Interview
Læsetid: 9 min.

Vi har fået en zoolog, en socialist, en kønsforsker og en økokritiker til at gense de store Disney-klassikere

Mange af de tegnefilm, vi elskede i barndommen, er nu tilgængelige på Disney+. Men hvad sker der med klassikerne, når man udsætter dem for nutidens kritiske blik? Ariel fra ’Den lille havfrue’ bliver eksempelvis et queerikon
Mange af de tegnefilm, vi elskede i barndommen, er nu tilgængelige på Disney+. Men hvad sker der med klassikerne, når man udsætter dem for nutidens kritiske blik? Ariel fra ’Den lille havfrue’ bliver eksempelvis et queerikon

Walt Disney Studios

Kultur
18. september 2020

Streamingplatformen Disney+ landede i denne uge, og lågen står nu åben ind til et stort bagkatalog af filmklassikere. Men hvor gode er de egentlig, hvis man ser på dem med et særligt blik? Vi har bedt fire forskellige fagtyper gense dem med deres nutidige blik.

Zoolog: ’Bambi’ er en visionær udstillelse af menneskets skødeløse grådighed

Zoologisk Haves videnskabeligee direktør, Bengt Holst, gik verden rundt, da han aflivede baby-giraffen Marius. Han mener, at Disneys ’Bambi’ er en imponerende film, som formår at spejle både dyr og mennesker på en interessant måde

»Jeg er vokset op med Disneys juleshow og må erkende, at jeg altid godt har kunnet lide deres film. Det bekræftede Bambi mig i.

Jeg er imponeret over den research, Disney har lavet på dyrearterne, inden de lavede filmen. Disneys måde at lave karaktererne på stemmer flot overens med måden, dyrene er på i virkeligheden.

Det ses blandt andet i forholdet mellem Bambi og moderen. Ligesom i naturen er faderen ikke til stede, så det er moderen, der står for opdragelsen, og skridt for skridt lærer Bambi om livet. Filmen ser verdenen gennem dyrenes – og særligt Bambis – øjne.

Det betyder, at Disney undgår at lave en ’disneyficering’, hvor de skal passe ind i en menneskeskabt virkelighed, der giver dem menneskelige egenskaber, de ikke besidder. Dyrene er filmen igennem bange for mennesker, som også kun optræder, i form af den fare, de udgør for dyrene. Det passer også på virkeligheden, hvor det ikke nødvendigvis er en god oplevelse for et dyr at møde mennesker.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, hvordan Disney har lavet en film, som både små børn, store børn og voksne kan få noget ud af. De mindste børn ser små, sjove og søde dyr, som de kan grine ad. De kan lære, om pungdyrene, der kan bruge halen som en femte arm, og om naturens mange former og farver.

De større børn kan forholde sig til de følelser, som Bambi oplever igennem filmen. For eksempel kan de sætte sig ind i, hvor hårdt det må være for Bambi, at hans mor bliver skudt af jægere, og ikke kommer tilbage, når Bambi kalder på hende. Og de voksne kan se, hvordan vi mennesker kan være dyrenes værstefjendee med den måde, hvorpå vi lever på planeten.

Bambi er Disneys ode til naturen, og selv om den er fra 1942, er det en visionær film, fordi den har forudset, hvordan menneskets med dets skødeløshed og grådighed driver rovdrift på naturen. Vi ser, hvordan der i starten er få jægere i skoven, mens det til sidst vrimler med mennesker, som skyder efter alle dyr, selv små fugle, der ikke kan spises.

Til sidst lykkes det for Bambi og de andre dyr at flygte ud på en lille ø, hvor de kan leve i fred for menneskene, men i stedet bliver nødt til at leve i et habitat, der er langt fra er deres foretrukne. Det minder om det, vi ser i dag, hvor vi mennesker laver veje, landbrugsområder og dræner store områder, så dyrene faktisk lever i små ø-lignende samfund med meget mindre plads end førhen.

På samme måde som klimakrisen symboliseres med et billedet af en isbjørn på den sidste isflage i et opvarmet hav, så er slutningen på Bambi symbolet på, hvordan menneskets ofte ubetænksomme grådighed tvinger dyr væk fra deres naturlige levesteder til mindre områder, hvor deres overlevelsesmuligheder er dårligere end førhen.«

Walt Disney Studios

Kønsforsker: Mangfoldigheden i ’Frost’ var mere imponerende i 2013 end den føles i dag

Glansbilledet af Disneys ’Frost’ fra 2013 som mangfoldighedsforsøg led et knæk, da RUC-professor i kultur og medier Rikke Andreassen genså den en fredag aften med sin seksårige søn

»Jeg så Frost med min datter, da den udkom i 2013. Jeg var meget begejstret dengang. Filmen handler jo om, at der er to prinseesser på et slot, hvor den ene, Elsa, har nogle særlige evner, der gør hende i stand til at trylle og skabe ting af is og sne. På et tidspunkt bliver hendes evner afsløret for kongeriget, og derfor flygter hun til bjergene. Anna, hendes søster, følger efter og prøver at redde hende.

Til sidst accepterer Elsa sin særhed og sine evner og ender som dronning over hele kongeriget – uden at skulle have en prins. Det er stadig kærligheden, der redder alt til sidst – men søskendekærligheden, ikke den monogame heteroseksuelle kærlighed.

Det var en af flere grunde til, at jeg syntes om den. Det er en af de første store Disney film, hvor kun piger er helte. Det er befriende og dejligt. Det er også befriende, at Anna er en kompleks karakter.

Hun er både sjov og modig. Hun drager alene op i bjergene, og hun kæmper mod ulve. Men hun har også uorden i håret og savler. Hun er handlingens drivkraft.

Hendes søster er så historiens oprører. Hvor Ariel i Den lille Havfrue gør oprør mod sin far, tager Elsa oprøret et skridt videre. Hun forlader kongeriget for at skabe sit eget. Elsa kan også ses som en superhelt med superkræfter.

Der ligger også mange undertoner af inklusion og mangfoldighed i Frost. Til det store bal på slottet er der både sorte og brune gæster, og Frost har jo også en homoscene, som de fleste ikke opdager: Butiksejeren, som Anna møder er homoseksuel. Han peger på sin mand og børn og siger »Mød familien«. Det syntes jeg var skønt i 2013.

Nu synes jeg, at det er træls, at man kun ser mangfoldigheden i glimt. Det er diversitetsforsøg, som ingen når at se; der er jo tydeligvis elementer af mangfoldighed, men man har været bange for at vise det for tydeligt. På den måde er det kun folk med særlige antenner, der opfanger det banebrydende.

Desuden er heltene rigtig nok piger, men alle andre figurer med replikker er mandlige. Og så er der Elsas superhelteforvandling: Da hun flygter op i bjergene og undergår sin store transformation, bliver hun samtidig hyperseksualiseret. Hendes nye dragt er ekstremt kropsnær og har en meget afslørende slids. Det havde været fedt at se hende som en superhelt, hvor hun ikke samtidig behøvede at blive overdrevent seksualiseret.

Når det er sagt, er det stadig en vigtig film. Som min seksårige søn sagde, da vi var færdige med filmen i fredags: ’Jeg forstår godt, at piger elsker Frost. Der er jo ingen drenge, der er helte, og det er der ellers altid’.«

Walt Disney Studios

H.C. Andersen-forsker: I ’Den lille havfrue’ er heltene borgerlige, mens skurkene er flamboyante

Adjunkt i litteratur på SDU og økokritisk forsker i H.C. Andersen, Torsten Bøgh Thomsen, har genset Disneys ’Den lille havfrue’. Det frembragte minder om havfruebesættelser og queerpotentiale

»Mit forhold til Disney-udgaven af Den lille havfrue er nærmest ekstremt. Jeg var seks år gammel, da den udkom i Danmark i 1990. Jeg fik mine forældre til at købe alt merchandise fra filmen, og jeg var fuldstændig besat af havfruer i lang tid efter. Da jeg så filmen igen, indså jeg, at det var mig som queer barn, der virkelig havde kunnet identificere sig med Ariel – længslen efter et andet fællesskab, end det man er født ind i.

I filmen møder vi Ariel, den lille havfrue, som er en utilpasset teenager, der bor hos sin far kong Triton på havets bund. Hun har en brændende længsel efter menneskenes verden, som udvikler sig til en konkret kærlighed, da hun ser en prins på et skib. Hendes far, der er meget menneskefobisk, bliver opmærksom på kærligheden og nægter hende at opsøge prinsen.

Derfor søger hun tilflugt hos havheksen Ursula, som forvandler hende til menneske på bekostning af hendes stemme. Hun kan kun forblive menneske, hvis prinsen kysser hende inden tre dage.

Det lykkes næsten for hende, men Ursula når at forpurre det. Hun tager Ariel til fange og er ved at overtage hele havkongedømmet, men i sidste øjeblik dræbes hun af prinsen, og de to elskende får hinanden.

H.C. Andersens oprindelige eventyr drejer sig ikke primært om, at Ariel skal have en prins, men om at hun skal have en udødelig sjæl. Længslen mod menneskeverdenen fra forlægget er bevaret i Disneys udgave, indtil den glider over i, at hun vil have en mand. Derfra bliver det ret banalt.

H.C. Andersen afveg jo fra den traditionelle folkeeventyrsmodel med hjem-ude-hjem, og Disney hiver så Den lille havfrue tilbage dertil. Alle plotmæssige spændinger er opløst, når alt ender lykkeligt til sidst i Disneys version.

Filmen ender med – meget typisk for Disney – at et royalt og heteroseksuelt ægteskab bliver løsningen. Dér bærer den præg af, at den er lavet for 30 år siden.

Heltene er flade og todimensionelle, mens skurkene er flamboyante og komplekse. De ironiserer over og udstiller køns – og seksualitetsnormer. Det er meget kendetegnende for Disney i 1990’erne. Ursula er for eksempel modelleret over en meget kendt dragqueen ved navn Divine, der optrådte i John Waters’ kultfilm. Hun har mange manierismer og en meget opulent væremåde, og så er hun tungt sminket.

Det træder aldrig helt tydeligt frem, det kommer altid ud mellem sidebenene, især i filmens måde at animere Ursulas tonefald og hendes store glidende bevægelser på. Hun er en ironisk kommentar til Ariels borgerlige drøm om at få en prins og til resten af fortællingen, som forsøger at bevare de borgerlige idealer.«

Walt Disney Studios

Socialist: Robin Hood beskyttede fælleden mod kongemagten

Politisk økonomisk rådgiver for Enhedslisten Poya Pakzad har genset Disneys ’Robin Hood’ og læser den både liberalt, socialistisk og med afsæt i ideen om fælleden

»Disneys Robin Hood er en slags folkekær helt for dem, der bor i landsbyerne, der støder op til kongens borg. Han lever som fredløs i Sherwoodskoven, hvor sheriffen af Nottingham forsøger at fange ham. Robin Hood låner ifølge eget udsagn fra de rige og giver til de fattige. Disneys version af den oprindelige og mere antiautoritære fortælling fra det 13. århundrede har en meget bred appel.

Man kan næsten ikke undgå at læse noget politisk ind i den. Det handler om sulten og ikkesulten, rig og fattig. Men den appellerer til begge fløje. Hvis man er liberal og konservativ, kan man spejle sig i den.

Kongemagten er den store stygge formynder, der griber ind i borgernes liv, og Robin Hood er den fredløse skovmand, der stikker en kæp i hjulene i frihedens navn.

Hvis man er til venstre for midten, bliver filmen til en historie om omfordeling mellem rig og fattig. Robin Hood står for omfordelingen, når den fattige familie af kaniner på uretfærdig vis beskattes af sheriffen fra Nottingham. Dengang var samfundets store divergens mellem kongemagt og almuen.

I dag er det derimod den store divergens i formuer, der er helt central. Hvis man var en konsistent Robin Hood i dag, så var det ikke kongemagten eller demokratiet, men snarere de store virksomheder i skattely, der var skurken. Og det er jo dybt ironisk, at løsningen på landsbysamfundets uretfærdige skattetryk i Robin Hood er det moderne skattesystem. Den tager fra de bredeste skuldre og deler videre til 80 procent af befolkningen.

En tredje læsning kunne tage afsæt i ideen om fælleden. Sherwood var jo ikke kun skove, der var også heder og marker og forskellige naturområder, hvor man kunne dyrke egne afgrøder og drage nytte. Kongen var på fortællingens tidspunkt i gang med at opkræve disse områder til sig selv.

Det skabte et oprør fra datidens baroner, der ville beskytte deres adgang til fælleden. Den konflikt mundede ud i Magna Carta, som er et af de første frihedsbreve i vestlig tradition. Et par år efter brevet kom Charter of the Forest, der knæsatte retten til fælleden i lov.

I den læsning var Robin Hood en baron med en milits, der beskyttede fælleden mod kongemagten; derfra kan vi drage en parallel til i dag, hvor vi i mange år under nyliberalismen har været i gang med at sælge ud af fælleden, altså af det offentligt ejede, og det forsøger man at gøre op med nu.

Jeg elsker i øvrigt stemmerne i Robin Hood, de er så sprøde og gamle ligesom vinyl med lidt krads på. Og tegningerne er dybt charmerende med små fejl hist og her, det er ikke så klinisk, som den elendige animation min datter ser i dag.«

Walt Disney Studios

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg savner opmærksomhed på volden i Disneys tegnefilm fx Tom og Jerry. Husker det som svært at se mine små drenge grine af det i en periode, hvor jeg forsøgte at lære dem at behandle hinanden ordentligt - uden at slå. Også svært i opdragelsessammenhæng at nyde, at Joacim von Ands besættelse af penge fremstår ukritisk som en eviggyldig omend overdreven værdi. Der mangler en analyse af det i Informations gennemgang af Disney?

Malou Lauridsen

Zeuthen børn skal vel ikke totalt pakkes ind i vat og beskyttes mod den virkelige verden? Hvis børn aldrig ser noget forkert bliver det vel bare abstrakt at tale om rigtigt og forkert.

Børneunderholdning skal ikke ses som politiske budskaber.

Thomas T. Jensen

@ lise zeuthen
For en ordens skyld skal lige nævnes, at Tom & Jerry var lavet af MGM (Metro Goldwyn Meyer), ligesom Snurre Snup, Daffy og Pelle Gris var lavet af WB (Warner Brothers). Men tendensen var den samme, fordi de konkurrerede. Voldsomme, groteske voldsepisoder, hvor figurerne blev hamret til plukfisk, men genopstod som uskadte på magisk vis.
Sådan er det med filmkomedievold. Det er ikke skaderne, man griner af. Det er de groteske situationer, som får os til at grine.
Tag bare bananskrællen: Chaplin kommer nonchalant gående og glider i en banaskræl, han selv lige har smidt. Mennesket med intelligens og humoristisk sans griner ikke af faldet og det, at han ømmer sig. Det er af den groteske situation, at han intetanende faldt af en selvskabt årsag samt at en uskyldig frugtgenstand kan foranledige en sådan oplevelse, der får os til at grine. Kun uintelligente mennesker vil alene grine af, at der blev påført Charlie skade.

Thomas Andersen

Thomas T. Jensen,

"Kun uintelligente mennesker vil alene grine af, at der blev påført Charlie skade."

Ja, og børn :)

Det største problem med alle de nye Disney-kanaler er vel, at vi og børnene pludselig udelukkende ser amerikansk-inspireret fjernsyn ... hvor blev alt det danske, svenske, britiske, tjekkiske, europæiske osv lige af ??

Og så har jeg altid moret mig over at H.C. Andersens lille havfrue i den amerikanske version absolut skal have brystholder på ... amerikanere har altså et forkvaklet forhold til kvindelige brystvorter ...