Kapitel II: Hadet
Der sidder en dreng med en pistol i en klapvogn. Året er maj 1945, og på billedet er han to et halvt år gammel. Han har striktrøje på maven og bøllehat på hovedet, og i hænderne holder han sit »legetøj«: en afsikret 9 mm Parabellum. Pistolen tilhører hans mor, sygeplejerske og modstandskvinde Ulla Kunøe, bedre kendt som ’Pistulla’, fordi hun altid har et skydevåben på sig.
Drengens navn er Ib, og han har ikke set meget til sin mor under krigen.
I 1940 lod Ulla Kunøe sig hverve til modstandsbevægelsen i Sønderjylland, først som kurer og distributør af illegale blade, siden som central indsamler af efterretninger for modstandsbevægelsen – og det stjal tid fra hendes moderskab. I lange perioder blev lille Ib derfor passet uden for familien af to oversygeplejersker på det lokale sygehus.
»Jeg var faktisk bare lidt i vejen,« siger Ib Kunøe og smiler forlegent.
- når verdenshistorien kværner, går det ud over folk og fæ! At fastholde had, skaber ikke fred. Død og ødelæggelse, viser hvor skrøbeligt et menneske er!
De ansvarlige slipper for straf, fordi de overordnede formål er vigtigere; amerikaniseringen af europa, øst-vest konfrontationen, gen-etableringen af samfundene etc. Derfor forsmåes hadet og retfærdigheden.