Grov konfækt
Læsetid: 13 min.

Tre vilde år med trykkefrihed i 1700-tallet bød på shitstorme, samfundskritik og masser af intriger

Som det første land eksperimenterede Danmark fra 1770-73 med udstrakt ytringsfrihed. Det åbnede døren for mangfoldige ytringer af forskellig kvalitet – men der skulle gå 250 år, før forskere fik øjnene op for Trykkefrihedstidens perspektiver
Ulrik Langen (t.h.) og Frederik Stjernfelt er to af de tre forfattere bag værket 'Grov Konfækt', der handler om et overset eksperiment med ytringsfrihed i Danmark fra 1770-73.

Ulrik Langen (t.h.) og Frederik Stjernfelt er to af de tre forfattere bag værket 'Grov Konfækt', der handler om et overset eksperiment med ytringsfrihed i Danmark fra 1770-73.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
11. september 2020

Højst uventet besluttede Christian 7. i 1770 at afskaffe censuren i det ganske rige. Det skete med et pennestrøg i et henkastet notat, som 14. september blev omsat til en forordning med retskraft: Som den første stat i verden indførte Danmark-Norge uindskrænket trykkefrihed. Og nok så opsigtsvækkende blev indførelsen af formel ytringsfrihed – dvs. afskaffelsen af forudgående censur – i første omgang også fulgt op af en i praksis hidtil uset og omfattende materiel ytringsfrihed, dvs. af efterfølgende ansvarsfrihed for ytringer.

Besynderligt nok har denne usædvanlige, korte og intense periode frem til i dag været et overset kapitel i Danmarkshistorien. Først med udgivelsen af pionérværket Grov Konfækt I-II, skrevet af de tre forskere Henrik Horstbøll, Ulrik Langen og Frederik Stjernfelt er den blevet systematisk gennemlyst og perspektiveret. Mandag udkommer de to bind – præcis 250 år efter trykkefrihedens indførelse. Information har talt med med de to sidstnævne om, hvad vi kan lære af den unikke epoke.

–Hvorfor skulle vi vente 250 år på en samlet fortælling om Trykkefrihedstiden? ’Luxdorphs Samling’ – opkaldt efter den samtidige samler Bolle Luxdorph – som I trækker på, har måske ligget hengemt i arkiver, men man vidste godt, den var der ...

FS: »Ja, generationer af historikere har kendt til disse tekster – det er sandt. Og mange har gennem årene også været nede i materialet. Men som regel med partikulære formål for at finde et argument i særlige sammenhænge. Der er nærmest kun to samlede beskrivelser af den – begge stærkt kritiske. Faktisk var de to historikere ret enige om, at de fleste trykkefrihedsskrifter var så elendige, at det var under deres videnskabelige værdighed at beskæftige sig med dem.«

UL: Edvard Holm – vores første store skildrer af 1700-tallet og den første historiker, der beskæftiger sig med samlingen – understreger, at der er tekster i samlingen, han ikke vil skrive om. For 130 år siden ledte han efter forbilleder i Trykkefrihedstiden, der kunne leve op til hans 1800-talsidealer om god opførsel i en borgerlig offentlighed. Men alle de helt nye stemmer, som blev de vigtigste leverandører til den nye offentlighed – for eksempel de fallerede studenter, som bare skrev derudad, og som vi er meget optagede af i bogen – ville han slet ikke røre ved, medmindre det var for at dokumentere, hvad han så som et ekstremt lavt niveau.«

’Grov Konfækt’/Gyldendal

Råhed og dumhed

Historikernes negative vurdering blev også delt af flere i den umiddelbare eftertid. Snarere end at kræve ytringsfrihed, måtte man nøjes med tankefrihed, mente for eksempel Søren Kierkegaard, lidt over et halvt århundrede senere. I 1812 karakteriserede Grundtvig den »modbydelige« trykkefrihedsperiode som »et skident kildespring af liderlighed og alskens uhumskhed«, mens forfatteren Carl Bruun (1846-99) talte om, hvordan »de usleste Skribenter og Styverfængere kritiserede alt muligt (...) i gemene Flyveskrifter og pseudonyme Bagvaskelser (...) som i en Valpurgisnat af Raahed, Dumhed og Gemenhed«.

Værkets titel stammer fra en sentens af en anonym pamflettist, der med reference til kongens livlæge og periodens egentlige regent, Johann Friedrich Struensee, bemærker: »Grove Folk skal have Grov Konfækt.«

–Det klinger jo som en datidig bekendelse til et ytringsfrihedsprincip om ’hån, spot og latterliggørelse’. I har været samlingens over 1.000 tekster igennem. Vil I sige, at den skamløshed, som eftertiden har hæftet sig mest ved, er det mest karakteristiske for den ytringsiver, der blev sluppet løs?

FS: »Nej, jeg vil snarere sige, at teksternes store pluralitet er det mest sigende. Det er et virkelig broget spektrum. Vi har som det ene yderpunkt de meget seriøse oplysningsdebatter, som Holm også værdsatte – om filosofi, om økonomi som gryende videnskab, om politik, religion – altså seriøse emner, der diskuteres på højt plan af indsigtsrige personer, der er velorienterede i den generelle europæiske offentlighed.

Øverst i det intellektuelle hierarki finder vi f.eks. tidens konkurrerende bogsamlere, og den måske mest fremtrædende, Peter Frederik Suhm, skitserer flere år før Den Amerikanske og Franske Revolution et udkast til en menneskerettighedserklæring. Men i det andet yderpunkt har vi så trusler, injurier og obskøniteter. Herimellem finder man kritik, anmeldelser, underholdning, vitser, sladder og meget andet. Som helhed er det mest slående ved samlingen, at den rummer så mange forskellige emner, stillejer og genrer.«

Grov Konfækt I-II fører læseren ned i en tidslomme, hvor rigets hovedstad, København, med sine 80.000 indbyggere bag endnu intakte volde pludselig oplever, at det er muligt at kaste sig ud i diskussioner om alskens emner fra hofintriger til dovne gadefejere og skandaløs friluftssex bag buskene i Kongens Have.

Det gamle parnas

–Hvad er forskellen på den ufrie offentlighed, som fandtes før, og den frie offentlighed, som opstår med trykkefrihedens indførelse?

UL: »Før blev offentligheden domineret af en gruppe lærde – især teologer – som skrev om bestemte emner, og de skrev mest til hinanden. De udgjorde en art parnas, der ikke ville give plads til andre stemmer. I bunden var der også en folkelig offentlighed med viser og skillingstryk, men frem for alt havde man en lukket, censureret offentlighed, selv om privilegerede lærde kunne omgå censur i kraft af særordninger.«

Da trykkefriheden indføres af en enevældig monark på tilskyndelse fra hans oplysningfilosofisk vakte livlæge, reagerer københavnerne først med tøven. Var den pludselige frihed mon ’en fælde’? Det tager dog kun få måneder, før en veritabel, etableret offentlighed vokser frem. To ting driver den på en gang spontane og organiske udvikling, påpeger Ulrik Langen.

UL: »For det første opstår der hurtigt et marked for nye læsere. I modsætning til før, hvor man nøje vidste, hvem man skrev til, og hvem der ville læse det, får vi i Trykkefrihedstiden en stigende og bredere efterspørgsel efter en ny type skriverier. Den anden ting, som bidrager til trykkefrihedsskrifternes mangfoldighed og radikalisering, er de mange historiske begivenheder, der konstant fodrer den nye offentlighed – ikke mindst i form af den strøm af reformer, der kommer fra regeringen, dvs. fra Struensee. Så kommer der noget om sædelighedslove, så noget om nye kødpriser osv. Ofte diskuterer man helt praksisnære emner, som det ville have været utænkeligt at diskutere få måneder før. Skribenterne kaster sig over alle nye udviklinger, de kan kommentere på. Og det gør, at mange flere forskellige borgere får mange flere forskellige meninger om mange flere forskellige ting.«

FS: »Og hertil kommer noget væsentligt: Rigtig mange af de nye skrifter er små og korte – de korteste kun på otte sider. Et typisk trykkefrihedsskrift er på 16 eller 32 sider. Det betyder, at de kan trykkes lynhurtigt. De eksisterende trykkerier omstiller sig til den hurtige produktion. Og der kommer flere nye til, der kan trykke de her skrifter på få dage. Det betyder igen, at man får debattråde med meget hurtige omslag. Derudover kostede det ikke ret meget at få trykt disse skrifter – i al fald ikke hvis man kunne leve med, at de blev trykt på tarveligt papir med gennemsivning af tryksværten.«

En pludselig og eksplosiv frihed i et helt nyt mediebillede, hvor helt nye stemmer meddeler sig.  Forfatterne til ’Grov konfækt’ kaster også sideblikke til vores egen tid, der med de sociale mediers frisættelse af nye adgange til at ytre sig kan minde om Trykkefrihedstiden.

En pludselig og eksplosiv frihed i et helt nyt mediebillede, hvor helt nye stemmer meddeler sig.  Forfatterne til ’Grov konfækt’ kaster også sideblikke til vores egen tid, der med de sociale mediers frisættelse af nye adgange til at ytre sig kan minde om Trykkefrihedstiden.

Anders Rye Skjoldjensen

Saloner og knejper

– Det fremgår af bogen, at den større københavnske offentlighed rummede mange forskellige lag og deloffentligheder – hvor mange kunne egentlig læse i 1770?

UL: »Det er svært at skønne om. Måske var alfabetiseringsgraden oppe på 90 procent, men læsning var i høj grad også en social ting. Vi finder beskrivelser af, hvordan der ankommer nye skrifter til et værtshus og så bliver der læst op af dem eller sunget, hvis det var viser, hvorefter folk så kommenterer dem osv. i en fysisk mundtlig offentlighed, der reagerer på den skriftlige.«

– Så ved siden af de fine saloner har vi de rå knejper?

UL: »Ja, der var i høj grad knejper, ølstuer, brændevinskældre ...«

– Kan man ligefrem sige, at bodegaviddet blomstrede?

UL: »Ja, det er sjovt, at du nævner det, for det er netop en betragtning på det gamle parnas. Når de ser den her nye offentlighed tone frem, får de travlt med at lægge afstand til, hvad de ser som rent smuds. De bruger udtryk som ’Nyboderkløgt’ – en henvisning til Nyboder, der husede tidens mange matroser, de laveste i det sociale hierarki. Også fiskerkonerne blev der set skævt til – ’Gammel Strand-snak’ kaldte man tidens sladder.«

Autoritetskritik

Som bekendt er et stærkt argument for vid ytringsfrihed, at den muliggør kritik af magtmisbrug og religiøse og politiske autoriteter, og her er der nok af interessante eksempler, understreger de to forfattere. For eksempel blev der rejst kritik af præstelønninger, som blev set som alt for høje i forhold til arbejdsindsatsen. Det blev også muligt at problematisere det kirkelige dogme om uendelig fortabelse i helvede som værende en uforholdsmæssig straf for et kun endeligt liv med kun endelige synder – en overvejelse, der før censurens ophævelse ved sin blotte nævnelse ville kunne medføre landsforvisning. Forfatterne fremhæver yderligere et eksempel:

UL: »Nogle af de ting, der udkommer under trykkefrihedsperioden, har før cirkuleret i lukkede kredse som hemmelige håndskrevne afskrifter – blandt andet et satirisk værk, der handler om embedsmisbrug og nepotisme. Da trykkefriheden så kommer, bliver skriftet pludselig trykt … «

FS: « … og lige præcis dét skrift er interessant, fordi vi her ser et nyt feedback mellem offentligheden og det politiske niveau. Dels kommenterer trykkefrihedsskrifter som nævnt på den løbende politiske udvikling, men nu ser vi også feedbacket gå den anden vej. Netop dét skrift, Ulrik nævner, gav anledning til ’Skobørstedebatten’. En ’skobørste’ er en lakaj eller en tjener, som børster sin herres sko. Debatten handlede om en udbredt praksis: at rige og magtfulde, for eksempel grever og højtstående embedsmænd, gav embeder til trofaste tjenere. Kritikken gik så på, at de her personer jo ikke havde andre kvalifikationer end at kunne børste. Så hvorfor skulle de have embeder i staten? Det udløser en debat, der i den sene vinter 1770-71 får Struensee-regeringen til at forbyde tildelingen af embeder til lakajer.«

Trykkefrihedstiden er en tid med overskridelser, udskejelser og eksperimenter. Men næsten med det samme får man også en metadiskussion om ytringsfrihedens legitime og illegitime brug.

UL: »Der er fra starten af en høj grad af refleksivitet forstået på den måde, at alle taler hele tiden om trykkefriheden, når de bruger den. Vi ser, hvordan skribenter bruger den som afsæt, som når for eksempel en falleret brygger indleder sit skrift med: ’Nu vil jeg, beskyttet af denne lov, fortælle sandheden om Bryggerlauget.’ Nogle gør så grin med dem, der føler en pligt til at bruge deres ytringsfrihed …«

»’Ytringspligt!’« fnyser Frederik Stjernfelt. »Dén kender vi godt fra vores egen tids ytringsfrihedsdebat.«

Metadiskussioner

UL: « … men vi ser også i metadiskussionerne en stærk følsomhed over for, hvordan ytringsfriheden bruges, fordi der jo også er en stor frygt for, at den kan blive fjernet igen: ’Hvis andre går over grænsen, kan jeg jo ikke skrive mine gode patriotiske skrifter. Hvis de misbruger ytringsfriheden, ødelægger de min mulighed for at udtrykke mig offentligt.’«

FS: »Interessant nok ser vi hurtigt en selvorganiserende kvalitet ved den nye offentlighed. Den ene skribent tager den anden i skole: ’Dér går du over grænsen.’ Allerede strukturen af debatter – påstand, replik, duplik og lange kæder af udvekslinger – er en måde for offentligheden at organisere sig på. Dertil kommer, at uden at nogen har efterspurgt det, opstår der i januar-februar 1771 en række anmeldelsestidsskrifter, der kortlægger og vurderer tidens udgivelser.«

UL: »I det nye mediebillede begynder tingene at hænge sammen på en anden måde end før. Aviserne, der før var uden egentlig redaktionel formidling af de oplysninger, de bragte – også fordi de var underlagt censur – bliver pludselig del af den nye offentlighed og bringer debatter fra trykkefrihedsskrifterne ind i avisen. Man får et decideret debattidsskrift som Magasinet for Patriotiske Skribenter, hvor folk kan skrive ind med spørgsmål …«

FS: »... ja, det er karakteristisk, at mange af tidens debatter springer frem og tilbage mellem de forskellige medier. De starter måske i en pamflet, tages så op af Adresseavisen, kører videre i Kritisk Journal. Meget tit løber debattrådene mellem de enkelte medier.«

Nye mediebilleder

En pludselig og eksplosiv frihed i et helt nyt mediebillede, hvor helt nye stemmer meddeler sig i en offentlighed, der vokser frem af sig selv – forfatterne til Grov konfækt I-II kaster også sideblikke til vores egen tid, der med internettet og de – indtil videre næsten censurfrie – sociale mediers frisættelse af mangfoldige nye adgange til at ytre sig kan minde om Trykkefrihedstiden.

–Hvor ser I de vigtigste paralleller?

FS: »Der er jo den nærliggende parallel, at i begge situationer bliver der åbnet for aldrig før sete offentligheder, hvor helt nye aktører får adgang til at udtrykke sig helt uden redaktionel mellemkomst. Hvis man sad og skrev sit skrift i sin kælder, kunne man bare selv gå hen og prøve at overtale en trykker til at trykke det eller betale ham en lille sum for det. Ligesom på de sociale medier i dag betød det, at der kom en masse uskolede skribenter på banen. De kunne få deres ting trykt. Og de kunne få meget hurtige svar – det ligner også. En anden vigtig ting er, at størstedelen af pamfletterne blev udgivet anonymt. Og den her anonymitet sikrer en ansvarsfrihed, som kan bruges til at fremsætte injurierende og ærekrænkende påstande – dog sjældent imod navngivne personer, men imod folk, der blev så detaljeret skildret, at ingen kunne være i tvivl om, hvem de var.«

UL: »Der er en klar parallel til det sammenbrud, der sker for gatekeeping-systemet i den etablerede offentlighed, da internettet trådte i karakter som et nyt medie, som ikke kunne kontrolleres af de gamle mediemagthavere, dvs. aviser, tv og radio, forlag. Det er én til én det samme, der sker. I trykkefrihedsskrifterne ser vi en ny offentlighedsform folde sig ud, og det udløser bestemte modsvar: De gamle gatekeepere – som senere den kulturradikale bermudatrekant Politiken-Gyldendal-DR, der kun tog dem ind, der skulle ind – prøver stadig at gatekeepe, men er henvist til at rynke på næsen. Til gengæld kaster andre skribenter sig ud i veritable udskamningskampagner, som vi også i dag ser som socialt mediefænomen. Her genkender vi også en anden ting i en første form, som er blevet almindelig i dag: shitstorme, hvor folk bliver ved med at hate på en eller anden, der har skrevet noget groft.«

Trykkefrihedstiden slutter, da censuren genindføres i oktober 1773. Men allerede forinden er der sket gradvise indskrænkninger i, hvad der kan offentliggøres – ganske som de store techvirksomheder, der i dag kontrollerer internettet, i disse år slår stadig hårdere ned på hate speech, ekstremisme, konspirationsteorier og fake news.

’Skrivefrækheden’ – et udtryk indført af den senere kong Frederik VI – bliver mærkbart mindre sidst i perioden og især efter Struensees fald i januar 1772, konstaterer  forfatterne. Men interessant nok forstår de nye magthavere i kredsen omkring Ove Høegh-Guldberg, at de ikke kan rulle udviklingen tilbage. I stedet går de efter at kontrollere offentligheden med »Danmarks første spinkampagne«.

UL: »Magthaverne, som stiller ytringsfriheden til rådighed, har måttet lære sig at bruge den selv. Det nye reaktionære styre beslutter sig for at orkestrere den nye offentlighed med spinkampagner mod Struensee for at vinde opinionen over på deres side. Det gør de bl.a. ved at bruge styrets talsmænd, præsterne, til at iscenesætte en overordnet forklaring på, hvad der er sket med kuppet mod Struensee, og forklaringen er: ’Det er Guds indgriben.’«

– Hvad er den vigtigste historiske lære af Trykkefrihedstiden?

UL: »Jeg vil nok ikke bruge udtrykket ’historisk lære‘. Men dét, vi selv har lært af at undersøge perioden, er, at der synes at være visse lovmæssigheder for, hvordan en sådan offentlighed fungerer og bruges, og med hensyn til, hvordan positioner i den udvikler sig. Det her er Danmarks første moderne debat. Og den måde, den udspiller sig på, har træk og tendenser, der er slående genkendelige i forhold til det, vi ser foregå i dagens debatter. Det var påfaldende, for vi havde forventet, at den ville være mere historisk kontekstafhængig. Vi blev også overraskede over, hvor mangfoldig brugen af offentligheden hurtigt blev. Samtidig kan vi blive helt ærgerlige over, hvor forbigået den her periode har været i forskningen, måske især af litteraturforskere.«

FS: »Jeg synes jo, at både den filosofistuderende Martin Brun og den teologistuderende Josias Bynch – og jeg nævner dem, fordi de var de mest produktive – måske var ujævne. Men når de er bedst, så skriver de jo simpelt hen supergodt og mærkeligt og interessant. Der er lavpunkter, men bestemt også højpunkter, som når Brun skriver Fandens Selvbiografi, eller Bynch skriver Evas Natklokke, som er sådan en parodi på kristendommen med sexscener i paradis, masser af københavnersladder og en indviklet udsigelsesstruktur, som gør teksten til et fantastisk litterært eksperiment.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ligesom den dybe tallerken, er oplysningstiden og trykkefriheden næppe nået Danmark uden tilrejsende - som fx. Struensee, Schmettau og andre.

Absolut relevant selv i vores tid hvor ytringsfriheden lider under fortolkninger af sandheden.

steen ingvard nielsen

Ytringsretfærdighed.
Her er et godt eksempel på en ret informativ overskrift. I Information. Dog uden endnu at have læst artiklen, med fuldt overlæg, kan man sige at den kan dække over den gamle ulmende ballade om ytringsfrihed. Atså hvis man ikke må fornærme eller udlevere folk, så er man begrænset i sin ytringsfrihed. Vi er nødsaget til, at kunne skældne hvad der er krænkende skriftlig adfærd og hvad der ikke er. Vi er nødsaget til, at spørge: føler den person jeg henvender mig til sig krænket, så kan det aldrig være mit behov for at ytre mig der overtrumfer alt, så må det være op til modtageren, at bedømme om der er tale om en krænkelse og modtagerens ret til at føle sig krænket, der går forud for afsenderens krav på ytring.

steen ingvard nielsen

Kan de stolte gamle dagblade, være nødsaget til selv at firmulere sig en etik omkring skriftlige ytringer, som tilfældet f.eks. var med Lisbeth Knudsen på Berlingeren, i sin tid, for, at klare sig i konkurrancen med de sociale medier? Evt!

steen ingvard nielsen

Rat-sikkerhed.
Og som det er tilfældet ude i trafikken, så har den der kører forest næsten altid ret for den der kører bagerst har bedre overblik, kan bestemme farten og afstanden til den foran.

steen ingvard nielsen

Postulat
Rune Lykkeberg, nævner i sin, i øvrigt meget interessante bog: Vesten mod vesten, menneskerettigheds traktaten. og tankevækkende nok, så er den faktisk, i sig selv, blevet Science Fiktion.
Eksempel: Adam Holm Journalist og historiker, lavede et eksperiment. Han lagde sig midt i spektret meningsmæssigt,
Så blev han angrebet fra begge sider, på en gang.
Hver eneste dag ser vi og hører om folk der bliver angrebet, hvis de ytrer sig.
Politikere, fagfolk, Gud og hver mand.
Lige meget hvad de ytrer sig om, kan de med stor sandsynlighed blive overfaldet. Jeg påstår, at vi ikke har hverken ytringsfrihed eller menneskerettigheder i Vesten, længere. og i værste fald heller ikke demokrati.

steen ingvard nielsen

Hvorfor?
Hvis man ikke kan føre parlamentarisk kontrol med efterretningsvæsnet, son det jo desværre har vist sig at vi ikke i tilstrækkelig grad kan i Danmark. Så kan man jo i princippet forstille sig, at man kan bruge dette væsen eller uvæsen, til at belure politiske modstandere, man kan sikkert også bruge det til industri spionage eller man kan ikke garantere borgernes rettigheder, for man ved ikke om de bliver krænket eller ej.