller for lidt, og hun er iført en nydelig grå jakke og et silketørklæde.

Opvæksten fandt sted på Klintholm Gods på Møn, som faren overtog i 1947. Hun husker det som en vidunderlig, enkel og privilegeret opvækst, hvor hun aldrig kedede sig og aldrig længtes efter noget.

»Jeg red hele min barndom væk.«

Hvad drømte du dengang om?

»Ingenting. Jeg kan bare huske, at jeg var ked af tanken om ikke at skulle blive boende. Bare jeg dog kunne blive gift med præsten i Magleby, tænkte jeg, for så kunne jeg sidde og se op på Klintholm,« ler hun.

Sådan gik det slet ikke. Som 16-årig kom hun på en engelsk kostskole nær Shakespeares fødeby, Stratford-upon-Avon. Mod hendes vilje (»det var noget, ’man’ besluttede«), men heldigvis havde hun mulighed for at ride derovre, så det gjorde hun hver dag. Gradvist blev hun gladere for skolen, som også blev hendes første rigtige møde med kunsten.

»Jeg fik stor interesse for teatret og så tre Shakespeare-forestillinger på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg stort set aldrig havde besøgt et teater,« siger hun. »Kostskolen havde alt det, jeg ikke havde fået i Magleby Centralskole.«

På det tidspunkt anede hun ikke, at kunsten skulle blive hendes liv. Tværtimod. Efter opholdet flyttede hun til den danske hovedstad, hvor hun kæmpede videre med at finde sin plads. Eftersom hun havde fået gode karakterer i mellemskolen, havde hun sprunget realklassen over og var gået direkte til 1. g, men det viste sig hurtigt, at karaktererne fra Møn ikke stod helt mål i København. Hun droppede ud allerede i 1. g på Zahles Skole.

Egentlig ville hun gerne læse kunsthistorie, men det var ikke let uden en studentereksamen. Desuden var hun skoletræt. Hun rejste til Italien og gik på sprogskole og tog »alle mulige åndssvage småjob« og kunne blot se til, mens ungdomsårene forsvandt mellem fingrene på hende. Efterhånden var hun 20 år gammel uden at vide, hvad hun skulle, men med et eksamensbevis fra Statens Studenterkursus fik hun i slut-60’erne omsider adgang til universitetet.

Også det var en hård begyndelse – ikke mindst fordi hun følte stor usikkerhed efter sine mange nederlag, men gradvist fandt hun fodfæste. Det endte med at tage hende et dusin år at blive færdig, men inden da, havde hun da også allerede haft adskillige kunstkritikerjob – og et barn.

»Det ene med det andet,« siger hun usentimentalt. 

De år var defineret af en mangel på retning og en længsel efter et kald. Vendepunktet kom, da det gik op for hende, at hun havde formidlingens gave. 

Emilie Lærke Henriksen

Al skabelse er lidelse

Når den unge Bente Scavenius var ude at rejse, skrev hun artikler og sendte dem hjem til Venstrepressen. Hun kendte ikke nogen i mediebranchen, men havde hørt, at det var en god idé, og en dag ringede de fra Frederiksborg Amtsavis og tilbød hende et job som kunstkritiker. Hun fik et par hundrede kroner pr. tekst – 25 kroner for en tv-anmeldelse, husker hun – men det handlede ikke om penge. Det handlede om noget meget større: Pludselig var hun en del af miljøet, og samtidskunsten var en del af hendes dagligdag.

»Det blev vendepunktet for mig – at jeg blev kritiker.«

Efter at hun op gennem ungdomsårene havde sejlet formålsløst rundt, fik Bente Scavenius’ liv omsider en retning. En retning, der i dag ikke har ændret sig: Hun har aldrig været fastansat noget sted, men har skrevet for en række aviser – de seneste 20 år altså Børsen. Og så har hun arbejdet på universitetet, forfattet bøger og holdt foredrag. Og ikke mindst lavet tv.

»De ringede en dag i 1984 og spurgte, om jeg ville være med i en kunstquiz. Jeg sagde nej, fordi jeg var gravid – jeg ville ikke sidde i fjernsynet med mave på. Men så kom de igen året efter, og så har jeg jo lavet det siden,« siger hun.

Den usikkerhed efter nederlagene, du havde som ung, var den der stadig?

»Jeg vil sige, at da jeg først opdagede, at jeg var god til at formidle, fandt jeg en utrolig tryghed i det,« siger hun. 

Helt specifikt indtraf den erkendelse, da Bente Scavenius skrev sit speciale om dansk dagsbladskunstkritik i det moderne gennembrud, der siden blev udgivet som bog.

»På det tidspunkt var der ingen, der tog receptionshistorien som speciale. Jeg gjorde det lidt af dovenskab, og så sad jeg i et år på universitetsbiblioteker og læste aviser. Det morede mig mere og mere, for det viste sig jo at være en guldgrube.«

Og siden det har du skrevet en lang række bøger parallelt med dit virke som kritiker. Man hører ofte, at kunstnere, forfattere og skribenter siger, at skabelse kan være en lidelse …

»Al skabelse er en lidelse!«

I så fald har du oplevet megen lidelse?

»Jeg kan jo lide at skrive, og det er et godt udgangspunkt, men det er en lidelse at skrive. Jeg sidder og skriver på en bog nu og bare det, at jeg sidder her og taler med dig, har jeg dårlig samvittighed over. De kommer sikkert til at slå mig ihjel de deadlines, men de har ikke gjort det endnu, så jeg må kunne holde til en del.«

Har du aldrig været bange for at gå ned med flaget?

»Jeg er jo gift med en skuespiller (Joen Bille, red.), som har levet på samme betingelser som mig. Det har været betingelserne i hjemmet, så der har ikke været en konflikt i dagligdagen om at leve op til nogle normer, og jeg har ikke følt, at jeg har svigtet mit hjem. Det kan godt være, jeg har, men jeg har ikke følt det.«

Tidligere arbejdede Bente Scavenius disciplineret om formiddagen, fordi hun vidste, at hendes børn ville komme hjem ved tretiden. Fik hun ikke sørget for at arbejde inden da, smuldrede dagen væk.

I dag er de forpligtelser væk, og det er både en frigørelse og forbandelse, siger hun. For:

»Nu sidder jeg med min e-mail og min Instagram, og inden jeg ser mig om, er klokken 11.«

Hun ler.

»Men til gengæld kan jeg nu sidde og skrive, selv om klokken er halv syv. Før i tiden skulle vi altid spise, fordi min mand i mange år var fast på teatrene, så han løb over Kongens Nytorv med spaghettien hængende ud af mundvigen. Vores tilværelse var bundet op på, at børnene var i skole, og han skulle spille om aftenen. Det er jeg frigjort af nu.«

Bente Scavenius har truffet et valg om at hellige sig kunsten. Også selv om det er på bekostning af andre ting.

»Jeg går da lidt i haven, men jeg passer jo ikke børnebørn – jeg henter dem ikke fra børnehaver og sådan noget. Jeg siger engang imellem til min datter, at jeg har lidt dårlig samvittighed, og så siger hun: Det skal du ikke have, mor.«

Og så har du ikke det?

»Så har jeg ikke det.«

Emilie Lærke Henriksen

Ny berømmelse

Det seneste årti har Bente Scavenius medvirket i omkring 100 tv-udsendelser, og en af dem, Danmarks bedste portrætmaler, havde sommetider over 700.000 seere. Det har givet hende en fornyet folkelig kontakt.

»Jeg plejer at sige til min mand, at når jeg mangler selvtillid, så går jeg bare en tur i Netto,« griner hun og fortæller en anekdote om, at hun en aften havde krydset Vesterbro Torv og vendt sig om, da hun hørte nogen råbe noget, der lød i retning af: »Respekt!«.

»Så sad der to sprittere på en bænk og råbte ’Kunstquiz, respekt!’«

»Det er jo morsomt. Men når man oplever den slags berømmelse sent i livet, er det jo ikke andet, end at man bliver glad, når folk stopper en på gaden. Og så vil jeg sige, at nyhedsstrømmen er så mangfoldig i dag, at berømmelsen varer kort tid. Men når du eksponerer dig selv i så sårbart et medie, er det da dejligt, at nogen synes, det er godt. Det er nok almindelig forfængelighed.«

Men selv om der ligger en frigørelse i den bagage, som alderen udgør, er det ikke entydigt. Den har også den modsatte effekt:

»Der er en helt ny generation i dag, må du regne med. Jeg synes, jeg har en god dialog med dem – men den dag, jeg ikke kan mere, vil der ikke være nogen, der savner mig. Men det inspirerende ved at være en del af kunstscenen er jo også at have kontakt med de unge kunstnere. Til gengæld kan jeg ikke hvile på laurbærrene, for det er ikke et trygt leje.«

Men det, der har ændret sig for dig, er, at kunsten optager dig fuldt og helt?

»Ja. Og det er jo langt hen ad vejen, fordi jeg ikke har børn hjemme længere – eller en mand, der plager mig for den sags skyld, for min er jo selv kunstner. Og så har jeg det privilegium, at jeg ikke har nogen skavanker – jeg har ikke stået ved et samlebånd og er blevet nedslidt.«

– Kan du forestille dig at holde op?

»Nej,« svarer hun kategorisk.

– … Skrue bare lidt ned?

»Nej.«

Serie

Befriet af alderen

Med alderen kommer skavankerne og trætheden – men følger der også et større mod til at være sig selv? I denne portrætserie taler vi med en række kulturpersoner om at ankomme langsomt til den, man er. Om alderens betydning for at træde endeligt i karakter. Og om den befrielse, der følger med

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her