Læsetid: 8 min.

Naturvejleder: Måske har de voksne mindst lige så meget brug for at lære at være i naturen

Det er en myte, at børn bare kaster sig ud i at opholde sig i naturen. De skal guides og ikke mindst hjælpes til at ryste deres hverdag af sig. Naturvejleder Jacob Jensen ved hvordan. Og måske de samme metoder kan bruges på en friluftskejtet, naturtrængende journalist i 40’erne
»Hvis børnene har nogle voksne omkring sig, der er gode til at indtage naturen med kroppen, bliver de det også,« fortæller naturvejleder Jacob Jensen.

»Hvis børnene har nogle voksne omkring sig, der er gode til at indtage naturen med kroppen, bliver de det også,« fortæller naturvejleder Jacob Jensen.

Sigrid Nygaard

16. september 2020

Da jeg var fem-seks år, vågnede jeg en tidlig morgen op foran en elg og hendes kalv. Min far havde båret mig ned af ødegårdens knirkende trappe og først vækket mig, da vi stod i døråbningen. Dér i hans arme kunne jeg, søvndrukken og tryg, se de to lunte væk i morgendisen.

Når jeg mindes episoden, er det fordi det interview, jeg skal lave med naturvejleder Jacob Jensen, begynder med, at han spørger mig: »Har du et minde fra din barndom om mødet med naturen?«

»Så er det nok noget med min far,« starter jeg min indflyvning til barndommen. »Et minde om at føle mig tæt på ham i naturen,« siger jeg. »Men det er jo lidt sjovt. For det handler jo mere om et forhold til et andet menneske, end om forholdet til noget i naturen.«

Naturvejleder Jacob Jensen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • lars søgaard-jensen
  • Ejvind Larsen
  • Katrine Damm
  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Sarah Wessmann
  • Ete Forchhammer
  • Anker Heegaard
Thomas Tanghus, lars søgaard-jensen, Ejvind Larsen, Katrine Damm, Kurt Nielsen, David Zennaro, Sarah Wessmann, Ete Forchhammer og Anker Heegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maria Francisca Torrezão

Jeg tror aldrig, jeg har set en elg i det virkelige liv, måske i en zoologisk have, det kan jeg ikke lige huske, men det er ikke helt det samme. Forleden var jeg i Dyrehaven. Gående på en bred sti kom jeg til at tænke på min mor. Hun var ikke naturdigter, men hun var en stor naturromantiker, som elskede ”duften” af hestepærer. Så jeg hoppede lidt rundt imellem alt det der og efter sådan ca. en lille halv kilometers gang, skulle vi finde et dejligt sted, hvor vi kunne indtage de hjemmelavede sandwicher fra den bæredygtige café. Vi gik over og satte os på en megen stor og flot træstub, som havde fået lov til at blive liggende, sådan lidt strategisk placeret næsten parallelt (men ikke helt) i forhold til stien. Det så meget smukt og naturligt ud. Ingen bænkebidere i miles omkreds desværre. Jeg var ellers vild med dem, da jeg var barn. Vi blev distraheret af et insekt, som jeg ikke formået at identificere. Efter et stykke tid blev vi enige om, at vende tilbage til civilisationen for at drikke kaffe. Vi var alle sammen enige om, at det havde været en dejlig udflugt. Jeg var dog lidt skuffet over, at vi ikke havde set et eneste dådyr og fik at vide at et af de flotteste eksemplarer af slagsen med nok de største gevirer i mands minde havde stået ca. en lille meters afstand fra det sted, hvor vi havde været! (Det var nok lidt pral, men alligevel). Jeg tror, jeg kom til at misse det, fordi jeg skulle koncentrere mig i at gå de ca. 3-4 meter fra stien til træstubben. Terrænet var ikke helt til at stole på og man ved jo godt at et uheldigt fald kan blive begyndelsen til enden… Jeg trøster mig med, at jeg for et par år siden så en stor flok dådyr ikke langt derfra. Desværre er der nogle med forstand på den slags, som synes, at der ikke må være for mange af dem og eftersom man måske synes at det kan være lidt risikabelt at få fat i et par løvinder fra zoologisk haven for at klare sagen på en naturlig måde, får man i stedet nogle professionelle jægere til at skyde dem. Man kommer selvfølgelig til at tænke på stakkels Bambi, men de må jo vide, hvad de gør.

Wislawa Szymborska har skrevet noget om det:
Fair Game
Europe no longer holds large wild animals that exist beyond the reach of our good, or bad, intentions. Only small fry escape our surveillance and may, in certain spots, live in genuine freedom. Larger species may have the impression that they live as they please, but in reality they’re subject to remote-control cultivation. If we set to work with determination and energy, we could exterminate every large species in two or three years, or even in five with the active assistance of our bureaucrats. No one wants this, naturally. While reading Stanislaw Dziegielewski’s book [The Deer], which exhaustively covers everything concerning deer in the past, present, and future, I reached the conclusion that this beautiful animal will survive in Europe as long as there are hunters. Hunters won’t allow this animal to die out, since anyone who likes hunting has to have something to hunt. And so the hunter flips through the pages of this book in a double role: he is both destroyer and protector, both the exterminating angel and the guardian angel at once. He holds a gun in his right hand while blowing a kiss with his left. The most frequently used term in this book, aside from “deer” and “antlers” is probably “prophylactic shooting”. Prophylactic shooting improves the species since it eliminates clearly inferior specimens. Prophylactic shooting pays heed to the desired ratio of male to female. Prophylactic shooting regulates the distribution of game, so the animals can thrive without excessive destruction of forest and field. Prophylactic shooting even improves the deer’s beauty, hindering the propagation of specimens whose horns grow this way and not that. In short, prophylactic shooting acts in various ways for the deer’s own good. It’s just a shame that they don’t know it.
About The Deer by Stanislaw Dziegielewski
Non-required reading: Prose Pieces
Translated by Clare Cavanagh

Helt klart rigtigt at de voksne skal have naturkurser!! Det er i flere generationer, at en hel del voksne simpelthen mangler naturbevidsthed / viden / oplevelser. Og super at det kunne foregå gennem fx bibliotekerne! Rigtig god idé!!
Jeg vil også gerne se husstandsomdelte pjecer med basal biologisk viden omkring de mest almindelige arter i haverne og nærnaturen. OG hvordan vi passer på dem, giver naturen mere plads og styrker den biologiske mangfoldighed! Samt store annoncer/artikler i alle medier, dagblade, aviser, dameblade, magasiner også med basal viden. De voksne mangler generelt viden, især byboerne, tænker jeg? Det gælder også for mit eget fag, pædagoger, en gang sagde en kollega, at hun troede myrernes pupper kom før larverne... ;o)

Og så skal vi genlære, at vi selv er natur og vild natur. Hele vores krop er ret vild. ;o) Og den luft vi indånder, som engang har været omkring en løve i Afrika og en blåhval i de store have...

Det er min erfaring, at børn har en naturlig nysgerrighed overfor alt levende, men helt rigtigt, det kan hurtigt blive aflært af voksne, der synes edderkopper er 'ækle'... Historier om dyrene kan virkelig hjælpe på interessen, fx da læreren fortalte om den omhyggelige edderkoppemor og hendes yngelpleje. Så var der jo tale om en MOR og ikke bare en edderkop... ;o)

Så skal vi også huske at teorien om de mange intelligenser viser os, at vi alle har alle intelligenser, men i forskelligt omfang. Dvs. nogle er mere naturligt intelligente og opmærksomme end andre. Men alle kan naturligvis lære det, for vi er jo selv natur. Vild natur. ;o)

Det stort problemer er det, at så mange bor i byer og så mange af mediernes medarbejdere, etc, arbejder og bor i byer! Manglen på basal naturviden og dermed ofte også naturbevidsthed hos medierne er himmelråbende... ;o) I går hørte jeg en vært på DR Radio sige 'solsorten pakker kufferten'. Solsorte bliver hos os hele året og er en af de mest almindelige fugle. Så enten var værten ikke helt vågen, eller også har vedkommende ikke været ude i en have eller nærnatur mange vintre og set de mange solsorte...?