Læsetid: 12 min.

Kunstteoretiker: Meningen med samtidskunsten er netop, at man skal blive forvirret og forstyrret

Samtidskunst har det med at ligne noget nogenlunde ordinært, kunstneren har slæbt ind ude fra verden og modereret en smule. Den har det også med at inddrage beskuerne, så man kan blive helt forlegen. Professor i filosofi og æstetik Juliane Rebentisch har skrevet en bog, der nu udkommer på dansk, om hvordan man forstår en samtidskunst, der ikke er skarpt afgrænset fra resten af verden
Selvom alting i princippet kan fungere som en del af et kunstværk, betyder det ikke, at kunsten ikke er noget særligt, mener Juliane Rebentisch. »Lige så snart man bruger ordet kunst, fører det nogle begreber og en historie med sig. Så man ender alligevel med at have brug for et begreb for, hvad kunst er.«

Selvom alting i princippet kan fungere som en del af et kunstværk, betyder det ikke, at kunsten ikke er noget særligt, mener Juliane Rebentisch. »Lige så snart man bruger ordet kunst, fører det nogle begreber og en historie med sig. Så man ender alligevel med at have brug for et begreb for, hvad kunst er.«

Emilie Lærke Henriksen

2. oktober 2020

I Ruben Östlunds film The Square (2017) sidder journalisten Anne i åbningsscenen midt i et museum for samtidskunst. Bag hende ser man en kunstinstallation bestående af en masse ensartede grusbunker, og på væggen står der med neonbogstaver:

»You Have Nothing«.

Anne (Elisabeth Moss) skal interviewe museumsdirektøren Christian (Claes Bang) og er tydeligvis på udebane. Forfjamsket spørger hun:

»Hvad er de største udfordringer ved at drive sådan et museum her?«

Christian begynder at tale om finansiering og om at konkurrere om den mest cutting edge-kunst med enormt velhavende kunstsamlere, men det er ikke det, der bliver spurgt til, hverken i denne scene eller i filmen generelt. The Square er en satirisk fremstilling af kunstverdenen, som gør spørgsmålet om, hvad et kunstværk i vore dage overhovedet er, til afsæt for en masse forvirring og forlegenhed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"---- at kunst er det, der går efter (og ideelt set lykkes med) at give beskueren det, hun kalder en ’æstetisk erfaring’".

Når Rebentisch definerer kunst på denne måde, knytter hun så ikke an til et ret traditionelt kunstbegreb, der vil udelukke en række værker, der betegnes som samtidskunst, fra faktisk at være det, og som inkluderer artefakter, der ikke er kunst, men f.eks. design?

Måske skyldes min undren en mangel på præcis uddybning og forklaring fra artiklens forfatter?

Kunst har, som andre designede objekter, processer og begivenheder, en mulig æstetisk dimension, men hvorfor skal det netop være intenderede erfaringer i forhold til denne dimension, der bliver definerende for, om der er tale om et kunstværk eller ej?

Hvad med de værker, hvor en mulig æstetiske oplevelse ved mødet med værket har en underordnet eller stort set ingen betydning?

Som der bl.a. står på bagsideteksten til Morten Kyndrups "Den æstetiske relation. Sanseoplevelsen mellem kunst, videnskab og filosofi" (2008):

"Også kunstværker kan naturligvis opleves æstetisk. Men kunstværker kan og vil meget andet end at give anledning til æstetisk oplevelse. En begrebslig adskillelse af områderne vil derfor også gavne kunstforståelsen, viser Kyndrup. For ligesom det æstetiske i vores samfund har at gøre med meget andet end kunst - så har kunsten andet og mere i sig end sin æstetiske virkning".

Det, som Kyndrup kalder "æstetiske relationer", opstår og udfolder sig situativt, ikke kun i forhold til kunstens artefakter, men f.eks. også i forhold til design, i kraft af disse artefakters "formethed".

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
Der jongleres rundt med definitionsmængder i dine citater, men det forekommer mig, at en påpegningen af uforanderlig kerne mangler i disse bemærkninger: Kunst er altid forbundet med æstetisk oplevelse (men ikke udelukkende dermed).
Hvis ikke alle, så er der i hvert fald nogle æstetikere som fastholder, at den æstetiske oplevelse af ikke-kunstneriske fænomener, betyder at man (alligevel) oplever disse ting som kunst. Var det ikke nogenlunde, hvad Susan Sontag gjorde, da hun fremhævede tegnets udtryk i et krigsfoto fra Warszawas ghetto?

Bjarne Toft Sørensen

@Jørgen Mathiasen
Når man i forbindelse med definitioner inden for videnskab taler om nødvendige og tilstrækkelige betingelser for, at noget kan kategoriseres som f.eks. kunst, så er der i dag meget stor konsensus om, at den slags definitoriske bestemmelser ikke med rimelighed lader sig praktisere i forhold til kunst.

Derfor undrer det mig også, at Rebentisch, ifølge artiklen, kommer med en sådan definition - "særlig og definerende for kunsten".

Det betyder ikke, at man ikke på andre måder kan forsøge at foretage afgrænsninger af, hvad der med rette kan betegnes som kunst, som f.eks. Søren Kjørup gør det i "Kunstens filosofi - en indføring i æstetik" (2000), når han taler om en indkredsning af begrebet "kunst" - bl.a. med reference til Wittgensteins begreb om "familielighed".

Alle artefakter kan som formede være genstand for en æstetisk relation (ligesom en solnedgang kan være det), men ikke alle artefakter er kunst. Det kan ikke være den æstetiske relation (æstetiske oplevelse?) alene, der er det afgørende (som både nødvendig og tilstrækkelig betingelse) ved en definitorisk bestemmelse af, om noget er kunst.

Er kunst altid forbundet med muligheden for en æstetisk oplevelse, for at der er tale om kunst, sådan som jeg forstår dig, altså som en såkaldt "nødvendig betingelse" for, at noget er kunst? Ligesom denne mulighed er til stede ved alle artefakter, også dem der ikke er kunst?

Måske nok, men hvorfor er det så afgørende, hvis det ved nogle former for kunst og ved bestemte værker overhovedet ikke er det æstetiske i kunstoplevelsen, der er det afgørende?

Men f.eks. noget erkendelsesmæssigt, noget etisk eller noget politisk, selv om "formetheden" ikke kan undgå også at have en betydning for kunstoplevelsen?

Filosoffen Niels Thomassen forsøger sig trods lignende overvejelser, som dem jeg indledningsvis har foretaget ovenfor, med en bestemmelse i "Kærlighed til kunst" (2015).

"Et kunstværk er et anliggende udtrykt med æstetisk kraft i et medie" (s. 12). Han er klar over, at den ikke fungerer som definition, da den er cirkulær, men føler en sikkerhed ved Heideggers ord om, " --- at det ikke drejer sig om at undgå cirkler i den slags bestemmelser, men om at komme ind i cirklen på den rigtige måde".

Jørgen Mathiasen

@Bjarne Toft Sørensen
Tak for svaret. Det er Søren Kjørup, jeg refererer, og det er også ham, som har skrevet, at man egentlig ikke ret ofte har brug for en definition af kunst. Det kan jeg tilslutte mig.

Vi er nok snarere inde på en afgrænsning. At kunsten giver anledning til en æstetisk oplevelse gennem sin formning af tegnet, opfatter jeg som et træk ved kunsten, som er uforanderligt, fordi jeg har vanskeligt ved at pege på et eller andet kunstnerisk, som ikke gør det. Vi har bare ikke afgrænset kunstkategorien med det, for som Kjørup også nævner, kan man fx. udmærket opleve naturen æstetisk.

Måske kender du ikke Sontags eksempel - det er ret centralt i hendes bog om fotografi og har måske ligefrem været afgørende for hendes livsbane. Personlig er jeg meget betænkelig ved at kalde et fotografi af tyske krigsforbrydelser for kunst, fordi der fokuseres meget stærkt på tegnets udtryk på bekostning af tegnets indhold, men det vil jeg snart vil få lejlighed til at diskutere med tyske kolleger, og derfor har jeg reageret.