Baggrund
Læsetid: 6 min.

Forfatter Carl-Henning Wijkmark slog et slag for livets værdi. Nu er hans eget slut

En af vores store europæiske forfattere, svenske Carl-Henning Wijkmark, fornyede romanen og spandt tråde mellem det forgangne og nutiden og insisterede på det liv, der leves i dødens nærhed. Fredag døde han selv, 85 år gammel
Kultur
11. september 2020
»Wijkmark var en europæisk forfatter, nærmest for stor til Sverige. En sjælden fugl, der ikke rigtigt, passede ind, selv om han i mine øjne med sin høje ranglede, aristokratiske fremtoning, en slags intellektuel udgave af Max von Südow, også var noget af det mest arketypiske svenske, man kunne tænke sig.« skriver Peter Nielsen.

»Wijkmark var en europæisk forfatter, nærmest for stor til Sverige. En sjælden fugl, der ikke rigtigt, passede ind, selv om han i mine øjne med sin høje ranglede, aristokratiske fremtoning, en slags intellektuel udgave af Max von Südow, også var noget af det mest arketypiske svenske, man kunne tænke sig.« skriver Peter Nielsen.

Elis Hoffman/Ritzau Scanpix

Det første, der slår mig ved det triste budskab om den svenske forfatter Carl-Henning Wijkmarks død, er, at en af de vigtige mentale broer mellem Sverige og det kontinentale Europa dermed er brudt sammen. Han var nemlig ikke bare en af Sveriges største forfattere, han var også en formidler af den europæiske kultur, som han bragte med ind i Sverige i form af oversættelser, essays og sine mesterlige romaner.

Wijkmark var en europæisk forfatter, nærmest for stor til Sverige. En sjælden fugl, der ikke rigtigt, passede ind, selv om han i mine øjne med sin høje ranglede, aristokratiske fremtoning, en slags intellektuel udgave af Max von Südow, også var noget af det mest arketypiske svenske, man kunne tænke sig. Det særlige lys i hans øjne vidnede om en stilfærdig humor og intelligens, der samtidig vogtede over alt det vigtige i livet.

Wijkmark blev født i Stockholm i 1934. Allerede i sine unge år og efter krigen begav han sig ud i Europa på rejser og studieophold i München, Frankrig og England. Især Tyskland og Frankrig blev ved med hele hans liv at stå ham nær, ligesom Barcelona og Mallorca især var de steder, han opholdt sig i sine senere år.

Han indtog efterkrigsstemningen i Tyskland og alle de mange forventninger til fremtiden inden restaurationen og hele Adenauer-æraen, hvor alt lukkede ned igen til fordel for det tyske vidunder. Midt i den nedlukning forsøgte Wijkmark at holde fast i den kritiske tyske kultur, hele oplysningstraditionen, Frankfurter-filosofferne. Samtidig skævede han mod Frankrig, hvor han var meget inspireret af eksistentialismen i efterkrigsårene. Wijkmark interviewede i den periode centrale kulturpersonligheder til avisen Sydsvenskan og skrev om de interessante idé- og politiske debatter. Han så først og fremmest sin opgave som at berige den svenske tradition med nye impulser.

Hans litterære debut kom som 37-årig i 1972 med den højst ukonventionelle roman Jægerne på Karinhall, og hvilket gennembrud. Romanen regnes stadig i dag som den stærkeste debutroman, der nogensinde er blevet udgivet i svensk litteratur. Handlingen udspiller sig i løbet af nogle varme sommerdage i august 1936, hvor det tyske riges nummer to, Hermann Göring, holder sin årlige jagtfest på slottet Karinhall lige uden for Berlin sammenfaldende med den store propagandaforestilling Olympiaden i Berlin. Altså lige før det store skifte med den spanske borgerkrig og fascismens endelige triumf i det frie Europa.

Göring beslutter sig for at gøre årets jagt på Karinhall til et storpolitisk friluftsmøde og dækker op med de fineste spiser, ypperlige vine og ludere fra Berlin anbragt i jagthytter rundt omkring i jagtområdet til glæde for de jagtlystne gæster bestående af højtstående politikere, ambassadører og erhvervsfolk. Det er ikke de eneste gæster, for også den flotte, norske idrætsmand Roar Trøgesen, maratonløber og skørtejæger, er af den britiske spionageorganisation M16 blevet placeret i selskabet og kommer direkte fra Olympiaden.

Det er på alle måder en vild roman. I romanen undersøger han med Steven Sem-Sandbergs ord »ondskabens forhold til overfloden: excessen.« Og det gør romanen ved selv at være en exces. »Uhæmmet blander den stilarter og formelementer. Den kaster sig mellem forskellige genrer: Er det en dokumentarisk roman, en spionthriller, outreret pornografi?«

Det, som også kom til udtryk i debuten og blev et kendetegn for forfatterskabet i det hele taget, er, hvordan Wijkmark igen og igen opsøger de vendepunkter i den nære fortid, hvor historien vender, men hvor også vores egen selvopfattelse ændrer sig. Når historien skifter retning, bliver også vi mennesker i særlig grad udfordret og stillet til ansvar for, hvem vi vil være.

Det er faktisk også det, Kirsten Thorup med afsæt i München i efteråret 1942 har gjort i sin seneste roman Indtil vanvid, indtil døden. Beskrivelsen af den nazistiske exces deler de også.

Flittig debatør

I Dacapo (1994) gentager Wijkmark det greb blot forskudt halvtreds år i tid, hvor en håndfuld mennesker rejser rundt i omvæltningernes Europa i efteråret 1989. Han lader den svenske fotograf Frank Thulander rejse til München for at påbegynde en fotografisk dokumentation om den europæiske kunst i den by, han i sin ungdom blev uddannet i. Som bogen skrider frem, og Thulander trænger længere ned i det forgangne og sin egen fortid i byen, opdager han, at han ikke forstår det, han ser, medmindre han virkelig konfronterer sig med sin egen fortid. Det bliver til en litterær roadmovie gennem et Europa i forandring og gennem et menneskes liv.

På det tidspunkt havde Wijkmark allerede haft sit store internationale gennembrud med romanen Dræsinen fra 1983, en videnskabelig roman om en jesuitpræst og hans stræben efter videnskabelig indsigt og bestræbelse på at lægge afstand til troen. I 1914 begiver jesuitpræsten sig på en besværlig sejlads på en dræsine sammen med tre menneskelignende aber. Det lykkes dem at krydse Atlanten fra Congo i Afrika til Brasilien. Mandens vanvittige færd er udsprunget af ønsket om at finde ’the missing link’ mellem abe og menneske og kan læses som en allegori over den vesterlandske fremskridtstanke.

I essayet Den ensomme svensker skriver Wijkmark, at han anser »national selvkritik for at være en patriotisk pligt«. Det må man sige, at han også praktiserede. Han har været en flittig debattør, der slår et slag for livets værdighed mod det, han kalder en kynisk betragtning af den døende krop. Ligesom man kan læse hans romaner som en slags debatindlæg mod enhver form for aktiv dødshjælp og kamp for livets værdighed.

Der er i Sverige en lang tradition for at måle menneskers værdi. Loven om tvangssterilisering af socialt mindreværdige blev først afskaffet i 1976. I essayromanen Den moderne død fra 1978 beskriver Wijkmark i satirens form, hvordan en projektgruppe fra det svenske socialministerium samles ved Øresund for at regne på de målbare kriterier for, hvem der skal anses for at have opbrugt sin værdi for samfundet, og hvordan disse herefter så diskret som muligt skal bringes til at forlade det. Han skildrer i satirisk tilspidset form et generelt problem i det teknokratiske samfund, hvor det menneskelige værds ukrænkelighed bliver forskudt fra noget absolut til en målbar samfundsværdi.

Den bog har fået fornyet aktualitet i lyset af debatten om aktiv dødshjælp og håndtering af coronakrisen.

Emnet tog han igen op i romanen Natten der kommer fra 2007. Her skildrer han skuespilleren Hasse på terminalafdelingen på hospitalet og hans sidste øjeblikke af opblussende liv og lyst, inden han møder døden. Og igen i Vi ses igen i næste drøm fra 2013 følger man den aldrende universitetslektor Frank på en sidste forsoningsrejse tilbage i tiden.

Som Wijkmark sagde, da jeg interviewede ham i Stockholm om de to seneste bøger: »Mine hovedpersoner vil ikke give op. De vil leve så længe, det går. De bliver ikke grebet af resignation. Især manden i Natten der kommer vil ikke resignere på naturens vegne. Jeg har det svært med den måde at tale til dødssyge mennesker på, for de kan jo efter nogle miserable dage pludselig have lyst til at opleve et nyt værd i livet, en kortvarig livslyst. Der er ikke nogen grund til at lulle dødssyge personer ind i en accept af døden, for der skal leves, så længe det er muligt. Det kan godt være, at kroppen er syg, men jeget er det ikke.«

Natten der kommer blev en overraskende folkelig succes og gav ham i en sen alder noget af et gennembrud. Romanen løb sågar i 2007 med Augustprisen foran alletiders største favorit, Åsa Linderborgs Mig ejer ingen.

Der skulle også gå mange år, før vi i Danmark fik øje på Wijkmarks unikke forfatterskab. Da det skete, var det med bravur og i form af hele fire af hans romaner, nemlig Jægerne fra Karinhall, Dræsinen, Natten der kommer og Vi ses igen i næste drøm. Det skyldes ene og alene forlaget Møller – og Wijkmarks danske oversætter Anne-Marie Bjerg.

Wijkmark og jeg delte en stor passion, som altid kom på bordet de gange, vi mødtes, oftest i Berlin, et par gange i Stockholm og i Danmark, nemlig den østrigske fin de siécle-forfatter Hugo von Hofmannsthal. Vi udgjorde en lille uofficiel skandinavisk fanklub, som altid skulle vende de nyeste opdagelser i forfatterskabet. I romanen Dacapo gav han østrigeren denne karakteristik med på vejen, som også lidt var møntet på ham selv: »Ingen forfatter når Hofmannsthal. Hans stemme var varm. Han digtede om fuldendelse og død. Han havde det store overblik. Franskmand og englænder, hvor gode de end er, er altid kun franskmand og englænder. Hofmannsthal var hele Europa. Hjemme overalt«.

Den sad lige i øjet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her