Feature
Læsetid: 5 min.

Hvor længe varer evigheden? Ifølge John Cages orgelværk til år 2640

I en nedlagt klosterkirke i Halberstadt i Tyskland har avantgardekomponist John Cages ultralangsomme orgelværk ’As SLow aS Possible’ vibreret i 20 år. Tag med til klangskifte i en filosofisk genistreg, der skal være færdig om 620 år. Hvis ikke tiden er gået i stå inden da
Med andægtig mine installerer Neugebauer og tre assistenter med hvide stofhandsker to nye orgelpiber foran et påfaldende hvidt, voksent og velklædt publikum.

Med andægtig mine installerer Neugebauer og tre assistenter med hvide stofhandsker to nye orgelpiber foran et påfaldende hvidt, voksent og velklædt publikum.

Michele Tantussi

Kultur
8. september 2020

Jeg får gåsehud allerede uden for Burchardi-kirken i østtyske Halberstadt. Orgelpibernes skæve femklang skurrer nemlig i ørerne helt ud i klostergården.

Det er ikke nyt. Faktisk har to bastoner og tre lysere piber klinget uafbrudt siden 2013. Men denne lørdag er helt special. Værkets ophavsmand, avantgardekomponisten John Cage, ville være fyldt 108 år. Og hundredvis af tilrejsende musiknørder og Cage-fans samt en kødrand af journalister er valfartet til Halberstadt til det første klangskifte i syv år. Orgelværket As SLow aS Possible eller bare ASLSP skal nemlig spilles ultralangsomt frem til år 2640.

»Det er et ret kort stykke. Cage skrev det oprindeligt til klaver, men på et klaver klinger strengene hurtigt ud,« fortæller professor og projektleder Rainer O. Neugebauer.

»Derfor lavede Cage i 1987 en udgave for orgel. Og hvis man dropper organisten og lader piberne drives elektrisk, så er det meste muligt.«

Den tanke fik i begyndelsen af 1990’erne en flok Cage-entusiaster på et orgeltræf i sydtyske Schwarzwald til at diskutere, hvor langsomt »så langsomt som muligt« egentlig er.

Her kom Halberstadt ind i billedet. For i Halberstadts domkirke blev verdens første moderne orgel bygget i år 1361. Så ideen var at påbegynde værket i år 2000 og strække det lige så langt ud i fremtiden, som urorglet rager bagud i tiden: 639 år. Værket blev dog først skudt i gang et par dage før 11. september i 2001. Så nu skal det vare til år 2640.

»Det kan man kalde en udfordring af vores livsstil,« siger Neugebauer, hvis lange skæg passer glimrende til værket.

Tidens uberegnelighed

Inde i klosterkirken er stemningen sakral. Allerede i begyndelsen af det 19. århundrede blev den ellers nedlagt som kirke. I DDR-tiden tjente den endda som snapsebrænderi og svinestald. I dag er kirken nødtørftigt restaureret, og det eneste inventar er en hjemmebygget orgelmaskine med elektrisk blæsebælg. Da værket ikke må afbrydes, er der installeret solceller og en nødgenerator som backup, hvis strømmen skulle ryge.

»Der er mange, der spørger: ’Skulle det være musik?« siger Neugebauer.

»Det spørgsmål ville glæde John Cage. Han ville helt sikkert svare: Kan du definere musik, bitte? For Cage var lyde og refleksion langt vigtigere end tonalitet.«

Det er ingen overdrivelse. Cage, som døde i 1992, elskede toner uden intentioner og musikalske happenings, hvor tilfældet råder ud fra strenge forskrifter. Et legendarisk eksempel er en koncert, 4’33, bestående af 4 minutter og 33 sekunders stilhed. Et andet en klaverkoncert, hvor pianisten strør skruer på strengene før opførelsen.

»Cage sagde engang, at hvis du lytter til Mozart, så lyder det altid ens. Trafik, derimod, lyder hele tiden anderledes,« fortæller Neugebauer.

»Men faktisk er det her et af Cages mest klassiske stykker. Tilfældet ligger mest i længden, selv om han selvfølgelig ikke anede, at det kunne tage 639 år – inklusive al den uberegnelighed, det medfører.«

Det vigtigste i livet

Sammen med The New York Times’ udsendte drikker jeg en kop kaffe med Halberstadts borgmester Andreas Henke ved en brønd i klostergården. Han er i tophumør, men ikke så meget fordi ASLSP trækker presse og omkring 10.000 gæster til Halberstadt om året.

»Jeg ser det slet ikke som en økonomisk faktor,« siger borgmesteren, der har siddet i bestyrelsen for stiftelsen bag værket siden 1999.

»Jeg er vild med det som kunstværk, nok mere filosofisk end musikalsk. Det fremprovokerer jo verdens vigtigste spørgsmål: Hvad skal jeg bruge min tid i det her liv på?«

Men er det muligt at installere et kunstværk med en aura, der stråler 600 år ind i fremtiden? Det kunne man måske i renæssancen – men i en sekulariseret, postmoderne tid uden synderlig tro på mennesket og fremskridtet?

Det får jeg ikke svar på under ceremonien for klangskiftet, der begynder klokken 15.04 – med fire minutters forsinkelse og dog med uhyre præcision set over 639 år.

Med andægtig mine installerer Neugebauer og tre assistenter med hvide stofhandsker to nye orgelpiber foran et påfaldende hvidt, voksent og velklædt publikum. Uden for kirken følger flere hundrede ceremonien på storskærm med coronaafstand. Neugebauer nyder opmærksomheden. Og må trods andægtigheden og sin tunge tyske accent citere John Cage:

»If you celebrate it, it’s art«.

Ud over sig selv

Selvfølgelig må han også nævne værkets store ’men’: Uden vedligeholdelse bliver en bygning som klosterkirken til støv på ingen tid. Som indtægtskilde sælger de derfor klangårene frem til år 2640. For godt tusind euro kan man støtte værket og få opsat en mindeplade i kirken med sit helt eget år. Et forældrepar har købt et år i det 25. århundrede for deres afdøde tvillingsønner. Andre har købt 500-året for Richard Wagners fødsel eller 200-året for Tjernobyl-ulykken.

Jeg støder på den 61-årige Henning Meyer fra Hamborg. Han og hans kæreste har købt år 2173. På pladen står der kort og godt »Henning und Yvonne«.

»Det er da fabelagtigt, for sølle 1.200 euro,« siger han med et bredt smil.

»Det her værk er så genialt, at vi måtte støtte det. Nu beder vi til, at de kommende generationer vil forstå det.«

Han indrømmer, at der nok er lidt forfængelighed i at købe et klangår – ja, måske i hele værket.

»Jeg praler da tit med, at jeg er en del af et kunstværk, der måske klinger om 500 år,« siger Henning.

»Det kan du kalde forfængelighed. Men det er en del af mennesket og af kunsten: at stræbe ud over sig selv.«

Og ud af tiden

Mens kirken langsomt tømmes, sætter jeg mig på det kolde gulv med lukkede øjne. Det går op for mig, at et klangskifte er den helt forkerte måde at opleve værket på. De sidste par timer har været happening og ballade. I de kommende rolige år med den samme, nu endnu mere skingre akkord kan man derimod lade sig suge op mod kirkeloftet og ud af tiden.

Men spørgsmålet nager: Hvem fanden vil bekymre sig om John Cage i år 2496 for eksempel? Har værket en jordisk chance for at blive spillet færdigt?

»Det aner jeg da ikke,« siger Rainer O. Neugebauer bag de smalle briller.

»Jeg håber, at de omkring år 2620 vil sige: Lad os gentage det. For det konfronterer os med vores dødelighed. Værket går videre efter os. Det handler om håb. Og om tro på menneskeheden.«

Jeg kan alligevel ikke lægge fra mig, at det har en blanding af overkørt 90’er-humor og en hovmodig end of history-stemning fra det glade årti efter Murens fald. At det er mere tidbundet end tidløst. Men da jeg forlader klostergården og går ud i Halberstadts blanding af yndige bindingsværkshuse og østtysk tristesse – og ud i en overbefolket verden fuld af kulkraftværker, atombomber, pandemier og ressourcekriser – kan jeg mærke, at jeg ikke har været i Halberstadt for sidste gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her