Tine Damsholt
Tine Damsholt er professor MSO i etnologi på Saxo-instituttet på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i nationale, patriotiske, republikanske og demokratiske diskurser i 17-1800-tallets og nutidens Danmark.
– Hvilken indflydelse havde Trykkefrihedstiden på folkestyret?
»Trykkefrihedstiden var i høj grad med til at forstærke den ambivalens i forhold til den offentlige mening, som allerede eksisterede i Danmark. Der var både stor tiltro til, at den offentlige diskussion om samfundets indretning kunne bidrage positivt og samtidig en dyb mistillid til pøblens smædeskrifter. Og selvom ytringsfriheden hurtigt blev indskrænket igen efter Struensees fald, får man især efter kronprins Frederik 6.’s lille statskup i 1784 en opfattelse af enevælden som opinionsstyret. Kongen er enevældig, men han lytter til opinionen og udformer sin politik på baggrund af den. Den offentlige mening og debat bliver dermed helt central for den danske opfattelse af demokrati.«
– Hvordan giver det sig til udtryk?
»Grundtvig er et godt eksempel på denne ambivalens. Han mener, at det afgørende demokratiske element i et samfund er den frie debat snarere end et parlament. Derfor stemte han ikke for Grundloven i 1849. Han skriver i 1839: »Konge-haand og Folke-stemme, /Begge Stærke, begge fri.« Det er jo den opinionsstyrede enevælde i en verselinje.«
»I begyndelsen mener han, at det kun er få udvalgte mænd, der må ytre sig, fordi de som de eneste er kvalificerede til at deltage i debatten. Men hurtigt udvikler han idéen om en højskole, der skal uddanne større dele af befolkningen til at kunne ytre sig på den rette måde i den offentlige meningsdannelse. For Grundtvig forudsætter ytringsfrihed samfundssind.«
– Er der tydelige spor fra Trykkefrihedstiden i dag?
»Vores særlige opfattelse af demokrati i Danmark; det er ofte blevet kaldt for samtaledemokrati. Og jeg mener, der går en klar linje fra Trykkefrihedstiden over Grundtvig til Hal Koch og Krogerup højskole i efterkrigstiden og til i dag. Den gennemgående indsigt er, at muligheden for politisk debat skal foreligge, men at den debat samtidig skal foregå på de rigtige præmisser: nemlig at det fælles bedste altid bør være i fokus frem for egeninteresse. Det kan ses meget tydeligt i dag i højskolebevægelsen og foreningslivet, hvor vi diskuterer på generalforsamlinger og skal finde fælles løsninger.«
Ove Korsgaard
Ove Korsgaard er professor emeritus ved DPU. Han har blandt andet skrevet bogen ’Kampen om Folket’.
– Hvad betyder ’borger’ i Trykkefrihedstiden?
»På det her tidspunkt levede vi jo i et standssamfund. De fire stænder var aristokratiet, gejstligheden, borgerskabet og bondestanden. Bondestanden var dem, man kaldte folk, almue, mængde, hob osv. Det er først i midten af 18oo-tallet, at ordet ’folk’ ændrer betydning. Den vigtige udvikling på det her tidspunkt sker omkring ordet borger.«
»Borger bliver et hurra-ord, og det går op imod aristokratiet som det hidtidige centrum for magt. Der eksisterer jo en kulturkamp på det her tidspunkt mellem den gamle elite, aristokratiet og borgerskabet, der er på vej frem. Det manifesterer sig blandt andet inden for teater, uddannelsessystemet og i den borgerlige offentlighed, der udvikles her.«
– Hvad er den borgerlige offentlighed?
»Altså den borgerlige offentlighed var en diskuterende offentlighed, som Jürgen Habermas siger. Hans eksempel er, at folk begynder at samle sig i kaffesalonerne rundt omkring i byerne for at drøfte samfundets anliggender og filosofiske, gejstlige og politiske problemstillinger. Trykkefrihedstiden fra 1770-73 er jo et klokkeklart eksempel på en borgerlig offentlighed, der for alvor bryder igennem; der foregik diskussionen bare i tidsskrifter og pamfletter. Tidligere var offentligheden en scene, hvor man demonstrerede magten for borgerne og bondestanden. I den nye borgerlige offentlighed diskuterer man magtforholdene.«
– Hvad var konsekvenserne af skabelsen af en borgerlig offentlighed?
»Indførelsen af statsborgerskabet i 1776 er en klar konsekvens. Man opgraderer begrebet borger fra at være en standskategori til en statskategori, og så er alle lige pludselig borgere, hvis de er født i staten. Det var et skridt på vejen mod Grundloven i 1849. En yderligere konsekvens var nok også, at trykkefriheden blev stadfæstet i Grundloven. Trykkefrihedstiden har helt klart en vigtig andel i, at vi i dag har trykke- og ytringsfrihed som en selvfølgelig og fundamental rettighed.«
Ellen Krefting
Ellen Krefting er professor i idéhistorie ved Oslo Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i ytringsfrihedens idéhistorie.
– Hvordan ser man på Trykkefrihedstiden i Norge?
»Vi plejer at se uafhængigheden og den norske grundlov fra 1814 som alle friheders begyndelse. Det kom så at sige efter 400 års nat under dansk overherredømme. Det interessante mellem 1770 og 1814 er, at der også i Norge foregik en bearbejdning af konsekvenserne af ubegrænset trykkefrihed. Man var jo vidne til, at det vilde eksperiment med ytringsfrihed gav anledning til en eksplosion af nye og forskelligartede ytringsformer, hvoraf mange var ekstremt personfokuserede, satiriske og injurierende. Det resulterede i, at Trykkefrihedstiden fik et meget negativt rygte både i Norge og i Danmark, og en professor i 1790’erne kridtede banen op for diskussionen, da han berømt pegede på grænserne mellem: ’Trykkefriheden og trykkefrækheden’. Det tror jeg var medvirkende til, at den norske grundlov tog udgangspunkt i den liberale tradition fra USA og Frankrig i modsætning til Struensees forordning, der var fælleskabsfokuseret.«
– Hvordan giver det sig til udtryk?
»Trykke- og ytringsfrihedens idéhistorie er vældig kompliceret, men den er i dag primært fokuseret på forståelsen af trykke- og ytringsfrihed som en individuel ret. Kongens forordning i 1770 om ytringsfriheden handlede om fællesskabet. Ytringsfriheden skulle lede til sammenhold og fremskridt til det fælles bedste gennem en offentlig samtale. Det er ikke helt sådan, man har forstået frihed i eftertiden, nemlig som en individuel ret med tryk på individuel.«
– Hvordan kan vi bruge erfaringerne fra Trykkefrihedstiden i dag?
»Trykkefrihedstiden er en interessant parallel til vores tid. Der er meget, som er genkendeligt fra dengang i forhold til den type offentlighed, som vi har i dag. Vi har mange nye medieplatforme, og nye måder at ytre os på, og det skal vi lære at navigere i. Kommentarfelter og meget dialogiske former, som minder meget om den offentlighed, der eksploderede efter, at den totale ytringsfrihed blev indført. Begivenhederne dengang spejler de diskussioner af ytringsfriheden og dens grænser, som vi har i dag.«
Thomas Bredsdorff
Thomas Bredsdorff er professor emeritus ved Institut for Nordiske Studier og Sprogforskning på Københavns Universitet. Han har blandt andet forsket i 1700-tallets skønlitteratur.
– Hvilken indflydelse havde Trykkefrihedstiden på skønlitteraturen?
»Hvis du med skønlitteratur mener den, der holder, fordi den har æstetisk værdi, superligaen af litteratur, så er svaret, at Trykkefrihedstiden ingen indflydelse havde. Én af den periodes største digtere, Johannes Ewald var journalistisk nysgerrig og publicistisk nærværende under Trykkefriheden. Han skrev et prosaforslag om indførelsen af børnepenge, der skulle finansieres ved at beskatte landets pebersvende. Det er detaljeret, humoristisk og selvironisk, men rent litterært er det ganske forglemmeligt, ligesom det meste af datidens smædeskrifter og politisk litteratur. Ewald tog også aktiv del i en af Trykkefrihedstidens højdepunkter.«
– Hvad var det?
»Episoden kaldes for teaterfejden. I november 1771 var der en forestilling på Det Kongelige Teater ved navn Tronfølgen i Sidon skrevet af Niels Krog Bredal, der også var teaterdirektør på daværende tidspunkt. Forestillingen blev anmeldt af Danmarks første teaterkritiker, den kun 19-årige Peter Rosenstand-Goiske i dennes tidsskrift ved navn Den Dramatiske Journal. Han var knivskarp og skrev en nedgørende anmeldelse, der konkluderede, at forestillingen simpelthen var noget hø. Det var Danmarks første rigtige teaterkritik, som gik analytisk og ræsonnerende til værks. Det affødte en masse ballade. Niels Krog Bredal skrev og opførte et modstykke, og der fulgte en større karambolage mellem studenter og officerer. Ewald bidrog til affæren med stykket De Brutale Klappere. Det eneste litterære værk af blivende kvalitet fra den tid blev også til under fejden.«
– Så der kom alligevel god skønlitteratur ud af det?
»Ja, ét værk. Kierlighed uden Strømper af Johan Herman Wessel. Han gjorde grin med Bredals stykke ved at skrive en parodi på det. Det handler om, at to unge skal giftes, men det kan ikke lade sig gøre, fordi manden ikke kan få fat i strømper, der er passende til giftemålet. Det er morsomt, at den har holdt, fordi den er en parodi på en teaterform, som ingen spiller, og ingen kender.«