Analyse
Læsetid: 7 min.

I Pia Tafdrups ’Dage der forsvinder’ kædes erotik og natur sammen med død

Pia Tafdrup tager alle sanser i brug: hørelse, følelse, syn, smag, lugtesans, ja, selv balanceevnen
Pia Tafdrup tager alle sanser i brug: hørelse, følelse, syn, smag, lugtesans, ja, selv balanceevnen

Sofie Holm Larsen

Kultur
25. september 2020

Vi får ikke at vide, hvor vi, sådan mere nøjagtigt, er henne, kun at der finder et møde sted mellem et menneske og naturen. I første strofe nævnes to slags træer og i anden to typer lavere vegetation. Så bredes opmærksomheden ud til et strandlandskab med klitter og bag disse et hav, fortsat holdt i det almene, åbne.

Vi er nu midt i digtet, ved den femte strofe, hvor oplevelsen sammenfattes (foreløbigt) og fortættes i en poetisk samsansning: »duften af farver«. Derpå sker der en vending. Opmærksomheden forskydes fra noget, som kan ses tæt på – kaprifolium og blåklokke – til skæret omkring disse vækster og til det »tynde flydende lys« overalt.

Netop som vi var blevet ført ind i et lyrisk natursceneri, opløses det. Grænserne bliver usikre, tiderne forsvinder. Skønt der blev lagt op til en situation af stedse mere potenseret nærvær, munder teksten ud i et fravær. Det åbent sansede nu gør bevidstheden nøgternt opmærksom på ophøret og døden.

Digtet bevæger sig fremad mod en lethed, en drøm, lyse nætter, det uberørte, men ender mærkeligt nok med herigennem at udtrykke eller ligefrem påkalde mørket og døden, hvilket virker paradoksalt.

Pia Tafdrup - Blå bog

Pia Tafdrup (f. 1952): Opvokset på en proprietærgård i Nordsjælland. Cand.mag. (dansk, idræt) 1977. Efter nogle år som gymnasielærer på Fyn debuterede hun i 1981 med digtsamlingen Når der går hul på en engel og blev en del af firsernes digtergeneration. Siden 1989 medlem af Det Danske Akademi. For samlingen Dronningeporten (1998) modtog hun 1999 Nordisk Råds Litteraturpris. Ud over i alt 17 bind lyrik omfatter hendes forfatterskab to skuespil, romanerne Hengivelsen (2004) og Stjerne uden land (2008) samt poetikken Over vandet går jeg (1991).

Lad os begynde forfra og skifte fra stoffet til den sproglige form. Pia Tafdrups digt lægger ud med en sætningskonstruktion, som man kender godt, og som man ad visuel vej bringes til at forvente skal gå igen hele vejen. Man kigger ned over digtet og tænker, at det ligner en slags gentagelsesmønster, et system bygget over formlen: ’Det er ikke blot A, men også B, der bevirker C’. Altså en ’det-kløvning’, som en grammatiker ville sige. Men allerede i strofe tre gøres ens forventninger til skamme, og man får bekræftet, hvad Poul Borum sagde i en mini-poetik, at lyrik fundamentalt består i en opfyldt eller netop skuffet forventning.

Strofe tre og fire kan ikke afkodes som det-kløvninger, for »det« er her ikke mere en art grammatisk ’dummy’, men tværtimod noget indholdsmæssigt væsentligt: noget ubestemt og ubestemmeligt, en slags X, sådan at formlen nu kommer til at lyde: ’DET er ikke blot X’. Og dette pludselig gådefulde kan så være landskabet som helhed, eller nok snarere det, at landskabet overhovedet er der og opleves som på samme tid sanseligt nærværende og i grunden underligt fremmed.

Med strofe fem og seks vender vi tilsyneladende tilbage til det-kløvningerne. Femte strofe kan læses sådan, at duften af farver fortsætter og fortsætter; men den kan også opfattes som endnu et alment udsagn om det ubestemmelige ’det’. På samme måde siger sjette strofe, at både lysskæret rundt om planterne og alt det flydende lys overalt giver den bedste rus; men konstruktionen lader sig desuden hakke over allerede efter første verslinje, sådan at der igen kredses om et indkredset, mystisk ’det’.

Syvende strofe må læses på samme måde, som en påstand om det pivåbne ’det’, eftersom »usikre« kun kan gå på »grænserne« og ikke på »genskæret« i første linje. Omvendt aflæser vi syvende strofe som en ny kløvning: Både timer og dage forsvinder. Hvorvidt det i niende og sidste strofe ikke kun er »døden«, der bliver synlig, men også de uberørte øjeblikke, kan få lov at stå hen, men grammatikken tyder bestemt ikke på det. Og derfor udtrykker slutningen slet og ret, at ’det’ er identisk med døden.

Hvorfor næranalyse?

Hvorfor nu al denne næranalyse? Fordi det er vigtigt at understrege, at Pia Tafdrups digt på trods af sit relativt enkle ordvalg og sin tilsyneladende ligefremme sætningsbygning og sin fra anden digtning muligvis velkendte grundsituation af-banaliserer delgenren »naturdigt«. Naturen domesticeres ikke, den lægges ikke ind under det menneskeliges domæne, men forbliver uhåndgribelig, fremmed, trods alt utilnærmelig. Og naturen gøres ikke via besjælende metaforer til spejl, men erkendes som endnu et af andethedens udtryk.

Teksten er et centrallyrisk digt i og med, at det oven på en anonymt udseende optakt fremskriver et ’jeg’. I første omgang kommer dette subjekt indirekte til stede som »gungren af skridt mod sandjord« (strofe tre), dernæst nævnes i strofe fire »mine læber«, og endelig i strofe seks træder jeget frem, for så bemærkelsesværdigt nok at forsvinde igen – en manøvre, mange vil kende fra Pia Tafdrups tidlige bøger, især debuten Når der går hul på en engel (1981) og Den inderste zone (1983), hvori hun fandt på mange små krumspring for ikke at åbne med et bombastisk ’jeg’ og dermed signalere stabilitet og kontrol.

Om »Dage der forsvinder« kan vi overordnet sige, at digtet med en reflekteret distance skildrer, hvad man i gamle dage ville have kaldt en tilskikkelse, noget, som strejfer eller vederfares et subjekt, men som også gør denne menneskelige instans til noget underordnet, sætter jeget i parentes.

Kroppen derimod er hele vejen igennem til stede som oplevelsens forudsætning, dens basis. I digtets to første strofer dominerer høresansen. I den tredje dukker følesansen op, når verberne »forplanter« og »får« afkodes som sideordnede, og underlaget virker »besynderlig hult«. Af fjerde og femte strofe introduceres henholdsvis smag og lugt. Jovist, digtet forankres i det fysiske og konkrete, det bruger kroppen som indgang til naturen, det bringer så at sige et forsigtigt underbetonet jeg på krop med et landskab. Eller man kan noget mindre poppet sige, at kroppen gøres til skæringspunktet mellem det kendte og det ukendte og til en art ankomstfelt for et på én gang sansende og filosofisk udforskende sprog.

»Dage der forsvinder« står som det sidste digt i en samling, der efterfølgende er blevet betegnet som en kulmination af 1980’ernes ’kropspoesi’. Springflod består af 1 + 6 + 28 + 7 +7 + 7 +7 digte, altså 9 x 7 tekster komponeret over antallet af dage i en uge eller af arme på en traditionel jødisk lysestage. Det ret omfangsrige hovedafsnit kan man derudover associere med en menstruationscyklus, hvilket giver god mening, efterdi bogen som helhed udgør eller afbilder et på samme tid biologisk og psykologisk udviklingsforløb fra pige til voksen. Knudepunkt i forløbet er digtene om en voldsom forelskelse, hvis højdepunkter, som i titeldigtet, besynges som ekstatiske hengivelser til, hvad digteren et sted kalder for ilden i jorden, der brænder i kroppen.

Bogen handler om det at give sig hen »til opløsningen / uden modstand / hengive sig / til det der er virkeligheden«, men den betoner ofte, at driften egentlig ikke finder hvile eller bolig i kroppen, men rækker ud efter noget bag begæret, hinsides dette, at den antændte krop, mens den brænder, søger ud til randen, hvor verden er og ordene slipper op. Derved opstår en (for forfatterskabet signifikant) parallelitet mellem oplevelsen af Eros og mødet med det åbne og ubestemte i »Dage der forsvinder«. Det er næppe for meget sagt, at erotik og natur kædes sammen med død, som så atter fører over til poesiens mellemværende med det usigelige.

Nu i 2020 er Pia Tafdrup med Stilheden i skyer fra i år nået fire femtedele igennem en suite af bøger om og fra de fem sansers register. Digtets indre bevægelse fra lyden over smagen og duften til synet foregreb dette, og mon ikke forfatteren stadig opfatter sig selv, ganske og aldeles, som i 1985: »jeg / et stykke natur / som ikke vil dø / før jeg har levet / med sol i munden«.

Ændret siden dengang er imidlertid hos Pia Tafdrup, som hos så mange andre, den grundstemning, hvormed der bliver digtet om naturen. I dag virker hendes tilgang stedvis mere økokritisk og mere direkte stillingtagende. Før, i 1985, kunne hun derimod endnu tale ubestemt om en fælles angst og spørge, hvor længe den ville kunne udsætte ødelæggelserne. Ja, hun kunne tilmed affinde sig med det umulige, de tilfældige hændelser, og sidst i et digt herom, med frække lån fra fadervor, erklære:

vi lever med det umulige
det tilfældige
og alt dets væsen
vi tror på de tilsyneladende
håbløse løsninger, det der ikke fandtes før
– men som måske kan komme …

Dage der forsvinder (1985)

Det er ikke blot graner og fyr
men også stilheden mellem træerne når blæsten lægger sig
der gør stilheden større
mere gennemsigtig

det er ikke blot græs og lyng
men også lyden der bliver væk mellem planterne

der gør aftnerne anderledes end andre aftner
lette som dunede fjer

det er ikke blot klitter og miler
men også gungren af skridt mod sandjord
der forplanter sig mellem seje rødder
får underlaget til at virke besynderlig hult

det er ikke blot havet og blæsten
men også saltet på mine læber
der svier skarpt og brændende
og gør tungen opmærksom på landskabet

det er ikke blot farverne her
men også duften af farver når lyset skifter
der fortsætter og fortsætter
i én uendelighed

det er ikke blot skæret omkring kaprifolium og blåklokke
men det tynde flydende lys overalt
der giver den bedste rus
ligesom luften jeg ånder

det er ikke blot genskæret her
men også grænserne
der bliver usikre
som afstanden fra drøm til drøm

det er ikke blot timerne der går hurtigt og alt for langsomt
men også dage der forsvinder
på trods af at nætterne er kortere og lysere
end noget andet sted

det er ikke blot uberørte øjeblikke
men også døden
der bliver mere synlig
netop her på dette sted.

 

Serie

Vi nærlæser naturdigte

Det er i digtene, vi finder de mest prægnante fremstillinger af den natur, vi som mennesker er indfældet i. Erik Skyum-Nielsen har fra Kingo til i dag udvalgt de 20 bedste danske digte, der forholder sig til naturen og således udtrykker digternes – og de forskellige tiders – opfattelse af den verden, som omgiver os. Hver uge præsenterer og analyserer han et af disse digte.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her