Operaen bliver mere minimalistisk og mindre realistisk efter corona

Der er en meget berømt scene i den eneste opera, som Beethoven nåede at skrive inden sin død i 1827, Fidelio. Hovedpersonerne, ægteparret Leonore og Floristan, befinder sig i guvernør Pizarros fængsel: hun har taget navnet Fidelio og forklædt sig som dreng i et forsøg på at redde sin mand, der sidder uretmæssigt fængslet på andet år. I håbet om at se sin Floristan overtaler hun den godmodige fangevogter Rocco til at lade fangerne nyde det skønne vejr for en kort stund, mens guvernøren er ude af huset. I ren og skær eufori stimler fangerne sammen i gården med armene om hinanden og synger »O Welche Lust« (’Åh hvilken glæde’) af karsken bælg. De stopper hurtigt igen af frygt for, at den onde Pizarro vender hjem og opdager dem.

Sådan lyder fangernes problem. John Fulljames, operachef på Det Kongelige Teater, har et lidt andet problem: hvordan iscenesætter man fangekoret som en syngende horde af frihedsglæde, når man samtidig skal holde afstand og minimere smitterisiko?

Det spørger jeg ham om i første del af kulturredaktionens artikelserie om kulturproduktion under COVID-19. Vi snakker med en række kulturpersoner om pandemiens konsekvenser for deres arbejde og kunstform: Hvordan optager man film under corona, hvordan holder man behørig afstand, når man er professionel danser, og hvordan iscenesætter man en opera, hvor der både skal danses og synges – og fremføres en kærlighedshistorie?

Boblen og det kunstnerisk nødvendige

Operaens personaleindgang er en stor, automatisk skydedør af stål, og bag den går man ind i en kvadratisk entré med tre trin op til næste skydedør. En enkelt spritdispenser står midt i rummet. Jeg mangler bare den hvide beskyttelsesdragt, så ville billedet være komplet.

Pressechefen leder mig gennem en lys gang, hvor lyden af en dyb operabas bliver tydeligere og tydeligere, som vi nærmer os. Det kommer fra prøverummet.

Bordene står lidt spredt, dirigenten sidder i midten med John Fulljames ved siden af. Jeg lister mig ned i hjørnet bagerst i lokalet og sætter mig bag pianisten. Sangerne gennemgår scenen, hvor Floristan endelig løslades fra fængslet. Deres stemmer føles for store til prøverummet, hvor rekvisitter, kostumer, gulvbeklædning og scenelys er spredt hulter til bulter. Pludselig lyder der et »Stop!«. John Fulljames rejser sig op, går hen mod Stephen Milling, der spiller fangevogter Rocco, og retter lidt til: udtrykket skal ændres lidt, og måske skal sidste linje være et spørgsmål, nysgerrigt, ikke befalende.

’For det første har vi alle sammen tør hud på hænderne. Ligesom alle andre steder skal vi holde afstand og spritte af, og alle der er med til prøverne skal testes for corona en gang om ugen,’ fortæller operachef John Fulljames.

Anders Rye Skjoldjensen

John Fulljames sukker let og begynder: »For det første har vi alle sammen tør hud på hænderne. Ligesom alle andre steder skal vi holde afstand og spritte af, og alle der er med til prøverne skal testes for corona en gang om ugen. Vi prøver at lave en lille isoleret boble her, hvor vi kan være sikre på, at corona ikke når ind,« siger han og former en boble med hænderne. Han løfter en kuglepen til sine læber og lige inden, han giver den et eftertænksomt tyg, lyser han op i et smil: »Samtidig har vi opdaget, hvor fleksibelt og bæredygtigt hjemmearbejde er: Førhen fløj kunstnerne og designerne meget frem og tilbage for at holde et enkelt møde, det var både dyrt og dårligt for klimaet. I stedet for et stort møde holder vi nu tre mindre møder på Teams.«

Der er dog en særregel for Operaen: »Ifølge myndighederne må vi omgå de gængse regler, hvis det er kunstnerisk nødvendigt,« fortæller han og tilføjer, at hvornår noget er nødvendigt er i nogen grad op til dem selv.

Intimitetsmuskel

Arbejdet uden om scenen er blevet påvirket, men hvilke stykker der spilles, har COVID-19 ikke haft indflydelse på ifølge John Fulljames: »Operaens evige udfordring er, at planlægningen og forberedelserne begynder, tre år før stykket faktisk bliver sat op på scenen. Så ingen af forestillingerne, der har premiere nu, er valgt på baggrund af COVID-19.«

Han vil ikke spå om, hvordan Operaen kommer til at ændre sig om to-tre år, når en hel forestilling er lavet under og efter corona, men han har høje forventninger: »Jeg tror, det bliver et æstetisk skel. Forberedelsesarbejdet digitaliseres, og scenografien bliver barberet ned, forestillingen bliver mere minimalistisk og mindre realistisk,« forklarer han, før han lader sig rive helt med: »Tiden vil vise, hvad konsekvenser bliver. Vi er stadig for tæt på nu.«

Der kan dog allerede ses små forandringer på scenen. Orkestret, der tidligere stod så tæt som muligt for at kunne høre hinanden, fylder nu hele orkestergraven ud fra ende til anden. Blæserspillerne står to meter fra deres nærmeste kollega, det samme gælder for koret.

Prøverne er heller ikke blevet forskånet: »Pandemien har krævet en hel del tilpasning og tilvænning af vores måde at øve på.« Prøverummene er vitale for arbejdet med opera, og under nedlukningen måtte de ikke tages i brug, forklarer han.

»Det var svære forhold – og det er det stadigvæk.« Han rynker brynene og kigger rundt i prøverummet. »Prøverum er sikre rum, hvor kunstnerne skal være ekstremt trygge ved hinanden. Hvis der er en barriere mellem folk herinde, så kan de ikke spille frit nok til at gå på opdagelse i teksten og i hinandens skuespil. Det bliver til en barriere mellem kunstneren og teksten.«

Under corona opstod der sådan en barriere, og den var både psykologisk og fysisk, forklarer han. Da han og resten af holdet fik lov til at komme tilbage til Operaen efter nedlukningen af landet i marts, sagde en af sangerne noget, som mange har mærket. Han syntes, det var mærkeligt at være i nærheden af mennesker igen. Intimiteten i prøverummet var blevet unormal og ubehagelig, så de måtte arbejde på at genetablere det trygge rum: »Det er en intimitetsmuskel, som sangere og skuespiller skal træne for at kunne gøre deres arbejde.«

Han kalder også corona for en lille fugl, der sidder på skulderen og konstant siger: Det må du ikke! Og den spinkle stemme har det været John Fulljames’ opgave at gøre kreativt nytte af, bruge den som benspænd.

Det var præcis, hvad han gjorde for at løse problemet med fangekoret i Fidelio: 

»Vi har fortolket den nødvendige afstand mellem kormedlemmerne som et udtryk for fangernes isolation og ensomhed. Det er faktisk blevet virkelig interessant, og det var nok ikke sket uden corona.«