Klumme
Læsetid: 3 min.

Naturskolen: Første forsøg på at gøre min have vild gik ikke helt efter planen

Informations naturskole, fjerde lektion: Vi kan invitere naturen ind i vores haver. Men min generelle iver efter at få overtaget i min 48-årige tilværelse spænder ben for første forsøg på at gøre min have vild. Til gengæld opstår der en anden slags forbindelse
Et besøg af vildhaveentusiats Rikke Milbak får naturskoleelev Anna von Sperling til at se med nye øjne på sin have.

Et besøg af vildhaveentusiats Rikke Milbak får naturskoleelev Anna von Sperling til at se med nye øjne på sin have.

Kultur
30. september 2020

Jeg må starte med en lille indrømmelse: Jeg har ikke fået etableret et bed med vilde blomster, og dammen, der skal gøre min have til den foretrukne blandt Sundbyvesters skrubtudser, findes kun på papiret.

Til gengæld har jeg på en anden livsfront opnået mere på en enkelt dag, end jeg har på tre år. Mere om det på den anden side af denne moderne lidelseshistorie:

Mandag vågnede jeg op med komplet fastlåst lænd efter et yogaophold på Samsø, hvor jeg ikke helt havde »lyttet til min krop« og slet ikke behandlet den med »omsorg og kærlighed«. I stedet havde jeg bedt den om at spise en glutenfri, antiinflammatorisk, chiabaseret tudekiks, fordi gulvet i yogasalen skulle nås med flad hånd, om det så gjaldt mit liv.

Mit helt eget naturgrundlag var således udpint, da jeg gik i haven for at starte samarbejdet med min nære natur, som vildhaveentusiast og rådgivende biolog Rikke Milbak havde sat i gang i Informations Naturskole, lektion fire. 

Nyt syn

Et par dage forinden havde hun på under en time givet mig et nyt syn på min have: Alt det, jeg havde set som goldt, stedsegrønt amokløb i min baghave, havde pludselig fået liv: Efeuen viste sig at være et sommerfugleparadis, kristtjørn er faktisk en dejlig vintermadpakke for fuglene, og alt det visne, som har været min dårlige samvittighed, gjorde mig allerede til en vildhaveduks. Nu skulle jeg bare etablere et bed med vilde blomster i plænen og noget vand af en slags. 

Jeg humpede ud i garagen og fandt et gammelt babybadekar. Perfekt. Greb spaden og opdagede ved første stik, at jeg, trods to Pinex og en kodi simpelthen ikke kunne få hul på den hårde jord. Der er ingen anden udvej. Jeg må starte med det sidst punkt på Rikkes Milbaks liste, det, jeg frygtede mest: at invitere mine naboer med til at forvilde vores villavej. Skal vi …

Som et andet medlem af Jehovas Vidner hamrer jeg på den første dør – jeg har endda forkyndende materiale fra bevægelsen Vild Med Vilje under armen. De lukker ikke op. I don’t blame them.

Det gør til gengæld dem i det hvide hus, som jeg end ikke har hilst på før. Beboeren er lidt tøvende, på den måde, danskere ofte er tøvende, når fremmede mennesker er venlige uden oplagt grund. Og det starter faktisk også lidt akavet.

I hvert fald lød det både bedre og mere passende, da jeg sidst sagde sætningen: »Skal vi ikke være vilde sammen?« Det var vist en sen nat på Bobibar engang i 00’erne.

Legeaftaler

Men hun accepterer, og jeg går videre. I hus nummer to er begejstringen umiddelbar. De har faktisk et bed i forhaven, som de lige har ryddet, så det kunne jo passende blive vejens første vildblomsterbed. Og hvor længe har vi boet her? Er det Lones gamle hus, skolelæreren, der havde haft hendes børnebørn i dansk? Og vores jævnaldrende hvalpe skal da lege en dag …

Da jeg når til nabo nummer tre, føler jeg mig flyvende, og min salgstale er ligefrem lækker. Også i parcelhuset på hjørnet er de vildere, end min hurtige segmentanalyse har forudsagt. Jeg er ved at løbe tør for frø, men i det sidste hus får jeg en hyggelig snak med kvinden i huset, min hund får en legetur med hendes, og vi finder ud af, at vi har jævnaldrende sønner.

Jeg vralter tilfreds hjem. Mit forsøg på at skabe forbindelse til min egen krop var endt i et småvoldeligt forhold, og mit samarbejde med den nære natur måtte sættes på pause. Men jeg fik skabt nogle nye forbindelser, og måske er det det, hele mit projekt i bund og grund handler om.

Og – hvem ved – en villavej på Amager blev måske endda lidt mere rummelig. Over for både folk og fæle skrubtudser.

Serie

Informations naturskole

Stadig flere længes efter at få et tættere forhold til naturen. Men hvordan? Journalist Anna von Sperling går i denne serie i skole hos dem, der har naturen centralt i deres liv. På jagt efter metoder og teknikker til at styrke relationen mellem menneske og natur.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her