Klumme
Læsetid: 3 min.

Naturskolen: Om en uge skal jeg skrive et haikudigt om en solnedgang

Informations Naturskole, anden lektion: at skrive haikudigte i naturen. Anna von Sperling finder – trods ubehag og tendens til 90’er-ironi – en bænk at sidde på, en solnedgang og et frækt ord
Informations Naturskole, anden lektion: at skrive haikudigte i naturen. Anna von Sperling finder – trods ubehag og tendens til 90’er-ironi – en bænk at sidde på, en solnedgang og et frækt ord

Sofie Holm Larsen

Kultur
2. september 2020

På førstedagen bliver jeg konfronteret med et personlighedstræk, som jeg nok vidste, at jeg besad, men ikke i så rystende sværhedsgrad: angsten for det banale.

Den bliver helt lammende, da jeg sidder der på en tue med min orange Moleskine-notesbog midt i den grønne skov. Se! Der er den allerede. Skoven er jo grøn, men det gjalder fulde folk på Bakken. »Og fuglene de sjunge«.

Og det bliver kun værre. Om få dage skal jeg orkestrere mødet mellem en af de af dansklærere mest misbrugte kunstformer og naturens mest svulstige fænomen. Om en uge skal jeg skrive et haikudigt om en solnedgang.

Digter Rasmus Nikolajsen har stillet opgaven i Informations Naturskoles anden lektion: at skrive et haikudigt om dagen i en uge. Det med solnedgangen har jeg selv fundet på, da alle de store har forsøgt sig, så det giver opgaven en snert af ekstremsport.

Græsplænen

Jeg sætter mig på en stol midt på græsplænen, lukker øjnene og trækker vejret dybt et par gange. Jeg skal lytte til naturens lyde, men de overdøves af min beroligende messen: »Husk, du skriver til skuffen,  til skuffen, til skuffen«.

Jeg åbner øjnene og ser mig omkring og ser ... græsplænen (Græs udskammes tit/det er unatur sir' de/så gå da på kul). Og kirsebærtræet (Se! Kirsebær/naturens polkaprikker/platte, men søde)

Hm, rimelig ringe og temmelig usanselige, men næsten lidt 90’er-ironisk vibe, tænker jeg. Sådan går det for dovne digtere. I morgen sker det: frk. Fun – Falsters flâneur i fleecetøj. Og en sand mester udi bogstavrim. 

Bænken

Jeg går ned til en bænk helt ude på skrænten, der hvor kysten gør et knæk, og sætter mig. Jeg gør som jeg har fået besked på, mediterer fem minutter, venter på et sanseindtryk og får et par yderst tvivlsomme linjer ud af det (Hvad er forskellen/på havlyd og motorvej/Det at vide det).

Til gengæld får jeg noget andet: Min skærpede opmærksomhed på omgivelserne og koncentration om sproget placerer min krop lige netop dette sted. Hidtil har bænken stået for mig som en teoretisk mulighed. ’En dejlig bænk at stene på’ kaldte jeg den, men i praksis har jeg altid har siddet lidt uroligt på den.

For hvornår var det tid til at gå igen? I skove går man jo ’tur’, indtil man holder ’hvil’. Sikken et hastværk. Jeg bliver siddende og nyder, at jeg har smidt endnu et dårligt haiku ind i en verden, der heldigvis ikke kunne være mere ligeglad.

Bevægelse

Bænken bliver mit faste sted (Bregnerne blegner/egene er ældre/hver især sære). Og det bliver også der, at jeg vælger at gennemføre bjergetapen: The sunset. Jeg har tjekket, hvornår solen går ned og triller derned. Solen går ned bag skoven. Jeg har ikke overvejet vinklen, men det gør ingenting. For skyerne har linet op, og himlen fyldes af farver.

Jeg føler taknemmelighed. Ikke spontant, men fordi jeg har sat mig her med et formål. Ingen fine ord kommer til mig, så jeg skriver: »Solnedgangen er så smuk« – det er syv stavelser – og jeg bliver helt rebelsk begejstret over at skrive noget så frækt banalt.

Jeg skriver også noget andet, men det bliver i skuffen. Jeg har jo et vist ry i punkrockkredse at værne om. Og du har betalt for denne avis og kan med rette forvente en vis kvalitet, så her får du i stedet en bid af Rasmus Nikolajsen fra digtsamlingen Tilbage til unaturen:

Trøster det dig lidt at tænke/
på at når vi mennesker er/
væk, vil solen fortsat finde/
nye måder at gå ned på?

Serie

Informations naturskole

Stadig flere længes efter at få et tættere forhold til naturen. Men hvordan? Journalist Anna von Sperling går i denne serie i skole hos dem, der har naturen centralt i deres liv. På jagt efter metoder og teknikker til at styrke relationen mellem menneske og natur.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

GULE BLAD I VANDPYT
EFTERÅR

Dette lille haiku-digt... ;o) lavede jeg på en cykeltur og fordi jeg fik øje på et vissent gult blad i en vandpyt på cykelstien. Hvilket fører mig til følgende:
Jeg tænker det handler om, for Anna von Sperling, og lader det til rigtig mange andre:
Brug nu sanserne og se, lyt, duft, føl, oplev naturen omkring dig. Hvis det er svært, så tag et barn med og husk så at være derude, længe!
Selv fik jeg en aha-oplevelse, da jeg for første gang tegnede og malede ude i naturen på et højskolekursus på Samsø. Så er man nemlig længe derude, måske 4-5 timer, og har tid til at opleve det der sker omkring én. Store og især småbitte ting, der så bliver store alligevel. ;o) Som kalven jeg så ind i de smukke smukke øjne, mens jeg forsøgte at tegne den. Det var i 2014 og jeg husker det stadigvæk...

Bænken er fugtig
Sol og eg en mosaik
Af aften i brand
(bare et forslag)

Maria Francisca Torrezão

Regn mod vinduet
Kazuo Ishiguro
Resten af dagen

Torsten Jacobsen

Firsernes Boheme
Café latten løbet tør
Ingen ved hvorhen

I mørket den går
Journalistens reaktion
Ironisk (s)tilstand

Sammensyet tekst
En skrædder i helvede
Løbet tør for stof

Det er blot en leg
For nu er det blot en leg
Streger på papir

Nordpolen smelter
Sol i pytter - pyt med det
Tiden går endnu

Firsernes Boheme
Café latten løbet tør
Men Hvorhen? Hvorhen?

Så blev det alvor

Søs Jensen, Helle Walther, Anna von Sperling og Helle Degnbol anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Bysvalernes flugt
Kik mod septembers himmel
Væk ud i det blå

Gråspurvene kommer
Nipper et frø
Flyver igen
Sensommer.

Maria Francisca Torrezão

Lidt skuffet over fraværet at den lovede haiku over en solnedgang, har jeg selv givet mig i kast med én.

Haiku over en ”solnedgang”:

Forundres over
Et evigt ptolemæisk
Sprogligt fænomen

Lyder mærkeligt, det ved jeg godt, men jeg kom til at tænke på (i forbindelse med spørgsmålet om ”det faktuelle” i naturskolens artikler), hvorfor vi, I en post-ptolemæisk æra, 477 år efter Kopernikus, 387 år efter Galillei og 320-239 år efter oplysningstidens åbenbaringer, stadig insisterer på at beskrive en naturfænomen, som ser ud til at findes, men som de fleste efterhånden godt ved umuligt kan være en ”solnedgang”. Men hvad skal vi kloge mennesker ellers kalde den? Vil vi ikke for alvor miste vores uskyld, hvis vi gav os til at betegne en ”solnedgang” på videnskabelig sprog? Det vil i hvert fald lyde mindre poetisk. Og desuden: hvad er et navn? Alt og intet.

Er den barmhjertige samaritan interesseret i at vide, om den forslåedes korrekte betegnelse er Homo sapiens og om han hedder Jens, Jesus eller Judas?

Udvikler jeg en større samhørighed med naturen, hvis jeg kender (det vi kalder) navnene på de skabninger, som jeg støder på i en skov?

Bliver en Sturnus vulgaris i mine øjne mere værdifuld end det som jeg blot kalder en stær eller en fugl? Lader jeg være med at plukke en blomst, fordi jeg kender den som Anemone nemorosa? Værdsætter jeg skyggen af et Fagus sylvatica højere end skyggen af en bøg eller et træ? Svier myggestikket mindre, når jeg stikkes af en Nematocera? Hvad er jeg mest bange for? En Vipera berus, en hugorm eller en slange?

Hvis der skulle holdes en folkeafstemning om, hvorvidt en ”solnedgang” fortsat skulle kaldes en solnedgang, vil jeg for poetikkens skyld holde med Ptolemæus og Inkvisitoren og stemme ja. For poetikkens skyld og i samhørighed med ”det første menneske”, som netop blev til menneske ved pludseligt at kunne få øje på en ”solnedgang”.

P.S. Selv om jeg ikke så ofte færdes i en skov, har jeg med tiden udviklet stor medlidenhed med træer og synes f.eks. betegnelsen ”produktionsskov” er forfærdelig. Det er synd for træerne (”de største stoiske filosoffer, der findes” if. Gyrdir Elíasson) og synd for os mennesker, at sådan et ord overhovedet findes. Synes også betegnelsen ”svineproduktion” er afskyelig. Betegnelsen ”reproduktionsopgave” ligeså. Mit næste projekt (helt privat, det lover jeg) bliver, at skrive haiku om disse og lign. emner. Der er nok af modbydelige betegnelser at vælge imellem, hvis man blot tænker lidt over det. Tit og ofte snubler man ligefrem over dem. Måske kan lidt poetisk uskyldighed for en stund opveje skuffelsen over så megen grimhed og egoisme.
Tak for inspirationen.