Analyse
Læsetid: 8 min.

For snart 40 år siden foregreb Inger Christensen suverænt den økologiske kritik

Inger Christensens magtfulde kunstneriske udtryk gjorde med største selvfølgelighed ’alfabet’ til en klassiker
Inger Christensens magtfulde kunstneriske udtryk gjorde med største selvfølgelighed ’alfabet’ til en klassiker

Sofie Holm Larsen

Kultur
18. september 2020

Det er længe siden, men det huskes, som var det i går, at Inger Christensen nytårsdag 1982 læste op i TV-avisen. Teksten var et udsnit af digtkredsen alfabet, en af det forgangne års allervigtigste bøger – en hymne til verden, en lovsang til det skabte, til alt det, som »findes« og kan genfindes og bringes på ord, men også en elegi, en klagesang over, at så meget af det, som findes, er i færd med at forgå, fordi vi mennesker bortøder, hvad vi har fået skænket.

Bogen var, da den udkom, et af de hidtil mest prægnante udtryk i litteraturen for en global økologisk bekymring, en del af et opbrud, hvori også Thorkild Bjørnvig og Ivan Malinowski deltog, og som samtidig tog form hos teologen Ole Jensen (I vækstens vold, 1976) og biologen Jesper Hoffmeyer (Samfundets naturhistorie, 1982).

I dag er økokritisk litteratur, filosofi og forskning blevet synlig nærmest overalt. Men Inger Christensen foregreb for snart 40 år siden suverænt og fremsynet det meste og gav det magtfuldt kunstnerisk udtryk i et værk, som skulle vise sig med selvfølge at blive en klassiker.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her