Interview
Læsetid: 14 min.

Åsa Linderborg: »#MeToo er det sværeste, journalister nogensinde har stået over for«

Under det svenske #MeToo-år 2017-18 kritiserede den svenske journalist Åsa Linderborg bevægelsen, men var også involveret i afsløringen af teaterchefen Benny Frederiksson, som siden begik selvmord. Nu har hun udgivet sine dagbogsoptegnelser fra en højspændt tid i svensk historie
’De ting, der er kommet frem i Danmark, er grovere end nogen af de ting, vi havde i Sverige,’ fortæller Åsa Linderborg.

’De ting, der er kommet frem i Danmark, er grovere end nogen af de ting, vi havde i Sverige,’ fortæller Åsa Linderborg.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
30. oktober 2020

Det er svært ikke at holde Sverige oppe som et spejl, når det kommer til den #MeToo-storm, der for tiden hvirvler magtfulde mænd af deres poster i Danmark.

Ikke bare fordi de svenske medier allerede i 2017 gik all in på at afsløre sager om sexchikane og magtudøvelse, og bevægelsen dermed tog fart langt hurtigere end herhjemme. Også fordi der i Sverige blev begået fejl under #MeToo, som vi i Danmark måske kan lære af.

Den svenske journalist og forfatter Åsa Linderborg hører til dem, der mener, at #MeToo-bevægelsen i Sverige absolut ikke var fejlfri. Hendes nye bog handler om #MeToo i Sverige i perioden september 2017 til september 2018 og har den sigende titel Året med 13 måneder.

I denne periode var Åsa Linderborg kulturchef på Aftonbladet, Sveriges største avis, som hun beskriver som tilsvarende »Ekstra Bladet, men med Informations kultursider«. I efteråret 2017 publicerede Aftonbladet en række #MeToo-relaterede artikler om den daværende chef på Stockholms Stadsteater, Benny Fredriksson. Artiklerne blev siden kritiseret af Pressens Opinionsnämnd, svarende til Pressenævnet, for at mangle belæg og krænke Fredrikssons omdømme.

Sagen var opsigtsvækkende, fordi Benny Fredriksson kort efter forlod sin post og fire måneder senere begik selvmord i foråret 2018. Siden er Åsa Linderborg og Aftonbladet blevet beskyldt for at bære en del af skylden.

Åsa Linderborg

  • Født 1968 i Västerås
  • Ph.d. i historie fra Uppsala Universitet i 2001
  • Journalist og forfatter. Debuterede i 2007 med selvbiografien Mig ejer ingen
  • Kulturchef for Aftonbladet 2009-19. I dag seniorskribent på samme avis og bl.a. fast klummeskribent for Dagbladet Information

Året med 13 måneder beskriver forløbet, men bogen er ikke en nøgtern gennemgang af spørgsmålene om #MeToo, skyld og presseetik, den udgøres derimod af Åsa Linderborgs dagbogsoptegnelser fra perioden. En redigeret version godt nok, 2000 sider kogt ned til 400, men det er stadig en højst personlig tekst, der modsætningsfyldt skildrer Linderborgs professionelle liv, hendes samtaler med venner, forholdet til hendes forældre, børn og kæresten P, som undervejs forlader hende.

Da jeg møder Åsa Linderborg på hendes hotel i Københavns indre by, spørger jeg hende, hvorfor hun valgte at skrive om begivenhederne i denne private form.

»Jeg syntes, jeg var nødt til at fortælle min historie om Benny Fredriksson, fortælle om det traume og dermed også om #MeToo. Men jeg forstod, at jeg ikke kunne fortælle den historie på en journalistisk måde, hvor jeg ville blive opfattet som saglig og objektiv, eftersom jeg var så indblandet. Derfor tænkte jeg, at jeg måtte gøre det modsatte; jeg måtte fortælle så personligt som muligt i stedet,« svarer hun.

Paradokset Åsa Linderborg

Åsa Linderborg er kendt som en frygtløs venstrefløjsdebattør i Sverige. Allerede i efteråret 2017 kritiserede hun #MeToo-bevægelsen for at være i clinch med presseetikken og de anklagedes retssikkerhed. Denne kritik var hun temmelig alene om, fortæller hun. Hun beskriver, hvordan hun mener, der i de svenske medier er en problematisk tendens til konsensus:

»I min bog skildrer jeg journalisterne i Sverige som nogle, der altid løber i flok. Alle synes det samme, stort set. Og når det så viser sig, at alle måske er gået for meget i én retning, så skifter alle mening synkront. Der findes ingen dialektik, ingen løbende samtale, det er meget sort eller hvidt i Sverige. Det blev især tydeligt under #MeToo, at det er svært at tænke anderledes. Det er blevet lettere på de tre år, der nu er gået, men dengang – det år – var modsætningerne ekstreme i Sverige.«

Ifølge Åsa Linderborg bredte #MeToo sig så hurtigt i Sverige, fordi landets institutioner og medier i forvejen var feministisk anlagte. Eksempelvis har alle partier i Sverige undtagen Sverigedemokraterne et feministisk grundlag.

»Der fandtes et ideologisk beredskab for den her slags spørgsmål – i modsætning til i Danmark,« tilføjer hun med et lille smil.

Mange mediechefer, som har kendt til mænd, der har krænket kvinder, har selv været kvinder. Så magten kan være kønsløs. Kvindelige chefer behøver ikke være bedre chefer i de her spørgsmål, påpeger Åsa Linderborg.

Mange mediechefer, som har kendt til mænd, der har krænket kvinder, har selv været kvinder. Så magten kan være kønsløs. Kvindelige chefer behøver ikke være bedre chefer i de her spørgsmål, påpeger Åsa Linderborg.

Emilie Lærke Henriksen

Hun understreger, at hun mener, at #MeToo-bevægelsen i Sverige var vigtig for kampen mod sexchikane. Men bevægelsen var alt for svær at kritisere:

»Hver tekst, jeg skrev om presseetikken og retssikkerheden i den periode, blev opfattet, som om jeg hader kvinder eller ikke brød mig om de kvinder, som var blevet udsat for overgreb. Men nogen var nødt til at indtage den position, jeg gjorde, og ingen andre gjorde det. Og det var jo ikke bare Aftonbladet, der brød med de presseetiske regler, det gjorde alle svenske mediehuse. I Sverige var der 37 fældninger i granskningsnævnet. Så jeg stod bare der og råbte ’hallo, hallo’,« fortæller hun.

Det er heri, det store paradoks består, når det kommer til Åsa Linderborg og hendes rolle i det svenske #MeToo: Hun var en af de mest højtråbende kritikere, men hun var samtidig involveret i den fatale #MeToo-afsløring, der endte i et selvmord.

Det var Åsa Linderborg, der fik tippet om Benny Fredrikssons tvivlsomme ledelsesstil fra en skuespiller, men det var en anden journalist fra Aftonbladet, der udførte selve granskningen af sagen. Artiklen, der kom ud af det, er blevet kritiseret af Pressens Opinionsnämnd for kun at have én navngiven kilde ud af 40 og for ikke at give Benny Fredriksson tid nok til at give svar på tiltale inden publiceringen.

Efter publiceringen af undersøgelsen skrev Åsa Linderborg i december 2017 en kronik, hvori hun beskrev Stockholms Stadsteater – arbejdspladsen, Fredriksson var chef for – som et »skrækregime« og påstod, at Fredriksson havde tvunget en kvinde til at få en abort for at få en rolle på teatret.

Det var en fejl, siger hun i dag:

»Efter jeg havde skrevet det, kontaktede flere venner mig og sagde: Det er jo klart, at han ikke har tvunget hende til at få en abort, hun har selv valgt mellem barn og teaterrolle. Og så kunne jeg pludselig se det: På den ene side min kritik af #MeToo – at man overhovedet ikke ser, at kvinder også har et ansvar – og alligevel påstår jeg så, at denne kvinde ikke har ansvar for, at hun har fået en abort. Det var så inkonsekvent,« fortæller Åsa Linderborg.

– Hvordan har du det med det i dag?

»Jeg blev færdig med det, da jeg skrev min bog. Men jeg tænker ofte på det og ønsker, at det var ugjort. Jeg ved jo, at det ikke var mig, der slog Benny Fredriksson ihjel, det gjorde han selv. Men jeg kommer til at kæmpe med det her resten af mit liv. Jeg er et samvittighedsfuldt menneske, det er sådan, jeg er opfostret. Men det har føltes bedre, siden jeg skrev bogen, den blev en slags skyldbearbejdning.«

Det er dog ikke alle, der læser Året med 13 måneder som en entydig indrømmelse af skyld. Bogen, der også handler om Åsa Linderborgs barndom, hendes kvaler med at blive ældre og blive forladt af sin kæreste gennem otte år, er blevet beskyldt for at fremstå som en forsvarstale for Åsa Linderborg selv.

– Forstår du, hvorfor nogen læser din bog som en forsvarstale?

»Jeg synes ikke, at jeg forsvarer mig, jeg synes, jeg tager et større ansvar, end jeg behøver at gøre. Det havde været enkelt for mig slet ikke at skrive den her bog og bare håbe, at folk ville glemme sagen. Men jeg vil virkelig gerne tage ansvar, jeg vil forstå, hvorfor det blev, som det blev. Og det her er jo min metode til at forsøge at forstå, hvorfor journalistik kan være så farlig. Og så svær. Det ville jeg fortælle om i den her bog.«

Det danske #MeToo

Timingen for Året med 13 måneders udgivelse på dansk kunne ikke være bedre. Vigtige politiske figurer har forladt deres poster, en DR-vært er blevet fyret. Danmark er – lige meget hvordan man vender og drejer det – forandret af #MeToo-bevægelsen.

Åsa Linderborg følger interesseret med i forløbet i Danmark. Hun ser en stor forskel mellem Danmark og Sverige, når det kommer til de konkrete sager, der bliver taget op i de to lande. Sagerne i Danmark er meget grovere end noget af det, man så i Sverige, fortæller hun:

»Det er chokerende for mig, at socialdemokraterne har haft en så lav og dårlig bevidsthed om de her spørgsmål. At man kan være kendt som en, der gramser på kvinder år efter år efter år, og så kan man alligevel beholde sine poster.«

– Det ville ikke være sket i Sverige?

»Nej, det havde ikke været muligt. De ting, der er kommet frem i Danmark, er grovere end nogen af de ting, vi havde i Sverige. Men altså, dels er det jo svært at være feminist her, og i Sverige skal man jo være feminist – men I har også kulturradikalismen, den er jo som en religion for jer.«

– Hvad mener du?

»Jamen, den her ’vi skal gå over alle grænser, vi gør, som vi vil’. Det er svært at være den kvinde, som siger ’jeg vil ikke have, at du tager på mig’, vil jeg tro. For i Danmark skal man gå med på den. Det er min opfattelse af landet: ’Vær ikke så kedelig, kom nu’. Sådan er det ikke i Sverige. Og i Danmark tænker I så: ’Åh, hvor er I politisk korrekte i Sverige, så kedelige’. Og det er vi jo! Men det her er bagsiden. Den kommer frem nu.«

Åsa Linderborg ser altså en væsensforskel mellem de danske og de svenske #MeToo-sager. Men hun understreger samtidig, at medierne stadig skal holde fast i presseetikken, og at retssikkerheden for dem, der omtales i medierne, skal opretholdes. Hun siger: »De problemer, som fandtes i #MeToo i Sverige, kan jo vældig let opstå her i Danmark også.«

»Revolutionen«, som hun kalder #MeToo-bevægelsen, er måske ikke kommet så langt i Danmark endnu, men det kan pludselig gå stærkt. Og så kan det blive svært for folk at tænke kritisk.

Indtil videre roser hun dog forløbet i Danmark:

»I har hele tiden presseetiske diskussioner her. Det har I haft under hele #MeToo, de uger, det nu har varet. I diskuterer åbent, hvad man skal gøre med anonyme kilder og navnepublicering, og de forskellige mediehuse kritiserer hinanden. Sådan var det ikke i Sverige. Og når jeg ser på alle de interview, jeg skal give, mens jeg er her – det er jo, fordi man spørger sig selv, hvordan man skal gøre og ikke gøre. Der findes en meget større åbenhed for, at det her er svært, og at man vil gøre det ordentligt.«

Journalistikkens dilemmaer

Noget af det, Åsa Linderborg er mest kritisk over for ved #MeToo, er bevægelsens tendens til at fremskrive nogle forsimplede forestillinger om kønnene: Den onde patriark og den rene, gode kvinde. For hende er det enormt vigtigt at holde fast i, at sexchikane først og fremmest handler om magt:

»Når #MeToo-diskussionerne handler om magtstrukturer, er jeg med hele vejen. Men bevægelsen kan sommetider glemme, hvordan det er at være et socialt væsen. Man prøver sig frem. Man tager lidt på nogen, man flirter lidt. #MeToo glemmer alle følelser, forelskelse, ambivalens, de ting, der ikke behøver at have med magt at gøre. Og når #MeToo pludselig kommer til at handle om, hvordan mænd og kvinder er mod hinanden, uanset om der er magt involveret eller ikke, når mænd opfattes som nogen, der altid har magt i relation til en kvinde, så står jeg af.«

– I Danmark er der indtil videre udelukkende sager, der handler om mænd. Man kan vel ikke tage køn helt ud af ligningen?

»Nej, men man kan måske tilføje – i hvert fald i Sverige, men jeg tænker, det også er sådan i Danmark – at vældig mange mediechefer, som har kendt til de her mænd, har været kvinder. Så magten kan være kønsløs. Kvindelige chefer behøver ikke være bedre chefer i de her spørgsmål.«

– Men er der ikke en niveauforskel mellem at være den, der udnytter sin magt på en grænseoverskridende måde, og så at være en magthaver, der ser gennem fingre med det?

»Absolut. Men kvinder i magtpositioner kan gøre ting, som mænd ikke kan gøre. Kvinder kan rode nogen i håret eller sige søde ting, uden at det bliver misforstået, kvinder kan være grænseoverskridende. Flere og flere kvinder bliver chefer, og flere og flere kvinder kommer til at opføre sig som mænd. Men det er kun mændene, vi taler om.«

– Du beskriver i din bog en oplevelse fra din ungdom med en mand, du måske pressede til at have sex. Kan du selv være bekymret for, at den slags kunne komme op om dig – som tidligere kulturchef har du jo virkelig været i en magtposition?

»Det har jeg absolut været, men jeg er ikke bange for at have udsat nogen for noget seksuelt. Jeg kan derimod være bange for at blive anklaget for noget, jeg har sagt. Hvis jeg har funderet højt over spørgsmål, som ikke er politisk korrekte. Hvordan skal man gøre med tiggerne, romaerne? Sådan noget. Snarere det, for selv den slags kan i Sverige publiceres på sociale medier.«

»Jeg tror, at mange er bange for, at noget, man har gjort i fortiden, pludselig bliver kastet imod en. Ting, som måske fandt sted for 20 år siden, da man var et andet menneske i en anden tid. Den rædsel findes i Sverige. Og det handler ikke bare om sexchikane, det handler om ting, man kan have sagt engang til en middag for eksempel. Det er en slags angiverikultur, vil jeg kalde det.«

#MeToo kan undgå at få en negativ klang, siger Åsa Linderborg. ’Det afhænger af, hvad man gør med #MeToo.’

#MeToo kan undgå at få en negativ klang, siger Åsa Linderborg. ’Det afhænger af, hvad man gør med #MeToo.’

Emilie Lærke Henriksen

Navne eller anonymitet?

Et andet stort stridspunkt i #MeToo-debatten er spørgsmålet om, hvorvidt man bør nævne navne på de anklagede, før de er blevet dømt. Åsa Linderborg har generelt været fortaler for ikke at publicere folks navne for at skabe et større fokus på de strukturelle problemer frem for enkeltsager.

Men som med så meget andet i denne sag er tingene mere komplicerede end som så.

En af de mest kendte #MeToo-sager i Sverige var Dagens Nyheter-journalisten Matilda Gustavssons afsløring af Jean-Claude Arnaults mange krænkelsessager, som hun siden har uddybet i bogen Klubben.

I Dagens Nyheter valgte man at anonymisere Arnault og kalde ham ’Kulturprofilen’.

Men det var en fejl, mener Åsa Linderborg. Først og fremmest, fordi Arnault anklagedes for voldtægt, og når nogen anklages for noget så alvorligt, er man nødt til at nævne deres navn, mener hun. Desuden påpeger hun, at man kunne regne ud, hvem Jean-Claude Arnault var, idet der stod i artiklen, at hans kone var den kendte digter Katarina Frostenson, som dengang sad i Det Svenske Akademi. Arnaults navn var kun en Googlesøgning væk:

»Når man undlader at nævne nogens navn, kan man anklage den person for mange flere ting, end hvad der faktisk findes empiri for. Men hvis man siger: ’Denne person, som hedder Åsa Linderborg, har gjort det her’, så er man nødt til at have sikre beviser for, at det stemmer. Derfor var det sommetider fristende for medierne i Sverige ikke at skrive navnet, når man ikke var helt sikker på, om belægget holdt,« siger Åsa Linderborg.

At anonymisere Jean-Claude Arnault blev altså en måde at legitimere at fylde på med løse rygter, alt imens anonymiseringen i Dagens Nyheter kun var en tilsyneladende anonymisering, mener Åsa Linderborg.

Det er temmelig indviklet, tager jeg mig selv i at kommentere.

»Det er megaindviklet!« udbryder hun og fortsætter:

»#MeToo er frygtelig indviklet. Det er det sværeste, journalister nogensinde har stået over for. Alle de her dilemmaer: Hvad man skal gøre med navnepublicering, hvor mange kilder behøver man? Hvor mange kilder kan være anonyme? Hvor stor magt skal et menneske have, før man skriver om vedkommende? For hvor længe siden kan hændelsen være indtruffet? Er det okay med for 25 år siden, eller skal det være nu? Alle de overvejelser skal man gøre sig som journalist. Og det er svært, for det går så fandens hurtigt i #MeToo. Og man vil jo være først med nyheden, for man ved, at så snart man publicerer et navn, så kommer klikkene.«

Det er også en af grundene til, at Åsa Linderborg har skrevet sin bog. Så journalister kan lære af de fejl, hun og andre journalister begik under den svenske #MeToo-bevægelse. Hendes råd til danske journalister i den situation, vi er i nu, er at behandle #MeToo som et hvilket som helst andet emne:

»Man skal være journalist, ikke aktivist,« siger Åsa Linderborg.

»Man skal ikke tænke, at der gælder særlige presseetiske regler for #MeToo, fordi det er en vigtig sag. Selv om man sympatiserer med #MeToo, så skal medierne stadig holde på deres integritet. Og de skal selvfølgelig undgå at publicere navne, bare fordi det trækker klik. Det er livsfarligt.«

Hvor meget blod skal der spildes?

Året med 13 måneder er fortalt fra dagbogsskrivningens løbende øjebliksbilleder. Åsa Linderborg fandt først ud af, at hun ville skrive optegnelserne om til en bog efter september 2018. Sidste år stoppede hun som kulturchef på Aftonbladet og har siden været seniorskribent på samme avis. I august i år udkom Året med 13 måneder på svensk.

Optegnelserne bærer præg af en stor ambivalens, både i fremstillingen af #MeToo og af Åsa Linderborg selv.

Hun fortæller, at hun har været omhyggelig med at bevare de steder, der understreger »inkonsekvensen i mine tanker«. Det er sådan, et liv fungerer, forklarer hun:

»En tænkende hjerne er ikke altid rationel eller retlinjet. Og selv progressive mennesker som jeg kan have grimme tanker, dumme tanker. Mennesker som jeg, der gerne vil gøre det gode, kan fejle enormt meget. Og det er vigtigt at vise, synes jeg.«

Hun fortæller, at hvis man nævner #MeToo i Sverige i dag, siger folk: »Åh, hvor træls, det gider vi ikke snakke om.« Men sådan behøver det ikke blive i Danmark, siger hun:

»#MeToo kan undgå at få en negativ klang. Det afhænger af, hvad man gør med #MeToo. Hvis det bliver en repressiv bevægelse, så er det farligt. Så kan det blive inhumant og modbydeligt, og så kommer man til at fortryde det senere. Spørgsmålet er, hvor meget blod der skal spildes under en revolution.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det havde været enkelt for mig slet ikke at skrive den her bog og bare håbe, at folk ville glemme sagen."

Hvordan i alverden skulle vi kunne glemme noget så skelsættende, Benny Fredrikssons død på den anden side af jordkloden i 2018?

Det var vist dårligt nok en MeToo-sag, men som en slags MeToo-sag har den fået lov til at stå og dirre i luften.

Klaus Rothstein skriver i sin anmeldelse i dagens avis: Fribytteren Åsa frygter ingen og intet. Og skåner ingen og intet.

Er det en frygtløs fribytter, der taler sådan her: "Jeg ved jo, at det ikke var mig, der slog Benny Fredriksson ihjel, det gjorde han selv" (Inf. d.d.). Eller: "Jeg kan godt forstå den store offentlige vrede over det, som skete. Vanskeligere at forstå er det dog, at andre mediehuse anklager Aftonbladet for at have udløst et selvmord, når de selv har jagtet mennesker og smadret deres tilværelse" (Inf. 3.4.2019). Eller hvad med denne lige så miserable kalkule: "Det er overordentlig sjældent, at nogen, som er hængt ud på forsiden, vælger at tage sit liv."

Lars Seeberg havde (Inf. 3.4.2019) skrevet:

"Jeg venter med spænding på en kommentar fra en af Informations faste kolumnister, Aftonbladets kulturredaktør Åsa Linderborg. I Sverige har Pressens Opinionsnämnd nemlig givet hende en sønderlemmende kritik for den hetz-agtige #MeToo-aviskampagne, hun kørte mod den tidligere teaterchef Benny Fredriksson. Fredriksson, som først måtte forlade sin post og siden begik selvmord.

Informations læsere må have nemt ved at huske både Benny Fredrikssons fremragende virke for nordisk teater og hans tragiske skæbne. En af avisens bedste kolumnister, sceneinstruktør Katrine Wiedemann, har skrevet et par gange om sagen.

Uden selvkritisk bodsgang fra Åsa Linderborgs side bliver det svært at læse hendes kommentarer i fremtiden."

Åsa Linderborgs svar var ret forpjusket og usammenhængende, og det kan man godt forstå. Men hun sluttede med rankt at erkende, "at Fredriksson formentlig ville have været i live, hvis vi ikke havde iværksat vores undersøgelse. For os er forløbet derfor et traume og en journalists værste mareridt. Tragedien har formørket mit liv for altid".

På denne baggrund har jeg siden læst de fleste af Åsa Linderborgs klummer om dette og hint på avisens side 2 - og i samme perspektiv har jeg i de sidste 7-8 uger øjet forsider og skærme og for så vidt været en både interesseret læser og lytter, men jeg har også været temmelig tavs.

Ligesom da jeg læste Katrine Wiedemanns smukke og vedkommende klumme - om teaterchefen Benny Fredriksson og hans teater (Inf. 21.2.2019). "Rygterne siger, han blev psykotisk. Faktum er, at han havde grund til at være fortvivlet." Jeg gik dengang op og ned af gulvet, kunne jeg da ikke sætte bare den mindste kommentar? jeg var jo Katrine Wiedemann så inderlig taknemmelig, kunne jeg ikke bare skrive "Tak"? Det kunne jeg ikke dengang, men det kan jeg nu: Tak.

https://www.information.dk/debat/2019/02/ofte-gaar-forrest-slaebt-igenne...

Nike Forsander Lorentsen

Åsa Linderborg er ikke tilknyttet Aftonbladet længere. Nu virrer hun rundt uden fodfæste, men har vist blevet det store orakel her på Information.