Interview
Læsetid: 10 min.

Radiomanden Torben Brandt deler tricks fra en stolt montagetradition til nye lydfortællere

I en anekdotisk lærebog deler Torben Brandt tricks fra en lang radiokarriere. Information møder ham i det tidligere Radiohuset for at høre om den stolte montagetradition, der udfoldede sig her, og som han nu vil give videre
En radiokollega har spurgt Torben Brandt, om det nu er en god idé at give alle sine tricks væk i en ny bog. »Men det er lige netop det, jeg gerne vil,« siger han.

En radiokollega har spurgt Torben Brandt, om det nu er en god idé at give alle sine tricks væk i en ny bog. »Men det er lige netop det, jeg gerne vil,« siger han.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
16. september 2020

I et røgfyldt lydstudie i Radiohuset sidder radioteknikeren Torben Brandt foran tre spolebåndsmaskiner omgivet af stakke med bånd. Han er ved at klippe radiomontagen Hver på sin side, et dokudrama om mødet mellem en socialrådgiver og en junkie på bistandskontoret. 

Bøjet ind over et lille bord trækker han et af båndene hen over et tonehoved for at klippe i en vejrtrækning. Bag ham står samarbejdspartneren Stephen Schwartz og kigger ham rastløst over skulderen. Han synes, at Brandt går for meget op i detaljerne.

»Men det skal lyde godt, det er min faglige stolthed,« siger Torben Brandt.

Og så afbryder han sig selv, drejer hovedet og kigger insisterende på mig.

»Nu er det så, du skal spørge mig, hvordan jeg ser ud i den her situation,« siger han.

Jeg er med Torben Brandt på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Rosenørns Allé i København – det tidligere Radiohuset, der først var hovedsæde for alle Danmarks Radios aktiviteter og sidenhen udelukkende for radioproduktionen. I 2008 overtog det klassiske konservatorium lydstudierne, koncertsalen og resten af det fredede hus.

Jeg holder en lydoptager op til Torben Brandts venstre mundvig. Hovedet har han rettet i en skrå vinkel opad, og han kigger tænksomt frem for sig, for vi er ved at genskabe en scene fra 1980 i Radiohusets studie nr. 12.

Emilie Lærke Henriksen
Metoden hedder momentinterview og er en teknik, der skal få den interviewede til at tage lytteren med til en episode i fortiden. En tilpas tæt mikrofon skal skabe et intimt lydbillede, og ved at stille åbne spørgsmål kan intervieweren klippe sin egen stemme ud og lade den interviewede selv fortælle sin historie. Torben Brandt kender interviewteknikken til perfektion. Nu forsøger han at lære mig den.

– Hvordan ser du ud den dag i lydstudiet?

»Jeg er en lang, ranglet fyr i 20’erne med langt hår og fuldskæg. Jeg sidder der og roder med bånd og spoler, og jeg drømmer om at lave den mest fantastiske radio, som er både teknisk og fortællemæssigt unik,« svarer Torben Brandt om sit yngre jeg.

Til den nye guldalder

Det er nu 40 år siden, og i sidste uge udgav han bogen At fortælle med lyd – som jeg lærte det. Med den vil han give nuværende og fremtidige lydfortællere en historisk bevidsthed om den stolte danske radiotradition, som de kan bære med sig ind i podcastens verden. Her er antallet af lydfortællinger eksploderet gennem det seneste årti, og det samme er antallet af lyttere. Det har fået medieforskere til at definere vores tid som en ny guldalder for lyden. 

Det er derfor, at Torben Brandt med sin bog vil dele ud af sine egne tricks og metoder fra det, der nærmer sig en halv menneskealders arbejde med radio.

Et af bogens kapitler har han dedikeret til netop momentinterviewet, hvor han udførligt guider til at vælge den rette mikrofon, spørgeteknik og til den optimale måde at sidde på for at skabe et behageligt psykologisk rum til interviewet. 

»Momentinterviewet handler om at male en scene i billeder, som en slags film for ørerne. Det magiske er, at folk kommer i tanke om ting, de ikke vidste, de kunne huske,« forklarer han og foreslår så at fortsætte det momentinterview, vi er i gang med.

»Vi har ikke været alle sanserne igennem endnu. Du har glemt at spørge mig, hvordan der lugter. Og nu er vi så langt i interviewet, at folk normalt har forstået metoden. Så du kan bare sige lugt.«

– OK. Stephen Schwartz kigger dig ind over skulderen. Lugt?

»Stephen nærmest lægger sig ind over ryggen på mig – altså jeg vil ikke sige, at han ryger mig direkte op i næsen – men han indhyller mig i lugten af sin cigaretrøg.«

Det var radiokunstneren Stephen Schwartz, der introducerede den særlige momentinterviewteknik, der siden har dannet radioskole. Det var ikke set før, at man helt fjernede den udefrakommende fortællestemme, sådan som han gjorde det.

I den prisvindende montage Snigskytter fra 1992 gav han ordet til snigskytter i det krigshærgede Sarajevo. Et senere eksempel er montagen Vi skulle bare trykke den af fra 2000 om ulykken på Roskilde Festival, hvor ni personer tidligere samme år blev mast ihjel til Pearl Jams koncert på Orange Scene. Forløbet gengives gennem interview med publikum, scenevagter og andre involverede. 

Emilie Lærke Henriksen
Torben Brandt kalder Stephen Schwartz en radiotroldmand og sig selv hans lærling. Montagegenren, de arbejdede med, blev anset som det ypperste inden for radioproduktion, og de danske montørers radioeksperimenter i 1980’erne og 1990’erne skabte et nybrud inden for radiodokumentaren med en mere scenisk stil, som kom til at inspirere verden over. Med stor indlevelsesevne gav montørerne indblik i de interviewedes universer.

Udtrykket, man gik efter, var mere psykologisk undersøgende end hidtil, og med Schwartz’ momentinterview kunne radiohistoriernes hovedpersoner tale med større sanselighed og autenticitet. Metoden var og er en nøgle til at åbne for folks fortid og udfolde, hvorfor de handler, som de gør, fortæller Torben Brandt.

Arven fra en gylden montagetid

I 1976 begyndte han på lydteknikeruddannelsen i Danmarks Radio og blev senere det, man kaldte programmedarbejder, som nok svarer til, hvad man nu kalder tilrettelægger. I 2012 modtog han DR’s Krygerpris, som gives til medarbejdere, der har gjort noget særligt for radiomediet.

I dag er han redaktør på P1 Radiofortællinger, hvor enestående, personlige historier udfoldes ofte i et kortere format, der varer en halv time. Her gør han en dyd ud af at lære fra sig til unge freelancere og praktikanter. Brandt fortæller, at han har undervist i stort set hele sin karriere både i statsradiofonien og med kurser først i Norden og senere i hele verden.

»På et tidspunkt bliver man træt af at høre på sig selv, og jeg forsvinder jo på et tidspunkt ligesom mange andre fra min generation af radiofolk. Den erfaring vi har opbygget, synes jeg ikke, man skal skylle ud med badevandet. Og det ville være frygteligt, hvis ikke mine afdøde kollegers historie blev viderefortalt,« siger han om sin bog.

Anbefalinger fra Torben Brandts radiokarriere

  • ’Nat i storbyen’ (1987) er en lydmosaik fra Københavns natteliv, hvor reportere besøger alt fra Rigsarkivet til natklubber og sexshops. Tilrettelagt af Torben Brandt. Kan findes på Bonanza.
  • ’Jagten på vogn 144’ (1994) er en rekonstruktion af et højspændt gidseldrama i en taxa og de menneskelige dilemmaer, det skabte. Tilrettelagt af Torben Brandt. Kan findes på Bonanza.
  • ’I en danskers blodspor’ (2020) er en serie om våbenhandler, voldtægtsmand og morder Peter Frederiksens forbrydelser fortalt med udgangspunkt i journalisternes eget møde med ham. Tilrettelagt af Jørn Stjernklar og Helle Maj. Produceret af Torben Brandt. Er tilgængelig på diverse platforme.

Desuden kan montagerne ’Snigskytter’ (1992) og ’Afslag på et kys’ (1987) findes på Bonanza. ’Vi skulle bare trykke den af’ (2000) ligger på Soundcloud, og ’Hele Danmarks Ghita’ (2019) er tilgængelig i podcasttjenesten Podimo i samlingen 24syv Dokumentar.

Den generation, han refererer til, tæller ud over mentoren Stephen Schwartz montører som Christian Stentoft, Torben Paaske, Peter Kristiansen og Per Brethvad. Sammen med dem og tidligere generationer af radiotalenter er Torben Brandt en del af en gylden radiotid, hvor DR’s montager høstede international anerkendelse og flere Prix Italia-priser, der er for radio, hvad Oscars er for film.

»Jeg kan godt lide at tænke, at den lyd, der produceres i dag, refererer tilbage til den tid,« siger han og fremhæver et nyere eksempel. 

Sidste år sendte Radio24syv Hele Danmarks Ghita, der kan virke som et mislykket portrætinterview af Ghita Nørby. Torben Brandt ser det på mange måder som et ekko tilbage fra 1980’erne og Christian Stentofts montage Afslag på et kys fra 1987. 

Han lavede lyddesignet til montagen, hvori Christian Stentoft portrætterer en ældre og alkoholisk overlæge, der ender med verbalt at angribe den yngre interviewer, ligesom Ghita Nørby i Radio24syv-udsendelsen overfuser Iben Maria Zeuthen, da hun er mødt op for at interviewe den folkekære skuespiller.

Derefter anklages Zeuthen for ikke at være til stede: »Du byder ikke på noget. Du er ikke noget,« siger Ghita Nørby og griner gentagne gange hånligt af sin interviewer. Mikrofonen er også for stor, synes hun, og Iben Maria Zeuthen skal slet ikke regne med at få noget ud af Ghita Nørby, lader hun forstå.

Udsendelsen fik massiv medieomtale, og det blev diskuteret, hvorvidt det overhovedet var i orden at sende interviewet. Var mikrofonen for stor? Begik skuespilleren karaktermord på sig selv? Eller var det Iben Maria Zeuthen, der havde skabt den ubehagelige situation? Anmelderne forsvarede enten den ene eller den anden af samtalens to parter, og på sociale medier blev der spekuleret i, om Ghita Nørby mon var blevet dement. Alt imens programchefen på det hedengangne Radio24syv Mads Brügger kaldte udsendelsen »en moderne klassiker«.

Torben Brandt bruger det første kapitel af sin bog på at sammenligne Hele Danmarks Ghita med Afslag på et kys som et slags symbol på den linje, han gerne vil trække fra dengang til nu. På næsten samme måde, som Ghita Nørby anklager Zeuthen for ikke at give noget af sig selv, påtaler den interviewede overlæge, at Stentoft undviger at tale om sig selv, men hele tiden vil have sin lydoptager tændt i stedet.

I begge tilfælde vendes rollerne, og den interviewede stiller krav og spørgsmål til intervieweren, der kommer til at spille en større rolle i fortællingen. De må stå til ansvar for deres programmers præmis og overtale den interviewede til fortsat at tale til deres optager. Dermed portrætteres også lydfortælleren.

»Så mener jeg, at man kan kalde det kunst. Når man som fortæller har en aktie i historien, går rundt om et emne og undersøger, hvordan man selv bliver påvirket. På den måde skaber man en virkelighed, der ikke fandtes i forvejen,« siger Torben Brandt.

Emilie Lærke Henriksen
Der er blevet sat ord på montagegenren som et stykke virkelighed set gennem et temperament. Fortælleren skaber et ekstra lag i historien med sin egen personlige fortolkning og proces. Dermed adskiller det stykke fortællekunst, montagen er, sig fra journalistikken, siger han.

Torben Brandt arbejdede tættest sammen med montører, der havde de mest personlige projekter. Nemlig Stephen Schwartz og Christian Stentoft. Stentoft arbejdede med sit eget faderopgør, og når han besøgte kostskolemiljøer, som i montageklassikeren Uden straf, ingen skole fra 1985 om Herlufsholm Kostskole, var det på sin vis en undersøgelse af sin egen fortid som kostskoleelev – som en del af en kunstnerisk proces.

»Da man i sin tid gik i Danmarks Radios kantine, mødte man nyhedsjournalisterne, kulturjournalisterne, der skrev om kunst, og så mødte man kunstnerne selv – nemlig montørerne,« siger Torben Brandt.

Elev bliver lærermester

Han stiller sig med hænderne i siden og kigger ud over den kantine, han taler om. I dag møder man konservatoriestuderende ved kaffemaskinen.

»Det er de helt samme borde som dengang. Det kan være, at de også er fredede ligesom bygningen,« siger han og griner.

Vi går udenfor på en af taghaverne, hvor han har stået og røget mange gange før. I dag er dørene dekoreret med klistermærker, som viser en cigaret med en fed, rød streg over. Vi gemmer os bag nogle høje buske, og Torben Brandt stopper tobak i sin pibe. Her er der også mere læ til lydoptageren.

»Det, jeg arbejdede henimod dengang i 1980’erne, var samarbejdet mellem mig som tekniker og programmedarbejderne. Jeg ville være medskabende i de eksperimenter, der var med lydmediet, for der var en stemning af, at vi var ved at skabe the greatest hits inden for radio,« siger han.

Tilbage i scenen fra lydstudiet i 1980 er luften blevet tung. Den unge tekniker klipper i lydbåndene, og med sin saks skal han ramme de helt rigtige steder. Stephen Schwartz peger utålmodigt ind over Torben Brandts skulder. Energierne bagfra går nærmest i teknikerens krop, imens han bliver mere og mere desperat.

Så er det, at han rejser sig og smider Schwartz væk. Trodsigt trækker han indløbstape, en form for stiplet bånd, fra en af båndoptagerne og rundt om stolene bag sig. Han skaber en fysisk afgrænsning til sin intimsfære, mens Schwartz undskylder.

»Det var i begyndelsen af vores samarbejde. På senere projekter skiftedes vi til at klippe og overtog båndene fra hinanden, men hen ad vejen måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne udvikle mit eget udtryk sammen med Stephen Schwartz. Så jeg begyndte på mine egne projekter,« siger radiomanden.

Emilie Lærke Henriksen

Han beskriver sin montage Jagten på vogn 144 fra 1994 som et vendepunkt i sin egen karriere. I en sammenstilling af interview og gamle optagelser genskaber Brandt en dramatisk gidseltagning i en taxa og fremstiller de menneskelige dilemmaer, der opstod undervejs hos blandt andet taxacentralen, politiets forhandlere og gidseltageren selv. Hans egen radiostil blev mere antropologisk, hvor kernen i fortællingerne blev individets overvindelse af en konflikt.

Selv om Brandt har været vidt omkring i radiolandskabet og udviklet sine egne greb, tager han først og fremmest momentinterviewet med sig fra tiden med læremester Schwartz. Med sin nyligt udgivne bog bliver han selv vores alles læremester.

En radiokollega har spurgt ham, om det nu er en god idé at give alle sine tricks væk, fortæller Torben Brandt.

»Men det er lige netop det, jeg gerne vil.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her