Interview
Læsetid: 10 min.

Mads Mikkelsen ville gerne have været stuntmand: »Jeg havde aldrig tænkt, at jeg også skulle sige replikker«

Mads Mikkelsen har en fortid som danser, og det har også den figur, han spiller i Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’. Information har talt med den danske skuespiller og verdensstjerne, der laver sine egne stunts og altid ved, hvor mange borde der er i et rum, og hvordan han kan falde uden at slå sig
Mads Mikkelsen har en fortid som danser, og det har også den figur, han spiller i Thomas Vinterbergs nye film, ’Druk’. Information har talt med den danske skuespiller og verdensstjerne, der laver sine egne stunts og altid ved, hvor mange borde der er i et rum, og hvordan han kan falde uden at slå sig

Nanna Navntoft

Kultur
18. september 2020

»Meget tidligt i livet havde jeg en stor nysgerrighed,« siger Mads Mikkelsen. Det er sidst på eftermiddagen en lun dag i september, og vi sidder på en terrasse bag en biograf i det indre København. Han peger på en mur, der rager op lige ved siden af os.

»For eksempel ville jeg tænke: ’Hvad er der bag den mur? Hvis man nu kravler derop.’ Sådan havde jeg det især, da jeg var dreng, og jeg voksede op et sted, på Nørrebro, hvor man rent fysisk kunne kravle op for at se, hvad der var bag muren. Nå, der var en kirkegård. Hvor uhyggelig er den?«

Den nysgerrighed og opdagelsestrang, der begyndte, da han var barn, karakteriserer stadig den nu 54-årige skuespiller og verdensstjerne. Han vælger sjældent det sikre eller det mest indlysende, når han siger ja til en rolle – eller en instruktør – og han vil lige så gerne spille med i et intenst dansk drama, en skæv tysk thriller eller en filosofisk, fransk hævnhistorie, som han vil medvirke i de stort anlagte mainstreamfilm, der byder sig til i udlandet.

Groet fast i livet

Mads Mikkelsens nysgerrighed gælder i høj grad de roller, han siger ja til, og det er nu resulteret i hovedrollen i Thomas Vinterbergs nye film, Druk. Mads spiller den midaldrende gymnasielærer Martin, der har kone og to børn, men som er groet fast i livet. Han har mistet glæden ved at undervise i historie, og hans elever har tydeligvis mistet respekten for ham.

»Han står og kigger på et tog, der er kørt med mange af hans drømme og tanker,« siger skuespilleren.

»Der mangler noget. Alt det, han kunne lide ved at undervise og ved at have en familie, er forsvundet.«

Mads Mikkelsen kan godt sætte sig ind i problematikken og kender flere mennesker, der har det på samme måde som Martin. Det er dog ikke noget, han kan genkende fra sit eget liv.

»Tog er ret ligegyldige. Også dem, der kører baglæns. Jeg synes, at det er sjovt lige nu.«

I Druk sker der det, at Martins yngre kollega, Nikolaj (Magnus Millang), præsenterer ham og to andre venner og lærerkollegaer, Peter (Lars Ranthe) og Tommy (Thomas Bo Larsen), for en norsk psykologs teori om, at alle mennesker er født med 0,5 promille for lidt alkohol i blodet. Det er den halve promille, der gør, at vi tør leve livet.

Martin er den første, som afprøver teorien og finder ud af, at der er noget om snakken. Med ét vågner han op, genfinder gnisten i både sit private og professionelle liv, og snart er de fire venner i fuld gang med et eksperiment udi i alkoholens og promillernes gavnlige effekt. Det store spørgsmål er dog, om de kan styre det, eller om de er på vej ud på et skråplan – om det skader dem og deres liv, mere end det gavner.

En hyldest til alkohol

En af pointerne i filmen er, at alkoholen løsner op for de fire knudemænd og på sin vis giver dem livsglæden tilbage. Det er i hvert fald sådan, Mads Mikkelsen beskriver filmen, som han kalder en hyldest til alkohol.

»Vi ville ikke fordømme alkohol, og vi ville heller ikke hylde det uforbeholdent,« siger han.

»Men ingen tvivl om, at vi ville spørge: ’Er der noget om det – bliver samtalen lettere, når man har drukket et par genstande? Har man nemmere ved at tage telefonen og ringe til hende, man ellers ikke tør ringe til?’ Og svaret er helt klart ja.«

Han fortæller, at Thomas Vinterberg på et tidspunkt spurgte alle i sin omgangskreds, hvor mange af dem der havde mødt deres kæreste eller ægtefælle, uden at der var alkohol involveret. Svaret var ingen.

»Alkohol er en del af dansk kultur,« siger skuespilleren.

»Socialt er det en stor del af vores liv, af mit liv, og har været det, siden jeg var lille. Jeg er fra en generation, hvor man som 13-årig kunne få en øl på et værtshus, så længe man var sammen med sin storebror. Så længe han holdt øje med én, og man ikke ødelagde stoffet på billardbordet. Man kan spørge, om det er sundt og godt. Måske er det okay, måske ikke. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over.«

Mads Mikkelsen har dog aldrig brugt alkohol som kreativt brændstof i sit eget arbejde. Det dur ikke at være beruset, når man skal stå på scenen eller foran kameraet. Kommunikationen forsvinder, siger han, og skuespil er trods alt et kommunikationsfag.

»Vi kender alle sammen Balling-tiden, hvor optagelserne skulle i kassen inden klokken 12, ellers kunne ingen noget. Det har heldigvis ændret sig helt vildt.«

De fire gymnasielærere retfærdiggør eksperimentet over for sig selv ved at føre en slags forskningsdagbog over deres fremskridt, mens Martin taler om alkoholkonsumerende personligheder og verdensledere som Churchill og Roosevelt og forfattere som Hemingway i sin stadig mere animerede og populære undervisning.

Engang var han danser

Nanna Navntoft

Som menneske er Martin gået i stå, ikke kun mentalt og følelsesmæssigt, men også fysisk, hvilket manifesterer sig i en indre uro. Han sidder i bogstavelig forstand fast i sit liv, og det illustreres blandt andet af, at han som ung var danser – han dyrkede jazzballet – men at vennerne simpelthen ikke kan hive ham ud på dansegulvet. Han vil ikke.

Jeg skal ikke afsløre, om det lykkes dem i løbet af Druk, blot fortælle, at det var Thomas Vinterbergs idé, at Martin skulle være danser, fordi Mads Mikkelsen er det – eller var det.

Skuespilleren begyndte nemlig sin professionelle karriere som danser – inden da var han gymnast – og det kan man godt se på ham, når han optræder på tv og film. Der er noget elegant og naturligt og samtidig kontrolleret og bevidst over hans måde at bevæge sig på. Det forplanter sig selvfølgelig til de figurer, han spiller. Jeg spørger, om fortiden som danser er noget, han tænker over, når han arbejder som skuespiller – eller om det er noget, han kan se på sig selv, når han ser sine film.

»Jeg ser aldrig mine film,« siger han.

»Det er ikke en Ghita Nørby-ting, hvor jeg ikke kan holde det ud. Jeg er bare videre.«

Op og ned i hastighed

Mads Mikkelsen forklarer, at han ikke tænker fysisk, når han spiller, men at han på forhånd meget hurtigt finder ud af, hvilket menneske han spiller, og hvilken hastighed det menneske bevæger sig med. Det hjælper, at han har en god fysisk hukommelse og ikke har problemer med at gentage de samme bevægelser igen og igen på den samme måde – hvis de altså giver mening i forhold til både figur og scene.

»Jeg skruer op og ned for hastigheden både i replikførelse og fysik,« siger han.

»En ekstrem karakter som Tonny, der er pusher, kan ikke sidde stille. Pille-pille, røre-røre. Martin er noget roligere og bevæger sig la-a-a-angsomt. I dét felt skruer jeg lidt op og ned, og det er noget, jeg beslutter mig for, inden vi går i gang. Det er ikke noget, jeg tænker over i scenerne.«

Men, siger han videre: »Jeg har en fysisk bevidsthed og en fornemmelse af det rum, jeg befinder mig i. Hvis man nu skulle lave et stunt her på terrassen, så ville jeg vide, præcis hvor mange borde der var. Hvor man kunne lande, og hvilket bord man kunne falde ned fra. Det ville ikke overraske mig, at hvis vi improviserede, ville jeg allerede nu vide, at jeg ikke slog mig derovre.«

Han peger.

»Det skyldes også, at jeg er gammel gymnast. Det er både det og dansen. Vi kan godt notere nu, at jeg har lavet alle mine stunts selv (i film som Casino Royale, Doctor Strange, Arctic og Polar, red.). Alt, hvad jeg har fået lov til, og som ikke har noget med biler at gøre. Fordi jeg elsker det, og fordi nogle stuntmænd kommer til at overgøre det engang imellem.«

Nanna Navntoft

Han griner.

»Det ser ikke ud, som om de slår sig, men som om de lander på en madras. Det skal se ud, som om det gør rigtig naller, uden at det gør det. Jeg har altid syntes, at det var super sjovt. Måske havde jeg fra starten lyst til at være stuntmand. Jeg syntes, at det var sjovt at se stunts. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg også skulle sige replikker.«

Sjov i gaden

Lige fra Mads Mikkelsen var dreng, har han været fascineret af den kinesiske kampsportlegende og skuespiller Bruce Lee, der havde en overlegen fysik og en stor karisma, og det amerikanske slapstick-geni Buster Keaton, der ikke mindst var kendt for sit ubevægelige ansigt og sine halsbrækkende stunts.

»Jeg var tryllebundet, når jeg sad og så ham. Han smilede ikke hele tiden ligesom Chaplin. Jeg kunne tillade mig selv at forestille mig, hvad han tænkte. Jeg kunne selv bestemme, om han var glad eller ked af det. Det er så ekstremt, det han gør, og der er noget smukt i fysisk at være til stede, som han var,« siger skuespilleren.

Han var kun fem-seks år gammel, da han begyndte at dyrke gymnastik, og ham og hans venner rendte rundt i gaderne på Nørrebro og lavede deres egne stunts. Det involverede biler og taxaer og gjorde folk forskrækkede. Det gav Mads og vennerne et adrenalinsus at få det til at se så vildt ud som muligt, uden at nogen kom til skade.

»Vi hørte ikke til blandt de allerbedste af gymnasterne, og vi fik ikke så meget opmærksomhed, men vi kunne lave sjov og ballade, når vi løb rundt på gader og stræder og øvede os,« siger han.

En helt anden verden

Det var efter gymnasiet, at Mads Mikkelsen begyndte at danse. Der skulle bruges nogle akrobater til en forestilling, og Mads og nogle af hans gymnastikvenner blev bedt om at være med. De skulle også danse, og koreografen syntes, at han havde talent for det, og spurgte, om ikke han ville være danser. Hvorfor ikke, tænkte han. Hans studentereksamen var ikke så god, og han havde alligevel ikke noget andet at lave.

»Det var spændende,« siger skuespilleren, der blev en del af en helt anden verden, end den han kom fra, og som det umiddelbart var svært at tale med de andre nørrebrodrenge om.

»Jeg elskede at få lov til at stå på en scene. Lys og musik. Det var magisk og skide sjovt. Jeg blev mere og mere interesseret i det dramatiske, og når vi fortalte noget med dansen. At vi ikke bare lavede fede trin, men at det også kunne blive lidt voldsomt og måske også lidt grimt. Det var fedt at være med i musicals, for eksempel West Side Story. Musikken er for vild.«

Han begynder at knipse og nynne det musikalske tema fra musicalen.

»Jeg var mere forelsket i dramaet end i dansen.«

Det var grunden til, at han efter en række år som professionel danser søgte og kom ind på Statens Teaterskole. Han havde da haft enkelte småroller med en replik hist og her på de københavnske teatre, og han havde fået gode venner, som var skuespillere.

»Og så tænkte jeg: ’Det er dét, jeg vil. Fuldtidsdrama. Ikke ti procent som nu.’«

En hyldest til livet

Og sådan blev det.

Mads Mikkelsen brød igennem som skuespiller med en af sine første film, Nicolas Winding Refns Pusher (1996), og blev allemandseje med tv-serien Rejseholdet (2000-04). Han fik større og større roller i film som Blinkende lygter (2000), De grønne slagtere (2003), Elsker dig for evigt (2002), Efter brylluppet (2006), Flammen & Citronen (2007), En kongelig affære (2012) og Jagten (2012), der også indbragte ham en skuespilpris på filmfestivalen i Cannes. Han fandt sammen med instruktører som Anders Thomas Jensen, Susanne Bier, Ole Christian Madsen og Thomas Vinterberg.

Udlandet bankede på med James Bond, Star Wars og Marvel og tre sæsoner af tv-serien Hannibal, hvor han spillede titelrollen som populærkulturens vel nok mest populære kannibal, Hannibal Lecter, og havde held med at gøre rollen til sin helt egen: En høflig, elegant, velklædt og nysgerrig seriemorder.

Der har været fart på, og det er der stadig. Mads Mikkelsen er et menneske i konstant bevægelse. Også når vi sidder og snakker sammen. Han virker ikke urolig eller rastløs, men han bruger sin krop til at kommunikere med. Han gestikulerer, læner sig frem og tilbage i sædet, alt efter hvor meget tryk han lægger på det, han siger. Han fastholder ens blik, smiler og griner ofte. Der er liv i ham og den krop.

Og så er vi tilbage ved Druk og det, som filmen også handler om – ud over alkoholen.

»Filmen er allermest en hyldest til livet. En opfordring til at omfavne det liv, der er én givet. Tag den telefon. Gør det, du ikke har fået gjort. Husk at sige til din kone, at du elsker hende. Det må ikke glide væk. Filmen er blevet en endnu større omfavnelse af livet, end jeg troede, den ville blive,« siger han og rejser sig.

Det er tid til at komme videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dejligt interview. Jeg glæder mig over at have set Mads Mikkelsen i "Chicago", da han var meget ung. Han løb ikke med det, men han spillede lige op med garvede skuespillere.

David Zennaro, erik pedersen og Christian Monggaard anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Steffen Gliese, haha. Du får det til at lyde, som var skuespil en konkurrencesport.

Det er det, Anders Sørensen, på sin vis også. Eller rettere: der skal en hel del karisma til at gøre indtryk i en besætning bestående af meget ekstroverte skuespillere.

Ole Arne Sejersen

Bliver samtalen lettere, når man har drukket et par genstande?
Probably!
En bemærkning, der ikke alene har fremmet Carlsbergs omsætning, men osse frembragt et ikonisk klip.