Interview
Læsetid: 9 min.

Tobias Lindholm om drabet på Kim Wall: »Vi var i en kollektiv besættelse af mørket«

Instruktøren og manuskriptforfatteren Tobias Lindholm har lavet en miniserie, ’Efterforskningen’, om mordet på Kim Wall og politiets efterforskning af sagen. Det er ikke en serie om de brutale og mørke aspekter af sagen, siger han. Derimod handler den om lyset, håbet og mennesker, der stod sammen
Instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm tog sammen med drabschef Jens Møller, der efterforskede mordet på Kim Wall, til Sverige og besøgte Walls forældre. Uden deres tilladelse havde han ikke lavet tv-serien, der har fået navnet ’Efterforskningen’, siger han.

Instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm tog sammen med drabschef Jens Møller, der efterforskede mordet på Kim Wall, til Sverige og besøgte Walls forældre. Uden deres tilladelse havde han ikke lavet tv-serien, der har fået navnet ’Efterforskningen’, siger han.

Nanna Navntoft

Kultur
24. september 2020

Det er tre år siden, at den svenske journalist Kim Wall blev dræbt og hendes lig parteret af raketforskeren og opfinderen Peter Madsen om bord på dennes hjemmeladede ubåd. Det var en voldsom sag, som i dén grad optog ikke bare danske medier, men medier over hele verden.

»Vi var i en kollektiv besættelse af mørket,« siger den danske instruktør og manuskriptforfatter Tobias Lindholm, der nu er aktuel med tv-serien Efterforskningen, som følger drabschef Jens Møllers (Søren Malling) arbejde med den såkaldte ’ubådssag’.

»Vi kunne ikke få nok. Der blev klikket løs på alt og alle. Vi var helt opslugt af denne her mørke fortælling, der rullede sig ud for øjnene af os.«

Lindholm fik selv en dårlig smag i munden af, hvordan både medier, andre mennesker og han selv svælgede i sagen, og derfor kan man godt undre sig over, at han nu har lavet en dramaserie i seks afsnit om mordet. Men det er der en god grund til, siger han, da jeg taler med ham om nogle af de vanskelige beslutninger og valg og fravalg, som arbejdet med serien har stillet ham over for.

Mørkets modsætning

– Hvorfor har du lavet denne her serie?

»Da jeg i sin tid mødte Jens Møller for at høre om hans arbejde som drabschef i Københavns Politi, fortalte han om sagen, men fra en helt anden vinkel. Jeg hørte en historie om samarbejde og mennesker, der står sammen og giver hinanden håb. Mennesker, der hånd i hånd finder en vej ud af mørket. Det var en historie om hans venskab og relation til journalistens forældre, Ingrid og Joachim, som havde ramt ham med deres styrke og generøsitet og åbenhed.«

»Det var en forfærdelig sag, og jeg tænkte dengang: ’Det er ikke en historie, der er værd at fortælle. Jeg kan ikke se berettigelsen.’ Til gengæld kunne jeg se en berettigelse i den historie, som Jens fortalte mig. Derfor gik jeg i gang, inspireret af at der inde i det mørke lå en fortælling om mørkets modsætning, lyset, håbet, mennesker, der stod sammen og løste en næsten umulig opgave.«

– Havde du en ambition om at tilbyde et modbillede til den historie, der udspillede sig i medierne?

»Jeg var overrasket over, at den heltefortælling gemte sig i det mørke. Og jeg tænkte, at andre også ville være overraskede. Ja, det er at tilbyde en modsætning til den stopfodring, vi allerede havde givet os selv. Ikke en modgift, men en nuancering. Hvad var det egentlig, der skete? Der var en sandhed inde bagved, som ingen havde forholdt sig til. Som havde mere at byde på end den forbrydelse, vi alle sammen havde været så optaget af.«

– Hvorfor er det ikke en modgift?

»Intet, jeg kan gøre, kan lave om på det, der skete. Men vi kan nuancere og tilbyde noget mere og på den måde skabe et mere helt billede. Jeg har lavet film om mennesker, der falder igennem systemets sprækker. Om Pilou, der i R bliver indsat i et fængsel og går til grunde. En sømand og en skibsreder, der i Kapringen går til grunde i et system, de ikke kan styre, fordi systemet ikke er indrettet til, at disse kapringer foregår. Pilou som Mikkel Hartmann, der i Krigen falder igennem krigens regler og sin egen moral. Pludselig hørte jeg en historie om et system, der virkede. Det var en vigtig fortælling: At systemet nogle gange virker. At der er mennesker, der bruger alle deres vågne timer på at passe på os og prøver at bringe orden i kaos. Det er værd at fortælle om, særligt i en tid hvor vi bombarderes med alle mulige forfærdelige ting.«

Et kig ned i mørket

– Sidst i serien er der en ordveksling mellem den offentlige anklager og Jens Møller, hvor Jens Møller siger, at der bliver begået 55 drab om året i Danmark. Det er færre end nogensinde, men vi hører meget mere om dem end nogensinde før. Så siger anklageren, at jo mere civiliseret samfundet bliver, jo mere har vi måske brug for at kigge ind i mørket. Jens Møller antyder, at vi har en usund fascination af mord. Du går vel nærmest ind og kritiserer dig selv med den replik.

»Det er en replik fra mig til mig. Men det kom sig af, at jeg snakkede med Jens Møller om det. Han fortalte, at siden 1970’erne, hvor der var omkring 70 drab om året, er tallet støt faldet og er nu nede på 50-55 drab om året. Med en opklaringsprocent på omkring 98. Det kom bag på mig, fordi jeg havde fornemmelsen af, at der måtte være mange flere drab. På grund af mediernes dækning troede jeg, at jeg boede i en by, der var fanget i en bandekrig. At der blev skudt og slået ihjel til højre og venstre. Men pludselig hørte jeg en sandhed, jeg ikke kunne løbe fra, nemlig statistikken, tallene. Det satte nogle ting i perspektiv. Vi hører om dem alle sammen, fordi medieforbruget har forandret sig. Da jeg voksede op, hørte man, hvad der blev sagt i DR, og så var der nogle aviser, der udkom med minimum et døgns forsinkelse.«

»Nu sker der noget, og otte minutter efter rapporteres der derfra. Det har gjort noget ved os. Og ja, det er også en kritik af mig selv, for når jeg laver Mindhunter (amerikansk tv-serie om FBI’s jagt på seriemordere, red.) eller Efterforskningen, beskæftiger jeg mig med det samme. Vi er blevet så ordentlige og pæne, og vi løber fra det, der minder os om vores egen død. Vi får lavet plastikoperationer og ser godt ud på Instagram. Alt, hvad vi foretager os, handler om at se godt ud og have styr på tingene og virke udødelige og usårlige. Det er ikke skørt at antage, at vores fascination af død og undergang kommer fra samme sted. Behovet for en balance. Vi er nødt til at kigge ned i mørket.«

Kunstens rolle i samfundet

– Normalt er der en slags kollektiv karensperiode efter en katastrofe eller ulykke eller global tragedie, før man kan beskæftige sig med den i fiktionen. Det er kun tre år siden, at Kim Wall blev dræbt?

»Der var jo ikke nogen af os, der ikke havde forholdt os til denne her historie. Ingen af os havde ikke klikket løs og fyldt vores hjerner og fyldt vores sjæle med den historie allerede. På den måde følte jeg ikke, at man ikke skulle tilbyde denne version af den samme historie. At det var for tidligt.«

»Men kunsten skal spille en rolle i vores samfund, synes jeg. Oliver Stones kritiske film om Vietnamkrigen kom for sent, fordi den kritiserede et samfund af i går. Derfor har den ikke samme relevans. Hvis man havde kunnet kigge kritisk på Vietnamkrigen, mens den stod på ... Sådan nogle film havde kunnet gøre en forskel. Vi skal passe på, at vi ikke gør os selv den bjørnetjeneste at gøre fiktion til pæne sofaværker, man kan sidde og labbe i sig. Kunsten og fiktionen må også gerne spille en anden rolle – som vidne til den tid, vi lever i. Og nogle historier kan bedst fortælles med fiktion som tv-serier eller film. Andre historier kan bedst fortælles som malerier og musik.«

– Hvad kan fiktionen, hvis vi tager det konkrete eksempel med ubådssagen?

»Vigtigst af alt og bedre end noget andet kan fiktion tilbyde os muligheden for at være en anden for en stund. Vi kan få lov at være Jens Møller. Den tilbyder os et meget skarpvinklet indblik i en verden, som vi ser fra et meget subjektivt sted. Illusionen om, at man kan fortælle en objektiv sandhed, er netop en illusion. Det kan vi ikke. Men vi kan fortælle om verden set fra forskellige vinkler. Og helt automatisk får vi et andet blik på noget, vi selv har oplevet, fordi vi får Jens Møllers blik på det. Det gør os klogere på verden. Vi forholder os til os selv på en anden måde. Vi konfronterer nogle ting i os selv, og det kan fiktionen bedre end noget andet tilbyde.«

Radikale valg

– Historien om Kim Walls mord og den efterfølgende efterforskning kunne man have fortalt på mange måder. Du har foretaget nogle ganske radikale valg. De mennesker, man lærer bedst at kende, er Jens Møller og hans nærmeste medarbejdere, den offentlige anklager (Pilou Asbæk) og Kim Walls forældre (Pernilla August og Rolf Lassgård). Stort set alt andet er skåret fra. Man møder aldrig drabsmanden, man hører end ikke hans navn, og man ser ikke eksplicitte billeder af Kim Walls lemlæstede krop.

»Når man vælger at lave en tv-serie om voldsomme begivenheder fra det virkelige liv, følger der et stort ansvar med. Jeg var fascineret af det loyale og fokuserede og usædvanlige efterforskningsarbejde, der fandt sted i skyggen af alt det, vi læste om i medierne. Snittet var allerede gjort, da jeg skulle gøre op med mig selv, hvad jeg var fascineret af. Det var den historie, Jens fortalte mig, om deres arbejde med sagen og om hans relation til Ingrid og Joachim.

»Allerede inden jeg vidste, om det var en serie eller en film, gav jeg det titlen Efterforskningen. Mest af alt for at holde mig selv på sporet: Hvad er det, jeg vil fortælle om? Når en historie er så fuld af invitationer til klicheer, mænd der dræber kvinder ... Det har vi set på i henved tusind år. Særligt mænd er optagede af ondskabsfulde mænd, der kan finde på den slags ting. Det resonerer måske i noget i os selv. Der var steder, som jeg ikke havde lyst til at være.«

»Det skulle ikke være en serie om sorgbearbejdelse, men et portræt af nogle forældre og deres relation til efterforskningen og efterforskeren. Det var konceptuelt et klart kunstnerisk valg, og jeg kunne begynde at grave visuelt i det område. Der var rigtig mange ting, som politiet arbejdede med, som jeg ikke kendte noget som helst til. Det er jo således, at Jens aldrig selv har afhørt drabsmanden. Derfor behøvede jeg heller ikke afhøre ham. Når nogen afhørte drabsmanden, kom de ind og fortalte til Jens Møller om resultatet af afhøringen. Og det brugte han i sit videre arbejde. Ligesom andre efterforskere er ude på vandet sammen med hundeførerne eller ude at ransage. Jens Møller sidder som centrum og træffer beslutninger ud fra et mere strategisk grundlag. Det var meget fascinerende og meget Sherlock Holmes-agtigt.«

En lødig fortælling

– En ting, der ikke er skåret fra, er Kim Walls forældre. Hvad sagde du til dem, da du fortalte, at du gerne ville lave serien? Det krævede vel deres velsignelse.

»Uden Jens og Ingrid og Joachim var der ikke nogen serie. Uden deres tilladelse kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle historien. Efter mit og Jens’ første møde gik der et stykke tid, hvor jeg egentlig ikke troede, at jeg skulle lave en serie. Men fortællingen om en drabschef, hvis eget liv tog farve af mødet med nogle jævnaldrende forældre, der havde mistet deres datter, blev ved med at vende tilbage. Det var en vanvittigt fascinerende og lødig og helt menneskelig fortælling. Så tog jeg med Jens over og besøgte Ingrid og Joachim i Sverige. Mest for at få bekræftet den historie, som Jens havde fortalt mig. Hvis nu det ikke var deres oplevelse, havde udgangspunktet været et andet.«

»I første omgang lyttede jeg til deres fortælling, og ud fra det voksede det, der nu er blevet Efterforskningen. Da den var på plads, præsenterede jeg dem for historien. Og det var heldigt nok den samme historie, de selv var interesserede i at få fortalt. Den historie, der hjalp dem videre som forældre, og som fokuserede på efterforskningen og alle de mennesker, der arbejdede hårdt på, at de kunne få deres datter hjem og begrave hende. Det var rigeligt for dem, og det var også dét, jeg havde lyst til at fortælle.«

’Efterforskningen’ har premiere på TV 2 den 28. september. Vi anmelder hvert af de seks afsnit hver mandag i avisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Johansen

Det lyder lovende; og nu ved jeg, at jeg roligt kan se serien.

Troels Ken Pedersen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

En noget upassende afslutning for drabschef Jens Møllers karriere var, at Københavns politi valgte at anmelde ham for brud på tavshedspligt til DUP, (Den Uafhængige Politiklagemyndighed), og at han blev forflyttet fra afdelingen for personfarlig kriminalitet til berigelseskriminalitet, efter han udgav sine erindringer.

Kort tid efter forflyttelsen stoppede Jens Møller i politiet og gik på pension.

En uværdig måde at behandle en formidabel efterforsker på.
Men sådan advares andre mod at bryde tavshedskulturen.

https://nyheder.tv2.dk/krimi/2018-11-03-jens-moeller-anmeldt-og-frataget...

Troels Ken Pedersen, Peter Mikkelsen, Alvin Jensen, Lillian Larsen, Birte Pedersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar