Interview
Læsetid: 11 min.

Et halvt år hos Socialdemokratiet har ikke gjort Peder Frederik Jensen mindre magtkritisk – men måske mere nuanceret

I foråret opsagde forfatter Peder Frederik Jensen sit arbejde som taleskriver for miljøministeren. Nu har han skrevet romanen ’Det Danmark du kender’, hvis ene hovedperson er socialdemokratisk borgmester på Lolland
Peder Frederik Jensen er interesseret i kombinationen af sociale dynamikker, boligpolitik og arbejdsmarkedshistorie. Resultatet er menneskeskæbnerne på det Lolland, han portrætterer i ’Det Danmark du kender’.

Peder Frederik Jensen er interesseret i kombinationen af sociale dynamikker, boligpolitik og arbejdsmarkedshistorie. Resultatet er menneskeskæbnerne på det Lolland, han portrætterer i ’Det Danmark du kender’.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
4. september 2020

»Det er sjovt, at man kan køre et helt samfund på sådan en sproglig spærreballon.«

Sådan siger Peder Frederik Jensen om den socialdemokratiske kampagne fra 2015, der lægger navn til hans nye roman: Det Danmark du kender

Via fire karakterer fra Lolland – to hovedpersoner og to »bivogne«, som Peder Frederik Jensen kalder dem – tegner bogen et billede af et Danmark præget af ulighed.

Der ligger en stor interesse for Socialdemokratiet og dets historiske og politiske rolle i Danmark bag Det Danmark du kender. Og selv om motivationen for at skrive om partiet og bruge dets kampagne som titel måske kan forekomme entydigt magtkritisk, er Peder Frederik Jensens forhold til partiet mere kompliceret end som så.

Han fortæller, at han har en »stor respekt for det socialdemokratiske projekt«, og at der ikke er noget system i verden, han har »mere lyst til at leve under end det, vi lever under lige her«.

Det skabte en del opmærksomhed, da Peder Frederik Jensen i november sidste år blev ansat som taleskriver for miljøminister Lea Wermelin (S), blot en måned efter at en anden dansk forfatter, Kasper Colling Nielsen, sagde ja til at være taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen (S). Colling Nielsen arbejder stadig i klimaministeriet, men Peder Frederik Jensen sagde sit job op i foråret og nåede altså at arbejde der lidt over et halvt år.

Oplevelsen i Miljøministeriet var grundlæggende positiv, fortæller Peder Frederik Jensen, da jeg møder ham i hans solbeskinnede gård på Vesterbro i København for at tale om Det Danmark du kender.

»Jeg har fået rigtig stor tillid til embedsværket af at sidde inde i det ministerium. Der sidder så mange utrolig dygtige og veluddannede mennesker, som gør enormt meget. Og man skal selvfølgelig også kritisere det, men først og fremmest oplevede jeg, at der var virkelig mange dygtige mennesker,« siger han.

Peder Frederik Jensen

  • Født 1978 i København
  • Uddannet bådebygger og fra Forfatterskolen
  • Værker: ’Her står du’ (2007), ’Læretid’ (2012), ’Banedanmark’ (2014), ’VOLD’ (2016), ’Skullfucking’ (2017), ’Det Danmark du kender’ (2020)

Politisk desillusion

En af hovedpersonerne i Det Danmark du kender er den socialdemokratiske borgmester på Lolland, Morten, som muligvis er ved at få en rolle i en kommende S-ledet regering. På trods af sin succes har Morten en del kvaler med at være politiker; en grundlæggende tvivl, der ofte tangerer desillusion over det politiske system. Sådan her kan hans indre monolog lyde:

»Siger jeg bare det, de gerne vil høre? spørger han de døde, der svarer ham, at det vist er det, en politiker gør og altid har gjort. Der er ikke noget nyt i, at alting handler om genvalg og om at klipse taburetten fast til de pæne bukser.«

Selv er Peder Frederik Jensen mere forsigtig med at vedkende sig desillusionen, da jeg spørger, om han kan spejle sig i Morten:

»Det er jo dobbelt, for på den ene side har jeg ikke lyst til at sige andet end; prøv lige at huske på, hvor sindssygt godt et samfund vi lever i. Det er helt absurd, så godt det her samfund er. På whatsapp kan jeg når som helst ringe til mine venner i Cameroun, og det er bare en anden virkelighed. Det synes jeg, man skal huske på i sin samfundskritik: at være opmærksom på, hvad det er for en stor gave, vi har overtaget. Det er en pointe i min bog, hvis der skal være en politisk pointe.«

Det kan lyde, som om den magtkritiske forfatter, der tidligere ikke har holdt sig tilbage fra at skrive vrede debatindlæg og kronikker, endelig har affundet sig med systemet. Men Peder Frederik Jensen kalder også Socialdemokratiet for »et anakronistisk parti«, som sidder fast i nogle forældede forestillinger om, hvad Danmark er. Det er blandt andet det problem, han ser i en kampagne som »Det Danmark du kender«.

»Sætningen, synes jeg, siger utrolig meget om Corydon og Thorning og den logik, der var i vores samfund. Den siger vildt meget om en ukritisk materialisme, hvor de brede masser stadigvæk ignorerer de afsindige konsekvenser, der er af det liv, vi lever.«

Og så er vi ved at være inde ved kernen af Peder Frederik Jensens problem med det parti, han nu både har arbejdet for og skrevet en roman om: den manglende klimaindsats.

I Det Danmark du kender optræder der en karakter ved navn Mette, som er formand for Socialdemokratiet, som er i opposition, men snart skal i valgkamp. Da Morten er til middag med partitoppen om valgkampen, siger Mette sådan her:

»Der er nogen, der snakker om klima og grøn omstilling, men nu må vi se, om det kan betale sig. Det kan være, vi bliver nødt til at gå den vej. Det handler om folkestemningen. Vi skal huske, vi er socialdemokrater. Vores vælgere vil kunne rejse. De vil have deres bøf og deres bil i fred. De har fortjent det.«

Kernen af Peder Frederik Jensens problem med Socialdemokratiet, han nu både har arbejdet for og skrevet en roman om er: den manglende klimaindsats.

Kernen af Peder Frederik Jensens problem med Socialdemokratiet, han nu både har arbejdet for og skrevet en roman om er: den manglende klimaindsats.

Emilie Lærke Henriksen

Det skadelige system

Jeg udpeger citatet, og Peder Frederik Jensen beskriver en frustration over den store »sprogliggjorte modstand« mod miljøbevægelsen, som har fundet sted i dansk politik gennem årene. Også hos Socialdemokratiet, for hvem det stadig er ekstremt at tale om naturen i sin egen ret, mener Peder Frederik Jensen. Han eksemplificerer:

»Jeg tror, socialdemokraterne inde på rådhuset i København hader de der miljømennesker ude på Amager Fælled. For kan de ikke se det? Vi bygger boliger. Hvor skal folk bo? Hvad skal de have af arbejde? Sådan ville en socialdemokrat spørge.«

– Men det er en falsk måde at stille det op på?

»Det er hundrede procent en falsk måde at stille det op på. Socialdemokratiet er systembevarende på en utroligt negativ måde. Samtidig med at de har en selvforståelse, som om at de var – om ikke revolutionære, så i hvert fald dem, der garanterer udviklingen. Men jeg mener, de er systembevarende på en måde, der er skadelige for os.«

Jeg spørger, om det var derfor, han sagde sit job som taleskriver op. Peder Frederik Jensen holder en ret lang pause, inden han svarer:

»Jeg tror i hvert fald, det er nemmere for mig at sige det her nu, hvor jeg ikke arbejder for miljøministeren. Forstået på den måde, at jeg ville ikke have lyst til at sige det, fordi jeg ikke synes, at man skal opføre sig dårligt over for andre mennesker. Altså, hvis jeg arbejder for et menneske i et tillidsfuldt job, så skal jeg jo ikke sidde og sige, at det parti hun kommer fra, har nogle kæmpestore svagheder.«

– Du ville måske også være bange for at blive fyret, hvis du kritiserede for meget?

»Haha! Ja, så måtte man jo få aktiveret højrefløjen og deres ytringsfrihedsdiskurs. Nej, jeg tror, det var et forsøg på at gøre det på en ordentlig måde.«

Han understreger, at det ikke er Lea Wermelin, han er ude efter, men »et mere grundlæggende problem i et materialistisk parti som socialdemokratiet«.

Da jeg spørger, om han mener, det kan lade sig gøre at være politisk taleskriver og forfatter samtidig, svarer han »ja« og peger på Kasper Colling Nielsen og Anita Furu. Sidstnævnte er i dag taleskriver for Mette Frederiksen, og i 2017 debuterede hun med romanen Mit halve liv. Så tilføjer han: 

»Men jeg kunne ikke, det er nok det korte svar. I hvert fald ikke i den situation, med min bog, der kom. Jeg synes, det blev for meget at være så optaget af Socialdemokratiet som forfatter, samtidig med at jeg arbejdede for dem. Det synes jeg ikke fungerede. Det var jeg ikke sikker på, da jeg tog jobbet, men jeg blev i stigende grad klar over, at det ville stå i vejen for hinanden. Det blev bare lidt for opportunistisk og underligt.«

– Er du blevet bedre til at kritisere det politiske system efter at have arbejdet i det?

»Jeg er nok mere optaget af noget nuanceret nu. Jeg synes, det er spændende at blive interviewet sammen med Kasper Colling Nielsen, som beskriver, hvordan der i Klimaministeriet sidder et hus fuldt af mennesker, der går hjem klokken tolv om aftenen, fordi de arbejder så hårdt for klimaet. Og samtidig er der 50 demonstranter nede på gaden, som står der en time, og så går de på café. Det er altid enormt nemt at kritisere og pissesvært at være den, der faktisk har ansvaret for, at samfundet stadig er her om tyve år.«

Et symbolsk crash

Det Danmark du kender finder som sagt sted på Lolland, hvor Peder Frederik Jensen selv har boet som barn. Og romanen begynder med et crash af symbolske dimensioner.

En nat, da socialdemokraten Morten er fuld på vej hjem til øen efter en fest med Mette og co. i København, kolliderer han med bogens anden hovedperson, den fattige gymnasieelev Niels, der er ude for at dele aviser ud på cykel. Resten af bogen befinder sig i et suspense, hvor man ikke ved, hvad der kommer til at ske med Niels, alt imens hans og Mortens historier fortælles.

Men selv om symbolikken måske kan forekomme dundertalende retfærdig – det privilegerede, politiske Danmark, der smadrer underklasse-Danmark – repræsenterer de to karakterer, Morten og Niels, i virkeligheden hver sin type af ikkeprivilegeret klasse i Danmark.

Borgmesteren Morten kommer fra en familie af værftsarbejdere på Lolland, og romanen viser, hvordan hans arbejderbaggrund muligvis er grunden til, at han er ved at ryge til tops i Socialdemokratiet. Morten bliver gjort til en slags token for det arbejderistiske parti.

Gymnasieeleven Niels derimod repræsenterer underklassen: Han er barnebarn til en af de narkomaner, der i 1990’erne blev sendt fra København til det hårdhændede behandlingssted Egeborg på Lolland.

At sende narkomanerne til Lolland var en løsning på de mange narkotikaproblemer i København, men de færreste kunne holde ud at være på Egeborg. Derfor gik mange fra behandlingsstedet og slog sig i stedet ned på Lolland i faldefærdige huse. Mange industriarbejdspladser var på det tidspunkt lukket, så de kunne ikke få job.

Historien om Niels’ familie er den første, der fortælles i romanen, og den vidner om udsathed gennem generationer: stofmisbrug, prostitution, omsorgssvigt.

»Niels’ morfar og Niels’ familie er et forsøg på at vise det, der skete hen over de sidste tredive år. Der er de facto etableret en underklasse på Lolland,« forklarer Peder Frederik Jensen.

– En klasse, der ikke har været der før?

»Den har ikke set sådan ud. For de er oprindeligt narkomaner fra København. De er jo fremmede fugle.«

Peder Frederik Jensen drager en parallel mellem denne forflytning af mennesker i 90’erne og så den gentrificering, der gennem de sidste 30 år er sket af Vesterbro, en københavnsk bydel, hvor der boede mange narkomaner i 1980’erne og 90’erne.

Det smarte, nyslebne Vesterbro, vi nu sidder og laver interview på, kunne ikke være blevet, hvad det er i dag, hvis ikke man havde haft et sted at placere dets udsatte borgere: Lolland.

»For at fortælle historien ærligt om, hvorfor man har de her udkantsproblematikker, så er man også nødt til at sige, at der er ikke noget, der står alene,« mener Peder Frederik Jensen.

»Det hænger sammen. De her mennesker hænger sammen, vi hænger sammen.«

Peder Frederik Jensen har boet dele af sin barndom på Lolland og er kommet der hele sit liv. Men hans forældre er teologer og højskolelærere, så de klasseforhold, han beskæftiger sig med i sin roman, er ikke selvoplevede.

Peder Frederik Jensen har boet dele af sin barndom på Lolland og er kommet der hele sit liv. Men hans forældre er teologer og højskolelærere, så de klasseforhold, han beskæftiger sig med i sin roman, er ikke selvoplevede.

Emilie Lærke Henriksen

Fremstillinger af Lolland

Det sociologiske interesserer i høj grad Peder Frederik Jensen; kombinationen af sociale dynamikker, boligpolitik, arbejdsmarkedshistorie. Resultatet er menneskeskæbnerne på det Lolland, han portrætterer i Det Danmark du kender.

Fra den nødstedte Niels, hvis mor prostituerer sig i deres hjem, til Sigrid, som er socialdemokraten Mortens elskerinde. Hendes far er en rig landmand, og som voksen er hun selv blevet endnu rigere ved at boligspekulere. Familien »nedstammede fra de store slægter«, fortæller Sigrids far. Ligesom armodet reproducerer sig selv i Niels’ familie, gør rigdommen det i Sigrids.

Den fjerde og sidste karakter i Det Danmark du kender er den sympatiske lastbilchauffør Frank, og han er nok den karakter, der bærer mindst præg af at være et politisk subjekt.

Peder Frederik Jensen beskriver Frank med det jiddische ord »mensch«; som en gedigen eller retskaffen person. Frank elsker sin kone og lytter ofte til Stephen Hawking-optagelser, når han er ude at køre. Og så stiller han sig selv spørgsmålet »Hvad er en tanke?«.

Peder Frederik Jensen forklarer, at Frank repræsenterer en metafysisk interesse eller usikkerhed i romanen. Det var vigtigt for ham at have dette aspekt med i sin bog; en karakter, der ikke er en konsekvens af sine socioøkonomiske forhold, men som først og fremmest reflekterer over livet og det eksistensentielle. De spørgsmål, Frank stiller, er for Peder Frederik Jensen »det vigtigste ved at skrive«:

»Alt det, der foregår på et sociologisk niveau eller et politisk niveau – jamen, det er jo fint nok, men vi aner jo ikke, hvad fanden det er, der foregår. Vi ved jo slet ikke, hvorfor vi er her,« siger Peder Frederik Jensen.

Tilsammen tegner Frank, Morten, Niels og Sigrid et mangetydigt portræt af Lolland i Det Danmark du kender.

Som nævnt har Peder Frederik Jensen boet dele af sin barndom på Lolland og er kommet der hele sit liv. Men hans forældre er teologer og højskolelærere, så de klasseforhold, han beskæftiger sig med i sin roman, er ikke selvoplevede.

Sidste gang Peder Frederik Jensen arbejdede med Lolland, var i programmet På røven i Nakskov, en TV 2-produktion fra 2015 om syv udsatte familier i Lollands største by Nakskov, som han blandt andet skrev introspeaken til.

Dengang var der mange lollikker, der blev vrede over det, de anså som en stereotyp fremstilling af Udkantsdanmark. Inden programmet overhovedet blev sendt, oprettedes gruppen ’Lolland-Falster Lovestorm’, som fik 20.000 likes på Facebook.

I dag synes Peder Frederik Jensen stadig, at programmet og dets fokus på »politiske strukturers konsekvenser i Danmark« var vigtig. Han bruger sin karakter Frank som eksempel:

»Hvis Frank ødelagde sin ryg i dag, så ville han falde ned i fattigdom og have svært ved at komme op igen, sådan er det for rigtig mange mennesker. Og på det tidspunkt var der bare flere mennesker, der faldt ned i fattigdom og mistede deres indtægtsgrundlag som følge af strukturreformerne. Og der var flest af dem på Lolland.«

Men ligesom at Peder Frederik Jensens blik på magten og Socialdemokratiet er blevet nuanceret, er hans blik på lollikkerne det også. Og han er ikke for fin til at indrømme, at han lærte noget af den kritik, der dengang blev rettet imod ham:

»Det, der var rigtigt og berettiget i kritikken, var, at de mennesker – klassiske lollikker som Frank, der står op hver dag og gør et kæmpe stykke socialt arbejde på vegne af os andre – det er rigtig vigtigt at anerkende dem. Den her bog er et resultat af at se på fattigdommen, men også på almindelige, arbejdende mennesker på Lolland: Hvor meget de gør for os alle sammen.«

Sidste gang Peder Frederik Jensen arbejdede med Lolland, var i programmet ’På røven i Nakskov’, og i dag synes Peder Frederik Jensen stadig, at programmet og dets fokus på »politiske strukturers konsekvenser i Danmark« var vigtig.

Sidste gang Peder Frederik Jensen arbejdede med Lolland, var i programmet ’På røven i Nakskov’, og i dag synes Peder Frederik Jensen stadig, at programmet og dets fokus på »politiske strukturers konsekvenser i Danmark« var vigtig.

Emilie Lærke Henriksen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er fint nok at have respekt for, at folk er dygtige og arbejdsomme. Det er soldater i krig også. Men derfor er vi alligevel skeptiske over for deres metier.

Mogens Holme, Daniel Joelsen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Er det ikke lidt påfaldende, at DK har en miljøminister, man aldrig hører et pip fra, og som nogen (i hvert fald jeg selv) ikke engang aner, hvordan ser ud?

Anders Reinholdt, Carsten Munk, Mogens Holme, Carsten Wienholtz, Steen K Petersen, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Peder Frederik har helt ret i, at Socialdemokratiet er materialistisk, og at de overvurderer deres egen samfundsbetydning.

Forhåbentlig kan de rokkes, hvis der bliver råbt højt nok..?

Der er stor klima-demo imorgen i alle landets største byer :-)

Jens Christian Jensen

Det må ellers da have været et nemt job at være taleskriver for en minister vi sjældent høre noget fra. Nu ved vi så at det lidt vi høre har ministeren ikke selv skrevet.