Naturskolen: Om en uge skal jeg skrive et haikudigt om en solnedgang

På førstedagen bliver jeg konfronteret med et personlighedstræk, som jeg nok vidste, at jeg besad, men ikke i så rystende sværhedsgrad: angsten for det banale.

Den bliver helt lammende, da jeg sidder der på en tue med min orange Moleskine-notesbog midt i den grønne skov. Se! Der er den allerede. Skoven er jo grøn, men det gjalder fulde folk på Bakken. »Og fuglene de sjunge«.

Og det bliver kun værre. Om få dage skal jeg orkestrere mødet mellem en af de af dansklærere mest misbrugte kunstformer og naturens mest svulstige fænomen. Om en uge skal jeg skrive et haikudigt om en solnedgang.

Digter Rasmus Nikolajsen har stillet opgaven i Informations Naturskoles anden lektion: at skrive et haikudigt om dagen i en uge. Det med solnedgangen har jeg selv fundet på, da alle de store har forsøgt sig, så det giver opgaven en snert af ekstremsport.

Græsplænen

Jeg sætter mig på en stol midt på græsplænen, lukker øjnene og trækker vejret dybt et par gange. Jeg skal lytte til naturens lyde, men de overdøves af min beroligende messen: »Husk, du skriver til skuffen,  til skuffen, til skuffen«.

Jeg åbner øjnene og ser mig omkring og ser ... græsplænen (Græs udskammes tit/det er unatur sir' de/så gå da på kul). Og kirsebærtræet (Se! Kirsebær/naturens polkaprikker/platte, men søde)

Hm, rimelig ringe og temmelig usanselige, men næsten lidt 90’er-ironisk vibe, tænker jeg. Sådan går det for dovne digtere. I morgen sker det: frk. Fun – Falsters flâneur i fleecetøj. Og en sand mester udi bogstavrim. 

Bænken

Jeg går ned til en bænk helt ude på skrænten, der hvor kysten gør et knæk, og sætter mig. Jeg gør som jeg har fået besked på, mediterer fem minutter, venter på et sanseindtryk og får et par yderst tvivlsomme linjer ud af det (Hvad er forskellen/på havlyd og motorvej/Det at vide det).

Til gengæld får jeg noget andet: Min skærpede opmærksomhed på omgivelserne og koncentration om sproget placerer min krop lige netop dette sted. Hidtil har bænken stået for mig som en teoretisk mulighed. ’En dejlig bænk at stene på’ kaldte jeg den, men i praksis har jeg altid har siddet lidt uroligt på den.

For hvornår var det tid til at gå igen? I skove går man jo ’tur’, indtil man holder ’hvil’. Sikken et hastværk. Jeg bliver siddende og nyder, at jeg har smidt endnu et dårligt haiku ind i en verden, der heldigvis ikke kunne være mere ligeglad.

Bevægelse

Bænken bliver mit faste sted (Bregnerne blegner/egene er ældre/hver især sære). Og det bliver også der, at jeg vælger at gennemføre bjergetapen: The sunset. Jeg har tjekket, hvornår solen går ned og triller derned. Solen går ned bag skoven. Jeg har ikke overvejet vinklen, men det gør ingenting. For skyerne har linet op, og himlen fyldes af farver.

Jeg føler taknemmelighed. Ikke spontant, men fordi jeg har sat mig her med et formål. Ingen fine ord kommer til mig, så jeg skriver: »Solnedgangen er så smuk« – det er syv stavelser – og jeg bliver helt rebelsk begejstret over at skrive noget så frækt banalt.

Jeg skriver også noget andet, men det bliver i skuffen. Jeg har jo et vist ry i punkrockkredse at værne om. Og du har betalt for denne avis og kan med rette forvente en vis kvalitet, så her får du i stedet en bid af Rasmus Nikolajsen fra digtsamlingen Tilbage til unaturen:

Trøster det dig lidt at tænke/
på at når vi mennesker er/
væk, vil solen fortsat finde/
nye måder at gå ned på?