Læsetid: 2 min.

#MeToo i medierne er afgørende for den brede forandring

Medierne missede momentet, da #MeToo-bølgen rullen første gang. Nu er der et nyt, skriver Anna von Sperling i denne kommentar
Sofie Linde skabte grobund for en ny bredde for #MeToo, da hun brugte scenen til årets Zulu Comedy Awards til at fortælle om dengang hun som 18-årig og ny i DR blev forsøgt truet til at give en stor »TV-kanon« et blowjob.

Sofie Linde skabte grobund for en ny bredde for #MeToo, da hun brugte scenen til årets Zulu Comedy Awards til at fortælle om dengang hun som 18-årig og ny i DR blev forsøgt truet til at give en stor »TV-kanon« et blowjob.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

18. september 2020

Så fik Danmark sit #MeToo 2.0-moment. Lad os arbejde lidt på navnet, men i mellemtiden klappe, huje og trampe taktfast af de kvinder, der i disse uger, en efter en og i fællesskab slår fast, at de vil have en ny arbejdspladskultur i den danske mediebranche.

Og af dem i musikbranchen, der følger trop. Og forhåbentlig de mange andre, der vil gøre op med en usund kultur, der har fået lov til at overvintre trods lovgivning, personalehåndbøger og skåltaler.

Sofie Linde skabte en ny bredde, og det må efterhånden dæmre for dem, der siden 2018 har forsøgt at lukke de her diskussioner med latterliggørelse, mistænkliggørelse og whataboutery, at tiderne er skiftende: At status quo ikke er en mulighed.

Som musikeren Annika Aakjær skriver i musikbladet Gaffa: »Der er en komet på vej, og er du dino, så dør du.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • ingemaje lange
Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Det var dog skammeligt at medierne kom til at misse momentet med Harvey Weinsteins oversete eskapader. De har nok brugt for meget tid på at dække fordrivelsen af Rohingyaerne.

Anna von Sperling

Hej Thomas, da jeg skrev teksten overvejede jeg et øjeblik om jeg skulle slette "whataboutery" fordi jeg tænkte at det måske ikke længere var så udbredt. Mvh Anna

Steffen Gliese, Hanne Ribens, Rikke Nielsen, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Maiken Guttorm anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Medierne er vel inkarnationen af whataboutery, idet de dagligt tager stilling til hvilke artikler de skal prioritere og bringe i nyhedsdækningen. Her er det jo svært ikke at begræde den nedprioritering der utvivlsomt (og givetvis ideologisk betinget) fandt sted omkring den epokegørende afsløring af en Hollywood-filmmoguls transgressioner. Vi må da håbe at det lykkes at forhindre det samme sker igen når det drejer sig om noget så saftigt som afsløringen af lumre julefrokosttransgressioner.

Torben K L Jensen

#MeToo-bevægelsen er et godt eksempel på den "disruption" af gamle vaner,måden at tænke på der har været moderne siden de nye internet-baserede sociale platforme så som Twitter og Facebook der har udløst en tsunami af ny-moralisme der hovedsageligt er startet på kristne anti-darwinistiske universiteter i bibel-bæltet i USA. Metoo er ganske simpelt gået fra at være relevant til at være hysterisk overdreven jagt på dumme svin der har dummet sig én gang for meget.

Tak for en velment artikel - "#MeToo i medierne er afgørende for den brede forandring". Først vil jeg citere fra to kilder, der netop beskæftiger sig med mediernes rolle i minimaliseringen af #MeToo-effekten i vores land.

"I Danmark var mediedækningen meget mindre omfattende (antallet af danske artikler var mindre end en femtedel af antallet af svenske), og den offentlige debat omkring #metoo tog en ganske anden drejning. I de indledende faser, i løbet af oktober 2017, blev bevægelsen i vid udstrækning dækket af de fleste nyhedsmedier, men politiske stemmer og stillingtagen var fraværende i dækningen, indtil tilbageslaget, da stemmer, der kritiserede eller modsatte sig #metoo fik fodfæste til at dominere debatten. I Danmark var der færre organiserede opfordringer til handling eller forslag til at ændre lovgivningen, tillige med at gadedemonstrationer var til at overse. I oktober 2018, et år efter hashtaget #metoo startede en global bevægelse, viste en meningsmåling bestilt af TV2, at en ud af fire danskere mente, at #metoo-bevægelsen havde haft en negativ indvirkning på, hvordan danskerne behandler hinanden, og at flertallet af danskere betragtede bevægelsen som en vittighed. (Frit efter kilde: artiklen "Framing Gender Justice - A comparative analysis of the media coverage of #metoo in Denmark and Sweden" https://content.sciendo.com/view/journals/nor/40/2/article-p19.xm )

"Kvinder, der taler ud, bliver latterliggjort og trivialiseret, og adskillige stemmer kritiske overfor #MeToo henviser til dansk frisind og humor, som værende værdier, der skal beskyttes mod anslag fra elitære, puritanske feminister, afsporende diskussionen ved at dyrke en maskulinitet, der nægter at (an)erkende, at der er nye tider på vej." (Frit efter kilde: artiklen "#MeToo vs. Denmark" https://www.humanityinaction.org/knowledge_detail/metoo-vs-denmark/ )

Og det er ganske korrekt at i vores land er det samtalen/debatten om #MeToo ført i offentligheden, der udgør selveste løftestangen til kritikken af samme, tillige med, at der sandsynligvis ikke er et andet, vestligt land i verden (kvalificeret formodning bl.a. med udgangspunkt i WEF's rapport "Global Gender Gap Report 2020"), hvor kritikken af feminismen og #MeToo er så udbredt, som i Danmark, ikke mindst blandt kvinder. Senest her i dagbladet måbende læste jeg følgende, fremført af en kvinde, jeg ellers ville have forsvoret, vidste bedre - "Jeg tror, man skal tage alt det ME Too og nu sexchikane lidt mere fra oven" og "men jeg tror også, at mange ikke altid er bevidst om at det opfattes sådan, nogle siger eller gør i sjov, en kæk bemærkning" og "Men kvinder kan jo også selv ret hurtigt sige fra, nu stopper du."

Og så er det, at jeg tænker... hvor kommer det fra, at stik modsat en ganske neutral fordeling af 'for' og 'imod' i nærmest alle andre temaer, samfundet forholder sig til - i dette ene tema - 'kvinder' - kammer enhver samtale over, i retning af sønderlemmende kritik af kvinder. Selvfølgelig med undtagelsen af de 'gode' kvinder, som forstår jo, at mænd diskrimineres i vores samfund, og som forstår at mænd bliver tæsket af voldelige kvinder, og som også forstår at fædre er så ofte, så meget bedre mødre, end mødre etc. etc. (ironi anvendt).

Hvor kommer dèt mon fra, Anna von Sperling? Hvordan har du tænkt dig, at "den brede forandring" skulle kunne etableres, når opfattelsen af at det er mænd, der over en bred kam, er de skadelidte, med #MeToo som en afgørende medårsag - er den herskende i medierne?

Kunne det tænkes, at det netop er medierne, der er medvirkende til problemets uløselighed? Det er jo medierne, der insisterer på en 'objektiv' dækning af #MeToo-temaer, udenom enhver proportionalitet. Det betyder, at når der interviewes til en debat f.eks. to kvinder om sexchikane, på vegne af titusindvis af sexchikanerede kvinder, for at belyse sagen objektivt - interviewes også to mænd, der ligeledes har har været udsat for sexchikane fra kvinder. At kvinder udsættes for sexchikane fra mænd i alle samfundslag, og at der hersker en udtalt forskel i antallet af magtfulde mænd og magtfulde kvinder - betyder stort set intet for mediernes værter og journalister - hver side af debatten skal have 50% af taletid = ”both-sides ism”, uanset at det slet ikke svarer til fordelingen af sexchikanen (mellem kvinder og mænd) i samfundet.

CITAT: "Kvinder, der stod frem med Metoo-beretninger i Danmark, undlod typisk at navngive mændene, der havde begået overgreb. Et par gamle historier med kendte mænd fik en revival, men ellers “blot” fortællinger om voldtægter, uønsket befamling og trusler om, at det kunne koste karrieren at sige fra. Derfor blev der talt om mænd i generelle termer, men danske journalister og debatredaktører insisterede på, at ”den anden side” også skulle høres.

Der blev derfor spurgt flittigt ind til, hvad mænd mente om den mandekritiske bevægelse og tildelt megen plads ikke mindst til kendte mænds bekymringer. Resultatet blev ifølge forskerne, at: ”... a great deal of the coverage in Denmark framed #MeToo from the perspective of men and in defence of men, often referred to by the interviewees as a form of “both-sides ism”.

Det blev en skæv objektivitet – nogle kvinders konkrete oplevelser med overgreb kontra mandskønnets holdning, hvilket førte til massiv omtale af #Metoo som folkedomstol og heksejagt på mænd. Valget af ”both-sides ism” repræsenterede ifølge forskerne medieaktørernes ”strategiske ritualer for at opnå objektivitet”." CITAT SLUT.

Kilden er Dorte Tofts artikel "Forsøg på objektivitet gav negativ #Metoo-presse", publiceret i POV den 17. august i år: https://pov.international/skaev-objektivitet-negativ-metoo-presse/ - en artikel fyldt med referencer til forskning, der belyser årsagerne til, hvorfor "den brede forandring" kommer ikke til at ske i Danmark, uanset velmenende artikler, som din.

Jeg vil endda gå så langt, som til at hævde, at jo mindre der skrives om #MeToo i Danmark, desto bedre for danske kvindeskæbner... der har en bedre chance at blive taget alvorligt, ved at blive skånet for at blive slået i hartkorn med #MeToo.

Thomas Andersen, Steffen Gliese, Rikke Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

#MeToo er kulturændring, og kulturændring er noget af det sværeste der findes. Det er SÅ flot gået, Sofie Linde :-)

Forandring er under vejs og har forøvrigt hele tiden været.
Det er ikke "Me-too" der har rykket (vel nærmest bare at betragte som en status af øjebliksbilledet).
De fleste "metoo" må formodes at være kvinder. Det må også formodes det er mændenes adfærd de vil have ændret.
Mændenes adfærd ændres kun af mændene selv.

@ Rikke Nielsen.
Jeg tænker ikke Sofie Linde spiller nogen stor rolle i at få ændret vor kultur.
Snare medvirker hun til holde kulturen kørende i samme spor.
I øjeblikket er der meget publicity i "Metoo". Og nogle mennesker er bare der hvor de ses. Selvfølgelig ikke noget galt i det - bare en konstatering.
Skal ikke gisne om Sofie selv har fremmet karrieren med "tjenester", men hendes respons kunne tyde på hun har. Og når/hvis man selv er et "åbent" menneske, kan man tro andre også er.

Har man ønske om forandring er der kun en vej at gå, og det er selv at udleve den forandring man ønsker.

Steinar A. Klock

Jeg er redd du spår feil om mediernes betydning i den her sak. I takt med den nye generasjons (de som har vokst om med sosiale medier) inntog i redaksjonene, kan man ane at disse nye journalisten (skulle være) bruker spaltene, som er de bare en forlengelse av sine facebook-kontoer - som de så langt i all hovedsak har benyttet til å formidle følelser, ikke kunnskap - og jeg er redd for at de tar med seg disse vanene inn i sitt "samfunnsoppdrag" som reportere. Antydningene til en slik utvikling er allerede der. Medierne er blitt en oppblåst kjempe på larveføtter - snart betydningsløs.
Beste hilsen Steinar