Kommentar
Læsetid: 2 min.

15 år efter Muhammedtegningerne er de stadig relevante

Hvad har vi egentlig lært på de 15 år? I hvert fald at det er noget bøvl, når smukke principper som frihedsrettigheder møder prosaiske ting som frygt og medarbejderansvar, skriver kulturjournalist Rasmus Elmelund i denne kommentar
Muhammedkrisen endte i bål og brand: store demonstrationer, voldsomme ødelæggelser, dødsfald og eksportkrise.

Muhammedkrisen endte i bål og brand: store demonstrationer, voldsomme ødelæggelser, dødsfald og eksportkrise.

Nasser Ishtayeh

Kultur
2. oktober 2020

I disse dage er det 15 år siden, Jyllands-Posten bragte Muhammedtegningerne, og hvad har vi så lært? At vold virker? At vi har ytringsfrihed? At vi har det i praksis – eller kun i teorien?

I hvert fald har alle stadig ret til at sige deres mening på skrift, mundtligt eller gennem kunst. Alle danske aviser har ret til at bringe en tegning af profeten Muhammed – men det er der ingen, der tør, selv om det er fuldt lovligt.

Og man forstår dem desværre godt.

Kimen til Muhammedkrisen blev lagt for lidt mere end 15 år siden. Forfatteren Kåre Bluitgen havde til en bog fået nej fra tre tegnere til at afbilde den islamiske profet. Det afstedkom nogen polemik om kunstnerisk selvcensur.

Som indlæg i debatten trykte Jyllands-Posten den 30. september 2005 artiklen »Muhammeds ansigt« af daværende kulturredaktør Flemming Rose, der skrev, at »krav om særlig hensyntagen til religiøse følelser« ikke kunne forenes med »et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse«.

Artiklen var illustreret med de 12 senere så famøse satiretegninger, som avisen havde modtaget, efter den havde opfordret alle medlemmer af foreningen Danske Bladtegnere til at tegne Muhammed, »som de ser ham«.

Det endte jo i bål og brand: store demonstrationer, voldsomme ødelæggelser, dødsfald og eksportkrise. I sympati bragte flere danske aviser genoptryk af tegningerne. Det holdt de hurtigt op med igen, og senere var der en avis, der ligefrem sagde undskyld til profetens efterkommere. For nylig har Jyllands-Posten selv afvist at lade det satiriske franske ugemagasin Charlie Hebdo genoptrykke avissiden med Roses tekst og de 12 tegninger.

Og Jyllands-Postens frygt er ikke abstrakt, men konkret: Avisens ansatte har været udsat for adskillige fejlslagne angreb, og hvert år brænder dens koncern hundredetusinder af kroner af på sikkerhed.

Charlie Hebdo har været endnu hårdere ramt. Værst i 2015, da to maskerede og bevæbnede mænd tvang sig adgang til redaktionslokalerne og dræbte 13 personer. Så sent som i sidste uge gik en ung mand amok foran ugeavisens tidligere kontorer og angreb flere personer med en kødøkse, angiveligt som hævn for de seneste genoptrykninger af Muhammedtegningerne – altså blandt andet dem, som Jyllands-Posten havde forsøgt at forhindre dem i at bringe.

Tegningerne og debatten er med andre ord stadig relevante.

I denne uge udkom så Kåre Bluitgens nye bog, en illustreret koran, De skyggefulde haver, som han forgæves har kæmpet for at finde et forlag til og derfor er endt med selv at udgive.

Hvor gerne vi end ville leve i en verden, hvor man kan tegne (altså TEGNE med blyant eller farver på papir), hvad man vil, gør vi det ikke. 

Så hvad har vi lært? Vi har lært, at det er noget bøvl, når smukke principper som frihedsrettigheder møder prosaiske ting som frygt og medarbejderansvar. Og så har vi lært det tragiske faktum, at voldsmænds veto på det her område fortsat dikterer kunstens og mediernes handlerum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Hansen

Suk.
Jeg retter lige.

Nils Bøjden.

Havde du citeret hele mit indlæg i stedet for at bide det over, så havde det ikke været nødvendigt for dig at skrive dit sidste indlæg.

;-)

Om det var statsministeren der havde sagt det eller en anden, gør ingen forskel. Fogh gad ikke være høflig.

Kære Carsten Hansen!
Grunden til, at Fogh ikke gad være høflig, er vanskelig at forklare, medmindre man sætter sig lidt ind i Muhammed-krisens forhistorie; Denne starter med, at Fogh i 2001 bliver statsminister, udnævner alle smagsdommere til fjolser, for i 2003 at kaste Danmark ind i den ulovlige Irak-krig.
Mangler du detaljer, vil du finde dem i mine to indlæg: "Fogh gjorde danerne dumme" og "Bertel Haarder i Sønder Hygum".
Begge er tilgængelige på nettet. Endnu.

Carsten Hansen

Pietro Cini

Måske; Men det er dog bare dit gætteri ,
Har ikke tid/lyst til at læse de links og har ikke behov for at gætte om hvorfor Fogh agerede som han gjorde.

Jeg er enig med dig i at Fogh opførte sig ringe og enig med Bøjden i, at en samtale kun kunne ende ud i at hverken han eller staten som sådan kan bestemme hvad danske aviser skriver.

Hvordan kan du vide at det er mit gætteri, når du ikke har læst dem?Jeg har ikke lyst til at spilde min tid på dig. Brug kaffegrums.Pia Kjærsgaards eventuelt.

Carsten Hansen

OK.

Hvis det er et must at jeg skal lede efter dine gamle indlæg så hold dig gerne til andre.

Carsten Hansen

Jeg vil naturligvis gerne forholde mig til beviser/dokumentation om hvorfor Fogh ikke ville møde diplomaterne.
Det kræver dog at det er præcise links til uvildige undersøgelser og ikke diverse partsindlæg.

PS. Der er som sådan ikke en forhistorie til Mohammedkrisen ud over Kåre Bluitgens bog og generel utilfredshed med islamisters trusler om repressalier.
Hvad folk brygger sammen i en kombination med Fogh er kun interessant hvis der foreligger fakta.

"Om det var statsministeren der havde sagt det eller en anden, gør ingen forskel. Fogh gad ikke være høflig."

Det har intet med høflighed at gøre. Hvis ambassadørerne havde været høflige havde de sprurgt om et møde med udenrigsministeren og havde fået det.

Statsministeren har ikke møde med ambassadører, det har udenrigsministeren og det ved og vidste alle ambassadørerne . Sådan fungerer det over hel verden. Ønsket om møde med Fogh var en provokation og indenrigspolitisk for at ambassadørerne fra alle de diktaturstater der insisterende på mødet med Fogh kunne gå tilbage og bruge det indenrigspolitisk: Se, de vil ikke engang tale med os, forbandede hedninge.

Carsten Hansen

Nils Bøjden.

Du mener hvad du vil og Fogh gjorde det han mente var det rigtige.
Jeg mener at det var uhøfligt og at det ingen forskel gjorde hvem der gav ambassadørerne den uomtvistelige besked; Den ville være den samme.

At afvise et møde udelukkende på procedure; Hvis en sådan findes i alle specielle situationer uanset hvad, virker arrogant og konflikteskalerende.
Måske den noget senere uro kunne have været undgået; Selvom jeg da godt kan have min tvivl. Herboende imamer og diktatorer med interne konflikter, havde andre planer.

Anbefalelsesværdig læsning: Aske Muncks artikel "Verdslighedens nye frontlinje" i dagens nummer af Weekendavisen.

Dorte Sørensen

En ting jeg slet ikke forstår er , at nu vil flere politikker have JP-tegningerne og JP-krisen tvunget med ind i undervisningen i Folkeskolen mv. og det skal være i ytringsfrihedens navn.
Men er det ikke lige modsat ytringsfriheden? Udover et sådan påbud også krænker ytringsfriheden så blander politikkerne sig også hermed i undervisningsformen osv. Det er i mine øjne stærkt bekymrende.

Sören Tolsgaard

Der var og ér vel også dem, der synes, at Charlie Chaplin ikke burde have hånet Hitler med filmen 'The Great Dictator' i 1940:

https://en.wikipedia.org/wiki/The_Great_Dictator

Der var i hvert fald mange steder, hvor den blev forbudt,

Att.:Dorte Sørensen
Det er beviset på, at det sensationelle sejrer over den redelige oplysning - og Bodega Danmark over Danmark.

Sören Tolsgaard

Pietro Cini -

Nu er der jo ingen, der har sejret ang. dette forslag. Og din retorik [Bodega Danmark, det sensationelle sejrer] mht. de danskere, der bakker op om disse tegninger, synes i øvrigt bevidst nedladende, spottende og hånende. Og det er måske helt okay, bare det ikke er muslimer, det går ud over?

Af lærernes fagblad fremgår, at der også blandt dem er uenighed. Man er vel enige om, at politikere ikke skal detail-styre undervisningen, men på den anden side er undervisningens grundlag et pensum, der skal gennemgås, også når der undervises privat, hvilket forhåbentlig afbøder sekterisk hjernevask.

https://www.folkeskolen.dk/1857171/laererformand-om-muhammed-tegninger-i...

Muhammedtegningerne var et irreversibelt skridt hen mod den situation, Danmark befinder sig i. Udover imamernes og Foghs håndtering, havde også erhvervslivet en afgørende rolle. Forløbet har nylige paralleller, som fremvisning af tibetanske flag og forhånelse af kinesiske flag, hvor den kinesiske regering har truet DK (og andre lande med ytringsfrihed).

Mht. Chaplins diktatorfilm, var den forbudt i UK, mens man endnu forhandlede med Hitler. Derefter blev den overordentlig populær. I det nazivenlige Sydamerika og i Aksemagterne var den naturligvis forbudt. I italien, som i filmen hed 'Bakteria', var der censurerede scener indtil 2002!

Despoter, diktatorer og patriarker bryder sig ikke om kunstnerisk frihed. Og den har naturligvis sin pris i en splittet verden. I Europa har denne frihed dog dybe rødder i antikkens spirende demokrati, hvor både verdslige og religiøse overhoveder og selv guderne, som man ikke tog alt for alvorligt, i bogstaveligste forstand kunne få røven på komedie;)

Lad os aldrig fortabe denne frihed!

Sider