Essay
Læsetid: 11 min.

Hvor meget af det at være menneske mister man, når man har slået ihjel?

Tolv drabsdømte fortæller i Thomas Thurahs kommende bog, ’Skyldig i drab’, om skyldfølelsen og sorgen over drabet. De fortæller også om selvstraffen, som er en pinefuld kamp med begge følelser
Kultur
11. september 2020
Tolv drabsdømte fortæller i Thomas Thurahs kommende bog, ’Skyldig i drab’, om skyldfølelsen og sorgen over drabet. De fortæller også om selvstraffen, som er en pinefuld kamp med begge følelser

Jesse Jacob

Har et menneske, som har slået sit barn ihjel, lov til at lægge en blomst på barnets grav?

Har et menneske, som har slået et andet menneske ihjel, lov til at sørge over drabet og over den dræbte?

Da jeg talte med tolv drabsdømte, som alle afsoner deres straf i Herstedvester Fængsel, ad flere omgange og i mange timer til bogen Skyldig i drab, dukkede spørgsmål af den type flere gange op. Nogle gange stillede jeg dem, andre gange var det den drabsdømte selv.

Det samme spørgsmål kan stilles på mange andre måder: Har et menneske, som har dræbt et andet menneske, lov til at forelske sig? Har et menneske, som har slået ihjel, lov til at le og udtrykke glæde? Grundlæggende handler spørgsmålet om, hvor meget af det at være et menneske blandt andre mennesker man mister, når man har slået ihjel. Er man overhovedet stadig et menneske, og har man lov til at vise det?

Den første del af spørgsmålet besvarer sig selv, for selvfølgelig er den drabsdømte stadig et menneske. Den anden del er også let at besvare: Noget af retten til at vise det mister den drabsdømte. Og bør han eller hun miste. Det er jo en del af det, dommen og straffuldbyrdelsen går ud på.

Jeg tror, det er nødvendigt at understrege det, for jeg bevæger mig med diskussionen ind på et område, som de fleste af os knytter meget stærke følelser til, og hvor misforståelser hurtigt kan stoppe al fornuftig samtale: Den drabsdømte bør miste noget af sin ret til at udfolde sin menneskelighed, for eksempel til frit at vise sine følelser på bestemte tidspunkter og ved særlige lejligheder.

Eller for at besvare spørgsmålene, jeg indledte med, som jeg selv ville besvare dem: Nej, et menneske, som har slået sit barn ihjel, bør ikke lægge en blomst på sit barns grav. Graven tilhører de pårørende til den dræbte, dvs. den anden forælder, den dræbtes søskende, bedsteforældre, venner. Den er deres minde- og sorgsted. Må den drabsdømte føle sorg og udtrykke sin sorg? Mit svar på det andet spørgsmål er: Ja, det må den drabsdømte.

Det rejser så et nyt spørgsmål: Hvordan gør den drabsdømte det?

’Jeg sørger over, at de er døde’

Jeg vil forsøge at give et svar – eller at forklare det umulige i at finde et – ved at fortælle om de drabsdømtes tanker om sorgen, skyldfølelsen og nogle af de andre følelser knyttet til drabet, som de drabsdømte beskrev dem for mig i interviewene. Samtidig vil jeg nærme mig, hvad de drabsdømte – direkte og indirekte – fortalte mig om at sone drabet.

For den drabsdømte fylder det juridiske skyldsspørgsmål og straffens retfærdighed ikke ret meget. Det kan begge dele have gjort under retssagen, men for de tolv drabsdømte, som jeg talte med, og som har afsonet mellem et par år og flere årtier, er den sag i det væsentligste overstået. Noget kan stå tilbage og blive en del af den lange forhandling, som den drabsdømte fører med sig selv, med fængslet og Kriminalforsorgen: Lyttede man til mig under retssagen? Var strafudmålingen rimelig? Bliver jeg behandlet i fængslet, som jeg synes, jeg bør behandles? Er ’systemet’ godt nok?

Men det væsentlige er der ro om: Det var mig, der begik drabet. Og drab bør straffes med lange fængselsstraffe.

Da jeg spurgte de tolv drabsdømte, hvilken følelse med direkte forbindelse til drabet der fyldte mest hos dem, gik flere svar igen. Men ét var fælles for næsten alle: sorg.

At den, som har slået en nærtstående ihjel, for eksempel et barn eller en samlever, svarer sådan, er ikke mærkeligt. Den drabsdømte har jo selv mistet en elsket eller en person, som engang var det. Det er sværere at forstå sorgen over en fremmed eller en fjern bekendt. Men muligvis ikke så svært endda. For måske er det ikke bare muligt, men uundgåeligt at føle sorg over et menneske, hvis død man har ansvaret for. Og samtidig og gennem den dræbte at føle sorg over det liv, man med drabet selv har forspildt. I den forståelse sørger den drabsdømte ikke kun over mulighederne, som den drabsdømte selv engang havde, men over tabet af det menneske, som den drabsdømte engang var eller troede, at han eller hun var.

Det sidste berører samvittigheden.

Renée, en midaldrende mand, som har begået drab på to fremmede, siger det sådan: »Jeg sørger over, at de er døde, og at det er mig, der har gjort det.«

Når selvstraffen når gennem den drabsdømtes panser

Sorgen er for den drabsdømte en grundfølelse. Ved siden af den og nært forbundet med den findes flere andre: skyldfølelse og skam især.

Den juridiske skyld har retssystemet med dommen og fængselsstraffen givet sit svar på. Efter afsoningen er den dømte fri. Men det er ikke det samme som, at han eller hun er fri af skyldfølelsen.

Noget af det, som gjorde størst indtryk på mig i interviewene med de drabsdømte, var de tit komplekse og tilsyneladende modsætningsfyldte tanker, de gjorde sig om skylden. Og ikke mindst de for andre usynlige regler, som skyldfølelsen får dem til at leve. Der er forskel på drabsdømte, der er også forskel på deres evne til at føle skyld og til at føle andres følelser. Jeg taler ikke om den i svær grad afstumpede, jeg taler om flertallet af drabsdømte.

Skylden er ikke konstant nærværende, i hvert fald ikke i det ydre. Den drabsdømte kan forskanse sig mod følelserne, der følger med drabet. En af de drabsdømte, en yngre mand, som er dømt for et seksuelt betinget drab, taler om at »lægge hjernen i skuffen« for at komme igennem dagen og i det større perspektiv afsoningen. Den drabsdømte, jeg nævnte før, Reneé, bruger ordet »reptiltilstand« om den beskyttelse, den drabsdømte giver sig selv drabet. En tredje, Noa, en ung grønlandsk drabsdømt, bruger om det samme reaktionsmønster »hulemandsagtigt«.

Indimellem trænger følelsen alligevel igennem det beskyttende panser og bliver stærk nok til, at den drabsdømte lader sine handlinger forme af den. Jeg kalder i bogen de tanker og handlinger, som følger af skyldfølelsen, for den drabsdømte selvstraf. Lidt mere præcist beskrevet: Selvstraffen er de indskrænkninger af handlinger og følelsesudtryk, som den drabsdømte pålægger sig selv.

Selvstraffen og sorgen som tabu

Selvstraffen findes blandt alle drabstyper, som er repræsenteret i bogen (drab på nærtstående, voldsdrab, for eksempel i forbindelse med slagsmål eller overfald, og seksuelt betinget drab, dvs. drab i sammenhæng med voldtægt eller forsøg på voldtægt). Det gælder for eksempel ønsket om at sige undskyld til de efterladte, som den drabsdømte afstår fra, fordi han eller hun ikke har ret til at kontakte den dræbtes nærmeste. Skal der etableres en kontakt, skal det ske på de efterladtes initiativ.

Selvstraffen favner i øvrigt bredt, den berører det mest almindelige og hverdagsnære, som tilsyneladende intet har med drabet at gøre. Som én udtrykker det: »(…) bare det at være glad for et eller andet kan være svært, fordi det giver man ikke sig selv lov til. Det store åbne spørgsmål inde i hovedet bliver: ’Hallo, hvad er det egentlig, du laver?’«

Stærkest og mest vidtrækkende virker selvstraffen hos de drabsdømte, som har begået drab på en nærtstående; en samlever, en ægtefælle, et barn.

Jeg vil give nogle eksempler, hvor sorgen så konsekvent og så beslutsomt bliver skubbet væk, at den får præg af tabu:

En drabsdømt (her udelader jeg pseudonymet), som er dømt for drabet på sit barn, fik for længe siden af et familiemedlem tilsendt et fotografi af barnet, sandsynligvis som en trøst. Det havde imidlertid den modsatte virkning. Fotografiet var lagt i en kuvert, som nu, da jeg flere år senere talte med den drabsdømte, stadig var uåbnet. På mit spørgsmål, hvad der fik den drabsdømte til at lade kuverten forblive lukket, var svaret: »Det er igen den følelse, om jeg har ret til det.«

En anden drabsdømt, ligeledes dømt for drabet på sit eget barn, fortalte om et fotoalbum, som vedkommende gennem længere tid havde samlet billederne til og med stor omhu udformet med alle de både tekniske overvejelser og stærke følelser, det indebar. Den drabsdømte ville med billederne af barnet og sin tidligere familie gerne »have noget konkret« at tage »frem en gang imellem og kigge i«. Da fotoalbummet var færdigt, skete det imidlertid meget sjældent. Fordi – som den drabsdømte udtrykte det – »der er ret meget skyldfølelse forbundet med at åbne det der fotoalbum«.

En medvirkende i bogen, et ældre menneske, som har dræbt sin ægtefælle, har af sine og den dræbtes børn fået klar besked om, at vedkommende ikke skal begraves ved siden af den dræbte. Situationen er den drabsdømte fuldt afklaret med: »Altså, når man laver sådan noget, så kan det ikke hjælpe noget …«

I den drabsdømtes tankebillede af sit eget gravsted er gravstedet henlagt til et sted »ude i skoven«, utilgængeligt, fjernt fra kirkegårdens og det almindelige gravsteds mange symbolske måder at udtrykke kærlighed til den døde og sorg over tabet. Bortgemt, næsten hemmeligt.

Som nævnt har den drabsdømte ingen indsigelser mod gravstedets placering. Snarere følte vedkommende tilsyneladende en vis lettelse over sagens meget klare afgørelse.

Tilgivelse er umulig

Det leder mig til det næste: Bortset fra enkelte, som håber – og tror – på Guds tilgivelse, gør ingen af de tolv drabsdømte sig illusioner om at blive tilgivet for drabet. I hvert fald ikke, hvis betydningen af tilgivelse er, at et andet menneske bærer over med drabet og anser det skete for glemt.

Tilgivelse er umulig.

Hvor radikalt den sætning skal forstås, sætter en af de drabsdømte klare ord på. Da jeg spurgte den pågældende (jeg udelader igen pseudonymet), som er konverteret til en tro uden for den danske folkekirke, til muligheden for at få Guds tilgivelse, lød svaret: »Problemet er jo også – ønsker jeg, at Gud skal tilgive det her? Den er jo også sådan … For jeg synes jo selv … Det er det jo også, det er jo simpelthen den mest ultimative forbrydelse, jeg har gjort. [Så om] jeg egentlig ønsker en gud, der tilgiver noget så slemt …«

Modviljen mod at blive tilgivet virker paradoksal. Tilgivelsen skulle jo fritage den drabsdømte for den overvældende følelse af skyld (hvor fysisk følelsen kan være, udtrykker en drabsdømt med sit ord for den: »skylddynen«). Jo stærkere skyldfølelse, desto større ønske om tilgivelse, skulle man tro. Men netop skyldfølelsen står altså imellem den drabsdømte og tilgivelsen.

Paradokset er tilsyneladende et vilkår for den drabsdømtes opfattelse af sig selv og sin afsoning.

»Jeg slipper aldrig mig selv af krogen,« siger Bjørk, som har begået drab på en nærtstående. En anden formulerer den samme faste overbevisning om, at skyldfølelsen er uforanderlig. Det er Kris, en midaldrende drabsdømt, som ligeledes er dømt for drab på en nærtstående, der med poetiske ord udtrykker en skrækkelig sandhed: »Det er i evigheden, jeg har gjort det.«

Forenklet formuleret går paradokset ud på, at den drabsdømte oplever skyldfølelsen og dermed selvstraffen som et tegn på, at han eller hun er et menneske og ikke (som det nogle gange hedder i dele af pressen) et monster. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at den drabsdømte kan være tilbøjelig til bevidst eller ubevidst at forstærke selvstraffen for ikke at komme til at tvivle på, at han eller hun nu også er et menneske.

Jo hårdere jeg dømmer mig selv og min handling, jo mere tør jeg tro på, at jeg er et menneske og ikke et uhyre.

Selvstraffen som soning og gyserscene

Hvad jeg her har kaldt selvstraffen, er vel det samme som samvittigheden og et eksempel på samvittighedens måde at virke på.

Selvstraffen – samvittighedens begrænsninger af handlinger og følelser, tabuiseringen – synes jeg, det er svært ikke at opfatte som et udtryk for den drabsdømtes sorg over drabet og forsøg på at give sorgen en form eller i det mindste nogle konsekvenser. Eller mere præcist: som et udtryk for den drabsdømtes kamp med sorgen og skyldfølelsen. Det modsætningsfyldte, på den ene side gerne at ville give sorgen synligt udtryk, på den anden side at føle sig forpligtet til at holde den tilbage eller skjult, endda skjult for sig selv, siger noget om det fortvivlende i kampen.

Jeg tror også, at det er muligt at opfatte selvstraffen som en del af den drabsdømtes, tit pinefulde, forsøg på at sone drabet. Uden at jeg tør sige noget om udsigterne for soningen.

Jeg vil give to eksempler mere på selvstraffen og samvittighedens måde at give sig til kende på, denne gang i en helt anden form. Det drejer sig om to drabsdømtes tænkte møde med en fordømmende eller hævnende omverden, i det ene tilfælde i skikkelse af den dræbte. Fænomenet havde jeg ikke mødt inden interviewene, men da jeg spurgte, viste det viste sig, at flere af de drabsdømte kendte til i tankerne at opsøge – eller blive opsøgt af – den dræbte og i dialoger at sætte ord på det kaos, der fylder i hovedet. Eller ufrivilligt at se uroen blive til gyseragtige scener i bevidstheden.

Den første, der fortæller, er Michel, som er dømt for et seksuelt betinget drab:

»[Lad] os nu sige, jeg tog hjem til min mor, og at der var nogen, der fandt ud af, at jeg var hjemme i [Michels hjemby], og de fik ondt i røven over det. Og at jeg sad til fødselsdagsfest, og de lige pludselig kom og [Michel laver en truende dyreagtig lyd] bankede på døren: ’Vi skal snakke med Michel.’«

Noa har jeg tidligere omtalt. Noa er dømt for et voldsdrab, en ukontrolleret vrede, som fik de værst tænkelige følger:

– Gør du dig nogen forestillinger om, hvor [den dræbte] er nu? (…)

»Nogle gange tænker jeg på, om han er hér. Og [om] han ikke er mig. (…)«

– Hvad betyder det med, om han er hér? Om han er dig?

»Altså, der er nogle aftener, hvor jeg lige pludselig siger til mig selv: ’Jamen, prøv at tænke, hvis han nu er hér.’ Hvor jeg ikke kan se eller høre ham, men han er her alligevel.«

– Men er han så fjendtligt indstillet?

»Nej, ikke rigtig. (…) Han står bare og glor med det der blik: ’Du burde skamme dig!’ Men ellers siger han ikke noget eller noget som helst.«

Skyldig i drab

  • De tolv drabsdømte, som medvirker i bogen ’Skyldig i drab’, afsoner alle sammen deres straf i Herstedvester Fængsel. I bogen er de anonymiseret (deres navne er pseudonymer), og deres fortælling, også hvad angår de begåede drab, er fremstillet på en måde, så det ikke er muligt at identificere hverken personen eller forbrydelsen uden et indgående forhåndskendskab.
  • Når forfatteren skifter mellem at anvende pseudonymer og indimellem at udelade dem, skyldes det i nogle tilfælde, at det ellers kan være muligt at identificere de medvirkende. I andre tilfælde skyldes det en aftale med de medvirkende om, at bestemte scener/tanker ikke knyttes til den pågældende.
  • Bogen – og essayet her på siden, som binder nogle af bogens fortolkninger og konklusioner sammen – er baseret på de drabsdømtes fortælling og på forfatterens forsøg på at forstå de følelseskomplekser, som hos den drabsdømte knytter sig til drabet.

’Skyldig i drab’ udkommer 15. september på forlaget Gyldendal.

Thomas Thurah er forfatter. magister i litteraturhistorie og filosofi og har arbejdet som journalist og redaktør ved en række danske aviser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Selvfølgelig har de lov at være mennesker! Vi gør os skyldige i kollektivt drab gennem institutionaliserede militærkorps, mens vi ikke har meget til overs for individuelle drabsmænd. At dræbe ligger dybt i den menneskelige natur. Uden evnen til at tage andres liv, var vi aldrig kommet så langt som civilisation, som vi er i dag. Men det er på tide at lægge den evne på hylden og begynde at samarbejde i stedet for at konkurrere. Og snakken om den påståede nødvendighed af militarisme er helt nødvendig. Vi kan ikke adskille de to ting. En soldat eller politibetjent er en lige så modbydelig morder som den drabsperson, der ikke har staten i ryggen før sin ugerning. En massemorder i uniform bør om muligt foragtes endnu mere end den forsmåede ægtemand, der slår sin hustru eller børn ihjel, selv om begge dele er lige forkastelige. Alle drab er politiske - også dem der foregår fra en kommandostation.

Klaus Lundahl Engelholt og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Nej, Markus Lund, en soldat eller en politibetjent er ikke en morder, men et våben. Når en dansk soldat eller en politibetjent skyder på en modstander, gør han/hun det på dine og mine og alle danskeres vegne!

Hans Aagaard, Flemming Olsen, Henning Kjær og Peder Bahne anbefalede denne kommentar

Else, det er lige præcis sådanne fascistiske tankegange som gør dig medskyldig i global imperialisme og racisme mod udsatte folkeslag. Du er andenhåndsmorder, fordi du støtter de væbnede styrker, som bruger våbenmagt til at sikre danske arbejderes overlegenhed i den internationale kapitalistiske konkurrence om at sikre dårligt betalt arbejdskraft fortsat kan konsumprodukter til primært det vestlige forbrugermarked. De skal i stedet fratages al offentlig finansiering og pengene bruges på velfærd og lønstigningerdg til de fattigste arbejdere i stedet for. Det vil mindske behovet for politiressourcer i fremtiden, fordi der er en direkte korrelation mellem dårlig velstand og kriminalitet. Vi får aldrig fred i verden med den kæmpe andel af BNP som går til opretholdelse af kamptropper. Det er et kolossalt spild der forsvinder hvert eneste år, som i stedet kunne bruges på bedre hospitaler og lønninger til omsorgspersonale samt forebyggelse af livstilssygdomme i underklassen.

Morten Andreasen, Klaus Lundahl Engelholt, Malou Lauridsen og Anina Weber anbefalede denne kommentar

*kan levere konsumprodukter

Malou Lauridsen

Else Marie. Der er ingen dansk soldat der har løsnet skud på mine vegne i hverken Afghanistan eller Irak. Jeg kender mange der ikke vil have det siddende på sig. Den eneste der agerede på mine vegne dengang i 2003, var Hans Blix.

https://www.berlingske.dk/samfund/stor-folkelig-modstand-mod-irak-krig

En stor del af danskerne havde det på samme måde.

Kære Else og Malou: Går den? Jeg tvivler ikke på at den går for jer – men rent generelt? Afghanistan som ex: jeg har svært at forestille mig en eneste dansk - fra vælger over soldat til statsminister – har følt et personligt behov for at slå nogle Afghaner ihjel og i dag nogle Afrikaner. ”vi” danskere gør det som lejesoldater – vi har betalt ”hit-men” som sikre vi alle har et godt forhold til USA – det er der penge i. Som Kofod siger ”ingen skal tvivle på hvor Danmark står” – vi danskere sulter og skyder dem USA beder os om – Vi er med i ”familien”. Vi dræber selvfølgelig ikke selv – det har vi folk til. Nå - Va’ mæ’ en påtår og en mazarin til piger?

Anders Olesen og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne kommentar

Som Kjeld så fint siger det: den vestlige magtbalance er dybt afhængig af drab - også på uskyldige, og så længe dette ikke er omgjort, giver det ikke mening at fordømme individuelle drabsmænd. De agerer i bedste fald ud fra det, de har lært af samfundet om andre menneskers værdi. I værste fald er de lige så empatiforladte og psykopatiske som magthaverne.

Klaus Lundahl Engelholt, Annette Chronstedt og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Malou Lauridsen

Kjeld, det er da i hvert fald et standpunkt. Dog er jeg stadig modstander af de konflikter og vores indblanding i dem men jo stater agere i befolkningers navn, uheldigvis også dem der er modstandere af dens handlinger.