Feature
Læsetid: 15 min.

For Ulla Kunøe sluttede krigen først, da »tyskertårnet« ved Knivsbjerg blev sprængt

I august 1945, tre måneder efter Danmark blev befriet, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Sagen blev aldrig opklaret. Men for ti år siden røbede den nu afdøde modstandskvinde Ulla Kunøe i et hemmeligt dokument, hvad der i virkeligheden skete. I en tid, hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
Under Besættelsen indrettede Nazisterne sig på toppen af Knivsbjerg. Og den 21. juni 1942 blev der holdt solhvervsfest med bål og blafrende naziflag.

Under Besættelsen indrettede Nazisterne sig på toppen af Knivsbjerg. Og den 21. juni 1942 blev der holdt solhvervsfest med bål og blafrende naziflag.

Museum Sønderjylland

Kultur
25. september 2020

KAPITEL 1: HÆVNEN

Nattemørket sænkede sig over Knivsbjerg. Klokken havde netop passeret midnat den 16. august 1945, og alting tydede på en stille nat i det bakkede sønderjyske landskab. Men et sted i det fjerne var der gryende aktivitet: En kortege med 40 bevæbnede modstandsfolk og 850 kilo sprængstof havde netop forladt Aabenraa og sat kurs mod Sønderjyllands højeste punkt.

I en af bilerne sad Ulla Kunøe, en ung sygeplejerske og efterretningsofficer i modstandsbevægelsens sydjyske afdeling. Hun gik under navnet ’Pistulla’, fordi hun altid bar en lille kaliber 6.35 i sin dametaske. Hun var som 23-årig kommet ind i modstandsarbejdet omkring juletid 1940 og havde under Besættelsen haft flere forskellige opgaver med stadigt tungere ansvar. Først som kurer og distributør af illegale blade, senere som en central indsamler af efterretninger for modstandsbevægelsen.

Nu var Besættelsen forbi. Tyskland havde kapituleret tre måneder forinden, og Danmark var atter frit.

Men for Ulla Kunøe og resten af den 40 mand store bilkortege var der stadig et ufærdigt regnskab at gøre op. Et sidste hævngerrigt punktum at sætte.

Og det skulle sættes med et brag.

Knivsbjergtårnet efter sprængningen i august 1945. Billedet er taget af en af modstandsbevægelsens egne fotografer, Th. Christesen.

Knivsbjergtårnet efter sprængningen i august 1945. Billedet er taget af en af modstandsbevægelsens egne fotografer, Th. Christesen.

Museum Sønderjylland

En aggressiv provokation

Bismarcktårnet på Knivsbjerg var et 45 meter højt granitmonument, der ragede op i himlen som et gotisk kirkespir. Det blev rejst i 1899 som en nationalistisk hyldest til den tidligere tyske rigskansler Otto von Bismarck, dengang Sønderjylland stadig var på preussiske hænder. Lige fra begyndelsen blev monumentet opfattet som en aggressiv provokation mod de danske sønderjyder. Ikke mindst på grund af tårnets mange svulstige inskriptioner og symboler, der prædikede germansk storhed og evig dansk underdanighed: »Wir Deutsche fürchten Gott, sonst nichts in der Welt« – Vi tyskere frygter Gud, ellers intet i verden. Sådan stod der i et bånd rundt om årstallet »1864«, skæbneåret for Danmarks tab af Sønderjylland til Tyskland. Og under en tysk rigsørn forkyndte det slesvig-holstenske slagord »Up ewig Ungedeelt«, at Sønderjylland »for evigt« ville høre til det tyske rige.

Allerede ved Genforeningen i 1920 havde der været planer om at styrte tårnet i grus, men det skete aldrig, og Knivsbjerg blev i stedet i mellemkrigsårene et vigtigt symbolsk samlingssted for det tyske mindretal. De årlige Knivsbjergfester med taler og sportskonkurrencer blev en tilbagevendende og central begivenhed for de såkaldte hjemmetyskere, men efter Hitlers magtovertagelse i 1933 og mindretallets stigende nazificering begyndte festerne at antage en anden farve – med blafrende naziflag, heilen og strækmarch. Og da Luftwaffe tilmed under Besættelsen indrettede sig på toppen af Knivsbjerg med radiosendere og soldaterbarakker, var grænsen nået for de danske sønderjyder i modstandsbevægelsen. De aflagde en fælles ed: Når Besættelsen var slut, skulle tårnet væk.

Den 16. august 1945 blev løftet indfriet. Klokken var ifølge øjenvidner præcis 03.15, da himlen over Knivsbjerg blev oplyst af en voldsom eksplosion, der buldrede gennem natten som en torden. Stumper af granit blev slynget flere hundrede meter væk, to tyske barakker blev fuldstændig smadret, og store dele af højspændingsnettet var ødelagt. Tilbage stod kun en rygende ruinhob.

Ulla Kunøe betragtede eksplosionen fra landevejen. Sprængningen var hendes egen lille fødselsdagsgave til sig selv. Dagen efter Knivsbjerg gik op i flammer, gik den unge modstandskvinde ind i sit 28. år. Og hun kunne ikke have ønsket sig en bedre fejring.

Husmoder og efterretningschef

Der er noget særligt fascinerende ved historien om Knivsbjerg. Ikke fordi aktionen var et enestående tilfælde i danmarkshistorien. Faktisk prægede flere lignende sprængninger tiden umiddelbart efter Besættelsen: 13. maj 1945 blev et 24 meter højt tysk sejrsmonument ved Dybbøl sprængt i luften, og måneden efter gik det ud over et næsten lige så højt monument ved Arnkiel på Als. Men Knivsbjerg var den største og mest dramatiske aktion.

Og nu hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen både herhjemme og internationalt, er det måske på tide, at vi begynder at se nærmere på vores egen ikonoklastiske fortid. Hvilken historie fortæller de sammenstyrtede murbrokker i det dansk-tyske grænseland – og kan de lære os noget om identitetfølelse, hævnlyst og muligheden for forsoning?

En mandag formiddag i august 2020 ringer jeg til Anne Dorthe Holm. Hun er den sidste danske journalist, der nåede at tale med Ulla Kunøe, mens hun stadig var i live. 

Det skete tilbage i 2011. Dengang var Anne Dorthe Holm i færd med at researche til bogen Kvindernes modstandskamp (2012) og havde skaffet sig adgang til Frihedsmuseets database over de knap 85.000 danskere, som nåede at melde sig til modstandsbevægelsens styrkelister inden Besættelsens afslutning. Anne Dorthe Holm var ikke interesseret i mændene. Deres historie var fortalt. I stedet gik hun i gang med at søge på tilfældige kvindenavne – Johanne, Marie, Esther – i håb om, at der ville dukke nogle interessante historier op. Resultatet var sparsomt til at begynde med. En havde haft lidt illegal bladaktivitet. En anden lidt kurerarbejde. Intet, der for alvor kunne overbevise Anne Dorthe Holm om, at der ville være stof nok til en bog. Så søgte hun på ’Ulla’.

»Jeg husker meget tydeligt, da hendes navn kom op på skærmen,« fortæller hun. »Der stod: ’Ulla Kunøe. Husmoder, chef for efterretningstjenesten i Region 3, Sydjylland’.«

Ulla Kunøe var efterretningsofficer for modstandsbevægelsens Region III i Sønderjylland

Privatfoto

Anne Dorthe Holm griner højt i telefonen.

»Det var jo et totalt lucky shot

En simpel kraksøgning senere havde Anne Dorthe Holm den 94-årige aabenraaer i røret. Ulla Kunøe bekræftede sin identitet. Jo, hun havde været centralt placeret i efterretningsarbejdet i Sønderjylland under Besættelsen, og hun var også parat til at tale om det. Anne Dorthe Holm havde tilsyneladende kontaktet den aldrende modstandskvinde på det helt rigtige tidspunkt. Ulla Kunøe var endda klar til at indvie hende i en mere end 60 år gammel hemmelighed, som hun end ikke havde fortalt sine nærmeste venner: Hemmeligheden om Knivsbjerg.

Hvad drev hende?

I de officielle optegnelser er sprængningen af Knivsbjerg anført som »uopklaret«. Men i samtiden var de færreste i tvivl om, at det var modstandsbevægelsen, som stod bag. Det kunne man allerede samme dag læse om i aviserne, blandt andet i modstandsbevægelsens eget blad, Information, hvor chefredaktør Børge Outze på lederplads åbent hyldede »de 40 Sabotører«, som »endelig« havde befriet Sønderjylland for »det grimmeste ’Denkmal’ Nord for Alperne«:

»Det var saa stort og saa grimt og saa udfordrende, som det overhovedet kunde blive, og kun i Danmark vilde et saa groft provokerende Monument over Undertrykkerne være blevet skaanet efter en Genforening. Sprængningen er et Bevis paa, at vi ikke mere er nær saa blaaøjede. Knaldet på Knivsbjerg maa have faaet Mindretallet i Sønderjylland til at lytte!« skrev han.

Men navnene på aktionens deltagere var der ingen, der rykkede ud med, de forblev en velbevaret hemmelighed. Altså, lige indtil Anne Dorthe Holm i 2011 fandt frem til Ulla Kunøe. Hun kunne fortælle, at hun allerede tilbage i 2007 havde indgivet en klausuleret beretning til museumsinspektør Inge Adriansen på Sønderborg Museum, hvor hun i detaljer redegjorde for sin rolle i modstandsbevægelsen og i aktionen på Knivsbjerg. Beretningen måtte først åbnes efter hendes død. Men over for Anne Dorthe Holm indvilligede Ulla Kunøe i at bryde sin tavshed. Hun var klar til at tale. Hvis blot Anne Dorthe Holm ville læse beretningen først, kunne de mødes fjorten dage senere til et interview.

Men bare en uge før det aftalte interview døde Ulla Kunøe.

»Rent egoistisk var det selvfølgelig enormt ærgerligt for bogen,« siger Anne Dorthe Holm. »Men jeg nåede at læse den klausulerede beretning, og den er meget interessant.«

Jeg spørger hende, hvad hun allerhelst ville have spurgt Ulla Kunøe om, hvis hun havde nået at tale med hende.

Anne Dorthe Holm tænker sig længe om, før hun svarer.

»Så ville jeg have spurgt hende om, hvorfor modstandsarbejdet var så vigtigt, at hun sagde sit job op som sygeplejerske, lod kolleger passe sin lille søn og i det hele taget satte sit eget liv på spil: Hvad drev hende så stærkt?«

Monumentudrensningen i 1945

Sprængningen af Bismarcktårnet ved Knivsbjerg den 16. august 1945 var blot et af mange eksempler på den udrensning af tyske mindesmærker, som fandt sted i Sønderjylland i de berusende måneder lige efter Befrielsen. Her er fire andre.

Sprængningen af Düppeldenkmal

Natten til søndag den 13. maj 1945 lød et højt brag fra Dybbøl Banke. Alarmeret af eksplosionen, som angiveligt kunne høres helt til Tandslet 17 km mod øst, tog to mand fra politiet i Sønderborg straks til stedet. Her fandt de ruinerne af Düppel Denkmal – et 22 meter højt preussisk mindesmærke rejst i 1872 på fundamentet af skanse 4 på Dybbøl Banke. Her stod det som et symbol på tysk kampvilje og tapperhed ved slaget i 1864.

Politiet, der efterforskede sagen, fandt aldrig frem til gerningsmændene. De færreste var dog i tvivl om, at det var modstandsfolk, der med forsinkelse havde hævnet fem års akkumulerede frustrationer. Blandt de dansksindede sønderjyder var der imidlertid ikke entydig opbakning til aktionen. Lokalaviser som Dybbøl-Posten og Hejmdal beklagede ligefrem sprængningen af Düppeldenkmal: »Den er i Slægt med Nazimetoderne, og dem skulle vi Danske dog nu endelig være fri for.«

Sprængningen af Arnkildenkmal

En måned senere, den 13. juni 1945 blev politiet i Sønderborg igen alarmeret af et brag. Denne gang var det Arnkiel Denkmal, der var målet – et 22 meter højt mindesmærke i sandsten indviet i 1872 til minde om preussernes overgang over Als Sund den 29. juni 1864.

I årene efter sprængningen af såvel Arnkil som Düppel blev det ivrigt diskuteret, også på højeste sted i Statsministeriet, hvad man skulle stille op med ruinerne efter de to mindesmærker. Officielt var der jo tale om dansk kulturarv – havde man så ikke pligt til at genopføre dem? Eller skulle man tværtimod opføre et nyt dansk mindesmærke til ære for frihedskæmperne? Det endte med et hverken-eller. I stedet valgte man fra 1947-1948 at fjerne ethvert spor af de to monumenter og så græs hen over det landskab, hvor de havde stået. Brokkerne fra Düppel blev smidt i en grusgrav, mens resterne af Arnkil blev dækket med jord i en nærliggende mergelgrav og forseglet med en tinglysning om, at stenene aldrig igen måtte se dagens lys.

Fjernelsen af gadeskilte og kejserobelisk

Den 8. maj 1945 kunne beboerne i Tønder se et mindre optog af danske postbude i røde uniformer gå gennem byens gader. Bevæbnet med brækjern, stige og pakkevogn fjernede de minutiøst alle de tyske gadeskilte, som havde fået lov at hænge efter Genforeningen i 1920 som et symbol på en (i det mindste forestillet) fordragelig dansk-tysk sameksistens. Nu var den illusion bristet. Et for et blev skiltene lagt på vognen, indtil et af postbudene til sidst satte sig oven på dem, trak en harmonika frem og gav sig til at spille den britiske marchsang »It’s a long way to Tipperary«.

Dermed var udrensningen af det tyske dog langtfra ovre i Tønder. Blot en måned efter forsvandt endnu et mindesmærke: En kejserobelisk. Mindesmærket, der stod midt på kirkepladsen i Tønder by, var blevet rejst som en dobbelt hyldest til både kejser Wilhelm 1. og de faldne i krigen 1870-71 og havde under Besættelsen været et centrum for nazisternes parader og mindedage. Nu blev den fjernet og placeret i byens udkant. Ifølge historiker Inge Adriansen skete det uden protester fra Tønders tyske mindretal, hvoraf hovedparten af mændene da også var interneret i Frøslevlejren, mens kvinderne »havde langt vigtigere ting at forholde sig til end fjernelse af et mindesmærke for en for længst glemt krig.«

Tysk skiltning er i øvrigt stadig stærkt omdiskuteret. Så sent som i 2015 stemte et udvalg under Tønder byråd om et forslag stillet af det tyske mindretal om igen at indføre tosprogede byskilte. Det blev et enstemmigt nej tak.

Mindesten på Broager Kirkegård

Også i Broager var det i sommeren 1945 tid til et opgør med et tysk monument, der længe havde generet beboerne i byen. Monumentet var blevet sat på Broager Kirkegård tilbage i 1914 ved 50-års-jubilæet for krigen i 1864 og forestillede en kløvet sten holdt sammen af en jernkæde. Det skulle illustrere Tysklands forsikring om »i al evighed« – og med magt om nødvendigt – at holde sammen på Slesvig-Holsten. Inskriptionen ’Up Ewig Ungedeelt’ (for evigt udelt) slog intentionen fast.

Efter Genforeningen i 1920, da Broager igen var kommet på danske hænder, havde stenen fået lov at stå. I stedet havde man som en salomonisk løsning placeret en endnu større stendysse lige overfor, der overdøvede den tyske sten med dansk patriotisme. Men efter Besættelsen var den løsning ikke længere tilstrækkelig. På foranledning af menighedsrådet blev det tyske monument i sommeren 1945 revet ned og fjernet fuldstændig fra kirkegården. Det skete uden forudgående debat – og uden protester fra den overvejende dansksindede befolkning i området.

Kilder: Inge Adriansen: ’Erindringssteder i Danmark – monumenter, mindesmærker og mødesteder’ (2010), grænseforeningen.dk, wikipedia.dk, Lars H. Bak: ’Tyske sejrsmonumenter på danske hænder’ (2003)

Operation modermærke

Det spørgsmål har jeg med mig, da jeg dagen efter tager toget til Sønderborg. Jeg har lavet en aftale med museumsinspektør Carsten Porskrog Rasmussen på Sønderborg Slot om at se det klausulerede dokument, som Ulla Kunøe efterlod sig. Han har allerede lagt den fem sider lange skrivelse frem på bordet, da jeg træder ind på hans kontor.

Det slår mig, da jeg læser papirerne igennem, at Ulla Kunøe faktisk slet ikke var sønderjyde. Hun blev født 17. august 1917 i Fåborg og senere udlært som sygeplejerske på Rigshospitalet i København, inden hun tog til Sønderborg for at arbejde som diakonisse. Det var her, hun mødte sin mand, skibsprovianthandleren Uffe Kunøe. I 1940 blev de gift og flyttede til Aabenraa, hvor de bosatte sig i et tofamiliehus på Tøndervej. Allerede samme år blev Ulla Kunøe hvervet af modstandsbevægelsen. Det skete ved juletid ved en sammenkomst i den lokale afdeling af Skt. Georgsgilderne, et fællesskab for nuværende og tidligere spejdere. I løbet af aftenen trak byens politimester Aage Agersted hende til side og sagde, at de havde brug for en kvindelig kurer – om det skulle være hende? Ulla Kunøe udbad sig tænketid, hun måtte først vende det med sin mand, men hun vendte snart tilbage med et bekræftende ja.

Privatfoto

Inden det illegale arbejde som kurer kunne begynde, måtte hun dog først undergå et mindre kirurgisk indgreb. Over det ene øje havde hun et lille modermærke, der gjorde hende meget let at genkende. Det måtte fjernes. Operationen foregik i et laboratorium i kælderen under Sønderborg Sygehus af en ung læge, der hed Lampe.

»Og hos apoteker Faber fik jeg noget creme til at smøre på, så indgrebet var helt usynligt,« fortæller hun i beretningen.

Efter flere mindre opgaver som kurer voksede Ulla Kunøes illegale arbejde. Huset, som hende og hendes mand var flyttet ind i på Tøndervej, lå tilfældigvis lige over for det hus, hvor Gestapo og Abwehr havde hovedkvarter. Det gjorde hende til en oplagt spion.

»Vores stuevinduer vendte ud mod det hus, hvor tyskerne holdt til. Der blev installeret et fotoapparat bag blomsterne, så der kunne tages billeder. Herved var det muligt at følge med i, hvad der foregik. Jeg var med til at overvåge, hvem der kom. Da Kaj Munk var blevet skudt, kom de folk, der havde likvideret ham, her til Aabenraa, og de blev fotograferet, da de gik ind i huset overfor. Dette foto blev fremlagt i retssagen mod dem under retsopgøret,« fortæller hun i sin beretning.

En del af efterretningsarbejdet handlede også om at advare modstandsfolk mod kommende arrestationer. Kunne man nå at komme først, kunne det betyde en forskel på liv og død. Ved en enkelt lejlighed lykkedes det hende at advare en modstandsmand om, at en anden modstandsmand netop var blevet taget af tyskerne. Takket være advarslen nåede han at slippe væk i tide og gå under jorden. Den anden, som blev taget, endte sine dage i Neuengamme.

Jeg sidder på kontoret på Sønderborg Slot og sluger den dramatiske beretning. De fem tætskrevne sider er fulde af navne og detaljerede beskrivelser af konkrete aktioner. De fortæller om dengang, Ulla Kunøe som kurer kørte med tyske officerer fra Taastrup til København for – under foregivelse af at være astmapatient – at aflevere et hemmeligt brev til en læge på Statens Seruminstitut. Om dengang hun brød ind på Folkeregisterkontoret på Aabenraa Rådhus og listede rundt på de knirkende gulve for at fjerne kartotekskort på politifolk, der var gået under jorden, og hvis personoplysninger ikke måtte falde i tyskernes hænder. Og hun fortæller om dengang, hun i juli 1944 blev afhørt af Gestapo i fire timer og kun slap fri igen, fordi hun kunne fremvise en skriftlig tilladelse til at smykke tyske krigergrave i området – en tilladelse, hun havde fået fremstillet for netop at kunne tilbagevise anklager om tyskfjendtlig virksomhed.

Kort efter Befrielsen blev Ulla Kunøe sat i spidsen for et »Information Office« i Gestapos gamle hovedkvarter på Tøndervej i Aabenraa. Kontoret tog blandt andet imod indberetninger fra borgere, der ønskede at angive naboer og kolleger for landssvigerisk adfærd.

Kort efter Befrielsen blev Ulla Kunøe sat i spidsen for et »Information Office« i Gestapos gamle hovedkvarter på Tøndervej i Aabenraa. Kontoret tog blandt andet imod indberetninger fra borgere, der ønskede at angive naboer og kolleger for landssvigerisk adfærd.

Privatfoto

Afhørt af rejseholdet

At læse Ulla Kunøes beretning er som at læse en krimi – men der er ikke tid til at dvæle ved detaljerne, for nu nærmer vi os hovedsagen: aktionen på Knivsbjerg.

Sprængningen blev ifølge Ulla Kunøe planlagt af modstandsfolk fra Aabenraa, herunder ikke mindst af kaptajnløjtnant H.H. Bay og Peter Larsen, der også gik under dæknavnet ’Robert’.

Det var vigtigt for sabotørerne, at ingen menneskeliv gik tabt. Et hold af modstandsfolk havde derfor inden eksplosionen sneget sig fra hovedvejen op igennem skoven for i et dramatisk overraskelsesangreb at evakuere de tyske barakker på toppen af bakken. Med højlydte råb og skarpladte våben var de tilbageblevne tyske soldater og flygtninge blevet jaget ud af sengen og bragt i sikkerhed i en grusgrav lidt derfra. Selv havde Ulla Kunøe været med det hold, der med lysende lommelygter var gået rundt til de omkringliggende gårde for at vække beboerne og instruere dem i ikke at alarmere politiet.

Efter aktionen fik Ulla Kunøe besøg af et par betjente fra Rigspolitiets Rejsehold, men deres afhøring bar ikke præg af den store efterforskningsiver.

»De var meget høflige, og jeg bedyrede min uskyld og sagde til dem, at det var da helt urimeligt at antage, at jeg skulle have været med til den slags på min fødselsdag. Jeg havde naturligvis ligget i sengen derhjemme og sovet sødeligt, så jeg kunne være frisk til min fødselsdag, og min mand kunne jo bevidne det.«

Det var en fuldt ud tilfredsstillende forklaring for ordensmagten. Nok var Besættelsen forbi. Tyskerne havde kapituleret. Og Danmark var igen en retsstat. Men mentalt var krigen ikke ovre – og nogle var mere lige for loven end andre, fortæller museumsinspektør Carsten Porskrog Rasmussen.

»Halvdelen af politiet var jo blevet deporteret og sendt i koncentrationslejre, hvor rigtig mange politibetjente var omkommet. Så politiets generelle holdning til, hvor meget hensyn man behøvede at tage til en flok gamle nazister, var behersket,« forklarer han.

Ulla Kunøe og resten af »udrykningsholdet« poserer med maskinpistoler og frihedskæmperarmbånd den 5. maj 1945 foran Gestapos gamle hovedkvarter på Tøndervej i Aabenraa.

Ulla Kunøe og resten af »udrykningsholdet« poserer med maskinpistoler og frihedskæmperarmbånd den 5. maj 1945 foran Gestapos gamle hovedkvarter på Tøndervej i Aabenraa.

Privatfoto

Bismarcktårnet var et symbol på tysk dominans, og efter krigen symboliserede det ikke længere kun kejsertidens undertrykkelse, men også nazitidens. Så tårnet måtte ned. Det var Ulla Kunøes holdning i 1945, og det var stadig hendes holdning 60 år senere, da hun i sin klausulerede beretning fra 2007 reflekterede over aktionen. Havde hun fortrudt?

»På ingen måde. Man kunne ikke gøre andet med det tårn, og nogen måtte påtage sig opgaven! Det havde vi været vant til i de fem år, og det her var ligesom afslutningen.«

Ulla Kunøe kunne ikke for alvor svare på, hvorfor hun havde deltaget i aktionen. Men det handlede om en diffus følelse af retfærdighed, forklarede hun.

»Det føltes som den rigtige aktion at udføre, for dengang følte vi, at alle tyskere var ansvarlige for krigen og vanviddet. Først nogle år senere kunne man ligesom indse, at det var de jo ikke«.

Med papirerne under armen forlader jeg museumsinspektørens kontor. På vej ned ad hvirveltrappen i slotstårnet tænker jeg tilbage på det spørgsmål, Anne Dorthe Holm gerne ville have stillet Ulla Kunøe: Hvad fik hende til at sætte livet på spil? Hvilke begivenheder formede hendes had til det tyske? Og blev hadet forløst eller givet videre til næste generation?

Jeg beslutter mig for at skrive en mail til de eneste personer, der kan hjælpe mig med at besvare netop de spørgsmål: hendes to børn. Ud over hendes mand var sønnerne Gorm og Ib de eneste, hun nogensinde indviede i sin hemmelighed. Allerede en time senere vender den ene søn tilbage på mail: Ib Kunøe, 76 år, techmilliardær og en af Danmarks rigeste mænd. Han svarer kortfattet: »Tak for din henvendelse, jeg vil gerne mødes med dig.«

Dette er det første af tre kapitler om modstandskvinden Ulla Kunøe og sprængningen af Bismarcktårnet ved Knivsbjerg: En fortælling om had og forsoning i det danske grænseland. Læs andet kapitel i kulturtillægget på fredag.

Serie

Modstandskvinden Pistulla og tyskertårnet, der skulle væk

I august 1945, tre måneder efter Befrielsen, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Blandt de 40 danske sabotører, som stod bag, var en nu afdød kvinde: Ulla Kunøe. Hvad drev hende? Hvorfor skulle tårnet væk? I 75-året for sprængningen fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland

Seneste artikler

  • Katharina Kleys oldefædre var frivillige i det tyske hjemmeværn: »Det var måske meget godt, at tyskertårnet kom væk«

    9. oktober 2020
    I august 1945, tre måneder efter at Danmark blev befriet, sprængte danske modstandsfolk et gigantisk tysk sejrsmonument i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Hvorfor skulle tårnet væk? Og hvad betød sprængningen for det tyske mindretal, som endte på den forkerte side af historien? Nu hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
  • Pistullas sønner dansede ikke med tyske piger

    2. oktober 2020
    I august 1945, tre måneder efter at Danmark blev befriet, blev et gigantisk tysk sejrsmonument sprængt i luften mellem Haderslev og Aabenraa. Blandt de 40 danske sabotører, som stod bag, var en nu afdød kvinde: Ulla Kunøe. Hvad drev hende? Hvorfor skulle tårnet væk? I en tid, hvor monumentvæltninger igen er kommet på dagsordenen, fortæller Information i tre kapitler den dramatiske historie om had og forsoning i det danske grænseland
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Sørensen

Helt forståeligt. Det tyske mindretal havde kun sig selv at takke for det, der skete efter befrielsen. I modsætning til andre områder i Europa med tysk mindretal, slap tyskerne i Sønderjylland faktisk meget billigt.

Dorte Schmidt-Nielsen

Henrik Skov Kristensen: Gerningsmænd eller ofre. (om årene 1945 - 2026)

Dorte Schmidt-Nielsen

2016

Kim Folke Knudsen

@Martin Sørensen

Når nu Martin Sørensen fastslår, at det tyske mindretal slap billigt sammenlignet med andre steder i Europa.

Så skylder Martin at forklare at over 12 mio af etniske tyskere blev fordrevet på grusom vis ikke kun fra områder, som før 1937 ikke var tyske men fra store dele af det historiske Tyskland Ostpreussen, Danzig, Pommern, Schlesien, alle gamle provinser med tilknytning til Tyskland, og for Schlesiens vedkommende en gammel del af det Østrig Ungarske Kejserrige.

I kølvandet på fordrivelsen af alle de civile tyskere fulgte mord dødsmarcher i Tjekkiet fra byen Brno og voldtægter i en uendelighed. Det var ikke nogen civiliseret udvandring orkestreret i god ro og orden. Der blev ikke vist nåde i mange tilfælde. Sudetertyskere var tvunget til at gå på vejene og måtte ikke benytte fortorvene. De var forsynet med armbind med N så tjekkerne vidste at de tilhørte det tyske mindretal og derfor kunne tæskes løs på de civile tyskere efter forgodtbefindende. Børn, kvinder, ældre ja alle kunne risikere vilkårlig fængsling i et tjekkisk fængsel med medfølgende tortur indtil døden befriede ofrene. I Polen blev flere KZ lejre genåbnet og nu fyldt med etniske tyskere, som var vilkårligt arresteret og helt uden retslig beskyttelse. Her rådede også tortur, arbejde under forfærdelige vilkår og død og elendighed i hævnens retfærdige navn !

Så fik den store frihedshelt Josef Stalin sin vilje og kunne underlægge sig det halve Europa under russisk besættelse. Polen blev på ægte kommunistisk maner parallelforskudt mod vest og en stor del af det østlige Polen blev tvangsrussificeret og indlemmet i Sovjetunionen. Det ville svare til, at stormagterne bestemte, at Danmark efter at have stået på taberens side i en krig lige skulle decimeres til Jylland og Fyn, medens Sjælland og Bornholm blev indlemmet i Sverige vel og mærke uden at danskerne fik lov til at blive boende der hvor de hører hjemme i deres hjemstavn.

Det der med skyld og ansvar for en hel folkegruppe, hvor hadet flyder over af forståelige årsager for tyskerne var selv nogen sataner i Tjekkoslovakiet og Polen der vil jeg nok være lidt forsigtig med at feje hele historien af med det var tyskernes egen skyld. Kan et barn havde nogen personlig skyld, kan et menneske der ikke stemte på Adolf Hitler og NSDAP før 1933 have nogen skyld, kan en kvinde være værdig til voldtægt blot fordi hun var tysker og levede mellem 1933-1945 ?.

I Danmark er den officielle historie som vi ser præsenteret her udelukkende med danske øjne, at det kun var monumenter man hævnede sig på. Men er det nu også den fulde sandhed, selvom forholdene i Sønderjylland ikke tog en drejning, hvor den vilde hævn og blodtørst fik frit spil. Der var vidst en del voksne mænd fra det tyske mindretal, som blev interneret i en længere periode i Frøslev lejren.

Det der med at blåstemple hævn i retfærdighedens navn. Det kan være forståeligt med datidens oplevelser fra modstandsbevægelsen jødernes grusomme skæbne og de utallige grusomheder som tyskerne begik i hele Europa og i Rusland. Men de vestallierede USA og GB valgte med vilje ikke at fare frem med det vilde pøbelvælde og hævntørst i selve Tyskland i erkendelse af, at Landet skulle bygges op fra bunden af og det moralske sammenbrud krævede en genrejsning af demokrati og civilsamfundet i et Tyskland, som havde befundet sig i 12 års helvede af et diktatur.

Den der lader blodtørst og hævn råde ødelægger grundlaget for en fred i fremtiden mellem folkeslagene.

Dødsmarchen fra Brünn 1945 fordrivelsen af de etniske tyskere fra Sudeterlandet.
Kilde Wikipedia DE
https://de.wikipedia.org/wiki/Br%C3%BCnner_Todesmarsch

Malik Hansen, Birte Pedersen, Christel Gruner-Olesen, Ole Henriksen, Liselotte Paulsen, Alvin Jensen og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jamen det er jo netop det tyske mindretals skæbne i DK der er en kæmpe modsætning til den etniske udrensning i det østlige Tyskland, Sudeterland og stort set alle steder hvor der var tyske mindretal, som fx i Jugosalvien. Ja der sad 2500 tysksindede danske statsborgere i Fårhuslejren. Ingen dansk statsborger blev udvist fra Sønderjylland selvom man havde båret tysk uniform. SS-folk, medlemmer af værnemagten, såkaldt Zeitfreiwillige og medlemmer af antisabotageorganisationen SelbstSchutz blev alle dømt og sad i Fårhus, den tidligere Frøslevlejr. I snit et til halvandet år. Det tyske mindretal var fra 1938 fuldkommmen nazificeret og organiseret efter førerprincippet som i Tyskland. Børnene i de tyske skoler blev hilst med Heil Hitler i stedet for Guten Morgen. Også før besættelsen. Efter befrielsen blev de tyske foreninger omorganiseret og blev demokratiske, men så snart de gamle nazister kom ud fra Fårhuslejren overtog de hele organisationen og sad tungt på den til langt op i 80'erne. De levede på den opfattelse at de var blevet uretfærdigt dømt, selv om de havde båret tysk uninform enten i fx Sovjetunionen eller i Danmark som Zeitfreiwillig under tysk kommando. 2000 deltog i tysk fronttjeneste, ca. en tredjedel af alle danske som kæmpede på tysk side. De hå ett gøer naue, sagde man. Altså de har ikke gjort noget. At de fuldt og helt støttede et forbryderisk regime var tilsyneladende aldrig gået op for dem. I øvrigt blev nogle af de frivillige dømt mildere i Sønderjylland end i resten af DK fordi de tilhørte mindretallet. Det betyder naturligvis ikke at der især de første uger efter befrielsen var en ondskabsfuld stemning i landsdelen, men sammenlignet med arrestationerne i København i i majmånederne gik det fredeligt til de fleste steder i Sønderjylland. Det er først de sidste 20-25 år at forholdet mellem dansk og tysk fuldt er blevet godt. Mindretallets fortid hang længe ved. Det er heldigvis slut nu.

Steffen Gliese, jørgen djørup, Kim Folke Knudsen, Finn Egelund, Alvin Jensen, Flemming Berger, Birte Pedersen, Martin Sørensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

@Kim Folke Knudsen
Det var nu mere en konstatering af, at det tyske mindretal i Danmark slap billigt i forhold til andre områder i Europa med tysk mindretal. Jeg har ikke sagt, at vi burde have behandlet dem på samme måde. Men det at hævnen bestod af nogle enkelte fængslinger (og ingen udvisninger så vidt jeg ved) samt sprængningen af et monument var sandelig billigt sluppet. Glem ikke at det tyske mindretal var stærkt nazificeret i 30’erne og afholdt demonstrationer og marcher med en klar opfordring til Heim ins Reich samt medvirkede meget aktivt d. 9. april, hvor hjemmetyskere bl.a. stod for bevogtningen af tilfangetagne danske soldater.
Det var landsforræderi, de begik. Der burde have været langt flere og længevarende fængselsstraffe, end tilfældet var, og med efterfølgende udvisninger.

Steffen Gliese, Mads Greve Haaning, Henriette Bøhne, Kim Folke Knudsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Som også jeg skrev blev ikke een dansk statsborger udvist. Nogle tyske statsborgere der havde været illoyale blev udvist, mens mange der ikke havde været det blev i DK. De tysksindede forsøgte at presse tyskere der boede i DK til at gå ind i deres foreninger, hvad mange ikke ønskede da de ikke identificerede sig med mindretallet i grænsespørgsmålet, men var flyttet til DK uden ønske om at rykke grænsen mod nord.

Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@Martin Sørensen & Jens Peter Hansen

Tak for Jeres indholdsrige kommentarer.

Jeg ved god,t at det tyske mindretal kollaborerede i udstrakt grad med besættelsesmagten. Jeg er enig med Jer i Jens Peter og Martin i, at der er tale om landsforræderi.. Der har sikkert også været god grund til at efterforske diverse indsatte i Fårhuslejren for, om de havde medvirket til danske frihedskæmperes død, tilfangetagelse tortur og deportation til tyske KZ-lejre. Ingen anfægtelser fra min side, af at dem som samarbejdede i udstrakt grad med besættelsesmagten skulle retsforfølges og straffes for deres gerninger. Et kapitel jeg ikke har hørt om, hvor mange jødiske medborgere blev udleveret til tyskerne med mindretallets samarbejde ?

Om monumenterne som blev sprængt i luften så hyldede de monumenter den tyske militarisme og besættelsen af Nordslesvig/Sønderjylland, som var konsekvensen af det katastrofale Nederlag i 1864. Her kan jeg sagtens godkende, at de pågældende monumenter blev fjernet. Bismarck blev sikkert også fjernet, hvis han havde stået opstillet i Alsace Lorraine.

Men læg mærke til forskellen på grænsedragningen.

1920 Folkeafstemning og fastlæggelse af en grænse, som i det store og hele fulgte befolkningens stemmeafgivning. Flensborg, og Tønder som områder der kunne være flyttet henholdsvis mod Danmark og Tønder mod Tyskland, for der var i sidstnævnte by tysk flertal i 1920. Men princippet folkeretten tæller gennemsyrede hele processen for at trække den nye grænse mellem Danmark og Tyskland.

Denne grænse blev i 1955 fulgt af Bonn erklæringen om mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen mellem Danmark og DE.

Det er de to punkter, som gør løsningen af grænsespørgsmålet nærmest enestående i Europa, at det lykkedes at trække en grænse efter afstemningsprincipper og efter gensidige aftaler, som beskytter mindretallene. Men der gik som sagt mange år inden at ordet anerkendelse af mindretal kunne bringes på tale.

Helt anderledes i 1945, hvor Polen blev parallelforskudt med Stalins strategiske skaktræk, så han var 100% sikker på at Polen og Tyskland permanent ville være på krigsstien mod hinanden. Den polske befolkning i Grodno og Lemberg/Lvov området blev fordrevet formentlig på ligeså grusom vis som de etniske tyskere af russerne og det østlige Polen blev besat af Sovjetunionen.

Josef Stalin skyede heller ikke midler, hvad angik forsøget på at tømme de baltiske lande for deres oprindelige indbyggere og sende mio af civile baltere i GULAG i Sibirien, som var det russiske modsvar til de tyske KZ-lejre. Balternes skæbne i Gulag er et overset mørkt kapitel i historien.

I Karelen blev 100.000 af finnere deporteret og fordrevet væk fra deres hjemegn efter det russiske overfald på Finland i november 1939 og den tabte Vinterkrig i Marts 1940. Endnu et område, som russerne røvede med militær magt og overfald.

Overalt hvor Den røde hær hærgede herskede nød og elendighed, som russerne kunne bygge et større imperium på og mase sig frem i Østeuropa.

Således måtte Tyskland efter den forbryderiske krig mod Sovjetunionen opleve landets areal decimeret fra 470.000 km2 til 357.000 km2. Ostpreussen er i dag en oprustet russisk enklave midt i Europa. Den anden halvdel af Ostpreussen samt Danzig, Pommern, Brandenburg Neumarkt, og Schlesien indlemmet i det parallelforskudte Polen.

Den fordrivelse der foregik af de etniske tyskere havde intet med et retssamfund og demokrati at gøre. I Tjekkiet var fordrivelsen af de etniske tyskere forståelig, fordi Sudetertyskerne selv havde deltaget i utallige grusomheder i Tjekkoslovaktiet i perioden 1939-1945 og de bistod ligeså med overgreb og fordrivelse af den tjekkiske befolkning, som levede i Sudeterlandet frem til efteråret 1938.

Tjekkoslovaktiet ønskede med rette at blive det tyske mindretal kvit, fordi tjekkerne anså dem som en trussel mod selve den tjekkiske stat, der i mellemkrigstiden var en af de få demokratier i hele Europa.

Men Oder Neisse grænsen er ikke etableret på et folkeretsligt grundlag men på konsekvensen af grusom etnisk udrensning, konsekvensen af Sovjetunionen Josef Stalin og Kommunistpartiet måde at trække grænser på den gang.

Martin og Jens Peter er der nogen af Jer der ved, hvorfor Sønderjylland ikke blev annekteret efter den 9 April 1940. Det tyske mindretal arbejdede ihærdigt for at få den danske landsdel løsrevet og indlemmet som Reichgau. Hvad fik NSDAP regimet i Berlin til at tøve med denne handling ?

I Alsace Lorraine blev hele området omgående tvangsindlemmet og fortysket efter det tyske overfald på Frankrig i Maj 1940. Alsace Lorraine var under krigen indlemmet i Det stortyske Rige og ikke som store dele af det øvrige Frankrig besat område. Borgere i Alsace Lorraine som viste franske sympatier blev deporteret til det besatte Frankrig og hele den fransk talende region blev tvangsgermaniseret. Ligesom i Sønderjylland blev tusindvis af unge franskmænd tvunget ind i tysk militærtjeneste under den 2. Verdenskrig.

Jørgen Mathiasen

Kim Folke Knudsen m.fl
Man kan lede i danske kilder for at finde den direkte begrundelse for, at grænsen ikke blev revideret efter besættelsen den 9. april, men uden at finde det. Den skal være at den danske regerings accept af de tyske krav den 9. april indebar et tysk løfte om at respektere 1920-grænsen.

Det er heller ikke vanskeligt at forestille sig, at Berlin bevidst kørte en anden linje over for Danmark end man gjorde andre steder. Danmark var "flødeskumfronten", hvor der også produceredes fødevarer til Tyskland. Man satsede på et lavspændingsområde, hvad der naturligvis irriterede alle i Danmark, som støttede det nazistiske regime.

Det er problematisk at sammenligne med Alsace-Lorraine, fordi adskillelsen mellem tysk og fransk ikke er lige så tydelig, og da befolkningen i Saar-landet fik en afstemning efter krigen, stemte den sig fra vinderen Frankrig tilbage til taberen Tyskland.

jens peter hansen

I Sønderjylland meldte de tysksindede sig frivilligt i alle tilfælde indtil 1942, da de fra da af af føreren Jens Møller blev opfordret til at melde sig. Da tabene blev store oprettedes korpset, Zeitfreivillige i 1943, som blev et slags hjemmeværn, men under værnemagtens kommando. Årsagen var frygten for at miste al for mange unge på østfronten. Alsacerne blev simpelthen indkaldte som tyske soldater. Det tyske mindretal valgte selv at støtte naziregimet. Hvad de helst ville glemme efter krigen og fremstillede sig selv som ofre. Med hensyn til jøder så var det nogle ganske få i Sønderjylland og nogle var medlemmer af det tyske mindretal. De blev selvfølgelig smidt ud da hele mindretallets organisation blev nazistisk i midten af 30' erne. Lidegaard skriver at der i fredsbesættelsens vilkår var en anerkendelse af 1920-grænsen. En anerkendelse som Weimarrepublikken aldrig gav. Der var ikke i de tyske foreninger nogen støtte til demokratiet ej heller før 1933. Eneste undtagelse var de socialdemokratiske tysksindede arbejdere i byerne, mens foreningerne var domineret af højredrejede stærkt nationalistiske tanker der jo også var udbredte i Tyskland før 1933.

Kim Folke Knudsen

@Jørgen Mathiasen og @Jens Peter Hansen

God og vigtig pointe Jørgen. Men det spændende punkt, hvor er dokumenterne, som bekræfter, at der forelå en sådan aftale efter den 9. April 1940. Er der dokumenter i Rigsarkivet, som underbygger din udlægning af historien - den sandsynlige forklaring på, at Sønderjylland ikke blev indlemmet i selve Tyskland. Er der arkiver i Tyskland som kan underbygge og dokumentere denne påstand ?

Ligeså helt korrekt påpeget, at Alsace Lorraines befolkning var mere sammenvævet mellem fransk og tysk end de tilsvarende forhold i Nordslesvig/Sønderjylland.

Sønderjyllands afstemning og genforening med Danmark var ikke i 1920 opstået som følge af en forståelse mellem Weimar Republikken og den danske regering. Den var en del af Versailles Traktaten fra 1919, som i Tyskland og hos Centralmagterne vakte stor folkelig vrede. Den amerikanske Præsident Woodrow Wilson stillede i udsigt, at de europæiske grænser skulle ændres ved folkeafstemning i de områder, hvor der var blandet befolkning. Det var i den sammenhæng, at afstemningen i Sønderjylland blev en realitet. Men princippet blev ikke fulgt alle steder.

Syd Tirol fik ikke lov at stemme om de ville tilhøre Østrig eller Italien. Den overvejende tysk talende provins blev tvangsindlemmet i Italien, som betaling for Italiens indtræden i krigen på Vestmagternes side.

Ober Schlesien i det nuværende Polen fik en afstemning. Her var der klart tysk flertal for at området skulle forblive en del af Tyskland. Efter afstemningen boykottede polakkerne resultatet og polske militser begyndte at overtage magten i provinsen med vold og terror mod den tyske befolkning.

Ligesom at det polske regime fordrev ukrainerne fra områder omkring Lemberg med blodig etnisk udrensning. Begge begivenheder blev tolereret af Vestmagterne ja direkte støttet af Frankrig, der i et stærkt Polen så en stat, som kunne blokere Sovjetunionen på den ene side og indhegne Tyskland på den anden side.

Den polske chikane fortsatte uanfægtet i årene efter ved, at de forhindrede, at kul datidens energi kunne transporteres med tog igennem Polen til Ostpreussen. Ligeså forsøgte den polske regering at afbryde vejforbindelsen mellem selve Tyskland Pommern og de vigtige havnebyer Danzig samt Elbing i Ostpreussen. I det hele taget var det polsk tyske forhold absolut ikke godt i hele perioden med demokrati i Tyskland under Weimar Republikken. Ja forholdet blev nærmest forbedret da Pilsudski regimet i Polen i midten af 1930´erne forsøgte at opnå en forståelse med det nationalsocialstiske regime i Tyskland. Der blev i 1934 indgået en ikke angrebs pagt mellem det nationalsocialistiske Tyskland og Polen.

Derfor har klangen af folkeafstemninger i Tyskland en helt anden klang end i Danmark, fordi de indgik i den voldsomme afstraffelse af Tyskland efter den 1. Verdenskrig. Den forfejlede og restriktive politik overfor 1920´ernes Tyskland er i minde øjne den væsentligste forklaring på, at den næste krig kom den anden Verdenskrig og det var den benzin, som gjorde at Adolf Hitler kunne komme til magten i Tyskland. Vreden og følelsen af at være blevet trampet på med Versailles Traktaten var så udtalt i befolkningen og langt ind i de demokratiske partier.

Vreden mod den forhadte Versailles traktat var ikke kun tilstede i Tyskland. Den var også gældende i Østrig og i Ungarn som var splittet ad i tusinde stykker af Vestmagterne. Trianon traktaten efterlod et Ungarn, hvor store ungarske befolkningsflertal måtte se sig udelukket fra Ungarn og indlemmet i Rumænien og Slovakiet uden nogen form for afstemning om sindelag.

I Sudeterlandet hvor befolkningen var blandet tysk og tjekkisk anmodede de tyske Sudetertyskere om de kunne få lov til at stemme om tilhørsforhold til enten Tyskland eller Østrig. Det blev afvist af Vestmagterne og området blev derfor en del af den nye stat Tjekkoslovakiet.

Derfor er det måske også lige i overkanten at forvente, at et tysk mindretal i Danmark i den historiske kontekst kunne forventes at udvise fuld loyalitet overfor Danmark så tidligt som i 1920´erne. I 1920´erne var der ikke nogen mindretalsbeskyttelse på plads mellem dansk og tysk. Den kom først efter den 2. Verdenskrig, da Vesttyskland (BRD) blev til et udviklet moderne føderalt demokrati.

Men omvendt er det klart, at det tyske mindretal med deres udtalte støtte til NSDAP og til hele det afskyelige regimes terror satte sig selv i et meget kedeligt lys. Derfor var det også nødvendigt, at muge ud i mindretallet og drage de ansvarlige til ansvar i de tilfælde, hvor de havde beriget sig på besættelsen af Danmark, skadet danske interesser, og været med til overgreb på den danske modstandsbevægelse og på jøderne.

Jens Peter Hansens kommentar om, hvorledes kollaboratører med nationalsocialisterne, da de først var sluppet ud fra Frøslev Lejren satte sig tungt på det tyske mindretals poster viser.

at det skulle have været forhindret fra begyndelsen. De skulle have haft forbud mod at optræde i offentlige hverv og på foreningsposter.

I BRD opstod et lignende skred, da store dele af dommerstanden og det juridiske embedsapparat optog tidligere medlemmer af Hitlers Folkedomstol i den nye stats embedsapparat. Dybt problematisk fordi de pågældende personer var medansvarlige for domme, tortur i fængslerne, dødsstraf og deportation til KZ-lejr i årene 1933-1945.

Det skete også i DDR, hvor Stasi og sikkerhedsapparatet rekrutterede tidligere medlemmer af Gestapo, for der lå der specialviden om, hvorledes du nedbryder mennesker med tortur. Stasi behøvede ikke at starte på bar bund i den branche, der var rigeligt med faglig kompetence at hente hos Gestapos tidligere agenter.

Det kunne være interessant, hvis nogen nulevende fra det tyske mindretal kom med deres bidrag til denne debat. Hvad tænker nutidens tyskere i Danmark om fortidens gerninger og om vilkårene omkring Folkeafstemningen og Genforeningen af Sønderjylland i 1920. En genforening vi forhåbentlig får lov til at fejre med forsinkelse, når COVID19 pandemien er på definitivt tilbagetog.

Jørgen Mathiasen

@Kim Folke Knudsen
Hvis der er dokumenter, er det ret nemt at sige, hvor de er (i rigsarkivet), men vi kommer ikke til at se dem.
Meget sigende er, som jeg skrev i det første bidrag, at det ikke er nemt at finde i danske fremstillinger af spørgsmålet om grænsen og besættelsen. Ved en kilde forstår mange et dokument, og hvis en sådan eksisterer, fx som referat af samtaler mellem danske og tyske myndigheder i april-dagene i 1940, så får vi den ikke at se. Men en forståelse kan også være indgået mundligt.

Der er to ting som taler for forklaringen:
1) Det er en kendsgerning, som er almen kendt, at grænsen forblev uberørt af besættelsen, og danske nazister fandt aldrig den store ven i Berlin til støtte for en regeringsovertagelse, heller ikke efter samarbejdspolitikkens ophør. De danske nazister gavnede ikke den tyske besættelsespolitiks overordnede mål, som afspejler sig i:
2) Danmark var blandt de lande, som var mindst berørt af krigens ødelæggelser og dødsfald, og danske jøder undgik udryddelsen. Måske er det også almindeligt kendt, at den tyske besættelsesmagt gav et tip om jødeforfølgelsen. Det reddede Werner Best fra at blive henrettet.

Punkt 1 er sådan set nok for mig, men forklaringen fandt jeg hos Århus Universitet:
https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/besaettels...

Jørgen Mathiasen

@Kim Folke Knudsen
Hvis man dykker ned i bibliotekerne kan man nok finde et grundlag for det spørgsmål, vi diskuterer. Der er udgivet en del aktmateriale, bl.a 14 hovedbind fra Den parlamentariske Kommisions beretninger, og der er også fremstillinger bl.a af Hans Kirchhoff, som understøtter forklaringen. Dels ved at den tyske besættelsesmagt ikke ankom den 9. april med et grænserevisionskrav og dels ved den tyske målsætning om at opretholde "flødeskumsfronten" (Danmark).

Kim Folke Knudsen

@Jørgen Mathiasen

Tak for dine gode kommentarer omkring omstændighederne bag den tyske besættelse af Danmark 1940-1945.

Tysklands besættelse af Danmark handlede dels om frygten for, at Englænderne med deres Royal Navy kunne trænge ind Østersøen via de danske farvande. Royal Navy var den tyske flåde overlegen lige fra begyndelsen af krigen. Tyskerne frygtede en militær lynaktion, som satte flådebasen ved Kiel ud af funktion i stil med Englændernes angreb på Københavvn 2 April 1801. og senere i August måned 1807 med Københavns Bombardement måneden efter..

Besættelsen af Danmark tjente også til at sikre fødevare og landbrugsforsyningen til selve Tyskland, da Danmark kunne forsyne Tyskland med fødevarer. Jeg tænker at motivet her var drevet af den engelske flådeblokade under den 1.Verdenskrig som udløste sult og hungersnød i dele af Tyskland og i Østrig Ungarn.

Overfaldet på Norge den 9. April 1940 kunne ikke lade sig militært gøre uden, at Danmark blev en inddraget trædesten. Aalborg Lufthavn og de danske farvande var nødvendige at kontrollere for at kunne indlede en militær invasion af Kongeriget Norge

Besættelsen af Danmark var ledsaget af den ideologiske forestilling om, at Danmark som en hvid nation kunne integreres i Det Stortyske Rige. Nationalsocialisterne sværmede for de nordiske Guder og for Vikingetidens symboler. Danmark og Norge ja hele Norden sås som et folkeslag, der havde en arisk plads i Det Tredje Riges forrykte og uhyggelige Imperium.

Omkring Saar området så var det Frankrigs ønske i 1919, at indlemme alle tyske provinser på Rhinens Vestbred i Frankrig, så Frankrig fik landegrænser svarende til under Napoleons tiden, hvor Frankrig herskede over Belgien, store dele af de tyske småstater og Nederlandene. Det ville betyde,, at Köln, Koblenz, og Mainz blev til franske byer ved Rhinen. Den franske Marskal Ferdinand Foch så Rhinen som det militære bolværk mod et fremtidig tysk angreb.

USA og GB satte sig imod disse planer om annektion af store dele af Tyskland med bemærkningen. Vi skal ikke have et omvendt Alsace Lorraine i Tyskland. Resultatet blev et kompromis. Rhinlandet blev besat af de allierede i en overgangsperiode indtil 1936. Saar blev i en geografisk mindre enhed end nu stillet under Folkeforbundet. Saar Vendte tilbage til Tyskland i 1935 efter en folkeafstemning, hvor den tyske tilslutning var oppe på 90% for tilslutning til det nationalsocialistiske Tyskland. Var afstemningsresultatet reelt eller var der tale om en nationalsocialistisk paradeforestilling et fupvalg ?.

Efter den 2 Verdenskrig forsøgte Frankrig igen at annektere Saar provinsen men igen var de andre allierede parter ikke stemt for denne løsning. Frankrig fik lov til at lade Saar være et selvstyrende område. Det blev overvejet, at Saar skulle blive til en lilleput stat på linje med Luxembourg med tæt tilknytning til Frankrig. I 1955 blev der afholdt en folkeafstemning i Saar området, hvor befolkningen blev spurgt om de ønskede at være en selvstændig europæisk stat. 67% af indbyggerne afviste denne plan. Frankrig lod ikke Saar området stemme om tilslutning til selve Frankrig. Måske havde den franske regering indset, at en sådan afstemning kunne udvikle sig til Frankrigs ugunst I 1957 takket være de forbedrede fransk tyske relationer kunne Saar Provinsen i sin nuværende Forbundsstats geografi vende tilbage til Tyskland.

Men selv i dag er det franske anstrøg en charmerende del af Forbundslandet Saarland. Der er tydelig inspiration fra Frankrig i gastronomien. Der er franske ord i den saarlandske dialekt Trottoir for fortorv, Salü som hilsen fremfor Guten Tag osv. I den preussiske del af Tyskland kaldes saarlænderne for Saar Franzosen, hvor med der ligesom er lagt distance til den lille provins med franske inspirationer og perioder med fransk historie.

Måske har det ikke været fair af mig at rejse denne debat i relation til Genforeningen i Sønderjylland. Stor og dyb respekt for frihedskæmpernes indsats herunder Fru Ulla Kunøe såvel under krigen som efter krigen. Men jeg har savnet at Genforeningen i SønderJylland 1920 her i 100 året blev fortalt i en mere overordnet historisk sammenhæng. Her er det Versailles Traktaten som er nøglen. Den traktat som yderligere forgiftede i forvejen elendige relationer mellem Tyskland og Frankrig på den tid.

For Danmark blev Versailles Traktaten og det tyske Kejserriges sammenbrud et glædeligt moment en mulighed for, at vi med diplomatisk dygtighed og snilde kunne få den afstemning om Sønderjylland, som krystalklart viste, at hele området med overvældende flertal efter 56 års preussisk besættelse og forsøg på tvangs germanisering af Sønderjylland ønskede at vende hjem til Kongeriget Danmark.

Der er den glædelige begivenhed vi i år fejrer 100 året for.

Link til Wikipedia GB Marskal Ferdinand Foch (1851-1929)
https://en.wikipedia.org/wiki/Ferdinand_Foch

Link til Wikipedia DE Saarland tilbagevenden til Tyskland 1955-1957.
https://de.wikipedia.org/wiki/Abkommen_zwischen_den_Regierungen_der_Bund...

Link til foredrag om Versailles Traktaten og forholdet mellem Tyskland og Frankrig i mellemkrigstiden fra Professor Adolf Kimmel, Stiftung Demokratie Saarland (SDS)
https://www.youtube.com/watch?v=I_obZtpStTU

Jørgen Mathiasen

@Kim Folke Knudsen
Tak selv. Jeg har været i Alsace talrige gange og har også besøgt Robert Schumans hjem udenfor Metz. Ikke komponisten Schumann altså, men alsaceren og præsidenten for Europaparlamentet 1958-60, og en stærk kraft for den udsoning mellem Frankrig og Tyskland, som har været af største betydning for Europa.

Jeg glæder mig over den løsning, der blev fundet i Slesvig-spørgsmålet omkring 1920. Den forekommer mig at være salomonisk, og under alle omstændigheder er den grunden til, at vi på begge sider af grænsen kan tale om fortiden uden at ødelægge fremtiden. Hvis man har ønsket om det.

Anders Thornvig Sørensen

Angående tilstedeværelsen af nazister i stat of forvaltning i de to Tysklande efter 1949, synes jeg, at man bør tænke på følgende.

Mange såkaldte nazister i Tyskland i 1930'erne havde kun meldt sig ind i partiet, fordi det var nødvendigt for at gøre karriere i offentlig forvaltning og så videre.

Det gælder for begge Tysklande, som det gælder for enhver ny- eller genetableret stat, at den har brug for et apparat. Den kan ikke vente de tyve år, det tager at uddanne en ny generation af forvaltere, ordenshåndhævere m.v., men den må bruge dem, der er.

Kommunisterne i Sovjetunionen gjorde det samme efter revolutionen i 1917. Solsjenitsyn beretter om, hvordan zarens oberster blev sat til at optræne den røde hær. Da man ikke havde brug for dem mere, likviderede man dem. Men så længe man endnu ikke havde noget at erstatte dem med, lod man dem leve og virke.

Man kan se på, hvordan det gik i Irak efter invasionen i 2003. Da amerikanerne havde besat landet, sortlistede de medlemmerne af det regerende Baath-parti. Da amerikanerne dermed havde revet tæppet væk under en indfødt ordensmagt i landet, udbrød anarkiet, og vejen blev åbnet for IS.

Man siger, at det stadig er kommunisterne i ny forklædning, som styrer i store dele af Østeuropa. Men det var den tredje generation af kommunister efter 1945, mange af dem var kun blevet det af nødvendighed og uden indre overbevisning, og de havde en pragmatisk eller opportunistisk holdning til ændringerne efter 1989.