Klumme
Læsetid: 4 min.

I ’Chef’s Table’ bør grøntsager være lige så lykkelige som mennesker, og jeg æder det hele råt

I Netflix’ ’Chef’s Table’ præsenteres den nære og den eksotiske natur, mesterkokkenes bevingede ord og verdens bedste mad i knivskarp slowmotion. Intet kunne være mere beroligende, skriver kulturjournalist Magnus Sabroe Bjernemose i vores serie om trygheds-tv til uoverskuelige tider
I Netflix’ ’Chef’s Table’ præsenteres den nære og den eksotiske natur, mesterkokkenes bevingede ord og verdens bedste mad i knivskarp slowmotion. Intet kunne være mere beroligende, skriver kulturjournalist Magnus Sabroe Bjernemose i vores serie om trygheds-tv til uoverskuelige tider

Lucie Cipolla/Netflix

Kultur
21. september 2020

Alain Passard står foran sin trestjernede Michelinrestaurant L’Arpège på Rue de Varenne 84 i Paris. Han har en marineblå skjorte på med et forklæde udover, og i en halvcirkel om ham står hans ansatte og tripper forventningsfuldt. En hvid varevogn standser foran dem, og bagsmækken åbnes.

Den ene grønne kasse efter den anden fyldt med de overdådigste grøntsager og frugter bæres ud. De ligger helt nøgne, sirligt arrangerede i al deres solmættede selvtilfredshed og gør sig til for kameraet. Der klippes til Passard. Han kigger direkte ind i kameraet: »Grøntsager skal være lykkelige ligesom mennesker.«

Scenen er fra Chef’s Table: France. Det er første afsnit i den franskfokuserede spinoff af Netflix’ stort anlagte dokumentarserie om verdens bedste kokke, Chef’s Table, fra 2015. Der er i alt 38 afsnit af en lille times varighed fordelt over otte sæsoner – og jeg har set rub og stub.

Hvert afsnit følger en kok, der fortæller om sin vej til den gastronomiske stjernehimmel. Fortællingen suppleres af scener, hvor der kokkereres eller serveres mesterværksmad. Det er utrolig afstressende at flyde ud i et hav af dyner til billeder af underskønne serveringer fra verdens bedste kokke.

Langsomme bevægelser

For der er noget dybt beroligende over et program som Chef’s Table. Der er ingen konflikt, der skal løses, ingen overvældende mængde af information, ingen hurtig klipning eller uforudsete hændelser for den sags skyld. Det hele går meget langsomt – bogstavelig talt. Snart sagt halvdelen af tiden går med underskønne scener af natur, by eller mad i slowmotion – både mens den laves, og når den serveres.

David Gelb, manden bag Chef’s Table, har da også fremhævet BBC’s Den Blå Planet og sin opvækst med klassisk musik som to store inspirationskilder, og det mærkes tydeligt. Lydsiden truer ofte med helt at overtage serien, når strygerne for alvor giver los, og volumen skrues en tand eller to for højt op.

Et afsnit af Chef’s Table er en lille delikat ret i sig selv. Mundvandet begynder at løbe, næsen refleksdufter. Og så er der noget masochistisk over at indtage sin semitarvelige pastaret, mens billeder af skaldyrsserveringer og kaviarfrås glider over skærmen. Så smager pastaretten altså bedre. Virkelig.

Suveræne køkkendiktatorer

Det er jeg ikke alene om at synes. Det seneste årti er mængden og variationen af madprogrammer eksploderet. I hyggehjørnet ligger Nak & Æd med deres 11 sæsoner i front, Anne og Anders er godt med og løfter blikket en smule fra maden. I den gastronomisk mere seriøse ende ligger Cecilie & Madklubben fra TV 2, der kun fik to sæsoner – det er aldrig gjort bedre hverken før eller siden: Smid otte af Danmarks bedste kokke sammen på et slot, og tildel hver af dem en aften, hvor de er suveræne køkkendiktatorer, og lad så magien udfolde sig.

Også internationalt har man fået øjnene op for madprogrammer. Især på Netflix er der en syndflod af madnørderi – ofte med den lidt overeksponerede ejer af brandet MomofukuDave Chang, i værtsrollen. Han har dog lavet blændende programmer; især Ugly Delicious, hvor den fedtede, snaskede, umamifyldte fastfood indtager hovedrollen, mens første sæson af det Anthony Bourdain-producerede The Mind of a Chef også var lige i øjet. Derimod skal man styre i en stor bue uden om det latterlige Somebody Feed Phil, hvor en fjoget amerikansk mand spiser sig gennem verdens køkkener.

Hvorom alting er: Madprogrammer er i høj kurs. Udover at være ekstra hverdagskrydderi, bliver man også lukket ind i en verden, der på en og samme tid er vildt eksotisk og lige ude i baghaven – hvis man altså havde sådan en. Tangkaviar i Perus bjerge og strandsennep i Skandinavien er en verden fra hinanden – et hav og et halvt kontinent, faktisk – men fascinationen af at gå på opdagelse i naturen, finde nye smage og udvide sit gastronomiske repertoire er den samme. Det er saliggørende at følge en kok, der trasker rundt og finder spiselige ting, mens vedkommende kværner løs om smagssammensætninger, inspiration mig her og kreativitet mig der.

Og det er netop, hvad Alain Passard gør i det førnævnte afsnit af Chef’s Table: France. Han har nemlig købt sit eget mikrolandbrug, som udelukkende producerer til L’Arpège, og så tuller han rundt der med sin chefgartner, spiser blommer og fortæller om sig selv.

Jeg knuselsker lige præcis det afsnit. Jeg har set det fire gange, faktisk. Og det er udelukkende på grund af Passard. Hver eneste sætning, han ytrer i løbet af det timelange afsnit, er en maggiterning af selvmytologiserende grøntsagsfanatisme. Holdet bag serien gør da også sit til for at portrættere kokken som et geni.

Chef’s Table handler nemlig mindst lige så meget om kokkene, som det handler om deres mad. Afsnittet om Passard er en dannelsesfortælling på den helt store klinge om mesterkokkens uudgrundelige geni. Det er faktisk en gennemgående tendens i afsnittene. Chef’s Tables fremstilling af kokken minder om romantikkens forestilling om kunstnergeniet, der intuitivt begriber sandheden om verden.

Og det gør mig ikke spor; det er vældig underholdende. Mit råd herfra er: Når aftentrætheden rammer, så læg dig godt til rette, benene op, og tænd for Chef’s Table. Så kan du halvsovende klukke over de prætentiøst eksistentielle refleksioner, der flyder i lind strøm fra kokkene såvel som eksperterne i programmet. Og når øjenlågene til sidst bliver for tunge, kan du trygt falde i søvn og drømme om lykkelige grøntsager i hvide varevogne.

Serie

Tryghedstv i mange afsnit

Mange søger mod en særlig tv-serie eller et særligt tv-program, når de har behov for at slappe af eller blive beroliget. Det kan snildt være gensyn med tv af ældre dato, ofte strakt over virkeligt mange afsnit og sæsoner. Vi har fået avisens journalister til at forklare deres foretrukne tv-eskapismer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her