Baggrund
Læsetid: 8 min.

Hvad er og vil readymade, postkolonial og institutionskritisk kunst egentlig?

Savner du et sprog for, hvad det er, du ser, når du ser på kunst? Gennem egne yndlingseksempler giver Informations kunstredaktør, Maria Kjær Themsen, dig her forklaringen på syv begreber, som den anerkendte kunstteoretiker Juliane Rebentisch koncentrerer sig om i sin indføring i samtidskunst. Så er du bedre klædt på til dit næste udstillingsbesøg
Jeanette Ehlers: ’Whip it good’. Performancen blev første gang kommissioneret af Art Labour Archives og Ballhaus Naunynstrasse, Berlin 2013

Jeanette Ehlers: ’Whip it good’. Performancen blev første gang kommissioneret af Art Labour Archives og Ballhaus Naunynstrasse, Berlin 2013

Monika Sobczak

Kultur
2. oktober 2020

Hvad er der sket med kunsten, siden vi har fået internettet, opvaskemaskinen og nye erkendelser om vores koloniale fortid? Maria Kjær Themsen introducerer her til samtidenkunstens dominerende begreber som udpeget af teoretikeren Juliane Rebentisch.

Om readymaden

Danh Vo: ’Oma Totem’, 2009

Danh Vo: ’Oma Totem’, 2009

SMK Foto
En vaskemaskine, et køleskab og et TV er stablet oven på hinanden i den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vos værk Oma Totem fra 2009. Værket udgøres af tre elektroniske objekter, som de fleste har i hjemmet. Når objekterne placeres i en kunstudstilling, ændrer fjernsynet, vaskemaskinen og køleskabet dog med det samme mening. De er ikke længere kun funktion, nu optræder de som kunstgenstande, og hvordan skal de så afkodes?

I 1917 tog den franske kunstner Marcel Duchamp et pissoir, vendte det på hovedet, signerede det, og gav det titlen Fountain. Den tyske filosof Juliane Rebentisch kalder Duchamps ’readymade’ for den moderne kunsts første skandale. For når grænsen mellem kunst og ikkekunst på den måde sløres, hvad stiller vi så op? Hvordan skal vi aflæse det som kunst? Ofte kan man starte med titlen. Vos værk hedder Oma Totem, og de tre objekter udgør da også en søjle, en hellig treenighed, af Vestens mest brugte apparater. Alle tre dele indgik i den integrationspakke, som Vos bedstemor modtog af den katolske kirkes hjælpeprogram, da hun i 1980 ankom som vietnamesisk flygtning til Vesttyskland. Dermed kommer søjlen til at handle om Vestens helt almindelige forbrugsgoder over for immigrantens drømme om samme.

Om konceptkunsten

Ligesom readymaden var også konceptkunsten en »kunstskandale«, der radikalt fik ophævet den klassiske skelnen mellem kunst og ikkekunst. Konceptkunsten opstod i 1960’erne som en kunstretning, der effektivt fjernede al romantik omkring selve skabelsen af kunstværket, og omkring kunstneren som en særlig håndværksmæssigt talentfuld type. Ideen blev nu til selve værket. På den måde kunne værket i princippet udføres af hvem som helst. Konceptkunst begrænser sig ikke til ét medie, men kan både være et fotografi, en aktion, en skulptur etc.

Et klassisk eksempel, der samtidig bygger videre på readymaden, er den amerikanske kunstner Joseph Kosuths One and Three Chairs (1965), der består af en stol, et fotografi af stolen i fuld størrelse, og en ordbogsdefinition på væggen, der forklarer, hvad en stol er.

Selv om termen i dag bruges om det meste samtidskunst, er der stadig kunstnere, der arbejder konceptuelt med det idé-baserede, som Honza Hoeck, der på Tranen i 2015 lavede udstillingen A Leaf Growing into the Ground, Falling Back on a Branch. Her brugte Hoeck konceptkunstens oprindelige tanke om, at enhver ville kunne udføre kunstværket, og inviterede en række andre kunstnere, samt hans svigerfar, til at udføre udstillingens enkelte komponenter. Pressemeddelelsen til udstillingen var kunstnerens ansøgning til Kunstfonden. En udstilling, der samtidig fremviste alle de processer, der normalt ligger bag en udstilling, men som skjules, når det færdige resultat, udstillingen, skal præsenteres.

Honza Hoeck: ’A Leaf Growing Into The Ground, Falling Back On A Branch’ 2015.

Honza Hoeck: ’A Leaf Growing Into The Ground, Falling Back On A Branch’ 2015.

Honza Hoeck

Om den visuelle kultur og postinternetkunst

I forlængelse af både readymaden og konceptkunsten ligger arbejdet med den visuelle kultur og den enorme indflydelse, internettet har på vores liv.

En række kunstnere arbejder inden for et felt, der kaldes ’post-internet’, det vil sige kunst, der aktivt bruger internettet og dets flow af billedet som både indhold og emne i deres værker. Igen er der tale om en sløring mellem virkelighed og værk, da indholdet i mange tilfælde ikke er skabt af kunstnerne, men blot bruges af dem – og ofte vil en skærm være uomgængelig i et post-internetværk.

Post-internetkunsten startede som en term, der omhandlede kunst influeret af nettet, men bruges også om kunst, der tematiserer den tilstand, hvor nettet er blevet altomsiggribende i vores adfærd og liv, nærmest som en ny naturlighed. Ét af de mest berømte eksempler på en kunstner, der arbejder i feltet, er tyske Hito Steyerl, som altid præsenterer sine digitale værker i totalinstallationer, der bliver som fysiske forlængelser af det digitale univers. Hendes værker trækker på både digital krigsførsel, computerspil, reklamer og på hele den neoliberale økonomi, der ligger som en evig drift under internettets succes.

I værket Liquidity Inc. (2014) er et publikumspodium i form af en tsunami installeret foran en stor skærm, og værket kobler den finansielle nedsmeltning i 2008 med world wibe web og havets stadige stigning som følge af klimaforandringer – det er én stor flydende bevægelse, der hænger uløseligt sammen, men hvor det kan synes umuligt at få greb om noget konkret. Den tilstand af både underholdning og modløshed, som internettets ustadighed genererer, er Steyerl eminent til at indfange.

Hito Steyerl: ’Liquidity Inc.’, 2014. Billedet er stillet til rådighed af kunstneren, Andrew Kreps Gallery, New York og Esther Schipper, Berlin

Hito Steyerl: ’Liquidity Inc.’, 2014. Billedet er stillet til rådighed af kunstneren, Andrew Kreps Gallery, New York og Esther Schipper, Berlin

Hito Steyerl

Om institutionskritik

Termen ’institutional critique’ vandt indpas, efter en række konceptkunstnere i 1970’erne begyndte at blotlægge de strukturer, der opretholder kunstinstitutionen, og særligt den såkaldt neutrale ’hvide kube’, som galleriets og institutionens udstillingsrum kaldes. Den tyske kunstner Hans Haacke begyndte i slutningen af 1960’erne at sætte fokus på institutionens rolle, og dens langt fra neutrale position ved at blotlægge og stille ømme spørgsmål til de økonomiske og politiske interesser, institutionerne oppebæres af – flere af hans udstillinger blev da også enten aflyst eller censureret, som i 1971 da Guggenheim i New York aflyste hans show, da direktøren fandt indholdet upassende. Kontroversen stod særligt omkring et værk af 146 fotografier af Manhattan-bygninger, for det meste lejeboliger, kort over Harlem og Lower East Side, der dokumenterede ejendomstransaktioner, der afslørede lyssky ejerskabsforhold af Manhattans byrum, der havde forbindelse helt ind i museets bestyrelse. I dag regnes værket Shapolsky et al. Manhattan Real Estate Holdings, a Real-Time Social System, as of May 1, 1971 for et hovedværk i den institutionelle kritik.

Siden blev termen igen aktuel i 1990’erne, hvor den såkaldt ’relationelle æstetik’ vandt frem, der fokuserede på at skabe situationer mellem mennesker, snarere end objekter til beskuelse – som da Rirkrit Tiravanija i 1993 omdannede galleriet 303 i NY til et køkken, der serverede pad thai til udstillingsgæsterne og gav situationen værktitlen Untitled (Free).

Herhjemme er én af de mest vedholdende institutionskritiske kunstnere Jakob Jakobsen, der først med Det Fri Universitet (sammen med Henriette Heise) og siden med Hospital University Prison Archive ikke bare laver en alternativ model for en kunstinstitution, men som også stiller spørgsmål ved andre samfundsinstitutioner såsom hospitalet, universitetet og fængslet. Som han skriver i manifestet for projektet: »Vi lever i et fjendtligt miljø fyldt med skaller af forstenede institutioner, som vi må skaffe af vejen. Selv-institutioner kan bygges.«

Hospital Prison University Archive Projekt# 9: ’Hverdagskunst - Verdenskunst’ om Rudolf Broby-Johansen og hans berømte bog fra 1942. Projektet var udviklet af Jakob Jakobsen i samarbejde med Åse Eg Jørgensen og Ellef Prestsæter, 2018

Hospital Prison University Archive Projekt# 9: ’Hverdagskunst - Verdenskunst’ om Rudolf Broby-Johansen og hans berømte bog fra 1942. Projektet var udviklet af Jakob Jakobsen i samarbejde med Åse Eg Jørgensen og Ellef Prestsæter, 2018

Hospital Prison University Archive
Om verden og kunstverdenen

De seneste 20-30 år er verden blevet globaliseret. Men hvad betyder det i kunsten? Betyder det, at den vestlige kunst med den hvide mand i centrum, som trods alt har været den primære figur i kunsthistorien, er blevet væltet af pinden til fordel for andre verdensdele, kontinenter, kulturer og køn? Selv om der i dag er biennaler med samtidskunst over det meste af verden, så er det stadig den vestlige kunst og den hvide mand, der fylder mest på gallerier, biennaler og udstillinger.

Jeanette Ehlers: ’Whip it good’. Performancen var kommissioneret af Art Labour Archives og Ballhaus Naunynstrasse, Berlin 2013

Jeanette Ehlers: ’Whip it good’. Performancen var kommissioneret af Art Labour Archives og Ballhaus Naunynstrasse, Berlin 2013

Nikolaj Recke

Men der findes også en aktuel kritisk opstand imod dette hegemoni. Én af de vigtigste aktuelle strømninger er den postkoloniale kunst, der gør op med den imperialistiske og koloniale arv i vores vestlige samfund, og den uvidenhed, som stadig ofte ledsager den.

I Jeannette Ehlers video- og performanceværk Whip it Good (2013-) tager hun udgangspunkt i sit eget ophav, som født i Danmark, men med rødder i den tidligere danske koloni: De Dansk Vestindiske Øer (nu Jomfruøerne). I performancen, hvor hun har malet sit ansigt hvidt, taget hvid turban og klæder på, genopfører hun én af de mest udbredte afstraffelsesmetoder mod de slavegjorte, når hun med en stor pisk i hånden, lader den smælde mod det hvide lærred. I Ehlers’ performance er det dog ikke kun hende selv, der slår med pisken, for efterfølgende bliver publikum inviteret til at gøre det samme – en måde at vække en konkret del af kolonihistorien meget brutalt til live i hånden, kroppen og sindet på beskueren.

 

Om historie i kunsten

Fra den personlige erindring til det institutionelle arkiv er historien – med stort eller lille h – et genkommende tema i kunsten. En række kunstnere har i de senere år arbejdet med ’arkivet’ for via hengemte historier at vække historien til live. Det handler ikke kun om at sætte nyt fokus på glemte fortællinger, men også om at lade historien få ny indflydelse på fremtiden.

Brasilianske Tamar Guimarães arbejder med en sådan researchbaseret tilgang, men hendes værker foregår ikke i et støvet arkiv, men eksempelvis til en fest i arkitekten Oscar Niemeyers legendariske modernistiske hus fra 1951 i Rio de Janeiro. Et hus, der i 1950’erne fungerede som ramme for møder og fester, hvor tidens intellektuelle og kulturpersonligheder deltog, og det var med til at cementere myten om Brasilien som et moderne tropisk og sensuelt paradis. I Guimarães’ film Canoas (2010) udspiller der sig en dekadent fest, hvor flere af replikkerne mellem gæsterne er taget fra virkeligheden og fremsiges af aktører, der spiller sig selv. Blandt dem er psykoanalytikeren Suely Rolnik. Hun fortæller på et tidspunkt en anden gæst, at den brasilianske komponist Jards Macalé blev truet af militærpolitiet under diktaturet. Midt i det udsøgte scenarie reflekteres nogle af de mindre polerede sider af brasiliansk historie, og elegancen sætter det barske klassesamfund, der præger landet, i relief.

Tamar Guimarães, Canoas, 2010 Tamar Guimarães. Stillet til rådighed af Fortes D’Aloia & Gabriel, São Paulo/ Rio de Janeiro; og Dan Gunn, London

Tamar Guimarães, Canoas, 2010 Tamar Guimarães. Stillet til rådighed af Fortes D’Aloia & Gabriel, São Paulo/ Rio de Janeiro; og Dan Gunn, London

Tamar Guimarães

Om natur og kultur

Naturen har altid været et yndet motiv i kunsten: fra landskabsmalerier til blomsterportrætter.

Et radikalt brud med naturen som noget derude og kunsten som noget dekorativt, der hænger på væggen, skete med ’land arten’ i slutningen af 1960’erne. Kunstneren Robert Smithsons Spiral Jetty (1970) er et ikonisk eksempel på et værk, der udfordrer grænsen mellem naturen og kunsten, da han lader skulpturen og landskabet glide sammen et øde sted i Utah ved Great Salt Lake og bygger en over 400 meter lang spiralformation skabt af mudder, saltkrystaller og sten. Nogle gange er spiralformen oversvømmet, afhængig af vandstanden.

Land arten har i dag mange arvtagere, hvor særligt menneskets rolle i økosystemet sættes i spil. Dét derude, naturen, opfattes nu af mange kunstnere som noget, vi selv er helt sammenfiltret i, og derfor er det ikke længere meningsfuldt at forsøge at opretholde en distance mellem mennesket og naturen.

Et emne, der ikke mindst blev eksponeret i samtidskunsten efter dOCUMENTA (13) i 2012, hvor en lang række værker lå i forlængelse af land art. Her skabte den franske Pierre Hyughes et værk ved et kompostområde i et hjørne af parken Aue, hvor det var vanskeligt at afgøre, hvilke komponenter der præcist indgik i værket – skulpturen af en nøgen kvindefigur, hvis hoved var blevet besat af et bistade, der voksede undervejs i udstillingsperioden, var tydelig nok. Det samme var den hvide tynde hund, der løb rundt i området med et pinkmalet ben, men hvad med det væltede træ – var det en del af værket? Var bunkerne af jord? Cannabissen, der var plantet? Hyughe arbejder konkret med denne forvirring for at gøre opmærksom på, at den absolutte skelnen i virkeligheden er absurd. Kunsten er også virkelighed.

Pierre Huyghe: ’Untilled Liegender Frauenakt’, 2012. Stillet til rådighed af kunsteren, Marian Goodman Gallery, New York og Esther Schipper, Berlin

Pierre Huyghe: ’Untilled Liegender Frauenakt’, 2012. Stillet til rådighed af kunsteren, Marian Goodman Gallery, New York og Esther Schipper, Berlin

Pierre Huyghe

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Kunst er at kunne. Kunne hvad? Udstille din egen underlighed? Eller bevidstgøre og opløfte dig selv og andre?