Digter tager os i naturskole: »Da jeg skrev om regnen, opdagede jeg, at den var som kærtegn«

Rasmus Nikolajsen betegner sig selv som »en slags nyromantisk naturdigter«. Han vil gerne putte nyt sprog ind i verden, der kan bidrage til, at vi får sjælen med i den store omstilling, som vi nødvendigvis står over for. Og han lærer gerne fra sig
Mit projekt er at gå ud i naturen og koble mig på et nu. Og det er jo altid en positiv sensation – med risiko for at blive revet af en gren eller bidt af en flåt, for sådan er naturen jo også. Det tænker jeg, er helt nødvendigt.

Mit projekt er at gå ud i naturen og koble mig på et nu. Og det er jo altid en positiv sensation – med risiko for at blive revet af en gren eller bidt af en flåt, for sådan er naturen jo også. Det tænker jeg, er helt nødvendigt.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
2. september 2020

Engang efter en oplæsning kom der en ung mand op til Rasmus Nikolajsen og fortalte, at han altid havde været lidt utryg i naturen. Men efter at have læst digtsamlingen hvad skal vi med al den skønhed? var han begyndt at føle lidt mere samhørighed med de træer, han gik forbi.

»Bare lidt. Det var jeg egentlig meget godt tilfreds med,« siger Rasmus Nikolajsen, da vi sidder lettere uopmærksomme under nogle træer på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

»For bare en lille smule mere opmærksom på vores omgivelser fra os alle sammen tror jeg, kan gøre en stor forskel.«

Jeg har spurgt Rasmus Nikolajsen, om han vil være gæstelærer i Informations Naturskole. Fordi han skriver digte om naturen, der faktisk inviterer mig med og ikke fremmedgør mig, som meget øko- og naturlitteratur gør i al sin ophøjethed. Og som hele tiden brydes med det bøvlede forhold mellem mennesket og dets omgivelser. Jeg stoler øjeblikkeligt på en digter, der har skrevet linjerne:

jeg kan ikke lade være/
med at tænke på at verden nok ville være smukkere/
uden mennesker, der ville/
blot ikke være nogen til/
hele tiden at sige smukt

Jeg har stiftet Informations Naturskole, fordi jeg længes efter at få naturen ind i mit liv som en fast bestanddel. Det viser sig, at Rasmus Nikolajsen har let ved at relatere til mit projekt. For faktisk er det ikke så længe siden, han selv genfandt naturen.

»Jeg voksede op som et semi-naturbarn, altid i byer, men tæt på naturen. Men efter 15 år i København var det lidt, som om jeg havde glemt den. Mit projekt har helt klart været at nærme mig naturen gennem poesien,« siger Rasmus Nikolajsen. »Jeg er nok en form for nyromantisk digter: én, der gennem sprogarbejdet forsøger at opnå en ny nærhed.«

Tænd, sluk

Den konkrete katalysator var en kreativ krise.

»Jeg havde længe siddet og skrevet ved et skrivebord, på et kontor, i en kælder, om natten. Men på et tidspunkt fungerede det bare ikke mere. Det var, som om jeg slukkede for mig selv, hver gang jeg tændte for computeren.«

Han mærkede hurtigt forandring, da han gik ud i naturen. 

»Min opmærksomhed blev skærpet, når jeg satte mig et sted i naturen med en blok og en pen, og jeg kom igen i en tilstand, hvor der opstod noget sprog, der interesserede mig. Lige pludselig var jeg jo et sted, hvor ting kom til mig udefra, så alt ikke skulle stamme fra mit eget hoved.«

Og så kom han væk fra en følelse af fuld kontrol, der havde sløvet ham. Og som endda var falsk.

»Man har jo ikke kontrol over sin computer. Der er nogle andre, der har udviklet softwaren, fastlagt layoutet og så videre,« siger Rasmus Nikolajsen: »Alle danske digte er skrevet på en MacBook. Gad vide, hvilke grænser det sættet for sproget?«

Ørnekoloni?

Rasmus Nikolajsen tog hunden med på Sangstrup Klint, når han var hos sin mor på Djursland. Cyklede til Serbien. Og engang tog han toget til Bodø i Norge for at se nordlys.

»Jeg havde mødt en mexicansk digter, der sagde, at en af hans største drømme var at se nordlys, og så tænkte jeg, at det kunne jeg jo relativt nemt gøre.«

Han planlagde at tilbringe fem dage i Bodø, på et tidspunkt hvor der var historisk stor chance for nordlys. Men det sneede, så i stedet tog han ud til en malstrøm, som Edgar Allan Poe beskriver i en af sine historier.

»Han havde tydeligvis ikke været der. I hvert fald så der helt anderledes ud. Men der var en koloni af havørne, hvis de altså bor i kolonier, så mit digt om nordlys blev et digt om havørne.«

– Du siger: ’Hvis’ de altså bor i kolonier ...

»Ja, det ved jeg ikke, om de gør, men der var mange ørne samlet et sted.«

– Researcher du de naturfænomener, du skriver om?

»Havde jeg haft lyst til at bruge ordet ’koloni’ i digtet, så havde jeg nok undersøgt det. Jeg synes, at man skal stille lige så høje krav til, at digte holder sig til fakta, som man skal til for eksempel journalistik. Fordi man ellers forstyrrer læseoplevelsen. Men jeg kan ikke forestille mig, at det forstyrrer ørnene, så jeg har ikke et moralsk problem med det.«

Drama

Men naturen kan også være lige om hjørnet. Når vi mødes på Assistens Kirkegård, er det, fordi Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling, Barnevognshaiku (2020), er skrevet her. Forældreskabet sætter sine begrænsninger, men en naturdigter kan jo skalere.

»Jeg kunne ikke komme i den der koncentrerede tilstand, jeg skal være i for at skrive, men jeg skulle jo ud og trille med barnevognen, og så begyndte jeg at gå her hver dag.«

Emilie Lærke Henriksen

Og efter lidt tid opdagede han, hvad der sker, når man går den samme tur hver dag.

»Rutinen og de små ændringer, der så alligevel var i omgivelserne fra tur til tur, gjorde, at små detaljer stod tydeligt frem, og de blev så ligesom af sig selv til digte. Jeg blev for eksempel efterhånden opmærksom på, at fuglene herinde holder til bestemte steder. At skaderne foretrækker nogle træer frem for andre. Indimellem er det de samme træer, som kragerne kan lide, og så har vi balladen.«

At flyve ind

Vi vender tilbage til emnet ’at vide’. Jeg fortæller, at jeg i første lektion af Informations Naturskole var blevet sat til at artsbestemme planter i skoven ved mit sommerhus af naturfilosof Claus Emmeche. Betyder det noget, at digteren ved noget om det fænomen i naturen, som er genstand for teksten?

»Den amerikanske digter og kritiker Juliana Spahr har skrevet et essay, hvor hun kalder den dårlige naturpoesi for ’Boeing 737-poetry’. Hvor folk flyver ind til for eksempel hendes hjemegn, Hawaii, og beskriver de smukke blomster, uden at ane hvad de hedder. De er dårlige botanikere, og det gør dem til dårlige forfattere, mener hun.«.

Rasmus Nikolajsen føler sig ramt, men han finder samtidig overdreven kategorisering problematisk.

»Det er at flytte naturen over i det videnskabelige sprog, og der er altid noget, måske ganske meget, der falder uden for kategorierne. Måske kan et digt få noget af det med,« siger han. »Risikoen er jo, at man ender som sommerfuglesamleren: så forhippet på at have en samling med alle arter, at han ender med at udrydde den mest sjældne.«

Metaforen

Rasmus Nikolajsen samler ikke. Han putter noget nyt sprog ind i verden. Blandt andet ved hjælp af den ellers ofte udskældte metafor.

»Metaforen har fået et dårligt ry, fordi der med den følger en risiko for, at naturen bruges som et middel til at beskrive nogle menneskelige forhold. Det er den slags litteratur, der vænner os til forestillingen om, at naturen alene er til for mennesket skyld, og at vi derfor kan bruge den, som det passer os,« siger Rasmus Nikolajsen.

»Jeg skiller mig nok lidt ud ved stadig at tro på metaforen – eller håbe på den.«

Som han skriver i et af digtene: »Et håb om, at metaforer som bølger og kærlighed kan skabe nærvær med noget, vi ikke ved, hvad er.«

Måske er det netop som metaforskabende dyr, at vi kan finde en ny forbundenhed.

»Metaforer går ud på at finde og pege på ligheder mellem ting og væsener. Og vi kommer jo af det samme. Dyr har følelsesliv, der minder meget om vores, og alle vækster har en eller anden form for kreativ vilje til at udfolde netop deres gener efter bedst mulig evne.«

Skærpet blik

Hvad har det betydet for hans eget forhold til naturen, at han begyndte at skrive ude i den?

»Jeg har helt klart fået et skærpet blik for mine omgivelser. Når man sætter sig ned i en skov i stedet for at fare igennem den, sker der noget særligt. Selv fuglene vænner sig til dig og begynder at komme nærmere,« siger Rasmus Nikolajsen.

Og så en uventet effekt: Han har fået et andet forhold til vejret.

»Jeg begyndte på et tidspunkt at længes efter regn«.

Han havde besluttet at skrive et digt om regn. Om hvordan det er at være i nuet i regn.

»Der er meget regn i litteraturen, men jeg tror sjældent, forfatteren har opholdt sig i regnen med det formål at skrive om den. Som oftest er det som scenografi, der skal illustrere en form for melankolsk stemning. Men regn er jo ikke melankolsk. Regn er som kærtegn, som fornyelse, som liv – hvis man vel at mærke ikke bagefter skal ind på et dumt kontor og sidde med våde bukser.«

Opsøger et løft

Jeg har oplevet, at mit fokus på ødelæggelsen af naturen på en måde har fjernet mig lidt fra den. Jeg tænker, at det kan være en farlig blindgyde. At vi har brug for naturens skønhed som en slags middel, hvis klimadepression ikke skal blive til apati. Giver det … mening?

»Ja, det synes jeg. Når jeg skriver digte, opsøger jeg altid noget, der giver mig en form for løft. Det er også det, jeg søger i naturen. Mit projekt er at gå ud i naturen og koble mig på et nu. Og det er jo altid en positiv sensation – med risiko for at blive revet af en gren eller bidt af en flåt, for sådan er naturen jo også. Det tænker jeg, er helt nødvendigt. Vi skal have vores følelsesliv, vores sjæle, om man vil, med i den store omstilling, vi står over for.«

– Er der et spirituelt element i det?

»Ja, det er der nok i stigende grad, men jeg har stadig svært ved at finde sprog for det. Det ligger vel i udkanten af digtene. Og det gør det vel egentlig også i naturvidenskaben. Hvis mennesker har en sjæl, har skaderne det vel også,« siger Rasmus Nikolajsen og peger: »Der står faktisk en skade derovre og lytter. Med sin sjæl.«

Skriv et digt

Vi er ved at være der, hvor digteren skal stille mig en opgave, der forhåbentlig kan styrke mit forhold til naturen.

»Du skal skrive haikudigt i naturen,« siger han med stor alvor. »Find et sted at sætte dig, luk øjnene, og mediter over naturens lyde. Ingen er vigtigere end andre. Lad alle lyde komme og gå. Efter fem minutter åbner du øjnene og venter på, at der kommer et sanseudtryk. Og så skriver du et haikudigt – du kender godt reglen, ik? Fem-syv-fem stavelser. «

Jeg bliver straks bange for at skuffe min læremester, så jeg mumler noget om, at jeg ikke engang skrev ’roser er røde violer er blå’-poesi, da alle de andre piger gjorde det i 5. klasse. 

»Da jeg var yngre, sprang jeg endda altid naturbeskrivelserne i bøger over for at nå frem til der, hvor mennesker taler sammen,« siger jeg og glemmer at fortælle, at det gør jeg faktisk stadigvæk.

»Det gjorde jeg vist også,« beroliger Rasmus Nikolajsen, men han kender jo heller ikke den hele sandhed.

Emilie Lærke Henriksen

Informations naturskole

Stadig flere længes efter at få et tættere forhold til naturen. Men hvordan? Journalist Anna von Sperling går i denne serie i skole hos dem, der har naturen centralt i deres liv. På jagt efter metoder og teknikker til at styrke relationen mellem menneske og natur.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Et sted i Informations arkiv må den artikel findes hvor Per Højholdt skrev at hvis man ville opleve variation i naturen, måtte man gå den samme tur hver dag.
Den sætning dukker ofte op, ikke mindst når det påstås at være en kvalitet i sig selv at være ny, blot for at være det.

Kurt Nielsen, lars søgaard-jensen og Anna Lønne Sørensen anbefalede denne kommentar
Anna Lønne Sørensen

Som en rød tråd i næsten alle beskrivelser og ord om naturen glemmer forfatterne vist at vi mennesker selv er natur? Og en del af et kæmpestort komplekst uoverskueligt ufatteligt univers, som vi både bliver forsvindende små i og et lillebitte unikt levende væsen. Ingen er helt som mig eller dig.
Og så igen: Er det som om uddannelse fjerner mennesker fra naturen? Jo mere uddannelse, jo mindre fornemmelse for naturen??
LÆS gerne økosofi / dybdeøkologi af Arne Næss, han er god til at beskrive mennesket i forhold til resten af naturen og ikke mindst vise, at alt levende har sin egenværdi.

Ruth Sillemann, Søs Dalgaard Jensen, Hanne Utoft, Jens Ole Mortensen, Kurt Nielsen, lars søgaard-jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Hvor folk flyver ind til for eksempel hendes hjemegn, Hawaii, og beskriver de smukke blomster, uden at ane hvad de hedder. De er dårlige botanikere, og det gør dem til dårlige forfattere, mener hun" (Juliana Spahr).

Hvis der skal etableres en bred folkelig naturopfattelse, der kan føre til en opbremsning i forhold til klimakatastrofen, må den såvel bygge på en biologisk orienteret interesse for naturen på naturens betingelser, bl.a. på et biosemiotisk orienteret grundlag, som på en litterært orienteret interesse for naturen på bl.a. et jena - romantisk og meditativt grundlag.

Mennesket er entydigt natur! Det gælder også forfattere, der vil ud at møde naturen. Det ville være ligeså hensigtsmæssigt at møde sig selv eller sine medmennesker som også er natur. Alt hvad mennesket er og har skabt - herunder klimakrisen - er naturens egen udvikling af sig selv.

Derfor er vi prisgivet.
Myten om fremskridtet er også skabt af naturen.

Bjarne Toft Sørensen

@Kurt Nielsen

Når du skriver, at mennesket "entydigt" er natur, mener du så, at mennesket kun er natur i biologisk og fysisk forstand, og intet andet end det? At en fuldstændig bestemmelse af mennesket kan reduceres til det, der har med natur at gøre i fysisk forstand?

Når du skriver, at myten om fremskridtet også er "skabt" af naturen, betyder det så, at mennesket både kan reduceres til natur og er absolut determineret af natur? Hvad med vores frie valg, også til f.eks. at kæmpe mod forurening af naturen? Er det naturens måde at "beskytte" sig selv på?

Bjarne Toft Sørensen

Det er tilsyneladende muligt at beskrive mennesket som et resultat af den helt almindelige evolution, som også har produceret mange andre både nulevende og forlængst uddøde arter. Så ja, mennesket kan 'reduceres' til natur. Hvad ellers, hvis ikke det?

Der er masser af andre af naturens skabninger - især blandt pattedyrene - der også kan benytte sig af såkaldte frie valg, så det er ikke en egenskab der kun er et menneskeligt fænomen.

'Når du skriver, at myten om fremskridtet også er "skabt" af naturen, betyder det så, at mennesket både kan reduceres til natur og er absolut determineret af natur?' Ja, det er lige præcis det, det betyder.

Som alt andet natur (den organiske del naturligvis) kan vores adfærd - uanset hvor sofistikeret den er - reduceres til at handle om tre ting, nemlig: Magt, Mad og Sex. Og selv om det foregår i forklædninger som historisk har været anderledes ja, så er det stadig kernen i vores adfærd. Og dermed bliver fremskridt fra pyramider over Hadrians mur til klimakrisen o.s.v. til ren og skær ønsketænkning - eller myte om du vil.

Men jeg er bange for, at hvis ikke den logik snart siver ind, så får mine børn det svært og mine børnebørn et alt for kort liv.

Vil du vide mere så prøv at google begrebet: 'myten om fremskridtet'. du vil bl.a. kunne finde en link til en artikel i Information skrevet af Ejvind Larsen i 2010.

God fornøjelse.

Bjarne Toft Sørensen

@Kurt Nielsen

Det undrer mig, at du kan tro, at jeg er tilhænger af "myten om fremskridtet", som den negativt fremstilles i artiklen af Ejvind Larsen.

Jeg er kritisk over for såvel "scientisme", reduktionisme i alle dens former, et deterministisk menneskesyn, en lineær historieopfattelse, fremskridtstænkning knyttet alene til troen på teknologisk udvikling og troen på at mennesket, i den vestlige verden, i kraft af videnskabelig viden også bevæger sig mod en højere grad af visdom.

Bjarne Toft Sørensen
Jeg beklager, hvis jeg ikke har udtrykt mig tydeligt, men jeg tror såmænd ikke på forhånd. at du eller for den sags skyld andre er 'tilhænger af myten om fremskridtet'. Om ikke af andre grunde så simpelthen fordi det ikke er et spørgsmål om tilhænger eller ej. Det er jo blot en objektiv beskrivelse af virkeligheden som den har udfoldet sig i de seneste ca. 8000 år og som sådan er den jo blot faktuel. Og netop det er grunden til at jeg føler mig ret sikker på at klimakrisen ikke bliver håndteret så den med tiden forsvinder. Den vil tværtimod fortsætte til alt liv på kloden er fortid. Netop fordi vi som biologisk art ikke er i stand til at skabe fremskridt - netop på linje med resten af naturen.
Naturhistorien viser med al ønskelig tydelighed jo netop, at den destruktiv som bare fanden.