I Informations Hegel-fejring bliver filosoffen spændt for vognen af den gode sags tjeneste

At Information har valgt at udfylde sommerens tomme nyhedsspalter med et klassisk og vedkommende tema om Georg Wilhelm Friedrich Hegel, er prisværdigt. Der kunne næppe gives en mere passende fejring i år 2020, som med sikker gang indfinder sig i en ejendommelig virkelighed bestående af Brexit, pandemi og til og med et dansk-tysk venskabsår. Det skulle da lige være en markering af andre intellektuelle kæmper, hvis jubilæum ligeledes fejres i år som eksempelvis Friedrich Hölderlin, Ludwig Beethoven, Bertel Thorvaldsen eller Paul Celan.

Når man alligevel kan anholde Informations serie, hvis sigte det er, at præsentere Hegels vigtigste tanker, skyldes det ikke kun de instrumentelle undertoner, der ligger i spørgsmålet: Hvad kan vi bruge Hegel til i dag? I lige så høj grad er der grund til at hæfte sig ved de nær ved ti emner, der i artikelserien lader spørgsmålet blive besvaret.

Hvad angår Hegels status i dag, så kan det vel tørt konstateres med et besøg på kirkegården Friedhof der Dorotheenstädtischen und Friedrichswerderschen Gemeinden i Berlin: Han er død. Lever hans tanker så? Det er et omfattende spørgsmål at ville besvare, men alene dets tilstedeværelse er en antydning af, at svaret ikke umiddelbart kan finde et bekræftende svar.

Har vi brug for at opvise relevansen af Hegel, melder sig en mistanke om, at noget må være forsvundet. Det kunne for eksempel være selvfølgeligheden af at skulle læse Hegels oeuvre i dag, men det kunne også være selvfølgeligheden af de af Hegel behandlede temaers vigtighed. Uanset hvad der udgør den konkrete foranledning, har manglen på selvfølgeligheden ikke været genstand for nærmere eftertanke.

I stedet bliver en Hegel-fascination viderekolporteret, som ganske rigtigt lever en henslængt tilværelse i form af den praktiske filosofi. Spændt for vognen af den gode sags tjeneste skal Hegel yde uundværlig bistand i løsningen på tidens problemer. Han er ligefrem nødvendig at læse, lades det forstå, nødvendig for at forstå modernitet, nødvendig for at forstå politik, antikken, religion, historie og kunst (jf. den tematiske oversigt).

Uden i skrivende stund på retfærdig vis at kunne bedømme hele serien, som efter sigende skulle udkomme selvstændigt, fristes man alligevel til at betvivle nødvendigheden af en sådan Hegel-lekture. Og tvivlen synes kun at kunne skærpes i lyset af et forehavende, der vil introducere »Hegels filosofi i dens enkeltheder og sammenhænge forfra«, som det hedder i Rune Lykkebergs åbningsartikel af den 4. juli 2020.

Med seriens svar på spørgsmålet om, hvorfor man skal læse Hegel i dag, klinger et andet spørgsmål med. Hvortil skal man læse Hegel, kan man rettelig spørge, når nødvendigheden begrundes instrumentelt, i anvendeligheden. Og hvad mere er: Lønner en sådan lekture sig?

Jeg tillader mig forsøgsvist at give et svar i en lige så maskinel form som konteksten for de hidtil udgivne svar: Spørgsmål. Ikke. Forstået. Stop. Og tænk! Hvis en filosofis aktualitet ene og alene udmærker sig ved sin praktiske relevans, så kan det i almindelighed ikke undre, at man har valgt, som man har gjort. I særdeleshed vidner det om, at dagens Danmark udmærker sig ved at have opfostret lige så flittige Hegel-læsere, som man ville kunne finde i landsmanden Søren Aabye Kierkegaard.

Hvad ville Hegel sige til et sådant forehavende? Svaret er efter min bedste overbevisning indlysende: usystematisk – tilfældigt. Tilstedeværelsen af Hegels praktiske filosofi, i hvilken aftapning og område det nu måtte være, er så indlysende i dag, at en påmindelse næppe er nødvendig. At selv Karl Popper og Popper-protegeer må fremture med diverse Hegel-karikaturer i fremsættelsen af deres samfunds- og videnskabsidealer, vidner om, at Hegel trods alt næppe er helt forsvundet.

Når forehavendet alligevel er af vigtighed, skyldes det snarere det fravær, der aftegner sig, når man stakåndet forsøger at besvare, hvad Hegels tænkning betyder i dag, end det pragmatisk og tilfældigt begrundede behov for at læse Hegel. Vi er alle børn af Hegel, kan man læse – muligvis, men i så fald må det være som døtre og sønner af ødipalsk karakter.

En forlegenhed melder sig med andre ord, når vi stiller spørgsmålet. Og forlegenheden tager form som det, vi har taget afsked med som såkaldte børn af Hegel. Man havde egentligt her at spørge ind til sammenhængen. Hvad med den historiske sammenhæng? Hvad med systematikken? Eller i et filosofisk vokabular: Hvad med logikken? Det sander Lotte List i sit bidrag om Hegels politiske filosofi, men kan af gode grunde ikke forfølge denne sandhed i en artikel, hvis sigte er udstukket i en anden, pragmatisk retning, hæmmet af det manglende grundlag.

Men når denne tanke, grundlagstanken, har meldt sig, nytter det ikke noget pragmatisk at drysse rundt på Hegels overdrev og som en anden skønånd plukke først denne, herefter hine hegelianske roser for til sidst at samle dem i en flot buket i form af anvisninger til brug af Hegels filosofi. For hvordan skal man samle anvisninger uden at vedkende sig deres i hvert fald hos Hegel iboende sammenhæng?

I den forbindelse kan man bemærke, at Hegel & Co. ganske givet ikke kunne overkomme Immanuel Kants kløfter mellem dette og hint. Netop derfor satte de sig for at overvinde dem. Men at overvinde de fragmentariske følger af Kants filosofi krævede en sammenhængende og afklaret tænkning om de højeste principper for den menneskelige tænkning; kort: metafysik.

Når Hegel-serien i Information trods det rosværdige forsøg netop ser bort fra dette, princippet og logikken i Hegels tænkning, for pragmatisk at angive steder, hvor vi i dag kan identificere os med Hegel, fjernes brodden fra det kritiske potentiale, der kunne opdages i Hegels tænkning. Det var metafysikken, man fra midten af det 19. århundrede bevidst lagde bag sig, opgav for at komme videre, få udrettet noget.

På den baggrund viser det sig snarere at være det, som forbinder os med Hegel i dag, hvis man skal tage Hegel-seriens udtryk alvorligt: En resignation over for det moderne projekt, Hegel satte sig for på et sekulært grundlag at indfri i form af en sammenhængende og sekulær verdensanskuelse.

Tilbage står vi i ruinerne, imellem hvilke man nu efter sigende kan vælge og vrage. Men at identificere sig med efterladenskaber uden samtidigt at spørge, hvad der må og kan følge med i sådant vraggods, er dogmatik. Således betragtet kan det ikke lægges de opbrydende til last. De gjorde netop op med noget, lagde noget bag sig i opgivelsen af det hegelianske projekt. Eftertiden derimod påhviler der et ansvar for i det mindste ikke ubevidst og grundløst at lade sig trækkes med resignationen.

Med resignationen tabes ofte konteksten og sammenhængen i tænkningen, en tænkning, der nu er i opbrud. Det viser sig også i det indhold, vi hidtil har kunnet læse i serien. Mig bekendt kan man hverken læse om herrer eller slaver i Hegels Phänomenologie des Geistes, men om åndens skikkelser.

Der er her ikke flere ånder, men én i indre strid. Det er muligt, at den åndsinterne struktur senere i tankeudfoldelsen tages op på et egentligt politisk plan, men da må de ligheder og forskelle, der gives mellem de to behandlinger (som henførende tankeform i Phänomenologie des Geistes henholdsvis systematisk udfoldelse i logikken og de andre efterfølgende tanker) tænkes i deres særegenhed som momenter af tænkningen.

Det er korrekt, at Hegels filosofi på frugtbar vis i eftertiden er blevet omformet i retning af at ville identificere politiske ambitioner i et udvalg af Hegels tænkning, men Hegels system modsætter sig egentlig en sådan omformning. Man måtte først slå hånden af Hegels tænkning for at kunne omsætte dele af den. Det kunne man, fordi man i høj grad havde opgivet Hegels projekt. Det har gjort Hegel uhyre indflydelsesrig i eftertiden, men det er vel at mærke kun en halt Hegel, der har fundet vej til vor selvforståelse og er blevet selvindlysende.

Mit ærinde er derfor ikke så meget at anholde de enkelte og overvejende gode bidrag, men den sammenhæng, de er placeret i. De har, som de står nu, langt snarere form af en selvfølgelighedens receptionshistorie.

Dette er ikke ment som filosofihistorisk navlepilleri, men (foranlediget af en god indskydelse) som et forslag til at hive et egentligt kritisk potentiale ud af Hegels værk. Kan vi eksempelvis i dag tænke systematisk, sammenhængende uden at etablere et system som grundlag for systematikken?

Ifølge Hegel er svaret benægtende. En Hegel-lekture ville til enhver tid være et køligt styrtebad mod pragmatismens opstemthed over løsrivelse og fremtidsprojekter. Uden en tilgrundliggende videnskab, ingen systematisk behandling af et givet genstandsområde, det være sig af politisk, erkendelsesteoretisk, naturvidenskabelig eller psykologisk karakter.

I mangel af et grundlag, hvilket i Hegels værk ganske vist fremstilles i en temmelig og for vor hverdagsforståelse ejendommelig form, gives ingen sammenhængende fremstillinger. Udvalgets fragmentariske indhold inden for det praktiske risikerer dermed at glide over i en selvbekræftelse af en tid, der i stigende grad opfatter sig selv som fragmentarisk og har opgivet det universelle.

Eksempelvis kunne seriens genstand, selv hvis man havde holdt sig til det praktiske, men opvist det i dets systematiske sammenhæng, tjene som et oplysende spørgsmålstegn ved den stedvise tendens til ureflekteret og uforholdsmæssigt at sammenblande ting og overse ligheder. Man kunne have sat spørgsmålstegn ved den i vore øjne nærmest selvfølgelige gyldighed i at blande politiske og etiske argumenter sammen.

Eller man kunne have sat spørgsmålstegn ved selve det instrumentelle forehavende: at ville give begrundelser for alt mellem himmel og jord. Hvorfor skulle man eksempelvis primært forlange politiske grunde (i form af værdier og brugbarhed) for at give sig i kast med Hegels værk?

Det er langt fra utænkeligt, at Hegel i sin tænkning kunne have været ansporet af temmelig konkrete problemstillinger af statsteoretisk karakter, af legitimations-, modernitets- eller frihedsproblematikker, videnskabernes enhed, sekularisme osv., hvilket rigtigt nok nævnes ad flere omgange i bidragene. Men ansporingerne tjener for Hegel alene som anledning, ikke som legitimation for tænkningens nytte. Nytten kan vel i form af løsninger indfinde sig, men den er i så fald en følge, aldrig en grund for videnskab (tænkning).

Lønner det sig så slet ikke at begive sig ind på tænkningens vej? Ganske sikkert, hvis man spurgte Hegel. Men anledning, anvendelse, motivation, nytte og videnskab viser sig som stående i et langt mere kompliceret forhold hos Hegel end ved eksempelvis andre, der orienterer sig stærkere efter nytten som videnskabens raison d’être. Selv Francis Bacon – som Hegel i sine filosofihistorieforelæsninger trods temmelig høj agtelse kritiserede for sit syn på filosofi som en Nebensache spændt for den politiske nyttes vogn – er af den mening, at nytte er et kriterium på en funden sandhed, men ikke identisk med den.

At videnskaben på dette grundlag vil bane vejen for et sekulært paradis, betvivles ikke af Bacon, men den må først forsøge at overvinde diverse individuelle interesser for at kunne indløse sine universelle goder.

Således synes de angivne begrundelser for nødvendigheden af at læse Hegel ved en opvisning af den hegelianske filosofis potentiale som problemknuser igennem en lekture af selv samme netop at møde modstand. Sagt på en anden måde: Vi skal ikke læse Hegel i dag – der er ingen tvingende grunde – men vi kan indlade os på det. Og det er hele pointen: friheden til i fraværet af enhver tvingende grund at indlade sig på den spekulative tænkning.

Trykket forskydes så væk fra Hegel og mod tænkning. Hvad vil det sige at tænke det politiske, at tænke det etiske, at tænke det historiske …? Her udgør Hegel i og med sit metafysiske projekt en sten i skoen for dele af den senmoderne læserskare og dens individualistiske bindestregsfilosofi. Etik-filosofi, politisk filosofi, religions-filosofi, kunst-filosofi, historie-filosofi, modernitets-filosofi og aktualitets-filosofi udmærker sig alle ved deres velafgrænsede genstandsområder.

Mere betænkeligt er, hvad den synlige eller usynlige bindestreg i udtrykkene udgør. For ikke at tale om den anden del af udtrykket, ’filosofi’. At ville introducere Hegels filosofi i sine enkeltheder og sammenhænge forfra må i første omgang netop indbyde til at tænke forfra, principielt, hvorfra sammenhænge og enkeltheder kan finde en udfoldelse. En sådan tænkning kan være transformativ, kan foranledige en erfaring, der ændrer den tænkendes selvopfattelse og syn på omgivelserne, dvs. verdensanskuelse, eller som det efter senoplysningen kaldes: metafysik.

Det er en selvfølge, at man ikke kan udelade konteksten, Hegel og hans samtid, i dette begrebets arbejde, for det er hos Hegel tænkningen, det kommer an på, og tænkningen har sit ophav og sine genstande. Men det er et ophav, tænkningen ifølge Hegel udtrykkeligt må forholde sig til, når der skal tænkes. Det er et ophav, der gør tænkningen vedkommende, præcis og konkret, et ophav, der går i rette med den berøringsangst med tænkning, som man i dag kan spore helt ind i symbolikkens verden, hvor François Auguste René Rodins Le Penseur stolt fremstilles med røde overstregninger.

I sin Wissenschaft der Logik fra 1812 kan Hegel for den moderne læser provokerende afslutte afsnittet omkring, hvorledes videnskaben må begynde, med ordene: »[…] denne begyndelse behøver [hverken] en forberedelse eller videre indledning; og denne foreløbighed i form af ræsonnementer over begyndelsen […] kunne ikke have til hensigt at tilvejebringe den, men snarere at fjerne al foreløbighed.« Stærk tobak og noget at tænke over for det 21. århundrede.

Man havde således oprigtigt kunnet spørge: I hvilket omfang og i hvilken form virker Hegels tænkning i dag? Hvori består hans tænkning? Har vi tabt noget i vor resignation over for metafysikken og anvendelsen af Hegel? Og er vi os det bevidst?

Når man indlader sig på tænkningen ad denne vej, udgør den et middel mod overdrevet og tom spekulation. I den forstand kunne man sige, at Informations Hegel-serie snarere aftegner konturerne af en anti-Hegel, at noget er stillet i stedet for den Hegel, hvis fravær melder sig i artikelserien og tidens hunger efter metafysik.

Ved at forlange at blive besvaret, men uden at ville aftvinge os, de adspurgte, et på forhånd givet indhold af besvarelsen må da melde sig et helt andet og mere grundlæggende spørgsmål til Hegels fornuftssystem. I hungerens kølvand og i lyset af den aktuelle optagethed af individualitet kunne ihukommelsen af Hegels projekt i jubilæumsåret således have været en god anledning til at spørge: Ku’ vi stadig tænke os det?

Jesper Lundsfryd Rasmussen er ph.d. i filosofi, postdoc på Institut for Kulturvidenskab på SDU