Essay
Læsetid: 4 min.

I 1978 orkede kunsthistoriens nøgne kvinde nærmest ikke mere

Kvinden har lagt krop til hele den vestlige kunsthistorie. Måske derfor ser hun så udmattet ud i Hannah Wilkes ikoniske fotoværk ’What does this represent ... ? What do you represent ... ?’, skriver Maria Kjær Themsen i vores serie om afgørende amerikanske kunstværker
På grund af ophavsrettigheder kan vi ikke vise det omtalte værk, der dog let kan ses på nettet. Her sidder Hannah Wilke foran et af sine andre værker på et galleri i New York i november 1979.

På grund af ophavsrettigheder kan vi ikke vise det omtalte værk, der dog let kan ses på nettet. Her sidder Hannah Wilke foran et af sine andre værker på et galleri i New York i november 1979.

New York

Kultur
27. oktober 2020

­­­­­­En nøgen kvinde sidder på gulvet i et hjørne med spredte ben. Hun er kun iført stiletter og har en plastikpistol i den ene hånd. Rundt om hende ligger der en masse legetøj i form af pistoler og Mickey Mouse-figurer.

Den kvindelige model er Hannah Wilke, der også er kunstneren bag fotoværket med den lange titel: What Does This Represent? What Do You Represent? (Reinhart), som er en del af en fotografisk serie med den samlede titel So Help me Hannah (1978), som alle handler om iscenesættelse og selvrepræsentation. På grund af ophavsrettigheder kan vi ikke gengive værket sammen med denne artikel, men du kan se det her.

I serien indtager hun derfor en dobbeltrolle som både kunstner og model, og hendes position i dette værk er mangetydigt. For nok er hun nøgen og blotter sit skød, men hun spiller ikke nødvendigvis op til beskueren. Tværtimod ser hun nærmest opgivende ud.

Værket afspejler en tid i den amerikanske kunsthistorie, hvor kvinden var ved at vride sig ud af den modelobjekt-position, som hun ellers havde været henvist til, og en tid, hvor kunsten begyndte at bruge symboler fra pop- og massekulturen for at sige noget om den amerikanske virkelighed – ikke mindst ved brug af fotografiet.

Netop dette værk af Wilke afspejler disse markante nybrud på en interessant måde. Her er både en nøgen kvinde, Disney-figurer og våben samt en tydelig selviscenesættelse via det fotografiske medium.

Kvinden har som bekendt lagt krop til værker op igennem hele den vestlige kunsthistorie, og det er måske derfor, hun på billedet ser så udmattet ud. Hun gider ikke engang flirte tilbage til den implicitte beskuer, manden, der kigger på hende. Hendes skød er ellers lige så blottet som i Corbusiers Verdens oprindelse (1889), og hun er både iført stiletter og har udslået langt hår – klassiske symboler på sex og villighed.

Men Wilke stiller sig ikke seksuelt til skue, hun har i stedet lavet et fotografisk symbolsk portræt over tre nærmest arketypiske amerikanske »forbrugsvarer«, som stadig ansporer til dybe politiske magtspil: den smukke kvinde, våben og Disney – eller med andre ord kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, retten til at bære våben og retten til at lave big business. Ting, der stadig fylder i den aktuelle præsidentvalgkamp, hvor for eksempel kvindens ret til abort endnu en gang er på toptre over de vigtigste splidpunkter mellem de to gamle mænd, der skal vælges imellem.

Hannah Wilke (f. 1940) var en kunstner, der i sin samtid skilte vandene: Der var de feminister, der syntes, hun var fremragende, fordi hun brugte sin egen nøgne krop i sine værker, men med en mere kompleks fremtoning end den position, som den kvindelige model igennem kunsthistorien har indtaget: som skueobjekt for et mandligt begærsblik.

Andre mere radikale feminister fandt hendes værker stærkt kritisable, fordi de var tvetydige omkring den kvindelige position  – der var jo stadig en nøgen kvinde i værket, og derfor var det i strid med det feministiske projekt om ikke at reducere kvinden til et objekt.

I USA i 70’erne var de to feministiske fløje ret uenige og kan på mange måder sammenlignes med nogle af de debatter, der finder sted i dag. Den nye fjerdegeneration af feminister får for eksempel ikke mange point af den ældre garde for at smide tøjet og posere sexet.

De ældre feminister kan intet frigørende se ved, at en ung kunstner som eksempelvis Maja Malou Lyse bruger sin egen krop i dybt erotiske fotos og film. Mens den unge generation insisterer på at have lov at posere præcis så eksplicit sexet, som de har lyst til, fordi det nu endelig må være slut med, at kvinden skal føle skyld og skam over at være smuk og sexet.

Hvad repræsenterer du?

Nederst, tværs hen over fotografiet, står med sorte versaler: WHAT DOES THIS REPRESENT? WHAT DO YOU REPRESENT?

Sætningen stammer fra en vittighedstegning, der havde været i en samtidig avis, hvor en mand peger på et abstrakt maleri af amerikanske Ad Reinhardt og grinende spørger: »HA HA, WHAT DOES THIS REPRESENT?« Hvorefter maleriet stikker en lang arm ud af lærredet, peger på den overraskede mand og spørger: »WHAT DO YOU REPRESENT?«

At maleriet på den måde svarer igen, får manden til at gå helt i gulvet, og mens han ligger dér i chok over, at hans neutrale position som hvid mand bliver udfordret, står der hen over manden, at et abstrakt maleri vil reagere på dig, hvis du reagerer på det: »It is alive if you are.«

På den måde handler værket også om repræsentation. Og om, at det blik, der betragter, aldrig er neutralt. Én af de ting, der fylder allermest i kunstdebatten for tiden – også i USA – er netop repræsentation: Hvem er repræsenteret? Hvem er kunsten skabt til? Og hvem er helt ekskluderet – fra dens indhold, rum og scene?

Selv om Hannah Wilkes værk er fra 1978, har netop repræsentationsspørgsmålet ikke været synderligt udfordret. Det ser nu ud til at ske – særligt i USA, hvor antiracistiske demonstrationer og bevægelser som Black Lives Matter for alvor udfordrer den stivnede status, som den hvide, vestlige mand har haft i kunsten, både som skaber og som betragter.

Serie

Amerikanske kunstværker

Fra Dorothea Langes fotografier af kriseramte landarbejdere i 1930'erne til Kara Walkers gigantiske installation af sukker og bolsjemasse A Subtlety fra 2014 har amerikanske kunstnere forholdt sig til det samfund og den historie, de er en del af. Informations kunstkritikere skriver her op til præsidentvalget om de vigtigste politiske kunstværker fra USA.

Seneste artikler

  • USA forstået gennem kunsten

    30. oktober 2020
    I kunsten afsløres symbolsk de dybe forskelle og stridspunkter, som stadig skaber store konflikter i USA’s befolkning – mellem land og by, mellem sorte og hvide, mellem rige og fattige
  • Kara Walker brugte stanken af råddent sukker til at skildre USA’s racehistorie

    24. oktober 2020
    Få kunstnere skildrer de amerikanske racespændinger bedre end Kara Walker. Værket ’A Subtlety or The Marvelous Sugar Baby’ fra 2014 er et dystert-humoristisk, hjerteskærende og pænt fucked billede på slavetidens hjemsøgelser. Og desværre er det højaktuelt
  • Amerikanske kunstværker: Kunstneren som hætteklædt Ku Klux Klan-mand

    21. oktober 2020
    Det kraftfulde budskab om menneskets indre ondskab og om social og racial retfærdighed i det amerikanske samfund lyser ud af Philip Gustons maleri ’The Studio’ fra 1969. Faktisk er det så upassende, at en udstilling med kunstnerens værker foreløbig er udsat til 2024
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her